Seda Dodurga Grønkjær

Seda Dodurga Grønkjærs historie 

• Bryllup i kirke og moske
• At lære at spise med kniv og gaffel
• Parterapi
• Mavedans i Skjern
• Endelig et job
• Dansk arbejdspladskultur
• Børn og etnicitet
• Selvstændig eller politiker
• Drømme går i opfyldelse


Bryllup i kirke og moske
Som 14 årig besluttede jeg mig for, at jeg ville studere sprog på universitetet. Mine forældre havde sørget for, at jeg kom i en international skole, hvor undervisningssproget var engelsk. Det blev dog ikke engelsk, men spansk og litteratur, jeg valgte. På universitetet fik jeg høje karakterer, og efter 3 års studier blev jeg gæstelærer i Spanien. Udover at undervise i tyrkisk kultur og litteratur på spansk fik jeg skrevet en bog om børns vilkår i de to lande.

I Tyrkiet har vi ikke noget, der svarer til SU. Jeg skulle selv finansiere mine studier, og det gjorde jeg ved at arbejde på hotel om aftenen. Arbejdet var hårdt, men spændende, og jeg havde energien til det. Jeg startede i receptionen, og pludselig var jeg leder af den. Senere blev jeg overflyttet til andre 5 stjernede hoteller og arbejdede med marketing og administration.
På hotellet boede en dansker, der var udstationeret i Tyrkiet. Han var den værste kunde, jeg har haft. Han brokkede sig over alt, og intet kunne gøre ham tilfreds. Jeg kunne ikke fordrage ham. I dag er vi gift, og jeg kan stadig ikke forklare, hvordan det gik til, at vi forelskede os i hinanden. Vi flyttede sammen på hotellet, indtil vi fandt en lejlighed at bo i. Når jeg kigger tilbage på vores fælles liv i Istanbul, vil jeg beskrive det som en drømmeperiode. Vi lavede aldrig mad, men spiste ude. Vi behøvede ikke at bekymre os om noget praktisk, men kunne fuldt ud koncentrere os om hinanden og vores arbejde. På det tidspunkt arbejdede jeg som professor på universitetet. Min familie var vild med Jan. Alt gik op i en højere enhed, indtil Jans firma måtte lukke sin afdeling i Istanbul.

Vi blev nødt til at tage en beslutning om, hvor vi ville være, og valget faldt på Danmark. Men først skulle vi giftes. Det var min mors ønske, at vi blev gift i en moske. Hun er den eneste i familien, der praktiserer sin religion og beder 5 gange om dagen. Dagen efter vielsen tog jeg bryllupskjolen under armen og fløj til Danmark, hvor vi blev gift i en kirke med efterfølgende fest for venner og familie. Allerede her kunne jeg mærke, at det ville blive svært for mig at få et tæt forhold til mine svigerforældre. Deres svigerdatter hed ikke Seda for Jan havde været gift før og forældrene havde stadig et varmt og tæt forhold til hans forhenværende kone. Det var heller ikke let for Jans to voksne døtre at skulle rumme mig. Vi var næsten jævnaldrende.

At lære at spise med kniv og gaffel
Jeg vidste, at dansk var adgangskortet til et job i mit nye land, men at lære sproget var ikke problemfrit. Jeg tilmeldte mig den nærmeste sprogskole og blev placeret i en klasse med kursister, der ingen uddannelser havde. Undervisningen i dansk kultur- og samfundsforståelse bestod bl.a. i at spise med kniv og gaffel. Det var frustrerende, at undervisningen var så langsom, og jeg bad kommunen om at blive flyttet til en anden skole, der udbød intensive kurser, men fik afslag.

En af mine naboer, en pensioneret gårdejer, gik til den lokale avis, der skrev en artikel om, hvor ufleksibelt kommunen havde håndteret sagen. Det eneste jeg ønskede var at lære dansk så hurtigt som muligt. Det virkede, og jeg fik lov til at skifte skole. Efter et halvt års undervisning, bestod jeg danskeksamen.

