Janti Von Holdt

Janti Von Holdts historie

· Forelskede mig i en hvid mand
· Lærte dansk i protest
· Børnehave i Saudi Arabien
· Sådan gør vi i Danmark
· Skilsmissen
· Kæreste i Århus
· Dansk og asiatisk kultur
· Frivilligt arbejde
· Kutyme og morgenbrød
· Der skal to til at danse


Forelskede mig i en hvid mand
Mit første møde med racisme skete i mit hjemland, Indonesien. Jeg var 17 år gammel og gik i byen med en dansk mand. Han arbejdede for ØK i Djakarta. Vi mødtes i hemmelighed, indtil min mor fandt et billede af ham og krævede at se ham. Min mor faldt for ham, men naboerne kiggede nedladende på ham og råbte ”hvid mand” efter ham, hvilket er meget nedsættende i Indonesien.

En gang han var på besøg, stoppede de tændstikker i hans nøglehul i bilen. Det var i 1970, og der boede kun få udlændinge i Jakarta. Jeg var den eneste pige i nabolaget, der rendte rundt med en hvid mand. Men det var for sent at bakke ud af forholdet, for vi havde forelsket os i hinanden.

Jeg voksede op uden at vide noget om seksualitet og prævention. Første gang min kæreste og jeg var sammen, blev jeg gravid. Min familie krævede, at vi skulle giftes hurtigst muligt. I min mands kontrakt med ØK, stod der, at han ikke måtte gifte sig de første tre år, men det blev ordnet af en flink afdelingschef.

Indonesien er et muslimsk land, men dengang kunne to med forskellige religioner godt blive gift (det kan de ikke i dag). Jeg blev ikke opdraget til at være en god hustru og mor. Men til at kunne brødføde mig selv.

Min mor vidste, hvad det ville sige at skulle klare sig selv. Hun arbejdede som skoleinspektør samtidig med, at hun opdrog sine 10 børn, 7 piger og 3 drenge. Da hun fandt ud af, at min far havde en elskerinde, proppede hun hans tøj ned i to sække og stillede dem foran hoveddøren og bad ham flytte.
Det var først efter mit bryllup, at hun lærte mig at lave mad.

Lærte dansk i protest
I 1970 besøgte jeg mine kommende svigerforældre i Sønderjylland. Jeg havde købt en varm frakke, og da jeg kom ud af flyveren, kiggede de forbavsede på mig, som om de forventede, at jeg kom i basteskørt og bare tæer. Året efter kom jeg tilbage for at føde min søn. Jeg lå på Tønder hospital sammen med 6 andre kvinder og kunne ikke et ord på dansk.

Når du føder et barn i Indonesien, bliver du forkælet af hele din familie. Men det skete ikke her. Fire timer efter fødslen kom en stor sygeplejerske og hvæsede, at jeg skulle stå ud af sengen. Jeg sagde til min mand og hans familie, at hvis de ikke fik mig ud derfra i en fart, så døde jeg. I 1974 fødte jeg min datter, men valgte at gøre det på et hospital i Jakarta.

Følelsen af ikke at kunne kommunikere med min mands familie gjorde mig arrig og frustreret, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at lære dansk. En aften var vi inviteret til en fin middag for ansatte i ØK i Jakarta. Min danske bordherre, som var en af afdelingscheferne, sagde på et tidspunkt, at jeg aldrig kom til at snakke dansk, for det var for svært et sprog for mig at lære.

Den bemærkning provokerede mig, og jeg fik ham til at indgå et væddemål. Aftalen var, at hvis jeg lærte dansk i løbet af nogle måneder, gik han med til at betale for forlængelse af en ferie. Min stakkels mand krympede sig i stolen, men det var ham og ikke mig, der arbejdede i firmaet.

