Aida Nadeem

Aida Nadeems historie 

• Irakisk symfoniorkester
• Politisk aktiv
• Danmark og kollektiv
• Kan en irakisk kvinde spille fagot?
• Mine egne kompositioner
• Mit eget pladeselskab
• Integration og fundamentalisme
• Spanien frem og tilbage
• Konfliktsky danskere
• Musikken vil altid være i mit liv

Irakisk symfoniorkester
Ingen i min familie er musikere, men fra jeg var lille har jeg sunget og danset. Min familie sørgede for, at jeg kom til optagelsesprøve på en skole for musikalsk begavede børn. Skolen uddannede musikere til Det Irakiske Symfoniorkester, og jeg blev optaget som 12 årig. Af en eller anden grund blev jeg valgt til at spille fagot.

Det Irakiske Symfoniorkester blev grundlagt i 60’erne, hvor 90% af musikerne var fra Europa. Ideen med skolen var med tiden at uddanne en generation irakiske musikere. Vores lærere var klassiske musikere fra Rusland, Ungarn og Frankrig.
Det var en progressiv skole, hvor kønnene ikke blev adskilt i gymnasiet. At vi voksede op sammen gjorde, at jeg vidste, hvem jeg var som kvinde, og hvordan det andet køn tænkte. Havde man kæresteproblemer, kunne man spørge sine drengekammerater om råd.

Politisk aktiv
Min far var økonom og underviste på universitetet, mens min mor var hjemmegående. Mine 3 søskende og jeg voksede op i en politisk bevidst akademikerfamilie. Krigen mod Iran i 1980 satte en masse spørgsmål i gang hos mig, om hvorfor vi førte krig mod et naboland? Krigen varede i otte år, og undervejs indså jeg, at Mellemøsten var blevet en parkeringsplads for internationale konflikter, der blev forklaret med og reduceret til etniske og religiøse problemer. Dette gjaldt også Iraks krig mod Iran.

Jeg var medlem af Det Irakiske Symfoniorkester, men mit liv handlede ikke om det, men om at ændre den politiske situation i Irak, der bestod af løgne, uretfærdigheder og diktatur. Med årene blev jeg så politisk involveret, at jeg måtte flygte ud af Irak.

Danmark og kollektiv
Det var mørkt og koldt, da jeg kom til Danmark i 1991. Jeg søgte om politisk asyl og fik opholdstilladelse i løbet af en måned. Nu havde jeg mulighed for at leve et liv uden at være bange for, at politiet kom og hentede mig.
En dag var jeg til et politisk arrangement i Fælledparken sammen med nogle irakiske venner. Der så jeg en dansk kvinde, der så fantastisk ud, og jeg måtte absolut snakke med hende. Hun var meget imødekommende og spurgte, om jeg havde et sted at bo og tilbød, at jeg kunne bo i hendes kollektiv. Hun er i dag min bedste veninde.
Mine bofæller var gamle bz’er og feminister. At bo i kollektiv var en grænseoverskridende oplevelse. Pludselig kom nogen vadende ind, mens jeg tog bad. Det brød jeg mig ikke om, heller ikke i dag.
Men det var de rigtige mennesker at komme i kontakt med. De kunne sætte mig ind i det danske samfund og fortælle om det alternative Danmark, jeg ikke kunne læse om i aviserne.

Kan en irakisk kvinde spille fagot?
Jeg var meget afklaret om, hvad jeg ville: Først sprogskole og så konservatoriet. Min sagsbehandler fra Flygtningehjælpen sagde, at jeg skulle glemme alt om konservatoriet, selvom jeg havde papirer på mine kvalifikationer fra Irak.
Jeg tog sagen i egen hånd og henvendte mig personligt til konservatoriet, fik en tid hos en professor, der kunne vurdere, om jeg havde chance for at blive optaget, hvad han mente, jeg havde, og jeg kom ind.
Havde jeg lyttet til min sagsbehandler, havde jeg siddet som bistandsklient i dag.
Før jeg begyndte, havde jeg et rosenrødt billede af konservatoriet, - men det forsvandt hurtigt. De følgende 5 år var indtil nu de hårdeste i mit danske liv. Jeg var den første kvinde med mellemøstlig baggrund, der blev optaget på skolen. Det var den almindelige opfattelse blandt lærerne, at Irak var et underudviklet og kulturelt tilbagestående samfund. De anede ikke, at uddannelser i Irak var fuldt ud på højde med det vestlige uddannelsesniveau. Deres uvidenhed både overraskede og chokerede mig.