Fra dag 1 i Danmark begyndte jeg at søge job. I begyndelsen var jeg glad og optimistisk. Jeg skal nok finde et job, tænkte jeg, men efter at have sendt 150 ansøgninger uden resultat, begyndte selvtilliden at ryge. At være selvstændig og økonomisk uafhængig havde altid været vigtigt for mig, og nu gik jeg rundt og var arbejdsløs.Et blandet ægteskab møder mere modstand end et almindeligt. Uanset hvor højt man elsker og respekterer hinanden, er man ikke lige. Man er her på den andens præmisser.

I Tyrkiet var jeg den stærke og Jan den frustrerede. Han sagde tit, at han følte sig som et barn. Men det kunne ikke sammenlignes med min situation her, for han var udstationeret i et godt job, og alting blev arrangeret for ham.

Parterapi
Mine frustrationer over ikke at kunne komme ud på arbejdsmarkedet påvirkede vores ægteskab negativt. Jan og jeg havde altid været et godt par på trods af vores forskelligheder, men når vi havde det dårligt, så havde vi det rigtigt dårligt. Vi stillede os flere gange spørgsmålet, om vi skulle blive sammen. Da krisen var på sit højeste, gik vi i parterapi.

Hvis ikke vi var gået i parterapi, var vi gået fra hinanden. Vi har lært at acceptere hinandens særheder, og i dag er vores forhold stærkere end nogensinde. Jeg har lært at arbejde med min perfektionisme og være mere afslappet. Ting behøver ikke at ligge på én bestemt måde og kun på den måde. Og der sker ikke noget, hvis jeg tager det stille og roligt en gang imellem. Jans tolerancetærskel er blevet større.

Før jeg kom til Danmark, var jeg en storbypige, og det var noget af en omvæltning at flytte i hus på landet med køer som nærmeste naboer. Men jeg elsker det simpelthen. Folk er stille og rolige og har taget godt imod mig. Jeg har mange venner, der har støttet og trøstet mig, når jeg trængte til det. Jeg var aldrig alene i den periode, hvor det gik ned ad bakke.

Det hjalp mig også, at jeg havde råd til at rejse hjem til mine forældre og bo der i perioder, hvor jeg havde brug for dem.

Mavedans i Skjern
Da jeg var i Istanbul, tog jeg et kursus i mavedans. De fleste kvinder i Tyrkiet kan danse mavedans, men jeg havde besluttet at lære det ordentligt. I Danmark tog jeg kontakt til en aftenskole i Skjern, som sagde ja til at oprette et hold i mavedans med mig som lærer.

Det gav mig meget at undervise danske kvinder. Mavedans er en meget sensuel dans, og jeg kunne mærke, hvordan dansen påvirkede deres kvindelighed. De begyndte at gå mere op i makeup og tøj. Jeg lærte også meget om danske kvinder: At 60-årige kvinder interesserede sig for ligestilling. I Tyrkiet er det kun den unge generation, der interesserer sig for det.

Mavedans blev så stor en succes, at jeg underviste tre aftener om ugen i en periode. Det var rart at tjene sine egne penge, men i dag har jeg ikke tid til det.

Endelig et job
I 2004 var jeg og en veninde på pigeweekend, og min veninde opfordrede mig til at søge en stilling som projektkoordinator på KVINFOs mentornetværk i Århus. Kort efter fik jeg brev om at møde til en jobsamtale. Og jeg fik jobbet.
Efter den ansættelse kan jeg trække et streg i mit liv. Min selvtillid og glæde kom tilbage lidt efter lidt.

Jeg elsker mit job, selvom jeg dagligt har mellem 2 og 3 timers transporttid. Jeg arbejder nu både i Århus og Esbjerg. KVINFOs mentornetværk matcher flygtninge/indvandrerkvinder med kvinder på det danske arbejdsmarked. Vi kalder parterne mentees og mentorer.

Mentees er ressourcestærke kvinder, der ønsker at komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg har mulighed for at gøre en indsats ved at skaffe dem en mentor. Når jeg snakker med mentees, ved jeg lige, hvor skoen trykker, og jeg kan gøre brug af mine personlige erfaringer. De stiller spørgsmål om mit liv i Danmark og føler sig trygge ved at vide, at jeg har været igennem det samme.

Dansk arbejdspladskultur
Man kan også få en mentor, selvom man har et job. En mentor kan fortælle om den danske arbejdspladskultur, der ikke er let at afkode og kan være meget firkantet. Der er ikke plads til forskelle, og det kan skabe spændinger, at man møder op i tøj, der ikke helt passer ind i mængden.