Jeg rejste til Danmark med min lille søn, som jeg afleverede hos mine svigerforældre og rejste derefter til København. Jeg boede hos en venindes mor på Frederiksberg. Det var et mareridt at bo alene på et iskoldt kammer og toilet i gården. Jeg ringede til min far, at han skulle sende penge til et elektrisk varmetæppe. Om dagen gik jeg på et intensivt danskkursus på AIS i Skindergade. Efter tre måneder fik jeg et stykke stemplet papir, der dokumenterede, at jeg kunne tale dansk.

Jeg vandt væddemålet, og min bordherre dækkede alle ekstraudgifter i forbindelse med vores ferie. Så var han sat på plads.

Børnehave i Saudi Arabien
I 1976 forlod vi Indonesien, og efter et kort ophold i Danmark blev vi udstationerede i Saudi Arabien. Vi boede i Jiddah, hvor der absolut intet var at foretage sig. Her var man fuldstændig afhængig af en mand. Jeg kedede mig, indtil jeg fandt ud af, at der manglede en børnehave. Jeg allierede mig med to filippinske kvinder, og sammen organiserede vi en børnehave for alle nationaliteter i Jiddah. Vi tjente styrtende med penge, og mine børn fik legekammerater.

Efter Saudi Arabien var vi hjemme i Danmark et halvt år, før vi blev udstationerede i Thailand. Der købte jeg en hest og gik til ridning og spillede ualmindeligt meget tennis. Jeg skulle have noget at lave, så jeg arbejdede som frivillig i et børnehjem flere gange om ugen. Jeg ville bidrage med andet end penge.

Mens jeg var i Thailand fik jeg flere freelance jobs, bl.a. for Berlingske Tidendes rejseguide. I den forbindelse mødte jeg en dansk kvinde, som senere blev min chef i Danmark.
Da den multinationale turistorganisation, Y.P.O. afholdt deres årlige seminar i Bangkok, var jeg informationschef og skulle holde styr på 60 turistguider fra hele verden. I løbet af de tre uger lærte jeg mere om kultur og forretning end penge kunne betale for. Jeg får stadig julekort fra nogle af deltagerne.

Sådan gør vi i Danmark
Børnene skulle gå i dansk skole. Vores søn blev sendt på Herlufsholm Kostskole. Jeg var meget i mod det, men det var en tradition i ØK. Da turen kom til min datter, råbte jeg højt. Hun skulle ikke skilles fra sin mor, og derfor tog vi hjem til Danmark. Jeg rejste først, og min mand kom senere. Vi bosatte os i Danmark i 1985. Jeg var alene om at arrangere det praktiske. Det første jeg gjorde var at få min søn hjem fra Herlufsholm. Vi flyttede i lejlighed, og børnene kom på Kildegaard Skole.

Min svigermor havde det med at sige: ”Sådan gør vi ikke i Danmark!” Jeg var naiv og sagde ja og amen til alting, indtil jeg fandt ud af, at det var noget ævl. Man kan gøre ting på 120 måder, og ikke alle danskere spiser steg med sovs og kartofler. Jeg bliver provokeret, når nogen fortæller mig, at sådan gør man ikke i Danmark. Da min datter, Anita, fyldte 11 år, sagde hun: ”Mor, du skal komme med kager i klassen, for det gør de andre mødre.” Jeg tog en fridag og bestilte to kagemænd, syede lyserøde og lyseblå poser og lagde slik i. Det skulle være specielt, for det var min datter.

Så bad Anita om lov til at holde fødselsdagsfest for sine veninder. Vi skrev invitationer og sendte dem af sted. Næste dag ringede klasselæreren og fortalte, at han havde modtaget et brev fra en mor, der var vred over, at hendes datter ikke var inviteret med. Læreren insisterede på, at jeg kom op til en samtale på skolen, og han indledte samtalen med at sige: ”Altså her i Danmark inviterer man hele klassen”. Da han sagde det, så jeg rødt. Jeg fik fortalt ham, at jeg og mine børn havde boet i mange andre lande og deltaget i mange sociale begivenheder uden problemer.
I øvrigt havde jeg hverken råd, tid eller plads til 24 børn. Det var min afgørelse.

