Khadija Ahmed Farah

Khadija Ahmed Farahs historie

• Somalier i Tanzania
• Arbejde er din identitet
• Interkulturel rådgiver
• Mødt med mistro
• Tildækkede kvinder
• Det er mor, der bestemmer
• Omskæring krænker menneskerettighederne 
• Mit liv i dag


Somalier i Tanzania
Allerede som lille pige vidste jeg, at jeg var anderledes. Jeg voksede op i Tanzania, men jeg var somalier. Gennem tre generationer har min familie boet i Tanzania. Vi var muslimer og talte både swahili og somalisk. At vokse op med to sprog var ikke et problem, og vi ti børn blev opdraget til at være stolte af vores somaliske baggrund.

Nabolaget var multikulturelt med mange hinduer, kristne og muslimer, og når vi holdt religiøse fester blev alle naboer inviteret med. Ofte gik jeg med mine kristne veninder i kirke, i tempel med mine indiske veninder, selvom jeg var muslim. Vi fulgte med i hinandens liv, og hvis min nabo ikke sad uden for sit hus, gik jeg derover og spurgte, om alt stod vel til. Diskrimination forekom, men den var harmløs og viste sig med udtalelser som ”Åh Khadija, du er trods alt somalier”. Jeg gik på et katolsk gymnasium. Skolen viste stor respekt over for de muslimske elever: Om fredagen havde vi tilladelse til at gå i moskeen, og vi fik fri til Eid (Vigtig muslimsk helligdag, red.)

Arbejde er din identitet
Da jeg var færdig med gymnasiet tog jeg en handelseksamen inden for bogholderi. Senere besluttede jeg at studere videre i England, hvor jeg havde familie. Jeg var da i begyndelsen af tyverne. Først besøgte jeg en veninde i Norge, hvor jeg traf min eksmand til en fest. Vi blev meget forelskede i hinanden og besluttede at gifte os. Min mand kom fra Somalia og havde fået politisk asyl i Danmark.

England blev opgivet, og i stedet flyttede jeg til Danmark i 1979. Det havde aldrig været min drøm at bosætte mig i Europa, derimod havde jeg forestillet mig at tage en videregående uddannelse i Europa og så rejse tilbage til Afrika. Men skæbnen ville det anderledes.

Min mand var uddannet økonom, men kunne ikke få arbejde i Danmark, derfor uddannede han sig inden for EDB og fik derefter en stilling som teknisk assistent i et firma. De fleste af vores somaliske venner arbejdede trods deres høje uddannelser på fabrikker eller med rengøring.

Efter et års danskundervisning, som jeg selv måtte betale for, begyndte jeg at tage nogle enkelte fag på Handelsskolen i København for at supplere min medbragte handelsuddannelse fra Tanzania. Desværre blev min uddannelse ikke godkendt, og jeg fik at vide, at jeg skulle begynde forfra.

I Danmark er arbejdet ens identitet. ”Hvad laver du?” er det første, man bliver spurgt om. I Afrika spørger man om en masse andre ting, men ikke om det: Afrikanske kvinder er først og fremmest mødre og hustruer.
Samtidig med at jeg studerede på Handelsskolen, gik jeg i gang med at søge efter et arbejde. På arbejdsformidlingen sagde de nedladende til mig, at jeg umuligt kunne få et job i Danmark inden for mit fag. En måned senere havde jeg selv skaffet mig et deltidsjob som butikshjælp i Brugsen samtidig med, at jeg fortsatte med at studere. I mellemtiden blev jeg gravid og fødte mit første barn, en pige. Efter barselsorloven med min datter kom jeg tilbage til Brugsen. Tre et halvt år efter fødte jeg mit andet barn, en dreng.

Interkulturel rådgiver
En af mine venner skulle i retten og bad mig tolke for ham i slutningen af firserne. Dengang var der mangel på somaliske tolke, og jeg begyndte på en tolkeuddannelse, som jeg ikke nåede at fuldføre, da jeg fik tilbudt arbejde, før jeg blev færdig. I de følgende år arbejdede jeg som freelance tolk og som modersmålunderviser i somali, indtil jeg i midten af halvfemserne blev fastansat som tolk og kulturformidler i Dansk Flygtningehjælp. Der arbejdede jeg til 1998, hvor Dansk flygtningehjælp lukkede deres kontorer pga. den nye integrationslov. Derfor besluttede jeg at læse til interkulturel socialrådgiver på Den Sociale Højskole. Uddannelsen tog 3 år, og jeg blev færdiguddannet i 2002 og fik umiddelbart efter job som integrationskonsulent i et socialcenter.
I mellemtiden var jeg og min mand blevet skilt, og han valgte at flytte til Norge, hvor han bor i dag. Han er dog stadig en del af vores fælles børns liv.

