Nadia Akbar

Nadia Akbars historie 

• Piger flytter ikke hjemmefra
• Jeg måtte ikke tage til fester
• Tilbage til Pakistan
• Jeg var meget usikker som barn
• Integrationsministeriets rollemodeller
• Tørklæde er ingen hindring
• Den sociale kontrol
• Mit liv nu og i fremtiden



Piger flytter ikke hjemmefra
Min far er lidt af en eventyrer. Efter sin studentereksamen besluttede han sig for at se verden, og det førte ham til Danmark, der dengang havde åbne grænser og ikke krævede visum. Han fik job på Lindøværftet i Munkebo og nogle år efter blev han gift med min mor. Min morfar var en kendt advokat og meget velstillet. Man siger, at hvis man rejser til et andet land, er det fordi, man mangler noget, men min mor gjorde det omvendte. Hun sagde farvel til et privilegeret og behageligt liv i Pakistan. Og min far måtte love familien, at han ville forsørge hende, så hun ikke skulle ud at arbejde. Det løfte har han holdt. Han har arbejdet hårdt, og i dag er han selvstændig taxavognmand. Selvom om min mor ikke har været ude på arbejdsmarkedet, har hun lært dansk og levet et aktivt og udadvendt liv.

At jeg og mine søskende har haft frie tøjler, skyldes min mor. Hun har altid bakket os op og haft høje ambitioner på vores vegne. Da min storesøster ville flytte til København for at læse jura, var det hende, der overtalte min far. Normalt skal piger i pakistanske familier bo hjemme, indtil de bliver gift, og de må vælge en uddannelse, det sted hvor de bor. At min far gav min søster lov til at flytte hjemmefra var en kæmpesag, der ikke alene banede vejen for mig, men også for andre piger. Hvis hans datter kan få lov at flytte hjemmefra, så kan min også. Min far nyder stor respekt i pakistanske kredse. Da jeg selv besluttede at flytte til Herning for at uddanne mig som eksportsælger, fik jeg lov uden problemer.

Min søster er det gode eksempel, der klarer sine studier og har et godt rygte. Hun har ikke sat nogen plet på familiens ære, selvom hun valgte at flytte hjemmefra.

Jeg måtte ikke tage til fester
At mine forældre har været meget forstående og givet lov til meget betyder ikke, at jeg og mine søstre har kunnet gøre, hvad vi ville. Vi måtte ikke tage til fester, kun skolefester. Det havde jeg det fint med. Nogle af mine pakistanske veninder sagde tit om mandagen: ”Nej, hvor er det irriterende. Nu skal vi høre om alle deres fester”.

Min opdragelse gør, at jeg tænker og prioriterer anderledes. Jeg er blevet indprentet, at alkohol er bandlyst, og det accepterer jeg fuldt ud. Jeg kan sagtens more mig uden at have drukket mig en kæp i øret.Vi piger og mine søstre holder nogle store pigefester med danseshows og konkurrencer i Odense. Det er vildt sjovt og bedre end at sidde hjemme og sludre.

Tilbage til Pakistan
Det nytter ikke at sidde og være i konflikt med sig selv og være i tvivl om, hvad man er mest. Personligt kender jeg til problematikken. Efter handelsgymnasiet tog jeg et halvt år til Pakistan tilbage til mine rødder. Jeg ville bo hos min familie i længere tid for at komme tæt på kulturen for at blive afklaret om mit tilhørselsforhold. Det blev jeg, og jeg valgte at vende tilbage til Danmark.

I dag føler jeg mig ikke splittet mellem dansk og pakistansk kultur. Jeg har valgt at tage det positive fra begge kulturer. Den danske kultur har lært mig at være socialt engageret. Allerede da jeg gik i folkeskolen, irriterede det mig voldsomt, at en gruppe 2. generationsindvandrere gik og lavede ballade på banegården i Odense, og jeg tænkte dengang, om jeg kunne gøre noget. Skal jeg samle dem en dag på banegården og spørge dem: Hvorfor ødelægger I det for os andre?” Ikke at jeg selv oplevede direkte racisme, men det gik ud over andre uskyldige indvandrerdrenge.

Jeg var meget usikker som barn
Det er vigtigt at have selvtillid. Hvis du ikke udstråler selvtillid og styrke, kommer du ikke frem. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Jeg har kæmpet hårdt for det. I folkeskolen kunne det tage mig en time at række hånden i vejret og sige et eller andet. Jeg var meget usikker og genert.

Men jeg indså, at skulle jeg blive til noget, måtte jeg ændre mig. At skulle kæmpe mod sig selv, mod sit eget indre er en hård proces. Overgangen fra folkeskolen til handelsgymnasiet gav mig en ny chance. Her var der ingen, der kendte mig som en stille pige, og jeg kunne starte på en frisk. Det var som at skifte tøjstil efter sommerferien. I dag har jeg ingen problemer med at stå foran en stor forsamling og holde foredrag. Det giver mig styrke.

Mange pakistanske forældre fortæller deres børn, at de skal være læger, advokater eller ingeniører, men jeg havde frihed til at vælge uddannelse efter interesse. I Pakistan var jeg blevet interesseret i at lære mere om eksport og import. Jeg tog en 2-årig uddannelse som eksportsælger i Herning. Så skulle jeg finde job, men det var svært. Firmaerne foretrak ansøgere med erhvervserfaring, og det havde jeg ikke. Ok, tænkte jeg, så må jeg gå et skridt længere ned og søge job som butiksassistent, selvom jeg var overkvalificeret.