Skilsmissen
Min svigermor havde fortalt mig, at jeg umuligt kunne få job i Danmark.
Men efter 2 måneder fik jeg job, hos den kvinde jeg havde mødt i Thailand. Hun var den første dansker, som troede på mig og at vi asiatere kunne arbejde på lige fod med danskere. Hun ansatte mig i sit firma og sendte mig på et bogholderikursus. Jeg blev forfremmet til bogholder og arbejdede der i 3 år, indtil firmaet blev solgt, og jeg skulle finde nyt job.

Jeg fik flere tilbud og valgte et job som regnskabsassistent i UNISHIP. Vi var flyttet i hus i Vangede, men det gik dårligt med mit ægteskab. Min mand var ofte bortrejst pga. sit arbejde, og når han var hjemme, var han træt. Jeg arbejdede på fuld tid, gik på HF kursus tre aftener om ugen og passede hus og børn. Om fredagen lavede jeg mad til hele ugen. Jeg var som en maskine, der ville klare det hele. Jeg følte, jeg skulle gøre tingene 10 gange bedre end danskerne. Det var min måde at blive integreret på.

Jeg ønskede skilsmisse. Det kunne min mand ikke forstå, men vi var kommet for langt fra hinanden, og vores børn var voksne. Han var et dejligt menneske, og jeg tror aldrig, jeg vil møde nogen, der vil elske mig så meget, som han gjorde. Men han faldt aldrig til i Danmark i modsætning til mig.

Jeg lejede et lille værelse i København. Et par dage efter min indflytning ringede min ældre bror fra Kastrup Lufthavn og sagde, jeg skulle hente ham. Han bad mig pakke mine ting, for jeg skulle med ham hjem til Indonesien. Danmark var ikke mit land, og jeg havde ingen fremtid her som fraskilt kvinde. Næste morgen rejste han hjem med uforrettet sag. Vi talte ikke sammen i et halvt år, for i Indonesien er der et hierarki, hvor ældre brødre har en højere autoritet end deres yngre søstre.

Kæreste i Århus
Året efter min skilsmisse fik jeg en freelance opgave for Skandinavisk Tobakskompagni. De skulle lave en dokumentarfilm i Indonesien, og i den forbindelse mødte jeg en mand fra Århus. Vi arbejdede sammen og blev forelskede. Han havde et godt job som indkøbschef i Århus, og jeg forlod mit gode job og bolig i København for at flytte sammen med ham. Jeg startede eget firma op og importerede bl.a. møbler fra Indonesien og solgte dem i Skandinavien.

Alt gik godt, og vi besluttede at gifte os, men så døde han af et hjertestop. Samme aften flyttede hans mor ind i vores hus og blev boende. Jeg havde investeret alt, hvad jeg ejede i firmaet, og jeg knoklede 20 timer i døgnet. Jeg kørte firmaet op, og nogle år efter solgte jeg det og flyttede tilbage til København.


Dansk og asiatisk kultur
Jeg købte en lille lejlighed i Søborg og fik job som eksportchef i et firma. Det var det bedste job, jeg nogensinde har haft, og jeg arbejdede der i 8 år. Der arbejdede mange asiatere. Asiatere hjælper hinanden, og har dine kollegaer problemer, så hjælper vi hinanden. Den side af min kultur har jeg holdt fast i.

I Indonesien bruger vi en bambuspind som billede på sammenhold og styrke. En pind kan du ikke bruge til noget, men binder du dem i bundter, er de stærke nok til at bygge huse. Vi er opdraget efter det princip. Det er fællesskabet, man orienterer sig ud fra. Danskerne er individualister, og der er millimeterdemokrati i familierne: Du vaskede op i går, så vasker jeg op i dag. Jeg afleverer børnene, og du henter dem. Man må ikke lave undtagelser, for så går systemet i stykker. Man mangler netværk, der kan hjælpe en.

