Bouchra Rasmussen

Bouchra Rasmussens historie

· Min mor er en usædvanlig kvinde
· En ret fri opdragelse
· Beundrer tømte blomsterboderne
· Blev gift på et rådhus
· Der er så stille i Danmark
· Danskprøven gik godt
· Først da jeg blev skilt, følte jeg mig som en
   invandrer
· Mit arbejde er ikke en jakke, jeg tager af og på
· I dag har jeg valgmuligheder 


Min mor er en usædvanlig kvinde
Min mor lærte aldrig at læse og at skrive. Hendes brødre hev hende ud af skolen i første klasse, for ifølge arabisk tankegang skulle piger dengang gå derhjemme og arbejde. Som fjortenårig forelskede min mor sig i min far, og de begyndte at mødes i det skjulte. Da hendes brødre fandt ud af, at hun gik ud alene, blev de rasende. Men min mor fik sin vilje, og blev gift med min far. Da hun blev gift, var hun 14 år, og var stadig så barnlig, at hun løb rundt og legede med sine veninder. Mine forældre bosatte sig i en lille by i den sydlige del af Marokko, hvor min far havde sit eget mekanikerværksted. Indtægterne fra værkstedet forsørgede familien, der med årene var blev forøget med fem børn. Jeg blev født i 1976. Belært af sin egen hårde barndom, sørgede min mor for, at vi børn kom i skole og senere i gymnasiet. I gymnasiet gik jeg i en blandet klasse med både drenge og piger. Efter skoletid fulgtes jeg ofte med nogle drenge fra klassen. Da en af mine brødre fik det at vide, begyndte han at brokke sig over min opførsel. Min mor belærte ham om, at det skulle han under ingen omstændigheder blande sig i.

En ret fri opdragelse
Mine søskende og jeg blev forholdsvis frit opdraget, og vi kunne ikke drømme om at gå tilslørede. Selvom jeg ikke fik lov til at gå på diskoteker, kunne jeg frit gå i byen med mine veninder og more mig. Desuden dyrkede jeg meget sport: Svømning, baseball og løb. At jeg ikke senere havde problemer med vestlig tankegang og livsstil skyldes nok den frihed, jeg oplevede gennem min barndom og ungdom.

Min mor var en usædvanlig kvinde, der ikke lod sit råderum begrænse af, at hun hverken kunne læse eller skrive. Hun ordnede alt det praktiske og var økonomisk fremsynet. For mange år siden købte hun en byggegrund billigt for sine opsparede husholdningspenge. Nogle år senere skaffede hun en byggetilladelse og gik i al ubemærkethed i gang med at bygge et hus. Da huset endelig var færdigbygget, viste hun min far det, der blev så vred over, at hun var gået bag hans ryg, at han flyttede hjemmefra i tre dage. Selvfølgelig kom han tilbage, og i dag bor de i det hus, min mor fik bygget, og vores gamle hjem er udlejet.

Beundrer tømte blomsterboderne
Efter min studentereksamen i 1995 valgte jeg at studere jura på universitetet i Marakesh og senere spansk i Agadir, men fuldførte ingen af mine studier. Jeg brød mig ikke om at bo alene i en storby så langt fra min familie. Jeg havde hjemve, især savnede jeg min mor, og jeg besluttede at flytte hjem igen, hvor jeg så uddannede mig som revisor.
I 1998 blev jeg færdiguddannet som revisor og sammen med en veninde planlagde jeg at åbne en telebutik eller starte en virksomhed op. Som almindelig ansat i et firma får man en lav løn. I mellemtiden rejste jeg med min moster til Agadir for at deltage i en udstilling med traditionelt marokkansk håndværk. Min moster solgte tøj, som hun havde broderet med traditionelle mønstre. I Agadir vrimlede det med turister, og der var mange der kiggede ind i vores telt, bl.a. en mand fra Danmark. Ad omveje fik jeg at vide, at danskeren var interesseret i at besøge en almindelig marokkansk familie.
Hvis det kun handlede om et eksotisk hjemmebesøg, ville jeg gerne arrangere et besøg hos min familie. Min mor sagde straks ja, da jeg ringede til hende. At hun ikke først spurgte min far var ualmindeligt i en arabisk familie, men sådan var min mor. Besøget gik godt, og min mor var meget betaget af vores danske gæst, der viste sig fra sin mest charmerende side. Dog var hun betænkelig ved, at han næsten var 20 ældre end jeg, og at vi ikke havde samme kultur og religion. Han fortalte bl.a., at han arbejdede som bygningsingeniør i Norge og boede på en ø, der hed Fyn i Danmark.

