KVINFOs tidsskriftsprojekt
spacer spacer
Klik her for at lave en ny søgning blandt tidsskrifterne
 
spacer
Almuepigebørns Uddannelse til Huslighed
 

Af: Johanne Meyer « Se emneord

Under ovenstaaende Titel har R. A. Claudi-Hansen skrevet en Artikel i sidste Hefte af „Vor Ungdom”. Den er sikkert skrevet ud af et velvilligt Sindelag over for Arbejderne, men ved Forfatterens snevre Syn paa Kvindens Personlighed og Mangel paa virkeligt Kendskab til vore sociale Forhold og deres Udvikling bliver den i høj Grad vildledende, og maa i alt Fald ikke staa uimodsagt.


R. A. Claudi-Hansen gaar ud fra, at en af de vigtigste Grunde til Arbejderens sociale Elendighed ligger i, at Arbejderens Hustru dur ikke. Hun forstaar ikke at gøre Hjemmet hyggeligt, sundt og tiltalende for Manden og Børnene. „Varm Mad kan hun som oftest ikke tillave paa billig og afvekslende Maade. Børnenes legemlige og aandelige Opdragelse kan hun ikke med Held tage sig af. Indkøb af Mad og Bedømmelse af Levnetsmidlernes Næringsværdi er det lige saa galt med som med Vedligeholdelse af Klæder - særlig til Manden. Dertil kommer Mangel paa Sparsommelighed, Mangel paa Ordenssans og Renlighedssans, Mangel paa Mildhed og Gudsfrygt; kort sagt: der mangler den kvindelige Haand og Aand, der gør Hjemmet til Paradis og binder Manden dertil i hans Fritid til Gavn for hele Familjelivet”, siger Forfatteren. Tillige mener han, at


Utilfredsheden og den deraf følgende Misstemning just, er at finde i Arbejderens huslige Forhold. Og skal Arbejderforholdene ikke forværres, saa maa Løftestangen til en sund Socialreform sættes til der, hvor Misstemningen findes, nemlig i Arbejderens eget Hjem.


Hr. Claudi-Hansen henviser der efter til Tyskland, hvor der i de senere Aar ved privat Godgørenhed er gjort uhyre meget for Husholdningsskoler, ja flere Skoler har gjort Skridtet helt ud og optaget Madlavning som et obligatorisk Fag. Der bevises af tysk Statistik om den Sag, at en Husholdning føres bedre med 10 Mark, naar Konen er hjemme, end for 13 Mark, naar hun er paa Fabriken.


Hvor udmærket disse Skoler er indrettede, kan ses af Programmer fra forskellige af dem. Der meddeles saaledes, at Undervisningen skal bestaa i Kogning, Bagning, Vask og Syning, men ogsaa i at regne, spare og have Maden færdig i rette Tid. Eleverne skal opdrages til Renlighed, Orden og Punktlighed, Sandhedskærlighed, Pligttroskab og Religiøsitet.”


Hvilken god Virkning disse Anstalter allerede har haft, ses af Beretninger: „at de Kvinder, der har faaet Undervisning i de huslige Forretninger, særlig er søgte af Arbejderne som Livsledsagerinder - ogsaa paa Grund af deres Dyd, Sparsommelighed og Flid.”


Forfatteren mener derfor, at vi særlig bør tage Eksempel efter Tyskland, hvor Arbejderforholdene mest ligner vore her hjemme.”


Vore Læsere vil af ovenstaaende se, at Forfatteren er lige langt borte fra Forstaaelse af Kvindesagen som af Arbejdersagen; thi der findes neppe noget Land i Evropa, hvor Kvinden staar saa lavt som i Tyskland. Hun behandles baade af Arbejdsgiveren og af sin Mand mere som en Hund end som et Menneske, og derfor kan det ikke nytte, vi vil vende vore Øjne der hen, hvis vi vil hæve Kvinden, men kan meget snarere lære af Frankrig, England eller Sverrig. Dog gælder det kun den intelligente Kvinde. Skal vi ned i Arbejderbevægelsen, da staar den danske Kvinde højst. Det er ingen Overdrivelse eller national Stolthed, naar vi mener dette, men det er grundet paa en samvittighedsfuld Undersøgelse gennem Blade og Skrifter og ved personlige Beretninger fra andre Lande, at vi er komne til dette Resultat.


Det ligger dels i, at vore danske Forhold er saa smaa, at der aldrig kan være den dybe Kløft mellem Arbejdernes Hjem og de mere heldigt stillede Kvinders, vi kender hinanden og vi lærer af hinanden, dels i, at de danske Mænd er mindre herskesyge og besidder et blødere Sind end de tyske.


Men er det saaledes, at den danske Arbejderkvinde er mest udviklet, saa er det ogsaa i det danske Folk, at Reformen skal begynde, og efter dansk Mønster; thi at der trænges til en grundig Hjælp for de unge Arbejderdøtre, der skal være Hustruer og Mødre, deri er vi ganske enige med R. A.


Claudi-Hansen, men vi vil gaa ud fra en hel anden Forudsætning end den ærede Forfatter.


Først kan vi ikke begynde med at sætte Kvinden saa højt, at hele Hjemmets Lykke og Ulykke afhænger af hende (se R. A. Cl.-H.s talrige Egenskabsord paa første Side). Vi sætter Manden lige saa højt som Kvinden, for os er det lige saa stort at være Fader som at være Moder: en fredelig Mand, der med Omhu og Kærlighed tager sig af sine Børn, naar han kommer fra Arbejde, og laver og snedkererer lidt til Husbehov, bidrager lige saa meget til et hyggeligt Samliv i Hjemmet som Hustruen.


Vi tror, at Hustruens Indflydelse paa Manden ikke er større end Mandens paa Hustruen.