Mødt med mistro
At være somalier i Danmark var ikke let i halvfemserne, men i 1997 blev det helt forfærdeligt, bl.a. fordi Ekstra Bladet bragte en forsidehistorie om somalieren Ali fra Maribo, der havde 11 børn. Ekstra Bladet oplyste, hvor mange børnepenge Ali fik om året. Historien var den første i en lang række af kritiske artikler om den somaliske mand og hans familie.
(Den 31. marts 1997 indledte Ekstra Bladet kampagnen ”De fremmede”, og artiklen om Ali blev bragt den 23.maj 1997. Kilde: Den generende forskel. Red. Peter Hervik. Hans Reitzels forlag, 1999, red.)

Det gør ondt at fortælle sine børn, at selvom de er født i Danmark og føler sig danske, skal de passe på sig selv, fordi medierne siger og skriver negative ting om somaliere og andre etniske minoritetsgrupper. Dengang boede vi i en lejlighed i Hvidovre, og da den negative omtale af somaliere var på sit højeste, kom en nabo over til mig og sagde: ”Khadija, hvis du og din familie bliver forfulgte, kan I gemme jer i mit sommerhus i Sverige”. Vores nabo var en venlig ældre kvinde, og hun var meget religiøs. Hendes omsorg for os rørte mig dybt.

Mine positive oplevelser med danskere fylder meget i mit liv. De første år jeg boede i Danmark, var jeg fascineret af julen, og jeg sagde ofte til min mand, at jeg ville ønske, at det var jul hele året. I julen blev danskerne pludselig åbne og venlige og hilste på mig. En decemberdag var jeg og mine børn fx på indkøb i Brugsen, og pludselig kom en kvinde hen til os og gav mine børn gaver og sagde: ”Værsgo og god jul!”.

Desværre er min familie og jeg også blevet mødt med mistro og diskrimination. En weekend besluttede vi at kassere det tøj, vi ikke længere brugte, og mine børn foreslog at give det til UFF (Ulandshjælp fra Folk til Folk, red.) De fik fat i en kasseret indkøbsvogn og fyldte den med vores brugte tøj. På vej hen til UFFs tøjcontainer blev de standset af en kvindelig betjent i en politibil: ”Hvad gemmer I der?” spurgte hun surt. Da sagens rette sammenhæng gik op for hende, kørte hun igen uden så meget som at give mine børn en undskyldning, selvom hun kunne se, hvor skræmte de var. Det viste sig, at en beboer i det pågældende villakvarter, hvor containeren med tøj stod, havde ringet til politiet, fordi han havde set mine børn køre med den fyldte indkøbsvogn.

Selv har jeg oplevet, at især ældre mennesker højlydt udtrykker deres afsky for fremmede og ikke vil sidde ved siden af en i bussen. Selvfølgelig skal folk have love til at vælge, hvem de vil sidde ved siden af, men de behøver ikke at råbe ubehageligheder efter en. Positivt har jeg i den forbindelse ofte oplevet, at unge mennesker har grebet ind og skældt de ældre ud.

Min mor plejede at sige, at hvis man er rask og bor i et fredeligt land, skal man være tilfreds. Mine børns og min eksistens er ikke truet i Danmark, men jeg kunne ønske, at majoritetssamfundet støttede etniske minoriteter i højere grad end det er tilfældet i dag, og at danskere betragtede integration af etniske minoriteter som et fælles ansvar.

Tildækkede kvinder
Jeg er ikke i tvivl om min identitet, og jeg er integreret i det danske samfund: Jeg taler dansk, har en dansk uddannelse og et arbejde. Jeg har fundet en balance mellem min egen kultur og den danske, hvor jeg tager det bedste fra begge kulturer og fravælger det, som jeg ikke kan lide: Ingen kultur er perfekt. Integration er for mig ikke ensbetydende med assimilation, og jeg holder fast ved min religion og sprog. At jeg tror på Gud og beder fem gange om dagen og ikke går med tørklæde er min private sag. At gå med tørklæde har for mig ikke noget med religion at gøre, fx går gifte kristne kvinder i Dubai med tørklæde for at markere deres ægteskabelige status, og for godt 100 år siden gik også danske kvinder på landet med tørklæder. Mange somaliske kvinder er tildækkede, og når jeg spørger dem hvorfor, svarer de, at deres muslimske religion kræver det. Ifølge Koranen skal man gå anstændigt klædt og tildække sig, når man beder, men anstændighed kan betyde mange ting: Det er et spørgsmål om fortolkning. At kvinder selv vælger at gå med tørklæde, har jeg al respekt for.

Det er mor, der bestemmer
Jeg tror ikke, der findes en universel måde at opdrage sine børn på. Også danske familier opdrager deres børn forskelligt. I vores familie må børnene fx ikke ryge og drikke, og vi har talt meget om de negative konsekvenser ved tobak og alkohol. At forbyde børn noget uden at forklare hvorfor, dur ikke. I nabolaget var jeg kendt for at være en skrap mor, der gav forbud, og jeg har fx smidt deres venner ud af vores lejlighed om aftenen, da jeg ikke syntes det var normalt, at et barn ikke lå i sin seng kl. 22 på en hverdag.