Tilbage i Agadir fortsatte min nye ven med at kurtisere mig og tømte de nærmeste blomsterboder for roser. Min mosters telt var efterhånden så fyldt med blomster, at folk i de omkringliggende telt drillende spurgte os, om vi solgte blomster eller tøj. Jeg syntes, det var for meget. Efter at han var rejst hjem, modtog jeg mange breve og videobånd med optagelser, hvor han havde filmet sin familie, sit hus og sin arbejdsplads i Norge.

Fire måneder senere holdt han igen ferie i Agadir og bad om lov til at besøge mig. Det var under ramadanen, hvor alle muslimer fastede fra solopgang til solnedgang. Ikke engang en cigaret måtte man ryge. Min ven både røg og spiste, og jeg undskyldte ham over for familien med, at sådan var hans kultur. Min mor bad ham om at overnatte, da det var blevet for sent til at køre tilbage til Agadir. Om natten vågnede min mor ved lyden af en høj snorken, og hun vækkede mig: ”Vågn op Buchra! Kom og hør hvordan den mand, du måske skal sove ved siden af, snorker.” Næste dag hjalp ”min mand” hende i køkkenet, og harmonien var genoprettet.

Blev gift på et rådhus
I de følgende to år besøgte min danske ven mig flere gange i Marokko, og vores følelser over for hinanden udviklede sig. Han friede flere gange og efter mange overvejelser besluttede jeg mig for at flytte til Danmark. Grædende sagde jeg farvel til min familie og mit barndomshjem og fløj mod nord.

En sommeraften i 1999 kom jeg til Danmark, og nogle dage senere blev vi gift på et rådhus på Sydfyn, hvor min mand havde et hus. Jeg ville ikke bo sammen med en mand uden at være gift. Om aftenen gik vi ud at spise, og det var det. I dag har jeg ikke engang et billede af mit bryllup. I Marokko går et bryllup ikke stille af, og bruden er midtpunktet for festivitasen.

Da jeg var yngre, sagde jeg ofte til min mor, at jeg ikke ønskede at være midtpunktet for en fest, at jeg ikke brød mig om, at folk kiggede på mig. ”Det bestemmer du ikke selv, min pige. Bare vent til dit bryllup, det bliver en stor dag”. I dag driller hun mig med, at jeg fik min vilje. Den dag følte jeg mig alene, og følelsen af ensomhed blev ikke mindre af, at min mand rejste til Norge for at arbejde en uge efter brylluppet. Han havde en kontrakt med et norsk byggefirma, der forpligtigede ham til at arbejde 16 dage i træk om måneden, hvorefter han tilbragte de resterende dage i Danmark. Jeg sad alene tilbage i huset med udsigt til nogle grønne marker uden at kunne sige et ord på dansk.

Der er så stille i Danmark
I Marokko voksede jeg op i et livligt hjem, hvor folk løb ud og ind dagen lang. Det var på mange måder en omvæltning at komme til Danmark, især at her var så stille. Hvor var alle børnene henne, tænkte jeg de første dage, når jeg vågnede?

Min svigermoder boede i nærheden af os, og vi havde fra første dag et godt forhold til hinanden, selvom vi ikke kunne tale sammen. Hun kunne ikke tale engelsk, og jeg kunne ikke tale dansk. Efter tre måneder modtog jeg min opholdstilladelse, og jeg kunne endelig begynde at gå til danskundervisning på sprogskolen i Svendborg. Min plan var at lære dansk så hurtigt som muligt, så jeg kunne begynde at arbejde. Jeg havde let ved at lære et nyt sprog, men jeg var frustreret over det langsomme tempo i undervisningen.

