Mariana Toader Bresdahl

Mariana Toader Bresdahls historie

· Danske kvinder
· Jeg troede min familie var rig
· I Danmark fester de ikke
· Stærke kvinder klarer alt
· Ikke for gammel til uddannelse
· Takt og tone
· Ny kæreste
· Stik fingeren i jorden
· Jeg danser stadig om 10 år

Danske kvinder
Da jeg kom til Danmark i 1990, stod min mor på Københavns Hovedbanegård og tog imod mig med blomster. Hun virkede så lille, som om hun var krympet, men det var fordi hun gik i flade sko og lange bukser. Stakkels fattige mor, der ikke havde penge til at købe sig en kjole, tænkte jeg. Selv ankom jeg i kjole og fine højhælede sko.
Mine første indtryk af danskerne, især af danske kvinder, var, at de var meget anderledes end rumænske kvinder. Da jeg kom til Danmark, var det sommer og varmt. Allerede i toget hertil lagde jeg mærke til kvindernes sandaler. De var grimme og så ens ud. Kvinderne i Danmark så ud til at gøre, hvad der passede dem. De polerede ikke negle og gik i shorts eller bukser, også ældre kvinder. Jeg var chokeret over at se ældre kvinder i cowboybukser. Ældre kvinder i Rumænien gik rundt i mørke slaskede kjoler og gemte sig nærmest. Her viste de sig frem uden smykker og makeup og sad ikke med samlede ben.

Jeg troede min familie var rig
Det var pga. en dansk mand, jeg rejste til Danmark med mine to børn fra et tidligere ægteskab, en datter på 9 og en søn på 13.
Vi var meget forelskede i hinanden, og fremtiden tegnede sig lys. Men det var svært at vænne sig til den danske livsstil, og jeg begik mange fejl. En af dem var, at jeg ikke lærte dansk med det samme og kun talte engelsk med min mand.

Jeg havde ikke tid til at gå på sprogskole, for jeg skulle tjene penge til mig og mine børn. De skulle både have tøj, cykler og legetøj. Min mor, søster og svoger boede i et rækkehus på Amager, mens min mand boede i en lille lejlighed på Vesterbro med petroleumsovn og uden bad. Jeg troede min familie svømmede i penge og regnede med, at de kunne hjælpe os økonomisk, men jeg fandt snart ud af, at de ikke havde råd til at forsørge os. Senere købte vi en dejlig lejlighed.

Mit første job var som stuepige på D’Angleterre. Ingen stillede krav om danskkundskaber, og jeg arbejdede sammen med asiatiske piger, der var søde og hjælpsomme. Jeg havde aldrig haft et fysisk arbejde før. I Rumænien var jeg uddannet som teknisk tegner, og arbejdede på rumænsk Tv’s mediatek. Jeg var glad for mit nye arbejde på D’Angleterre, og jeg fik fantastisk mad i restauranten og gode drikkepenge. Efter arbejde elskede jeg at kigge på butikker og drikke en kop kaffe på en cafe og glemte af og til tiden. Min mand brokkede sig over, at jeg ikke var hjemme, når børnene kom hjem fra fritidshjemmet. Han var røget ind i rollen som papfar og skulle pludselig tage sig af to store børn.

I Danmark fester de ikke
Det belastede vores sociale liv, at jeg ikke kunne dansk, men talte engelsk derhjemme. Når han havde venner på besøg, kunne jeg ikke deltage i samtalen. De drak meget, både kvinder og mænd, og jeg forstod ikke, at de ikke dansede og at de ikke festede som jeg var vant til. De første gange vi var inviteret til middag hos nogle venner, spurgte jeg, hvornår dansen begyndte, men den kom aldrig. Efterhånden undgik jeg at deltage i middagene sammen med min mands venner. Jeg havde fået smag for at tjene penge og begyndte at gøre rent om aftenen. Jeg skulle have det hele, og når jeg gik ud, lignede jeg et juletræ med masser af smykker og makeup. Jeg var meget optaget af at arbejde og tjene penge.

Jeg regnede med, at mine børn var store nok til at kunne klare omstillingen og forestillede mig, at hvis jeg arbejdede, ville jeg være et godt forbillede for dem. I dag ser jeg anderledes på det og fortryder, at jeg ikke støttede dem mere og fulgte dem på vej. Især har det været hårdt for min søn, og jeg spørger ofte mig selv, om hans liv ville have været bedre i Rumænien.