Lærerne vidste ikke, hvordan de skulle tackle mig: Hvordan kan en kvinde fra Irak spille fagot? Kan hun overhovedet noget? Jeg var et problem for dem.
Fx skulle jeg købe en ny fagot, men jeg havde ingen penge. Derfor gjorde jeg rent om morgenen. En dag kom jeg for sent på konservatoriet, og læreren spurgte: ”Hvorfor kommer du for sent? Har du været på Istedgade?”
Allerede da jeg boede i Irak, havde jeg lyst til at blande arabiske - med vestlige toner. Ønsket blev forstærket, da jeg kom til Danmark. Jeg savnede mit hjemland og gennem musikken, fandt jeg min egen balance. Men min professor spurgte: ”Hvad er det for en arabisk tone? Har du spist hvidløg igen?”
Efter to år valgte jeg orkesterlinjen. Det første år gik dårligt, og næste gik virkelig dårligt. Jeg røg ind i en krise og trak mig ind i min egen verden. I tre måneder havde jeg ingen kontakt med konservatoriet. Jeg overvejede om, jeg måske ikke skulle spille klassisk musik, og om jeg skulle rejse tilbage til Kurdistan.
Jeg kender en iransk musiker, der har gået på Esbjerg Musikkonservatorium. Hans lærer sagde: ”Brug det, du har med dig. Det er din identitet”. Hvorfor havde jeg ikke sådan en lærer?
 
Mine egne kompositioner
Jeg valgte at vende tilbage til konservatoriet og købte en ny fagot. Jeg ville vise dem, at jeg kunne klare det, og det var vigtigt for mig at få et stykke papir. Selvfølgelig skulle jeg spille klassisk musik på konservatoriet, men jeg komponerede min egen musik hjemme, hvor jeg i mine kompositioner blandede arabisk og vestlig musik. Stille og roligt fandt jeg ud af, at det her skulle jeg nok klare.
På femte og sidste år bad jeg om at spille moderne kompositioner. Jeg skulle snart til den afsluttende diplomeksamen og ville forberede mig. Det var et krav, at man skulle spille både et Mozart – og et barokstykke . Derudover valgte jeg at spille 3 moderne stykker. Der var ingen arabiske kompositioner, man kunne vælge.
Det gik ikke godt med Mozart, men bedre med barokstykket. Mozart har aldrig sagt mig noget. Mine fortolkninger af de moderne stykker gik fantastisk godt.
Efter mine fremførelser sagde censor, at mine fortolkninger af de moderne stykker var eminente, men min Mozart var ikke god: ”Men det er der ikke noget at sige til, når du har en anden kultur”, tilføjede hun. - Hvad er det for en vurdering? De moderne kompositioner, som jeg spillede, var lavet af vestlige komponister.
Jeg kommer aldrig til at fortolke Mozart, sådan som de ville have det, men jeg kan andre ting, som de ikke kan. Jeg kan lege med fagotten og få den til at lyde som arabisk musik: En teknik jeg undervejs har forfinet og videreudviklet, og det undrer mig stadig, at ingen på musikkonservatoriet interesserede sig for eller var åben over for, hvad jeg specielt kunne, og hvad jeg kunne tilføre undervisningen. Uddannelsen var meget ensrettet og konservativ: I modsætning til andre nordiske musikkonservatorier blev de studerende ikke præsenteret for andre musikgenrer som fx jazz. Man fokuserede udelukkende på klassisk akkordopbygning og fravalgte dermed andre musiktraditioner, der rummer lige så store kvaliteter som klassisk musik, men som blev vurderet som mindre ’fine’.

