Mumtaz Khan

Mumtaz Khans historie

• Piger gik ikke i skole
• Gift i Danmark
• Halalkød og karry
• Mit første job
• Først fyret
• Aktiv mor
• Modersmålsundervisning
• Pigebazar i Vollsmose
• 11. september
• Jeg går ikke stille herfra

Piger gik ikke i skole
Min far arbejdede i militæret, og jeg og mine 6 søskende voksede op i et beskyttet militærområde i den nordlige del af Pakistan. Området havde sine egne skoler, også for piger. Dengang var det ikke almindeligt, at piger gik i skole, og jeg og mine søstre var de første fra vores landsby, der fik undervisning. Jeg afsluttede min skolegang med en studentereksamen.

Min far voksede op i en lille landsby. Han var ivrig efter at lære at læse og skrive, men skolen krævede, at han købte en blækdåse. Hans mor havde ingen kontanter og bad ham finde på noget andet. Min far trak sig ind i sig selv, og en dag forlod han landsbyen og gik til den nærmeste by og meldte sig som rekrut i hæren.

Han ville ikke være landarbejder, men ville videre i livet. Om aftenen sad han under olielampen og læste små avisstykker, og fik hjælp til at læse af folkene omkring ham. Selvom han næsten var analfabet, da han forlod landsbyen, nåede han at blive major i sit voksne liv. Jeg føler mig meget beslægtet med min far og hans trang til at lære og komme videre i livet.

Gift i Danmark
Efter min studentereksamen underviste jeg i folkeskolen, men snart blev jeg forlovet med Manzoor. Vores familier arrangerede mødet mellem os, men vi bestemte selv, om vi ville sige ja til hinanden. Og det gjorde vi, selvom det ikke var den store kærlighed for nogen af os.

Manzoor rejste til Danmark sammen med sin bror og fik arbejde som svejser på en radiatorfabrik i nærheden af Odense og senere på Lindøværftet. Han var uddannet maskiningeniør, med det var umuligt at få job som ingeniør i Danmark. Han fandt en bolig til os i en lille by, der hed Årslev, og sendte bud efter mig i Tyskland, hvor jeg boede hos min bror. Jeg flyttede til Danmark, og vi blev gift i 1971.

Om dagen var jeg overladt til mig selv og havde kun et kort at orientere mig ud fra. Hvis jeg skulle spørge om vej, kiggede jeg altid efter en pige, der kunne hjælpe mig. For hos os taler kvinder ikke med vildtfremmede mænd. Men ofte når vedkommende vendte sig om, viste det sig at være en dreng med langt hår.

Manzoor havde fortalt mig, hvor købmanden lå, men alligevel for jeg vild den første dag. Jeg kunne intet dansk og blev bange. Men der var en, der havde lagt mærke til, at jeg gik frem og tilbage. Hun tog mig i hånden og fulgte mig hjem. Hun vidste præcist, hvor jeg boede. Det var dejligt at opleve, hvor imødekommende og hjælpsomme folk var.

Halalkød og karry
Der var ingen, der kendte til halalkød eller de krydderier, vi bruger i vores mad. Hvis det skulle være rigtigt eksotisk, dryssede man lidt karry i maden. Vi var vant til at spise halalslagtede kyllinger og blev henvist til en gårdejer, der havde en hønsefarm. Her fik vi lov til at slagte kyllinger på vores måde. Det var der ingen, der havde ondt af eller satte spørgsmålstegn ved. Vi var muslimer, og så skulle vi have det på den måde.

Når man kommer til et nyt land, er sproget det vigtigste. På en gård ved siden af os, gik datteren i 5. klasse, og jeg hjalp hende med engelsk. En dag gik jeg med hende i skole og sagde til læreren, at jeg ville gå i klassen. Det kan du ikke, sagde hun, den er kun for børn. Men hun kunne mærke, hvor meget jeg brændte for at komme i gang med dansk og sørgede for, at jeg kom i kontakt med en lærer, der oprettede et hold for mig, min mand og min svoger.

I begyndelsen gik det godt. Men min svoger havde for travlt med danske piger, og snart gad min mand heller ikke sidde på skolebænken. Det endte med, at jeg sad alene med læreren, og holdet blev lukket. Senere blev jeg henvist til Studieskolen i Odense.

Mit første job
Nogle uger efter jeg var kommet til Danmark, ringede to politibetjente på døren og forsøgte at forklare mig et eller andet, men de kunne hverken engelsk eller tysk og jeg kunne ikke dansk. De gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ind i politibilen, og jeg turde ikke andet end at køre med dem. Det viste sig, at jeg skulle tolke for nogle pakistanere i en ransagningssag.

Om aftenen fortalte jeg det til min mand, og han begyndte at grine. Det viste sig at være ham, der havde fortalt nogle danskere, at hans kone talte både engelsk og tysk og sagtens kunne tolke. Men han glemte bare at fortælle det til mig. Det blev starten på mit arbejde som tolk.