Stærke kvinder klarer alt
Mit næste job var på Gentofte Hospital, hvor jeg gjorde rent. Jeg arbejdede sammen med en filippinsk pige, som jeg blev gode venner med. Hun gik på VUC og var også gift med en dansker. ”Du skal gå på VUC og lære dansk”, lød hendes råd. Efter 3 år i Danmark forstod jeg stadig kun simple arbejdsinstruktioner og kunne ikke føre en ordentlig samtale.

Jeg var 38 år, da jeg begyndte på VUC. Det var hårdt at studere samtidig med, at jeg arbejdede på nedsat tid. Jeg var flittig og havde lyst til at lære mere sprog og få viden om det danske samfund og den danske kultur. Men mit ægteskab gik dårligt, ikke mindst fordi min mand drak.

I 1995 fødte jeg mit tredje barn. En lille pige. Selvom vi havde en lille datter sammen, besluttede jeg, at jeg ville forlade ham. Jeg var ked af at forlade vores dejlige lejlighed, men jeg havde dårlig samvittighed og ville ikke tage alt fra ham, så han beholdt lejligheden, og jeg fik forældremyndigheden og lidt penge.

Nu måtte jeg klare mig ligesom de danske kvinder. Jeg kunne se, der var mange enlige mødre, der klarede sig flot uden en mand og tænkte, at det kunne jeg også.

Jeg var heldig at få en lejlighed på Nørrebro, hvor jeg kunne bo med mine 3 børn. Efter VUC besluttede jeg mig for at tage en uddannelse. Da jeg arbejdede på Gentofte Hospital, var jeg meget imponeret over, hvordan man genoptrænede ældre og handicappede mennesker med funktionstab. Jeg gjorde rent i lokalerne og var fascineret af de redskaber, ergoterapeuterne brugte i genoptræningen. I Rumænien gør man ingenting for ældre og handicappede. Dem må familien tage sig af.

Mens jeg læste på VUC, så jeg en folder om ergoterapeutskolen, der lå over for VUC. Jeg gik over og snakkede med en på kontoret, men fornemmede, at hun syntes, jeg var for gammel. Jeg var 41 dengang, men blev indkaldt til en samtale, hvor de kunne få et indtryk af mit danske sprog. Den samtale var meget grænseoverskridende for mig; bl.a. skulle jeg beskrive mig selv med ét ord. Jeg endte med at sige, jeg var alsidig.

Ikke for gammel til uddannelse
Jeg blev optaget og begyndte på ergoterapeutuddannelsen i 97. I de 3 ½ år havde jeg ikke en eneste fraværsdag. Jeg studerede mest om natten af hensyn til mine børn. Sprogligt hjalp uddannelsen mig fantastisk og fik mig til at åbne mig for andre og tale dansk uden at føle mig hæmmet. I forhold til tidligere stolede jeg mere på mig selv og mit sprog. En anden vigtig ting jeg lærte, var gruppearbejde på godt og ondt.

Gruppearbejde er svært, og jeg har stadig svært ved det. Den danske kultur er meget direkte, og danskere er meget sikre på sig selv og gode til at diskutere. Jeg kommer fra en kultur, hvor jeg har lært at skulle sige ja, hvis jeg ville undgå problemer og gøre alle glade, men i Danmark bliver man opfattet som en svag og usikker person, hvis man ikke markerer sig.

Omvendt er det også svært at sige sin mening uden at fornærme folk. Det er en svær balancegang at finde ud af, hvordan man skal forholde sig i forskellige situationer. Hvordan lærer man at sige, man er uenig uden at fornærme vedkommende og undgå at stå tilbage med følelsen af, at ingen kan lide dig?
Min eksamen gik godt, men job som ergoterapeut kunne jeg ikke få uden arbejdserfaring, og min fagforening rådede mig til at blive selvstændig. Det lød interessant og åbnede muligheder for, at jeg kunne gøre brug af min alsidighed som både uddannet tegner og ergoterapeut. Jeg kom i gang med at lave aktiviteter med forskellige grupper mennesker: Børn, unge og ældre.