Mit eget pladeselskab
Sideløbende med konservatoriet dannede jeg duet med en dansk kvinde. Vi optrådte til forskellige arrangementer med positiv respons. Da jeg blev færdig med min uddannelse, var jeg træt af klassisk musik og holdt pause fra fagotten. Jeg opdagede, at jeg kunne synge og fik dannet et band. Jeg var meget fokuseret på at få udgivet en cd, hvor jeg blandede den musik, jeg havde hørt i Vesten med min egen lyd. Det er mit barn, det er frugten. Min første cd ”Arabian Underground” udkom i 1998.
Min tredje cd ”Out of Bagdad” er udgivet på mit eget pladeselskab, Uruk Records. Jeg stod for alle processerne i produktionen. Det var hårdt, men fantastisk inspirerende og dyrt, da jeg måtte investere i et studie. Pengene skaffede jeg bl.a. ved at arbejde på cafeer.
Musikbranchen er en mandsdomineret branche. Mange kvinder spiller musik, men få promoverer sig selv og er deres egen manager. Man skal være overbevisende, når man selv markedsfører sit produkt. I dag møder jeg respekt for mit arbejde, men det har taget tid: fx sendte jeg en demo cd (demonstrations cd, red.) til en engelsk producer, hvor jeg bl.a. anvendte en elektronisk computer. Produceren tog det som givet, at det ikke var mig, der stod for den tekniske side af produktionen. Der hersker en meget stereotyp kvindeopfattelse i musikindustrien.
”Out of Bagdad” består udelukkende af egne kompositioner. Jeg begyndte på den lige før, krigen brød ud i Irak. Krigen påvirkede mig så voldsomt, og det kan man høre på cd’en. Musikken er ikke glad, men smuk på sin egen måde, og cd’en blev meget positivt modtaget, også i udlandet. Den dag i dag får jeg stadig positive reaktioner på udgivelsen.
Da jeg lavede musikken, tænkte jeg, at jeg måske ville tage tilbage til Bagdad og oprette et kulturcenter. Så sagde en stemme indeni mig, at jeg aldrig kom tilbage. Der er glade minutter og sørgelige minutter. Som kunstner kan man ikke sortere fra, hvad der sker i verden omkring dig.

Integration og fundamentalisme
Jeg kunne ikke leve af min musik. Derfor tog jeg en eksamen som statsautoriseret tolk på Københavns Handelshøjskole. Jeg var blevet gift med en dansker, der også var musiker, og vi flyttede i hus på landet. Jeg etablerede mit eget tolkefirma og tolkede meget for kommunen. Jeg har stor respekt for kommunens medarbejdere, men nogle af rådgiverne opfattede fx irakiske kvinder som uuddannede og ressourcesvage. Jeg overhørte en rådgiver sige til en irakisk kvinde: ”I ved ikke, hvad det vil sige at have en uddannelse. I ved ikke noget om, hvordan man skal gebærde sig i samfundet”.
På et tidspunkt tog den irakiske mand ordet: ” Er du klar over, at min kones storesøster er overlæge på et hospital, hendes lillesøster underviser på et gymnasium. At min kone var hjemmegående i Irak, var hendes eget valg.” Under flugten til Danmark forsvandt deres 17 årige søn, og kvinden var derfor påvirket af uvisheden om sønnens skæbne. Socialrådgiveren aflæste hendes sorg som udtryk for en modstand mod at blive integreret i det danske samfund. Hvordan kan man integrere mennesker, hvis baggrund man slet ikke forstår, og som man har forudfattede holdninger til?
11. september gjorde ikke mit job lettere. Flere gange blev jeg ringet op af skræmte flygtningefamilier: ”Kom vi bliver angrebet. Hvad skal vi gøre?” De kunne ikke dansk og vidste ikke, hvordan man ringede til politiet. Somme tider var jeg nødt til at tage min mand med og tale folk til ro. Der blev kastet sten efter børnene, og de blev moppede i skolen. Det værste var, at lærerne ikke ville tage sig af det, selvom man bad dem om det. Hvordan skal man kunne tilpasse sig et samfund, hvor man ikke føler sig velkommen. For nogle år siden læste jeg en sociologisk undersøgelse, der viste, at højtuddannede indvandrere har det sværest i Danmark. Hvis man ønsker at være en ligeværdig del af samfundet, får man problemer. Hvis majoritetssamfundet ikke er rummeligt over for etniske minoriteter, og det kræver at minoriteterne skal indordne sig uden selv at have indflydelse på de beslutninger, der træffes om deres situation, så mislykkes integrationen.
Jeg er meget nervøs for fundamentalismen. Jeg er ikke den eneste, der mener, at den er lig med fascisme og kun kan trives i områder med store økonomiske, politiske og sociale problemer. Fundamentalismen forsvinder ikke af sig selv, og USA’s og Vestens udenrigspolitik gør det ikke bedre. Dertil skal siges, at unge arabiske mænd og kvinder, der støtter Bin Laden, gør det lettere for USA at legitimere deres antiterrorkrig mod Irak.