Jeg synes, danske kvinder er meget afslappede mht. tøj. Mode interesserer mig, og jeg går op i mit tøj og mit udseende. Det undrede mig i begyndelsen, at kvinder gik i Brugsen uden at have lagt makeup. En engelsk veninde gav mig et råd: ”Bliv ved med at være, som du er, ellers får du det dårligt med dig selv.” Siden den dag har jeg klædt mig, som jeg har lyst til. Dog bruger jeg kun makeup, når jeg skal noget særligt, så noget af det danske er smittet af på mig. Men mine højhælede sko bliver ikke udskiftet med flade sko, selvom de udløser misbilligende blikke på min arbejdsplads. En reaktion, der kom bag på mig og gjorde mig ked af det.

Børn og etnicitet
De sidste år i Danmark har jeg kaldt for balanceår. Jeg har en dejlig mand og nære venner. Jeg føler mig som en del af det danske samfund og har fået mulighed for at gøre noget for andre gennem mit job. På hjemmefronten har jeg lært at nyde livet og være afslappet omkring oprydning og rengøring. Arbejdsmæssigt stiller jeg stadig store krav til mig selv. Heldigvis harmonerer de med de krav om effektivitet, som danske arbejdspladser stiller: Når du er på arbejde, skal du præstere noget. Personligt er jeg vild med det, og jeg passer bedre til det danske system end til det tyrkiske.

Vi planlægger ikke at få børn. Jeg har aldrig følt lyst til at få et barn. Jeg er den yngste af en børneflok på 6, og mine forældre har kun 2 børnebørn. Så vi er ikke nogen typisk tyrkisk familie. Men får jeg et barn, er det vigtigt, at det kender sine tyrkiske rødder.

Det er først på det sidste, jeg er blevet afklaret og åben om min etniske baggrund. I begyndelsen ville jeg være dansker. Mine venner driller mig stadig med, at jeg de første år sagde: ”Dengang jeg var tyrker.” Jeg spiste endda kun dansk mad, men i dag har vi to madafdelinger hjemme: Jeg står for den tyrkiske og Jan for den danske.

Selvstændig eller politiker
Jeg har ingen kontakt til det tyrkiske samfund i Danmark, dels fordi jeg bor på landet, men også fordi jeg har set mange eksempler på, at man bliver fastholdt i sin gamle kultur. Jeg har holdt oplæg om Tyrkiet, men der blev fokuseret for meget på religion og tørklæder. Jeg har ikke noget spændende at sige om det og stoppede. I Tyrkiet er tørklæder forbudt på offentlige arbejdspladser, og jeg undrer mig over diskussionen i Danmark. Tørklædet er et privat symbol ikke et religiøst symbol.

Det ligger i min personlighed at være selvstændig, og jeg og min mand har en drøm om at starte en virksomhed op sammen. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg er meget serviceminded. Måske bliver det inden for turisme, hvor jeg har mulighed for at bruge en større del af min personlighed.

Politik har altid interesseret mig, og jeg tænker ofte på at gå ind i politik, men først skal jeg blive bedre til at formulere mig på dansk. Jeg vil arbejde med integration. Jeg er meget begejstret for den danske integrationslov, der giver alle muligheder for at klare sig.

At man kommer på sprogskole og lærer dansk med det samme, synes jeg er flot. Mine problemer med danskundervisning var specielle, og man kan ikke laste systemet for det. Jeg vil arbejde for yderligere stramninger af loven fx i forbindelse med arrangerede ægteskaber.

Drømme går i opfyldelse
Jeg ved ikke, om vi bliver boende i Danmark. Jan er meget forelsket i Tyrkiet, og jeg håber vi kan kombinere Danmark og Tyrkiet gennem et fælles arbejde. Jeg skal have et sted, jeg kan kalde mit hjem, og i dag er det uden diskussion Danmark, men om 10 år kan det være Tyrkiet.
Sommetider overhaler livet en. For en måned siden fik jeg og min mand et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, nemlig at starte et firma op i Tyrkiet, der formidler salg af ejendomme. Somme tider går drømme i opfyldelse.