Jeg har altid arbejdet i Danmark, og de fleste job har jeg fået tilfældigt, som da jeg blev bedt om at hjælpe en pakistansk mor og datter med at søge job på Brandts Klædefabrik (Indtil 1977 den største arbejdsplads i Odense. Siden 1987 et center for kunst og kultur, red.). Værkføreren turde ikke ansætte dem, da de skulle betjene nogle maskiner, og det var farligt, hvis ikke man kunne forklare dem, hvordan maskinerne skulle håndteres. Men du kan starte i morgen, sagde han til mig.

Jeg følte, det var forkert over for kvinderne at tage jobbet og takkede nej. Hjemme i Årslev tænkte jeg, hvad sidder du og hænger for. Du sidder bare og venter på, at din mand skal komme hjem. Dagen efter opsøgte jeg værkføreren og spurgte, hvornår jeg kunne begynde. Det var skifteholdsarbejde, men samtidig ville jeg ikke droppe Studieskolen og tolkearbejdet.

Værkføreren gav mig en nøgle til fabrikken, så jeg selv kunne låse mig ind efter danskundervisningen, der sluttede kl. 18.00. Kommunen fik nummeret til fabrikken og ringede, når de skulle bruge mig som tolk. Når de ringede, tog jeg et bad, lagde makeuppen og tog fint tøj på. Mine arbejdskammerater lavede sjov med mig, og nogle var lidt misundelige og kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle være så fin, når jeg skulle ind og tolke.

Først fyret
Da jeg kom til Danmark, var der masser af arbejde at få. Ingen stillede krav om danskkundskaber for at kunne sortere grøntsager på samlebånd. Hvis man kunne bruge sine hænder, var der job. Men vi var også dem, der røg først ud, hvis en arbejdsplads skulle omstruktureres eller lukkes. Vi havde ingen faglig uddannelse, og det blev brugt som undskyldning.

Da det begyndte at gå dårligt på fabrikken, og oliekrisen kunne mærkes, kom værkføreren og sagde: ”Mumtaz, jeg har hørt, at du skal have en baby. Hvad siger du til at gå hjemme og passe dit barn og få understøttelse, for vi er nødt til at fyre folk?” Jeg sagde ja.

Jeg fødte en dejlig datter, Uzma, og da hun var 5 måneder blev jeg gravid med min søn Murad. Det var lykken at gå hjemme og passe dem og få penge. Men efter 3 år begyndte jeg at tænke, om det var det liv, jeg ønskede. Jeg indså, at jeg ville mere.

Børnene kom i dagpleje og børnehave, og jeg fik job på en lampefabrik. Jeg har altid været ufaglært. Når folk spurgte, om jeg havde en uddannelse, svarede jeg stolt, at jeg havde en studentereksamen fra Pakistan. Det gik først sent op for mig, at den ikke kunne bruges til noget.

Jeg har aldrig haft tid til at tage en uddannelse, kun en 10. klasse og det meste af en HF. Jeg var heller ikke klar over, hvor vigtigt det er at have papir på en uddannelse her i Danmark. På et tidspunkt blev jeg bedt om at tage en pædagoguddannelse, fordi man manglede tosprogede pædagoger. Men tidspunktet var dårligt, for jeg var på det tidspunkt blevet selvstændig med eget minimarked og havde ikke råd til at sidde på skolebænken. Og så tolkede jeg stadig.

Aktiv mor
Jeg har været heldig at have mit tolkearbejde, der bl.a. har givet mig indblik i, hvilke problemer forældre og børn står med. Det var tydeligt, at problembørn havde forældre, der ikke var engagerede i deres børns skolegang.

Jeg vidste præcist, hvad der rørte sig omkring mine børn både i børnehaven og i skolen, og jeg reagerede med det samme, hvis noget gik skævt. Da Uzma kom hjem fra børnehaven og fortalte, at børnene drillede hende, og sagde hendes madpakke lugtede og ikke lignede en rigtig madpakke, stillede jeg næste dag op hos pædagogerne og spurgte, hvad de ville gøre. De vidste ikke, hvad de skulle sige andet end ”børn er jo børn”.

Jeg foreslog at lave mad sammen med børnene, så de kunne få et indblik i, at mad kan se meget forskelligt ud. Pædagogerne var mindst lige så nysgerrige som børnene. Siden den dag var der ingen, der drillede Uzma med hendes madpakke.

Pædagogerne kunne heller ikke forstå, at Uzma ikke smed sit tøj og sine underbukser, når det var varmt om sommeren. Jeg forklarede, at vi var muslimer, og hun var opdraget til ikke at smide tøjet. Da hun skulle gå til skolesvømning, kontaktede skolen os, og vi gjorde det klart, at hvis vores børn kunne beholde deres underbukser på i bad og skifte tøj i skyllerummet, var der ingen problemer. Og det accepterede de. Vores børn fik også lov til at tage på lejrskoler.