I min klasse gik der kursister fra mange forskellige lande og med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Niveauet var ikke højt nok, og jeg følte, at det var spild af tid at fortsætte med danskundervisningen. Efter nogle måneders undervisning fandt jeg mig et arbejde på svineslagteriet i Fåborg, hvor jeg arbejdede i halvandet år som rengøringsassistent om aftenen. Jeg var den eneste ansatte med udenlandsk baggrund, og jeg fik hurtigt lært at tale dansk, men arbejdet og arbejdstiderne belastede mit helbred.

Danskprøven gik godt
Jeg tabte flere kilo og begyndte at lide af migræneanfald. Hver dag kørte jeg i al slags vejr 13 km på knallert. Da jeg blev gravid, holdt jeg op med at arbejde, og jeg besluttede mig for at begynde på sprogskolen igen for at tage en afsluttende eksamen i dansk. Jeg drømte stadigvæk om at komme til at arbejde inden for mit fag. Efter nogle måneders undervisning følte jeg mig godt rustet til at gå til eksamen, men lærerne fastholdt, at det var alt for tidligt at gå til eksamen. Jeg måtte slå i bordet for at få lov til at tilmelde mig eksamenen i dansk, som jeg efterfølgende bestod med 10 i gennemsnit.

I mellemtiden færdiggjorde min mand sit arbejdsprojekt i Norge og gik nu arbejdsløs derhjemme. Vores ægteskab gik ikke godt, men jeg håbede på, at et barn, ville binde os tættere sammen. Min mand var en god fader, men barnet løste ikke vores ægteskabelige problemer. Tværtimod gik det mig på nerverne, at vores hus stadig manglede den sidste ”finish”, nu hvor vi havde et lille barn. At vi havde vidt forskellige interesser blev også mere tydeligt, fx elskede min mand at sejle om sommeren og havde sin egen sejlbåd, mens jeg foretrak hjemlig hygge frem for bølger og blæst.

Først da jeg blev skilt, følte jeg mig som en indvandrer
Min mand og jeg gled længere fra hinanden, og jeg indså, at det var naivt at tro, at vores ægteskab ville blive bedre med tiden. Tanken om at livet kunne være anderledes dukkede oftere op i mit hoved, og efter et skænderi med min mand kom det til et brud mellem os. Jeg satte min søn på min cykel og flyttede over til en veninde. Anders var da knapt et år gammel og for lille til at forstå, hvad der foregik.

Som enlig kvinde følte jeg mig for første gang i Danmark som en indvandrer: Jeg følte mig alene og udenfor. Pludselig måtte jeg spørge mig selv, hvorfor jeg var her, hvorfor jeg ikke rejste tilbage til Marokko? Jeg følte mig usikker på fremtiden og var på nippet til at rejse tilbage til min familie, men en sagsbehandler på kommunen gav mig mod til at blive og begynde på en uddannelse. ”Du skal nok klare det”, sagde han opmuntrende.

Jeg vidste, at adgangskortet til et godt liv i Danmark var en uddannelse. At få arbejde inden for mit fag som revisor var ikke realistisk. I stedet valgte jeg at tage en uddannelse som social- og sundhedsarbejder, da jeg gerne ville arbejde med mennesker, og i august 2003 begyndte jeg på SOSU skolen (Social - og sundhedsskolen, red.) i Svendborg. En veninde fra min mødregruppe skaffede mig en god og billig lejlighed i Svendborg, og nu handlede mit liv om at få skabt en tryg og god hverdag sammen med min søn. Min eksmand fortsatte med at være en god fader efter vores skilsmisse, og han tog sig af Anders, når jeg havde ekstraarbejde. Økonomisk var det en svær tid, da mine eneste indtægter var SU og børnebidrag.

