Güzel Turan

Güzels historie:

• Baggrund: Den klassiske historie
• Mine forældre støttede op om uddannelse
• Få et netværk
• Jeg spiser ikke etnisk mad
• Forældre kan også forandre sig
• Hvor er jeg henne om 10 år? 

Baggrund: Den klassiske historie 
Min far tog til Danmark et par år for at tjene til en traktor. Men 2 år blev til 7, og det blev for meget for min mor. Hun tog en beslutning på familiens vegne og rejste til Danmark sammen med mig og min lillebror. Jeg var kun 5 år dengang, men husker stadig, hvordan jeg reagerede ved synet af de første danskere i Kastrup Lufthavn. De her danskere, lignede de mennesker, vi så i fjernsynet i de amerikanske serier. Jeg var skuffet over, at de ikke var mere anderledes.
Det første halvandet år var meget turbulent. Vi flyttede fra den ene midlertidige bolig til den anden. Endelig fandt vi en god bolig på Vesterbro, hvor jeg og mine 3 søskende voksede op. Imens arbejdede begge mine forældre hårdt. Min far var svejser på Burmeister Wain (B&W) og min mor var rengøringsassistent på Københavns Rådhus, det var dengang, hvor der ikke var skrappe krav om danskkundskaber for at kunne gøre rent. Efter et år i en modtagelsesklasse, begyndte jeg i anden klasse på Enghave Plads Skole.

Jeg husker stadig min første dag i skolen. Jeg var meget genert og gemte mig bag min far, mens jeg ventede på, at lærerinden skulle præsentere mig for klassen. Hun sagde til mine klassekammerater:
"Det er Güzel, og hun skal starte her. Sikke noget fint hår du har og sådan nogle lange flotte fletninger." Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg var anderledes, men det var på en kærlig måde."
Når jeg ser tilbage på min skoletid, synes jeg ikke min etniske minoritetsbaggrund har betydet så meget. Jeg følte mig ikke specielt mobbet, men dertil skal siges, at der ikke gik mange med minoritetsbaggrund i klassen.

Jeg erindrer kun en enkelt episode, hvor jeg direkte blev drillet pga. af min baggrund: En ny dreng begyndte i klassen. På et tidspunkt kaldte han mig for fremmedarbejder. Det havde jeg aldrig hørt før, og mine klassekammerater tog det meget tungt. Han kylede mit penalhus i gulvet, og jeg begyndte jeg at samle det op. Jeg var meget ked af det, men det blev opvejet af, at en dansk pige fra klassen skældte ud på den der Jan. Hvordan kunne han gøre det, og nu skulle han hjælpe mig med at samle mine ting op igen. Det var på den ene side en historie om en, der kaldte mig noget, jeg blev ked af, men også om en der tog mit parti. 

Mine forældre støttede op om uddannelse
Efter folkeskolen fortsatte jeg i gymnasiet på Metropolitanskolen og blev den første i familien, der kunne sætte en studenterhue på hovedet.
Samme år blev jeg optaget på engelskstudiet på Københavns Universitet og fik også som den første i familien en akademisk titel.
Hvis jeg skal pege på noget, der har bidraget ikke kun til min egen, men også mine søskendes succes, er det troen på, at alt kan lade sige gøre og vide, hvad man vil. Mine forældre har altid bakket deres børn op. De kunne selvfølgelig ikke hjælpe os med den faglige del, og det kunne til tider være frustrerende. Men når noget lykkedes for os, gav det en følelse af, at man havde klaret sig helt på egen hånd.

Vi søskende har også altid støttet hinanden. Ikke med lektier, men ved at tale om studievalg, om det fx var smart at holde et sabbatår, for det gjorde min lillebror og lillesøster. Om at sørge for at få et socialt liv. Men jeg har ikke siddet og hjulpet dem med opgaver og den slags.

