KVINFOs tidsskriftsprojekt
spacer spacer
Klik her for at lave en ny søgning blandt tidsskrifterne
 
spacer
Samfundets Stedbarn
 

« Se emneord

Ingen Fader - eller om man vil - alt for mange Fædre!


Saa snart født, ej heller nogen Moder!


Samfundet til Plejemoder, Fattighuset til Hjem. Og saa forbavses de Velstillede i Livet over al det Haardsind og al den Umedgørlighed - den Mangel paa menneskelige Følelser - som Forbryderen viser, naar han staar fuldfærdig som saadan over for det Samfund, i hvis Hænder Omsorgen for ham blev lagt, den Gang han var saa uskyldig som noget nyfødt Barn kan være.


Mon ikke det vilde være rettere, om de mange, der er om at fordømme, hos sig selv opkastede det Spørgsmaal „Mon ikke noget, endda meget her skulde være forsømt, medens Tid var?”


Samfundets Stedbørn - denne store Flok af lidende, ulykkeligt stillede Søskende, for hvem Samfundet træder i Moders Sted, og da ganske stedmoderligt hurtigst jager sine tilførte Børn ud at passe sig selv, indtil Manden med Politistokken mener sig bedre kaldet til at passe dem og passe paa dem bag Laas og Slaa!


I Mødre, saa mange som I er, der Søndag efter Søndag fylder Kirkerne - og mange maa I jo være, siden der siges, Kirkerne er for faa - mon ikke for nogle af Jer mange en Dag dog den Tanke maa lyse op, at saa pænt det er at sidde i Kirkestolen den ene Dag i Ugen, slet saa pænt er det ikke de andre seks Herrens Dage at lade, som ser man ikke Nøden i selve det menneskelige Liv trindt om sig, Sjælenøden som Legemsnøden, ser ikke Fattigdommen ved Ens Dør, paa Gaden - helt op ad Trapperne, hvor forsultne Børn kravler om paa egen Haand - og helt øverst op, ind i det nøgne Kvistkammer!


Mon ikke det vilde være nok saa meget i Overensstemmelse med Kristendommen og dens Lære - Næstekærlighed - om vi efter endt Søndagstjeneste omsatte noget af den megen Helligdags Stemning i Gerninger - til kristelige Gerninger for hver en Dag, vi lever i den søgne Uge - med andre Ord, gjorde det gode, vi kunde, mod de mange, mange forsømte Samfundets Stedbørn rundt om os, baade de smaa og de store! Lige meget trænger de alle, og paa visse Maader de store mere end de smaa, som dog endnu kunne have Haab paa Livet; men hvem gaar vel forbi de forholdsvis ungdommelige Skikkelser, velkendt med Kost og Skovl paa Nakken, uden igen at maatte spørge: „Mon intet her er forsømt - i Tide - slet intet?”


Er Ladegaarden den tænkelig bedste og eneste Havn for de mange Vrag, Livsstrømmen skytter eller skubber til Side - og man standser foran Fattiggaarde, Arbejdshuse, Fængsler, med det samme Spørgsmaal. Og Spørgsmaalet rettes opad mod Samfundet, - den store Plejemoder, fælles for dem alle, de mange ulykkeligt stillede, som misledte og uvidende om det vigtigste i Livet, har tabt sig selv og dernæst selvfølgelig ogsaa er gaaede tabt for Samfundet!


Man forarges over Fortidens Barbarisme med de „udsatte” Børn, medens man glemmer eller undlader at overveje, hvorvidt egentlig ikke mangt et fattigt Barn vilde være mange Gange bedre tjent med at faa Lov til at krepere som lille, end at se (saa karrig en Tilværelse), det bedste i sig tommevis dø - indtil saa Erklæringen lyder: „Aldeles uimodtagelig for menneskelige Følelser - uforbederlig” og saaledes dømt, dømt til Døden - og selv ønskende sig denne som en velkommen Befrier ud fra dette saa vel ordnede Samfund, fuldt afkristne Med-Brødre og -Søstre, hvor til hver eneste Ordet har lydt:


„Ethvert Menneske er din Næste - din Broder - hvo han end er.”


 
Emneord
    Børneforsorg »
    Filantropi »
Teksttype
    Ledere »
« til toppen
 
Forfattere
Initialer
 
Omtalte personer
Organisationer
 
Professioner
Perioder
    1890'erne »
 
Regioner
    Danmark »
 
 
Trykt i tidsskriftet:
    Hvad vi vil
Nummer:
    49
Trykkeår:
    1892
Dato:
    04/11/1892



Printer ikonspacerPrintervenlig udgave

spacer