I dag bor jeg sammen med en dejlig mand, Michael. Vi er ringforlovede, og han er blevet præsenteret for min familie i Indonesien. Han er min tredje mand efter skilsmissen, jeg har præsenteret for min familie. Jeg synes selv, det er lidt i overkanten. Min familie har haft svært ved at følge med. De kan ikke lide min livsstil, men har efterhånden accepteret den. De ved, jeg ikke lytter til deres råd, men gør det, jeg synes er rigtigt for mig.

Frivilligt arbejde
Der bor ca. 250 indonesere i Danmark. Jeg er formand for Dansk Indonesisk forening, og jeg hjælper især indonesiske kvinder med at blive integreret i det danske samfund. Mange af dem er gift med danske mænd, og de har ingen forestillinger om, hvad det indebærer at bo i Danmark. De fleste indonesiske kvinder har det godt med at blive forsørget af deres mænd.

Vi kommer fra et samfund, hvor mænd skal forsørge deres familier. At jeg har insisteret på at tjene mine egne penge er usædvanligt for indonesiske kvinder. Det er et spørgsmål om opdragelse. Men sker der noget med deres mænd, eller ægteskaber bliver opløste, kender de ikke deres rettigheder fx deres arverettigheder.

Sidste år terpede jeg dansk med 7 piger. De skal lære sproget for at blive integreret, hjælpe deres børn med lektier, og så skal de kunne ringe til politiet. De skal vide, hvad de må og ikke må. Hvad er kutyme her?
Flere af dem er nu i gang med en uddannelse. Det gør mig så stolt og glad.

Kutyme og morgenbrød
Danskere har ingen overbærenhed over for udlændinge, der laver tingene anderledes. Jeg er ikke dansker, selvom jeg har dansk pas. Et eller andet sted er jeg stadig indoneser, og jeg ville ønske, at danskere var bedre til at respektere, at jeg gør tingene på en anden måde. Fx arbejder jeg i salgsafdelingen på mit nuværende arbejde.

En dag købte jeg morgenbrød til en lille arbejdsgruppe i vores afdeling. Senere blev jeg kaldt ind til personalechefen, der sagde:” Det er kutyme her, at man køber brød til alle i afdelingen”. Jeg blev vred og sagde: ”Hvis det er en regel her, skulle I have skrevet det i mine ansættelsespapirer. Uskrevne regler, som I kalder for ’kutyme’, kan jeg ikke bruge til noget”. Det er danskerne i en nøddeskal: At vedkommende ikke tør sige det direkte til mig, men går til chefen i stedet for.

Der skal to til at danse
Jeg har et dejligt liv sammen med Michael i vores hus i Skodsborg. Jeg trives i mit nuværende job, på trods af ’kutymer’ og har mange danske venner. Mine børn klarer sig godt på alle måder. Min søn og hans danske kone har en dejlig lille dreng, Lukas. Jeg ville ønske, at der jeg havde et tættere forhold til min svigerdatter, men der skal to til at danse.
Om 10 år vil jeg stadig være aktiv. Politik interesserer mig meget, og jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er medlem af partiet Venstre. Jeg egner mig ikke til at blive politiker. Jeg er ikke politisk korrekt, når jeg udtaler mig, men jeg vil gerne være aktiv bag scenen fx med administrative ting.

Jeg fortsætter også med mit frivillige arbejde i Dansk Indonesisk Forening. Det er meget livsbekræftende. Og så skal jeg dyrke mig selv og spille en masse tennis og golf. Jeg spekulerer ofte på, om mit liv ville have formet sig meget anderledes, hvis jeg havde giftet mig med en indonesisk mand og boede i Indonesien, men jeg er nået til den konklusion, at dit liv afhænger af din personlighed.