Peace Kabushenga

 Peace Kabushengas historie

• Fra diplomatfrue til politisk flygtning
• Streetwalker
• Frivillige aidsrådgivere
• At fortælle sin partner, man er smittet
• Jeg ville være død i dag
• Min søn
• Medierne gør mig anderledes
• Min underbo
• Unge ved for lidt om aids

Fra diplomatfrue til politisk flygtning
I 1979 ankom min diplomatmand og jeg til Danmark. Vi kom efter krigen i Uganda, og min mand skulle arbejde på Ugandas ambassade i Hellerup. Det blev begyndelsen til 5 behagelige år for mit vedkommende. Jeg arbejdede ikke, men var som de fleste andre diplomatfruer travlt beskæftiget med middage, receptioner og masser af selskabelighed. På det tidspunkt boede der ikke mange afrikanere i Danmark, og danskerne var meget imødekommende og åbne over for os. Det var en dejlig tid.

Jeg forlod ambassaden i 1984 af politiske årsager, mens min mand valgte at rejse hjem. Jeg kunne ikke længere vende tilbage til Uganda og søgte om politisk asyl for mig og min lille søn i Danmark. Det fik vi i løbet af 2 uger.
De første år var hårde. I mange måneder levede jeg i mørke, som en sten, der var kastet ned på bunden af en sø. Elementære ting som at køre med bus og tog, havde jeg ikke prøvet før i Danmark. Det hårdeste var dog at vide, at jeg ikke kunne tage tilbage til mit land, hvis der skete mine forældre eller søskende noget. Det var det værste, og jeg tror, de fleste politiske flygtninge har det på samme måde.
Men jeg fik lært dansk og fik en hverdag til at fungere for mig og min søn, dog under mere beskedne rammer, end vi var vant til.

Streetwalker
I 1991 skete der noget i Uganda, som ændrede mit liv: Nære familiemedlemmer døde af aids. I radioen havde jeg hørt om aids, men først nu blev jeg personligt berørt af sygdommen. Jeg begyndte at spørge mig selv: Hvad er aids? Er det noget, folk i Uganda er født med? Er jeg selv syg? Hvor kan jeg blive testet? Jeg begyndte at ringe til en masse organisationer bl.a. Aids –Linien for at få svar på mine spørgsmål.

Mit næste spørgsmål var: Hvem rådgiver og informerer herboende afrikanere om hiv/aids? Svaret var, at det var der ingen, der gjorde. Man havde prøvet, men ingen kunne trænge igennem og skabe en dialog. Det var her, jeg kom ind i billedet. Jeg fik kontakt til Sundhedsstyrelsen, som sendte mig på kursus i Göteborg, hvor en gruppe unge afrikanere havde startet en rådgivning for hiv/aids-ramte afrikanere. Da jeg kom tilbage til København, startede jeg mit rådgivningsarbejde, der blev til TICC, og som finansieres af Sundhedsstyrelsen.

Jeg startede med at gå rundt i Københavns gader, og når jeg mødte en afrikaner, kiggede jeg ham eller hende i øjnene og smilede og en gensidig tillid var skabt: Jeg fortalte, hvem jeg var, og hvad mit projekt gik ud på: At finde afrikanere, der ville arbejde som frivillige aidsrådgivere. Mange ønskede ikke at have noget at gøre med en sexrelateret sygdom, der krævede, at man talte åbent om seksualitet og kondomer. Det forstod jeg udmærket, og hvis jeg ikke havde haft sygdommen så tæt inde på livet, havde jeg heller ikke selv haft modet til at gøre det.

Frivillige aidsrådgivere
Snart fandt jeg 3 kvinder, der sagde ja: To fra Somalia og en fra Uganda. Det var i midten af 90’erne. I dag har vi 250 frivillige rådgivere, der alle undervises om aids/hiv, psykologi og kommunikation af læger og psykologer. Ideen med rådgivere er, at de skal gå tilbage til deres egne samfund og give information om sygdommen videre i kirker, moskeer, diskoteker og i familierne. De er vores ambassadører i de private cirkler.

Vi har også en ungdomsgruppe ”Kick out AIDS”, der udover at rådgive har lavet en cd ”AIDS around you.”