Heller ikke er vi i Stand til at tiltro Kvinden en saa overmenneskelig Kraft, at hun ved Siden af at gaa paa Arbejde 10-12 Timer kan lave Mad, holde Huset i Orden, pleje og opdrage Børnene, være hyggelig og elskværdig mod Manden, sørge for sit eget og Børnenes Tøj og for Mandens Klæder, besørge Indkøb og beregne Værdierne i de af hende tilberedte Madretter.


Men R. A. Claudi-Hansen mener naturligvis, at Hustruen skal blive hjemme og passe Huset og Børnene.


Hvor umuligt dette hidtil har været, véd enhver, der har lidt Kendskab til Arbejdernes Hjem. Storindustriens Udvikling og de trykkede Lønforhold har i meget faa Huse gjort det muligt for Arbejderfamilierne at tillade sig en saadan Luksus som den, at Hustruens Arbejde alene bestaar i Opretholdelse af Hjemmet. De aller fleste gifte Kvinder fra den ringeste Arbejder til op i Middelklassen er nødte til at søge Erhverv, ganske vist, for Størstedelen i Hjemmet, men derfor ikke mindre anstrengende. Dette Arbejde i Hjemmet, som væsenlig bestaar i Syning, Vask og Strygning, kræver en ikke mindre lang Arbejdstid, det berøver Hjemmet dets Hygge og Orden og umuliggør den gifte Kvinde at anvende lang Tid til Madlavning, huslig Orden og Børnenes Forplejning. For de Hustruer, hvis Arbejde ligger uden for Hjemmet, er Børnene fuldstændig slupne af Hænderne, og disse Smaa er henviste til at modtage deres Opdragelse paa aaben Gade.


Hvis man altsaa vil arbejde for en Reform for Almuepigebarnets Opdragelse, da maa der først gaas ud fra den Forudsætning, at hun skal være Erhverver, og undertiden - ja endogsaa meget ofte - Familjeforsørger. Spørgsmaalet bliver derfor, hvorledes dygtiggøres hun til selvstændigt Erhverv først som ung Pige og siden som gift Kone?


Ikke ved, at alle lærer at koge. Det vilde være lige saa vanvittigt som at alle Landets Sønner skulde lære at være Skomagere. Det kunde naturligvis ikke skade, at enhver Mand kunde sy sine egne Sko, men Samfundsøkonomi var det ikke, lige saa lidt som at alle unge Piger skulde lære at lave Mad, og endda tvinges dertil; thi lige saa lidt som alle Mænd har Anlæg for at være Skomagere, lige saa lidt har alle Kvinder Anlæg for at lave Mad. Hvis de havde det, saa var der neppe saa mange daarlige Kokke blandt de Kvinder, som baade har lært Land- og Byhusholdning efter alle Kunstens Regler.


Nej - vil man hjælpe de unge Piger fra de fattige Hjem, da skal de ganske vist have en Uddannelse i deres Ungdom, og det kan ogsaa være paa Kogeskoler, men det maa først og fremmest rette sig efter den unge Piges Anlæg og Evner. Har hun i sin første Ungdom gennemgaaet en forstandig Skoletid som Syerske, Haandværker eller ved Madlavning, saa slipper hun for som ung Pige at kaste sig i Prostitutionen, og vil som gift kunne hjælpe at erhverve for det Hjem, som hun er med til at danne. Vi maa ikke se paa det som en Ulykke, at ogsaa Hustruen er Erhverver, det er kun en Ulykke, naar hun samtidig har Ansvaret for hele Hjemmets Ordning, Børneopdragelsen og Madlavningen paa sine Skuldre. Vi maa komme bort fra den Overtro, at en Kvinde, fordi hun har født et Barn, er Pædagog og Børneopdrager. Hvorfor skulde Faderen ikke være lige saa god en Opdrager som Moderen. Var det ikke netop rimeligt, at naar Moderen 9 Maaneder før Barnets Fødsel og en lang Tid efter den er tvungen af Naturen til at pleje Barnet, at Faderen efter den Tid tog sig mere af Barnet end Moderen. Det er dog deres Barn i Fællesskab. Havde Mændene lidt mere Forstaaelse af den Sag, fik Moderen ogsaa mere Tid til at frede og hygge om Hjemmet.


Hr. Claudi-Hansen har slet ikke et Øjeblik spurgt Kvinden eller set paa det etiske Moment i hendes Natur.


Kvinden er anlagt til en Personlighed saa vel som Manden, Evnerne hos Kvinder kan være lige saa forskellige som hos Mænd, hos den fattige unge Pige som hos den rige. Hvorfor skal da alle Almuepigebørn absolut bindes alene til Gryden, især da Udviklingen fører hen til, at de mange smaa Husholdninger i de store Byer vil afløses af store Folkekøkkener.


Den største Samfundsøkonomi og den største Lykke for Hjemmet er Udviklingen af frie og selvstændige Mænd og Kvinder, der hver for sig i deres Ungdom har faaet en faglig Uddannelse, og som selvstændige Erhververe yder et Arbejde, overensstemmende med deres naturlige Evner og Begavelse.


 
Emneord
      Arbejderkvinder »
      Husholdningsskoler »
      Erhverv »
      Familie »
      Husholdning »
Teksttype
      Debatindlæg »
« til toppen
 
Forfattere
      Johanne Meyer »
Initialer
 
Omtalte personer
      R. A. Claudi-Hansen »
Organisationer
 
Professioner
Perioder
      1890'erne »
 
Regioner
      Danmark »
      Tyskland »
 
 
Trykt i tidsskriftet:
     Hvad vi vil
Nummer:
     37
Trykkeår:
     1892
Dato:
     11/09/1892



Printer ikonspacerPrintervenlig udgave

spacer