Det har også været vigtigt for mig, at der altid har været personer omkring mig, der har forstået og set potentialerne hos mig. Da jeg gik i niende klasse, var mine forældre til forældrekonsultation, og min klasselærer sagde til dem, at jeg selvfølgelig skulle gå videre i gymnasiet.

Det modsatte kan også forekomme. Min lillebror var sammen med sin klasse i folkeskolen på en erhvervsmesse. Her forhørte han sig om optagelseskravene til Arkitektskolen og fik at vide, at han skulle se sig om ved de andre boder, fordi det med arkitekt, det var ikke noget, man sådan lige blev.

Episoden har på ingen måde taget modet fra ham, og han går nu i 3.g. Alle mine søskende har i det hele taget klaret det godt. Min anden lillebror er uddannet ingeniør og fik job umiddelbart efter sin eksamen. Det samme gjorde min lillesøster, der er uddannet lærer.

Få et netværk
Selvom jeg selv synes, det er flot at have taget en universitetsuddannelse, når det ikke ligefrem lå i kortene, så ærgrer jeg mig over, at det tog så lang tid. Og jeg ærgrer mig over endnu ikke at have fundet drømmejobbet. Her kunne det have hjulpet at have kendt nogen, der havde forberedt mig på, hvad det indebærer at studere, fx at man selv skal administrere sin studietid.

At jeg ikke har tænkt mere i netværk, ærgrer mig også, og det er en af de ting, jeg ville have gjort anderledes i dag. Netværk er en karrieremulighed. Det er en af de ting, jeg har givet videre til mine søskende, at de skal skabe sig et netværk!"

Man kan godt sige, at jeg har gjort min baggrund til en kompetence, men jeg er meget opmærksom på, at det ikke skal være min eneste kompetence. Derfor har jeg taget kurser på Center for Minoritetsstudier på Københavns Universitet i forlængelse af min akademiske eksamen.
Et af de områder, der interesserer mig, og som jeg gerne vil arbejde fagligt med, er de barrierer, der er med til at hæmme integrationen. Den meget snævre opfattelse af danskhed, som vi har, er en stor hindring for integrationen og er med til at sætte flygtninge og indvandrere uden for samfundet.

For mig handler integration om, at man føler sig medtænkt i samfundets strukturer. At man også oplever, at ens interesser og ens stemme bliver hørt. Og derfor er det også i min interesse at deltage i samfundet. Der er ikke nogen, der vælger frivilligt at stå ude på sidelinjen og ikke at være en del af noget, der er ret godt. Integration er en tovejsting og forpligter begge parter.

Jeg spiser ikke etnisk mad
Den måde kulturbegrebet bliver brugt på er en anden barriere. Kultur bliver nemlig brugt som noget, der ikke forandrer sig, og som man ikke kan lave om på. Her spiller medierne en stor rolle, og jeg er især kritisk over for de mange debatprogrammer, som bekræfter os i, at vi kulturelt er forskellige, og at kulturelle forskelle ikke kan overskrides. Debatterne er på den måde med til at cementere en forestilling om, at personer med en anderledes kultur er svære at integrere.

Men kultur har altid forandret sig, og det er vigtigt at gøre opmærksom på, når det sker. Mange danskere har fx nogle faste forestillinger om etnisk madkultur. Jeg kan fortælle, at den mest etniske mad, jeg har smagt, har mine danske veninder serveret, da de har en ide om, at min mor laver 7 retter mad med råvarer. Sandheden er, at den tit står på frysepizza.

Det samme gælder tørklædet, som selvfølgelig kan være kvindeundertrykkende, men det kan så sandelig også have andre betydninger. Nogle vælger at gå med tørklæde, fordi de er blevet praktiserende muslimer, og ikke fordi forældrene ønsker det. Selv vil jeg karakterisere mig som kulturel muslim, men jeg har valgt ikke at gå med tørklæde. Så se igennem tørklædet - og læg fordommene væk!