Når jeg fortæller min familie og bekendte i Uganda, at jeg informerer om aids, sex og kondomer, er de stolte af mit arbejde. Uganda var et af de første lande i Afrika, hvor myndighederne i slutningen af firserne begyndte at informere og rådgive om sygdommen. Folk i Uganda forholder sig åbne over for sygdommen, og som et af de første lande i Afrika er antallet af hiv-smittede reduceret. Også min familie gør en indsats i kampen mod hiv/aids, fx arbejder min søster som aidsrådgiver, og har for nylig medvirket i en film om kampen mod sygdommen.

I begyndelsen tillagde mange herboende afrikanere mig skjulte motiver for at arbejde med aids: At jeg selv havde aids eller at nogen betalte mig en masse penge for at gå rundt og snakke om sygdommen. De første år var jeg kendt som ’aidskvinden’, men i dag kalder folk mig for Mama Afrika eller for tante Peace. Det føles godt at være accepteret og respekteret for mit arbejde. Jeg er ikke længere den generte afrikanske kvinde, der kom til Danmark i 79. Mit arbejde har givet mig styrke og selvtillid.

Ifølge statistikkerne er afrikanere den gruppe i Danmark, der er hårdest ramt af aids. Mange er allerede smittede, når de kommer hertil. Det er derfor vigtigt at få fat i dem så hurtigt som muligt. De har brug for information, så de ikke smitter andre. Alle skal være forsigtige med, hvem de dyrker sex med, hvis ikke smitten skal brede sig, for aids skåner ingen.

At fortælle sin partner, man er smittet
Mange hiv/aids-smittede har kærester eller ægtefæller, der ikke ved, at deres ægtefæller er smittede eller syge.
En mand med aids blev ved med at gå i seng med sin kone uden at beskytte sig. Jeg sagde til ham: ”Du ved godt, at der er chance for, at din kone ikke er smittet. Hvis du fortsætter med ikke at beskytte dig, er det helt sikkert, at hun bliver det.” Det endte med, at han fortalte hende det.

Et par var begge hiv-positive og mente, det var unødvendigt at bruge kondom. Så måtte vi forklare dem, at de kunne have forskellige typer af hiv-virus, og de kunne blive mere syge ved at smitte hinanden med nye typer. Da jeg begyndte mit rådgivningsarbejde, var der mange afrikanske mænd, der talte ned til mig: ”Hvorfor skal vi høre på hendes snak, hun er bare en kvinde?” Men det slap de ikke godt fra, for nu befandt de sig i Danmark og ikke i Afrika.

I Afrika er kvinder økonomisk undertrykte. De styrer hjemmene og er meget stærke personer, men de råder ikke over familieindtægterne. Manden er kongen i familien, for han sidder på pengekassen. De afrikanske kønsrollemønstre dur ikke i Danmark. Når en afrikansk kvinde kommer hertil, føler hun sig mere fri. Manden er ikke længere forsørger, men på kontanthjælp, og han har ikke længere autoritet til at fortælle hende, hvad hun skal gøre. Kvinderne bliver stærkere og holder op med at sige ja, og det kan ægteskaberne ikke holde til. Derfor er skilsmisseprocenten høj blandt afrikanere i Danmark.

Jeg ville være død i dag
I dag ved jeg, at var jeg rejst tilbage til Uganda, ville hverken jeg eller min søn være i live i dag. Uganda er sammen med Rwanda og Tanzania de hårdest aidsramte lande i verden, og jeg har selv mistet mange af mine familiemedlemmer. For nylig døde mine niece og tre dage senere min tante. Det bliver ved. Det stopper ikke. Vi er nødt til at tale om hiv/aids.

Det er derfor, jeg har viet mit liv til aidsarbejdet, og alt andet må vige for det. Mange af mine venner driller mig og spørger, om jeg har et liv udover mit arbejde. Dertil må jeg svare nej. Min mobiltelefon er tændt døgnet rundt, og alle der er i smerte kan ringe til mig, også om natten. At folk, der kommer grædende op på mit kontor, går smilende derfra, betyder alverden for mig. Vi trøster ikke, som man gør i Danmark. Vi trøster dem, som man trøster et familiemedlem i Afrika, hvad enten det er på kontoret, hospitalet eller hjemmet.