Integrationsministeriets rollemodeller
Jeg rejste til København og opsøgte modebutikker på Strøget og gav dem mit CV. Personlig henvendelse er en rigtig god ide, hvis man vil have et job. Det lykkedes mig at blive indkaldt til en samtale, hvor jeg blev spurgt, om jeg virkelig ville arbejde som butiksassistent. Jeg svarede: ”Spørgsmålet er faktisk, om du vil have mig i din butik?” Og det ville han gerne. To uger efter havde jeg et job og en lejlighed.

At stå og lægge tøj sammen var ikke udfordrende nok for mig, men umiddelbart efter min ansættelse, kom jeg til at stå for regnskabet. Det endte med, at jeg blev ansvarlig for herreafdelingen og skulle oplære nye elever. Efter halvandet år i butikken, savnede jeg skolebænken og kantinemaden og søgte ind på Handelshøjskolen for at læse handelsjura. Jeg droppede mit fuldtidsjob, men fortsatte som assistance. Samtidig blev jeg bedt om at være rollemodel. Jeg sagde ja, for det betyder meget for mig at kunne gøre noget for unge med udenlandsk baggrund. Når jeg er ude at holde foredrag for unge med anden etnisk baggrund, fortæller jeg dem om de problemer, jeg har haft, at mine forældre ikke har kunnet hjælpe med lektier. Når jeg skulle i praktik, var det lettere for ens danske klassekammerater, fordi deres forældre havde et netværk.

Jeg fortæller også, at det med at ens fætters onkel ikke har fået job, og så får man det heller ikke selv, det kan de ikke bruge til noget. Pessimisme og offerroller åbner ingen døre. Arbejdsløse danskere sender også mange ansøgninger uden at få job. At give op efter 10 afslag er for dårligt. De skal nok få job, hvis de kæmper længe nok.

Sommetider er det for let at give op i Danmark, for der er en anden mulighed, nemlig kontanthjælpen. Ikke at man skal afskaffe den, for mange har virkelig brug for den. Men de unge mennesker vi henvender os til, hvis forældre heller ikke har job, giver op for hurtigt. Ghettoerne er med til at fastholde de unge i ’det nytter ikke noget’ holdningen.

Tørklæde er ingen hindring
Min mor insisterede på, at vi ikke flyttede ud i Vollsmose, hvor lejlighederne var billige. Hun forudså udviklingen med de mange unge, der rotter sig sammen og påvirker hinanden negativt. Og hun fik ret. Jeg har snakket med etniske piger på Nørrebro, der ikke ved, hvad der ligger uden for Jagtvej. Deres liv består af skole – hjem. Det er frygteligt, og sådan kunne jeg ikke leve.

De unge er meget interesseret i at høre om, hvordan jeg fik lov til at flytte hjemmefra, og hvorfor jeg ikke går med tørklæde. Jeg går ikke med tørklæde, og min mor har heller aldrig gjort det, men hvis mine forældre havde insisteret på det, ville jeg have gjort det. Jeg har stor respekt for dem, der går med det, for jeg har set de nedværdigende blikke de får. Hvis de gerne vil gå med tørklæde, så kæmp for det, men for mig ligger islam ikke i påklædningen, men i hjertet.

Omvendt må man også forstå modstanden mod tørklæder. Hvis du er ansat i en parfume- eller makeup afdeling, er der ikke hende med tørklædet, kunden henvender sig til, hvis hun vil have hjælp. Men når det gælder tøj, er det ikke så vigtigt, hvis man er smart og modebevidst, er der ingen problemer med at ansætte en pige med tørklæde.

Den sociale kontrol
Den største modstand i mit liv kommer faktisk fra pakistanske kredse.
Der sladres meget i de pakistanske kredse. Nogle synes, jeg er for dansk, og hvis de ser mig med en drengeven, så tror de, det er min kæreste. Kærester er tabu. Det er bandlyst. Selvom du bor i København, kan nyheden ryge direkte til Odense med adresse til mine forældre. ”Jeg har set jeres datter med en dreng.” Men hvorfor skulle jeg møde mine drengevenner i skjul, når mit hjerte er rent? Jeg skylder dem ikke nogen forklaring.

Manden i mit liv er ikke dukket op endnu, men jeg håber at finde en i Danmark med pakistansk baggrund. Pakistansk kultur betyder meget for mig, og jeg vil gerne giftes på traditionel pakistansk måde i en rød bryllupskjole og tale urdu med mine børn. Men jeg vælger selv, hvem jeg skal giftes med, og han skal være indforstået med at deltage i børnepasningen. Det er ikke kun mig, der skal knokle derhjemme efter arbejde.

Mit liv nu og i fremtiden
Jeg har et dejligt liv: En familie, der bakker mig op, gode venner og et godt arbejde og studium. Min kalender er booket op med en masse aftaler om træning, foredrag og caféaftaler med vennerne.
Om 10 år er jeg gift og har to børn. Jeg har styr på familien, samtidig med at jeg har gang i karrieren. Jeg tænker meget på, at mine børn skal være stolte af deres mor. Hun skal ikke være hjemmegående, men have et arbejde og et netværk, som engang kan hjælpe dem fx med en praktikplads.