Mit arbejde er ikke en jakke, jeg tager af og på
I klassen var jeg den eneste elev med udenlandsk baggrund. Alligevel faldt jeg naturligt ind i gruppen, og både lærere og medstuderende glemte efterhånden, at jeg ikke var indfødt dansker. Før jeg begyndte på min praktik, var jeg nervøs for, at de ældre ikke forstod mig, og jeg var meget bevidst om at tale højt og langsomt, og de tog godt imod mig. Min eksamen gik fint og som den eneste i klassen afsluttede jeg dansk med karakteren 10 i 2004.

Umiddelbart efter fik jeg tilbudt et halvt års vikariat, og i dag er jeg fastansat i hjemmeplejen. Arbejdet bliver aldrig ensformigt, da jeg kommer ud i mange forskellige hjem, og jeg lærer meget om dansk kultur. Når jeg er færdig med mit arbejde, går jeg hjem med en god følelse af, at jeg har gjort en forskel, at jeg har ydet noget for de ældre. Selvom jeg ikke har kendt de ældre borgere så længe, er det svært, når en borger, som jeg har passet, dør. Uanset hvor professionel jeg er, er det svært ikke at tage sit arbejde med hjem: Arbejdet er jo ikke bare en jakke, man tager af og på, men det berører én som menneske.

Mange ældre er meget ensomme i Danmark. Børnene er spredt for alle vinde og har ikke tid til at besøge deres forældre, og det offentlige må overtage mange af familiens forpligtelser. Til gengæld er jeg imponeret over, hvor meget hjælp de ældre får fra det offentlige. I Marokko lever gamle mennesker under nogle helt andre vilkår, og hvis de ikke kan klare sig selv, er de prisgivet deres børn. Der er ingen offentlig hjælp at hente. Min mor plejer at sige, at hun håber på at dø, før hun får brug for hjælp. Foreløbig lever hun et godt liv omgivet af sin familie.

Med tiden ønsker jeg at få flere udfordringer i mit arbejdsliv og udnytte mine evner bedre, og jeg overvejer at videreuddanne mig som sundhedsassistent. En uddannelse der vil give mig flere valgmuligheder fx inden for psykiatrien.

I dag har jeg valgmuligheder
Det er svært at være en god moder samtidig med, at jeg skal passe mit arbejde og måske videreuddanne mig. Dagligdagen ville være nemmere, hvis vi var to, og jeg vil gerne leve sammen med en mand, men jeg har svært ved at åbne mig igen. Anders er meget knyttet til mig, og det vil ikke være problemfrit med en ny mand i huset.

Der har været dage, hvor jeg tænkte på at tage tilbage til Marokko, men fraskilte kvinder med børn er ikke i høj kurs dér. At bo sammen med en traditionel arabisk mand, der vil bestemme over mig, er udelukket, da jeg ser med andre øjne på kønsrollemønsteret i dag: Det er dobbeltmoralsk, at arabiske mænd gerne må have mange kvinder, før de bliver gift, mens kvinder skal være jomfruer.

Min mor forsøger ved enhver lejlighed at overtale mig til at købe en lejlighed i Marokko, så jeg har min egen hule at trække mig tilbage i, når larmen omkring mig bliver for meget. ”Så har du et tilskud til din pension”, påpeger hun klogt. Måske gør jeg det en dag, for Marokko vil altid være mit andet land.

Der er ingen tvivl om, at det er bedst for Anders at bo i Danmark i nærheden af sin far. I dag er Anders 3 år, og han bliver ikke religiøst opdraget. Når han bliver ældre, kan han selv tage stilling til, om han vil definere sig ud fra et religiøst tilhørssted. Endnu har jeg ikke lært ham at tale arabisk, så han kan kommunikere med sin store familie, når vi holder ferie i Marokko, men det skal han nok nå at lære.

Selv kan jeg ikke andet end være tilfreds med mit liv. Jeg har fået en tilværelse til at fungere for min søn og mig, og jeg har mulighed for at komme videre i mit liv. Det at have nogle valgmuligheder betyder alverden for mig.