I dag skriver jeg og en studiekammerat på en bog om unge kvinder med minoritetsbaggrund, der har taget en videregående uddannelse. Jeg er også i gang med at planlægge en konference om Mellemøsten, køn og ligestilling, samtidig med at jeg arbejder som akademisk medarbejder på KVINFO.
Jeg har været god til at gardere mig selv. En af grundene til, at jeg endte med at være på universitetet i 9 år, var fordi det var et meget beskyttet sted. Det var ikke lige der, man fandt de mest indvandrerfjendtlige holdninger. Jeg tror, jeg hele tiden har sørget for at være et sted, hvor jeg mærkede den eventuelle diskrimination så lidt som muligt.

Forældre kan også forandre sig
Jeg føler mig mest lykkelig sammen med min familie, som jeg er meget stolt af. Ikke mindst mine forældre, som har haft et hårdt liv med mange afsavn. Derfor har det også været meget vigtigt for dem, at deres børn kommer til at indtage en anden social position i samfundet, og de har på alle måder støttet os børn i at tage en uddannelse.

Da jeg studerede engelsk på universitetet og meddelte mine forældre, at nu tog jeg på et halvt års studieophold i England, mødte jeg heller ingen modstand. Hvis det er uddannelse, det handler om, er der sådan set ikke grænser for dispensationer, man kan gøre fra kulturen. Jeg har prioriteret på den måde, at ting, der ikke har været så vigtige for mig, og som er mere vigtige for familien, dem får de, mens jeg holder fast i de ting, der er vigtige for mig.

Man skal passe på ikke at tegne et alt for firkantet billede af forældregenerationen, at de ikke rykker sig. Jeg vil godt fortælle en historie, der illustrerer dette:
Da jeg skulle til dimissionsfesten, havde jeg ikke lyst til at gå til fest. Men min mor tvang mig til at gå med til festen, for det var vigtigt at få gymnasiet afsluttet ordentligt og jeg skulle købe en kjole sammen med en af mine veninder. Jeg kom hjem uden at have fundet den her kjole, jeg skulle have, og min mor spurgte hvorfor, og jeg svarede, at jeg kun fandt en, der sad pænt, men den var meget kort, så den købte jeg ikke. Hun var rimelig forfærdet over, at jeg ikke havde købt den. Mine forældre har haft de samme forventninger og stillede de samme krav til både deres døtre og sønner, selvom jeg må indrømme, at jeg nok har taget flere opvaske end mine brødre har taget tilsammen.

På et væsentligt punkt har mine forældre haft indflydelse på mit liv, nemlig på valg af ægtefælle. Min mand er også vokset op i Konya, hvor jeg er født. Vi mødte hinanden ved at vores familier introducerede os for hinanden. Vi har nu været lykkeligt gift i 8 år, og det har fungeret for mig. Men jeg tror, at de arrangerede ægteskaber får konkurrence. Jeg kan se en tendens til, at flere ægteskaber etableres på tværs af etniske skel, så fx en pakistaner og en marokkaner bliver gift, men jeg tror stadig, det vil ske med forældrenes billigelse.

Fx kan min yngste lillebror knapt tale kurdisk, så det ville ikke være oplagt for ham at gifte sig med en kurdisk pige fra Tyrkiet. De ville slet ikke have nogen fælles referencerammer.

Hvor er jeg henne om 10 år?
Jeg overvejer at tage en translatøruddannelse i engelsk og tyrkisk på Handelshøjskolen med henblik på at kunne arbejde som tolk i Bruxelles. På den måde kan man netop få adskilt sin personlighed og sit arbejde.

Lige nu er jeg utroligt glad for mit liv og ser optimistisk på fremtiden. Jeg har min familie, som jeg finder støtte, opmuntring og tryghed hos. I det hele taget er jeg meget tilfreds med den måde, jeg har indrettet mig på. Jeg har aldrig været frustreret over mit liv eller tænkt, at det går aldrig. Jeg har været god til at sige, det skal nok gå stille og roligt.