Jeg har ikke kunnet hjælpe mine børn med lektier, men de har altid fortalt mig, hvilke emner de arbejdede med, og om de havde stil for, og det har vi snakket om. Vi har altid talt åbent sammen, og jeg har stolet på min opdragelse og dermed på mine børn. At min datter ikke skjulte, at hun havde mødt en dansk mand viser, at min opdragelse har virket. Selvom det var lidt af et chok for både min mand og mig, accepterede vi, at han var manden i hendes liv. Efter vi har mødt ham, kan vi godt forstå hende. Han konverterede til islam, inden de blev gift. Men resten af familien havde svært ved at sluge det, og det var mig, der måtte tage snakken med dem.

Modersmålsundervisning
Vi har talt urdu hjemme. Det er et problem i mange etniske familier, at de ikke har et fælles sprog at kommunikere med. Ressourcesvage forældre har ikke lært dansk ordentligt, og deres børn taler næsten kun dansk til hverdag, men når de kommer hjem, kan de ikke tale dansk sammen med deres forældre. Og det er synd for begge parter

Et fælles sprog skal være et sprog, hvor man kan udtrykke komplicerede ting og ikke kun kunne tale om, hvad man skal have til middag. Hvis man bevarede modersmålsundervisningen, var der en chance for, at børn og forældre kunne tale med hinanden, også om problemer.

Pigebazar i Vollsmose
Min mand havde en drøm om at blive selvstændig, og vi åbnede et minimarked i en lille by på Nordfyn. Da det kom til stykket, var han ikke særlig ihærdig, og det blev mig, der stod med ansvaret samtidig med at jeg tolkede. Børnene hjalp til, og Murad var så lille, at man kun kunne se hans hoved bag disken. Samtidig fik jeg brystkræft.

Det var hårde tider, for børnene troede jeg skulle dø, og min mand vidste ikke, hvad han skulle stille op med dem. Børnene arbejdede nu endnu mere i forretningen for at aflaste mig. Men en dag sagde de til mig: ”Mor, vil du have vi skal tage en uddannelse, eller skal vi stå i forretning?” Jeg ville ikke have siddende på mig, at de ikke fik en uddannelse, fordi de skulle hjælpe til i butikken, så vi solgte den og købte hus i Odense. Det passede fint med, at børnene var begyndt på deres uddannelser.

I begyndelsen af 80’erne var jeg formand for International Kvindeforening, hvor jeg arrangerede en masse aktiviteter. Det blev starten på mit senere integrationsarbejde. I Odense fik jeg job som etnisk medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor jeg var initiativtager til nogle pigeprojekter i Vollsmose. Senere startede jeg et netværk for etniske kvinder på kontanthjælp. Det gav mig ideen til at lave en stor kvindefest og give etniske kvinder, der normalt ikke kommer ud, en god oplevelse. I år er det tredje gang, vi arrangerer International Kvindebazar i Vollsmose.

11. september
Jeg går ikke med tørklæde. Et tørklæde betyder ikke nødvendigvis, at man er mere religiøs end andre, men ramadan holder jeg. Tidligere plejede jeg at sige, at ramadan giver ekstra bonus, at jeg når at indhente alle mine synder i løbet af den måned. I dag tager jeg det mere alvorligt, og beder mine bønner fem gange om dagen.
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er muslim. Men det gør ondt, når man bliver marginaliseret eller stemplet som terrorist, fordi man er muslim.

Jeg kan huske en episode lige efter 11. september 2001, hvor jeg kørte i bus. Bussen var halvtom og standsede ved et busstoppested, hvor et arabisk udseende ægtepar med et lille barn stod med en klapvogn. Chaufføren sagde til dem, at de ikke kunne komme med, fordi klapvognen fyldte for meget. Manden klappede den sammen, men chaufføren ville stadig ikke tage dem med. Der stod den sagesløse mand sammen med sin kone med tørklæde og barn under armen og kunne ikke komme med en halvtom bus. Da begyndte jeg at skælde ham ud, og de andre passagerer gav mig ret, og chaufføren blev nødt til at tage dem med. Det var en dårlig oplevelse.

Jeg går ikke stille herfra
Jeg har aldrig været så tilfreds med mit liv, som jeg er i dag. Jeg har et dejligt barnebarn, og min mand og jeg har gjort hinanden fri. Han er startet på et nyt liv i Pakistan, men kommer til Danmark, når der er vigtige ting, der skal drøftes. Vi er ikke skilt, og vi kan sagtens sidde til bords sammen. Det er en af de gode ting ved det danske samfund, at man kan være skilt uden at være uvenner.

Om 10 år laver jeg et godt stykke integrationsarbejde og tolker stadig. Jeg har også planer om at gøre noget ved min fars dagbøger. Murad har lovet at oversætte dem, hvis jeg indtaler dem på bånd. Jeg går ikke stille herfra.