Takt og tone
Som frivillig i Røde Kors havde jeg arbejdet med udsmykning af lokaler. Nu begyndte jeg at få betalte udsmykningsopgaver i børnehaver, skoler og krisecentre. Mit tema var integration, og jeg inddrog så vidt muligt mine ”kunder” i aktiviteterne, dvs. de var aktive i udsmykningsprocessen. Min drøm var at fremme integrationen gennem fælles aktiviteter. Jeg lavede kun udsmykninger på steder, hvor der var mange udlændinge, og hvor man behandlede dem godt.
Mine udsmykninger gav mig både succes, gode kontakter og invitationer til ferniseringer. Tidligere havde jeg kastet mig over buffeter, når jeg var ude, men lærte nu, at mad skal spises i bestemt rækkefølge: At fisk kommer før frikadeller.

Ny kæreste
Jeg elsker at gå ud at danse, og en aften mødte jeg en sød dansk mand, der elsker at danse og ikke drikker. Vi er nu sammen på 4. år og holder meget af hinanden. Vi prøvede at bo sammen med hans 2 børn og min yngste datter, for mine to ældste var allerede flyttet på kollegier. Det gik ikke, da jeg ikke skulle opdrage hans døtre ud fra mine gammeldags rumænske principper. Nu bor vi hver for sig, og det går meget bedre.

Endelig lykkedes det for mig at få et job som ergoterapeut på et plejehjem. På ergoterapeutskolen havde jeg lært, at når vi fik et job som nyuddannede, skulle vi være som et frisk pust, før luften gik af ballonen. Jeg gik straks i gang med at afprøve mine ideer, og sammen med beboerne malede jeg store vægmalerier. Jeg var god til at få dem med på mine ideer. Ledelsen gav mig lov til at eksperimentere og lave nye aktiviteter bl.a. en cafe med pandekager. Hele plejehjemmet duftede af pandekager, og beboerne kom faktisk.

Stik fingeren i jorden
Lederne kunne lide mig og ville gerne give afdelingen et løft, men nogle af mine kollegaer syntes, jeg var for meget, at jeg ændrede for mange af deres rutiner. Som nyuddannet er der masser af ting, du skal lære. Mine kollegaer var fantastisk dygtige til deres arbejde, men ikke gode til at give deres færdigheder og erfaringer videre. Af og til følte jeg, at nogle bevidst holdt deres viden tilbage som et magtmiddel. Mit vikariat blev ikke forlænget, men jeg lærte, hvor vigtigt det var som ny, at stikke fingeren i jorden, før man kastede sig ud i nye aktiviteter.

I dag arbejder jeg med demente. Jeg taler meget med mine kollegaer og prøver at lære af dem. Jeg er endda begyndt at klæde mig mere diskret. Ingen arbejdspladser er perfekte, og man må tilpasse sig og lære de regler, der er på stedet, også de uskrevne. Talemåder og ironi er umulige at gennemskue for en udlænding, og kan gøre en usikker. Man føler ikke, man er god nok.

Hvis danske arbejdspladser vil have udlændinge ansatte og tage et socialt ansvar, så er de nødt til at afsætte midler, der gør det lettere for begge parter. Fx kunne mange nyansatte udlændinge have gavn af en mentor, de kunne gå til med deres usikkerhed og problemer.

Jeg går ofte i kirke og beder og takker for, at jeg er sund og rask og har klaret mig godt. Der er ingen rumænsk ortodoks kirke i Danmark, men hver måned kommer en rumænsk præst og holder gudstjeneste i Mariakirken på Vesterbro. Det er godt at snakke med andre rumænere og spise sammen. Her henter jeg styrke i en stresset hverdag.

Jeg danser stadig om 10 år
Jeg havde ikke klaret mit nye liv i Danmark uden min familie. Min mor bor stadig hos min søster og svoger på Amager og har et godt liv. I Rumænien er det meget almindeligt, at generationerne bor sammen, og at børnene passer deres forældre, når de bliver gamle.

Jeg er tilfreds med mit liv, har dejlige børn og en sød kæreste. Jeg er også blevet bedstemor. Efter kun 15 år i Danmark er det lykkes mig at få en kernefamilie her.

Jeg arbejder stadig som ergoterapeut, og jeg og min danseglade kæreste danser stadig på Paradisco på Vesterbro og bager pandekager på Samsølejren i vores sommerferier. Som mange danskere og udlændinge er jeg også bekymret for, om min pension er stor nok til at leve et godt liv, når jeg bliver ældre. Jeg har ikke arbejdet så mange år i Danmark