Spanien frem og tilbage
Musikken var det vigtigste i mit liv, og da min mand og jeg fik et tilbud om at bo i en vens hus i Malaga, slog vi til. Foruden at være musiker var han uddannet tømrer, og han tog derned og undersøgte mulighederne for job. I området var der mange udlændinge, der byggede huse, og han fandt hurtigt et arbejde.
Jeg kunne ikke tage af sted, fordi jeg ved at lave cd’en ”Out of Bagdad”. Vi fik ikke skabt et liv sammen i Spanien. Vores ægteskab holdt ikke, og vi blev skilt.
Min mand tjente masser af penge ved at bygge huse for danskere i Malaga. Han var kun sammen med danskere i sin fritid og talte nedsættende om vores spanske naboer. Det er tankevækkende, at mange danskere bosatte i Spanien lever isoleret i ”danske ghettoer”, taler ikke spansk og har meget lidt social kontakt med de lokale spaniere. I vores lokalområde boede der mange fattige spaniere, hvis levevilkår kunne forbedres, hvis de mange udenlandske håndværkere betalte skat i stedet for at arbejde sort, men dette synspunkt vakte ikke genlyd hos min eksmand. Det chokerede mig at se, hvordan ’den hvide mand’ kom op i ham, og jeg indså, at mine værdier og menneskesyn ikke havde påvirket ham i løbet af de otte år, vi havde været gift, og jeg besluttede at forlade ham.
I dag bor jeg i Malaga i perioder, når min økonomi tillader det. Området er fantastisk, og jeg føler mig hjemme der.

Konfliktsky danskere
Jeg kan stadig ikke leve af min musik, og derfor arbejder jeg som hjemmehjælper i København. Det er et berigende arbejde, og jeg kommer i kontakt med den talende del af Danmark: De ældre mennesker og jeg har meget til fælles. De er åbne og er ikke berøringsangste. De snakker med mig som et menneske og prøver at finde ud af, hvem jeg er. De er direkte og menneskelige. De kan også være nysgerrige og spørge: ”Hvorfor gik du fra din mand?” Ikke engang min veninde stillede det spørgsmål.
Men de fleste danskere jeg kender, er meget konfliktsky, og vi skal helst tale pænt om tingene. Man må ikke råbe højt og skændes. Danskere har svært ved at vise følelser. Det er også en styrke at sige, jeg er helt ude af mig selv, hvad skal jeg gøre?
Da jeg var færdig med konservatoriet, læste jeg en bog af Anne Knudsen (Her går det godt, send flere penge. Gyldendal 1996, red.) Jeg ville ønske, hun havde udgivet den, da jeg kom til Danmark. Den forklarer mange ting ved den danske kultur, der kan være svære at tackle, fx som at komme til en dansk fest. Du bliver negligeret. Der er ingen, der lægger mærke til dig. I Irak ville du være centrum og blive introduceret. I dag er jeg helt afslappet omkring det, men det var hårdt i begyndelsen. Bogen forklarer, hvorfor det er sådan: At man i virkeligheden gør det for at vise, du ikke er fremmed, og man ikke vil genere dig.

Musikken vil altid være i mit liv
Jeg håber, jeg stadig har noget kørende her i Danmark om 10 år. Ellers kunne jeg tænke mig at lave et kulturhus i Bagdad, og jeg har ikke opgivet håbet om at komme tilbage: At jeg er politisk flygtning er ikke frivilligt valg. Det er vigtigt at slå fast, at mennesker flygter på grund af politiske omstændigheder eller social ulighed og ikke ud fra bekvemmelighedsgrunde.
Musikken vil altid være i mit liv. Fremover vil jeg gerne arbejde med projekter med multikunstprojekter sammen med kvinder fra forskellige lande, hvor musikken kombineres med video, dans og litteratur.

Jeg har aldrig følt trang til at få et barn, men jeg vil gerne være reservemor for mine venners børn, en gang imellem. Jeg ved ikke, om det har noget med alderen at gøre - jeg fylder 40 – at jeg er i harmoni med mig selv og afklaret omkring, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Verden er for stor til kun at bo et sted.