Min far var præst, og jeg voksede op i en meget religiøs familie. Vores hjem var altid fyldt af mennesker, som mine forældre forsøgte at hjælpe. Dengang talte min søster og jeg om, at vores familieliv led under mine forældres sociale engagement og det var på bekostning af os børn. I dag gør vi nøjagtigt det samme: Prøver at hjælpe folk, der er i nød, og vi ser anderledes på vores barndom i dag. Vores forældre gav os noget med i bagagen. I Danmark går jeg ikke i kirke hver søndag, men altid til jul og påske. Min religion betyder meget for mig, og Gud guider mig, når jeg ikke kan finde vej. Når jeg får dårligt nyt hjemmefra, beder jeg ham give mig styrke og håb.

Min søn
Min største succes har været at få et barn. Jeg og min mand prøvede i mange år, men det lykkedes først efter 10 år. Min opdragelse har nok været mere streng, end den hans danske venner fik.

Som fjortenårig, blev han interviewet i skolen, hvor han var den eneste afrikanske elev: ”Jeg er ligesom de andre børn på skolen, bortset fra at jeg ikke får lov til det samme, som mine kammerater. Jeg må ikke komme sent hjem, for min mor opdrager mig, som hun selv blev opdraget i Uganda. Jeg kan godt forstå hende, for hun kender ikke til andet.” Det grinede jeg meget ad.

I dag er han voksen, og han klager over, at jeg ringer så tit, men jeg er stadig hans mor og vil vide, hvordan det går, og hvad han laver.

Medierne gør mig anderledes
Jeg kigger på min sorte hud, men bortset fra farven kan jeg ikke få øje på de store forskelle mellem mig og danskere: Vi spiser, griner, elsker og græder. Har jeg problemer, er det danskere, jeg løber til.
Selvfølgelig er der små forskelle: Tager jeg til stranden, så beholder jeg min lange nederdel på.

Kun når jeg læser aviser og ser TV, føler jeg mig anderledes. Jeg hører hele tiden ordet: indvandrere, indvandrere. Det er som en påmindelse om, at jeg er anderledes.

Det gør ikke indvandrere bedre, at de hele tiden får fortalt, at de er et problem for samfundet. Relationerne bliver ødelagt og det forbavser mig, hvor meget Danmark har ændret sig på det område, siden jeg kom hertil. Vi var elsket, da vi kom, og der var ingen negative ytringer i medierne om de fremmede.

Min underbo
Personligt har jeg kun oplevet racisme en enkelt gang. Det skete da jeg og min søn flyttede ind i en lejlighed i Brønshøj, i en ghetto med masser af sociale problemer. Da vi flyttede derud, havde der ikke før boet nogen udlændinge i opgangen. Beboerne var meget nysgerrige og ville gerne i kontakt med os, bortset fra min underbo, som viste sig at være forfærdelig. En aften bankede han på min dør, og da jeg åbnede den, hvæsede han: ”Hvad skal du her? Rejs tilbage til bushen, hvor du hører til!.” Jeg stod bare og stirrede, indtil jeg fandt på at lukke døren. Men han gjorde mig bange.

Så skete det, at jeg fik besøg af nogle danskere, der var kendte i medierne. Det gjorde så stort et indtryk på ham, at han begyndte at blive venligere over for mig. Da han flyttede, var vi på talefod. I dag har jeg et godt forhold til mine naboer, der både er hjælpsomme og venlige.

Unge ved for lidt om aids
Når jeg føler, jeg er færdig med mit arbejde i Danmark, har jeg og en gruppe danske veninder talt om at tage til Afrika og arbejde med børn, hvis forældre er døde af aids. Mine veninder støtter i forvejen forældreløse børn økonomisk i Afrika.

Men der er stadig meget, der bør gøres her. Fx ved unge i Danmark for lidt om hiv/aids. Vores frivillige rådgivermodel ville være et effektivt redskab. Oplær de unge og lad dem informere deres venner og skolekammerater om sygdommen. Unge mennesker lytter ikke til deres mødre, men til hinanden.

Mit arbejde følger mig, hvor end jeg er, men det er ikke en tung byrde, jeg bærer. Jeg har selv valgt det.