Men mine børn skulle have mulighed for at være en del af klassefællesskabet, og de fik lov til at komme med på lejrskoler, til fødselsdags- og konfirmationsfester. Til jul fik de både julekalendere og julegaver, så de ikke følte sig udenfor. Men de lærte at sige nej til aktiviteter, de ikke brød sig om at deltage i. At have respekt for deres egen krop og ikke give efter for gruppepres og fx have sin seksuelle debut som fjortenårig. Da de blev ældre, talte vi meget om risikoen for seksuelt overførte sygdomme som AIDS. I dag er de voksne og bestemmer selv, også hvem de vil være kærester med, men jeg udtrykker stadig min mening, og de skal ikke komme hjem med hvem som helst.

Omskæring krænker menneskerettighederne
Gennem mit arbejde som socialrådgiver har jeg fået et indgående kendskab til det danske samfund, den viden vil jeg gerne formidle videre til somaliske kvinder i Danmark: Bl.a. er jeg medlem af Somalilands Kvindeforening, hvor jeg holder foredrag om børneopdragelse, kvinderettigheder, sundhed m.m. Desuden er jeg aktiv i Foreningen mod Omskæring af Piger.

Omskæring af piger er en krænkelse af menneskerettighederne. Det drejer sig om små børn, der ikke er i stand til at forsvare sig mod overgrebet. Vi ved ikke, hvor mange somaliske piger, der bliver omskårede, da det er forbudt og foregår i hemmelighed. Kun hvis der opstår komplikationer i forbindelse med omskæringer eller hvis pigerne selv fortæller om det, får vi kendskab til det. Jeg er meget glad for, at Danmark har omskæring forbudt ved lov, og at pigens forældre kan retsforfølges, hvis de lader hende omskære i udlandet.

Min drøm er, at omskæring af piger helt er afskaffet om 10 år. Udviklingen går også i den rigtige retning: I 2002 var jeg i Etiopien og overværede, at 28 afrikanske lande underskrev en resolution, ZTGM (Zero Tolerance against Genital Mutilation, red.), der fordømmer omskæring af piger. Den 20. august 2005 fandt en vigtig begivenhed sted i Danmark, da Folketinget inviterede højtstående imamer i Danmark og fra europæiske lande til et møde, hvor imamerne fordømte omskæring af piger og fastslog, at det ikke er en islamisk tradition. Desværre skrev ingen af de herboende somaliske imamer under på fordømmelsen.

I forbindelse med mediernes, især Ekstrabladets kampagne mod omskæring af somaliske piger i Danmark i slutningen af 2002, kunne jeg have ønsket, at flere danske kvindeforeninger havde forholdt sig kritisk til pressens negative og unuancerede omtale af den somaliske befolkningsgruppe i Danmark. Somaliere i Danmark er lige så forskellige som danskere: Nogle er højtuddannede og velstillede, og andre er uuddannede og socialt dårligt stillede. Nuancerne er vigtige, og de forsvinder ofte i mediebilledet. Når jeg kørte i bus, var jeg ofte udsat for, at folk diskret hviskede om, at jeg lignede en af dem, der var blevet ”slagtet” på køkkenbordet.

Mit liv i dag
Det vigtigste for mig er, at mine børn trives og har det godt. I dag er mine to børn godt i gang med deres videregående uddannelser. Min datter har valgt at studere i London, mens min søn studerer i København. Han bor stadig hjemme, og somme tider spørger jeg ham lidt i sjov, om han ikke synes, det er på tide at flytte hjemmefra, hvorpå han svarer: ”Mor, har vi to problemer, jeg kan godt hjælpe mere til?” Selvfølgelig smider jeg ham ikke ud, så dansk bliver jeg aldrig, men jeg vil gerne have, at han lever et selvstændigt liv.

Som integrationskonsulent og socialrådgiver arbejder jeg med at integrere mennesker: At få dem i gang med at lære dansk, at finde en skole til deres børn m.m. Nogle finder selv ud af at ordne de praktiske ting, mens andre skal have hjælp. Ikke en dag er ens, og jeg har mange positive oplevelser.

Når jeg er færdig med mit arbejdsliv i Danmark, vil jeg gerne hjælpe kvinder i Afrika gennem en kvindeorganisation eller NGO (Non Govermental Organizations, red.) med at forbedre deres sundhed og hjælpe dem med at få en uddannelse. Og overbevise afrikanske mødre om, at det ikke kun er deres sønner, men også deres døtre, der skal uddanne sig. En uddannelse koster penge, og i de afrikanske lande vælger familierne som regel at investere i deres sønner. Pigerne bliver ofte underprioriteret. Og det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget ved.