Nerma Hadziahmetovic

Nerma Hadziahmetovic’s historie
 
• Fra Bosnien til Bornholm
• Fra biologilærer til sundhedsassistent
• Vigtigt at vise sin usikkerhed
• Jeg prioriterer anderledes
• Jeg er ikke undertrykt
• Drømmen om at rejse tilbage


Fra Bosnien til Bornholm
I 1992 så min fremtid lys og lovende ud. Jeg havde afsluttet mit studium på universitetet i Sarajevo og var på vej til at få job som biologilærer på gymnasiet i Trebinje. Jeg og min kæreste, Muhamed, var i fuld gang med at planlægge stort bryllup for venner og familie. Men så brød krigen ud og satte en stopper for mit og min families liv i Bosnien. Gift blev vi, men ikke i mit hjemland, men på Bornholm.

Krigen tvang os på flugt til Danmark, nærmere bestemt til Bornholm. Vi boede 1 år i et asylcenter i en lille landsby uden for Neksø. Selvom vi var i sikkerhed og havde tag over hovedet var ventetiden på at få asyl hård, ikke mindst, fordi vi havde fået vores første barn og ventede nummer to. Vi ville gerne i gang med at lære dansk, men måtte ikke, da ingen vidste, om vi skulle sendes hjem igen. Derimod måtte vi gerne modtage undervisning i engelsk, og det tilbud tog vi imod.

I 1994 fik vi alle asyl og flyttede til Neksø. Vi kunne nu begynde på danskundervisning på sprogskolen. Jeg var glad for undervisningen, men jeg synes, vi havde alt for meget grammatik og for lidt kommunikation. Det dansk, vi lærte, var rigsdansk, og da vi skulle ud og bruge sproget, kunne vi intet forstå. Bornholmsk er meget svært, så vi skulle næsten begynde forfra.

Fra biologilærer til sundhedsassistent
Drømmen om at blive gymnasielærer havde jeg ikke opgivet, og det lykkedes min sagsbehandler at få mig i praktik på Rønne Gymnasium, men desværre var mine danskkundskaber utilstrækkelige, og jeg måtte opgive at undervise. Jeg blev ved med at sende masser af ansøgninger til steder, som lå inden for mit fag, men hørte aldrig noget.

Et arbejde ville jeg have, om det så betød, at jeg måtte opgive at arbejde inden for mit fag. Jeg fandt ud af, at de bedste jobmuligheder lå inden for SOSU området (Social og Sundhedsuddannelse, red.). Min søster, der havde arbejdet som sekretær i Bosnien fik mig overtalt til, at vi sammen begyndte på en social og sundhedsuddannelse. Begyndelsen var svær, og da jeg kom i praktik på et plejehjem for første gang, var jeg på nippet til at opgive. Jeg fik et chok, da jeg så, hvad jeg skulle lave. At man skulle vaske gamle mennesker, var for grænseoverskridende. Plejehjemslederen kunne mærke, at jeg var ved at få kolde fødder og tog en snak med mig og overbeviste mig om, at jeg var dygtig, og at det nok skulle gå. Det fik hun ret i, og efter 3 uger gik det fint. Men hvis ikke hun havde talt med mig, er jeg ikke sikker på, at jeg var fortsat. Hun gav mig selvtillid.

Vigtigt at vise sin usikkerhed
Da jeg og min søster begyndte på SOSU-uddannelsen, var vi 3 med etnisk minoritetsbaggrund på holdet. Fælles projekter var obligatoriske på skolen, og vi oplevede i begyndelsen en vis lukkethed fra de danske elevers side. De foretrak at være i grupper med hinanden.

Vi blev spurgt, om vi tre ikke helst ville lave et projekt sammen, men vi gik til lærerne og insisterede på at komme i blandede grupper. Projektet kom til at gå rigtigt fint, selvom jeg til tider oplevede, at det var svært at få mine meninger igennem. Det var tydeligt, at os med en anden etnisk baggrund havde andre holdninger til mange ting, men vi var tilbageholdende med at tilkendegive dem. Heldigvis var der en god lærer på skolen, der kunne mærke, hvis man ikke havde det godt og tog sig tid til at støtte og snakke med os, hvis der var problemer på skolen eller på praktikstedet.


Da jeg søgte job som færdiguddannet assistent var der, foruden mig, to danskere til samtale, men jeg fik jobbet. Den første tid var vanskelig. Selvom jeg havde min uddannelse, var der mange ting, jeg ikke havde prøvet i min praktik, og som ny kan man ikke lide at sige, at man aldrig har prøvet at skylle kateter før. Man ved ikke, hvordan ens usikkerhed bliver tolket. Heldigvis var der en sygeplejerske, der forstod min situation. Hun tog mig i hånden og sagde, nu skal du gøre det, mens jeg kigger på eller viser dig hvordan. Bagefter skal du vise mig, at du kan.

I dag vejleder jeg selv elever og siger det samme til dem. Det er vigtigt, at arbejdsstedet melder klart ud, at det er i orden at sige, at noget er nyt for en, men man gerne vil lære det.

Jeg prioriterer anderledes
I dag er jeg glad for mit arbejde. Jeg har god kontakt med de ældre, og jeg er glad for at kunne hjælpe dem. At jeg er fremmed, har aldrig givet problemer. Af og til misforstår jeg et ord, men så hjælper humoren på forståelsen. Jeg har det fint med mine kollegaer, som respekterer mig, også selv om jeg har en anden synsvinkel på nogle ting.

Fx tager vores arbejdsplaner mere hensyn til de ansattes behov end til de ældres. Alt er skemalagt til mindste detalje. Klokken halv otte skal fx Hr. Hansen op og i bad, så skal han spise osv. Jeg spørger, om han har lyst til at komme i bad nu, eller om han hellere vil gå en tur og snakke lidt. Jeg ved godt, jeg ikke kan ændre systemet, men jeg prioriterer anderledes end nogle af mine kollegaer, og det accepterer de fuldt ud. Min styrke er, at jeg har en faglig viden, og jeg ved, jeg er dygtig til mit arbejde.

Min etniske baggrund føler jeg ikke som en hindring, tværtimod hører jeg både beboere og kollegaer sige om min søster og jeg, at vi har vores faglighed, men vi har også følelser, som vi viser og bruger i vores arbejde. Måske er det en af grundene til, at vi er blevet accepterede. På møderne bliver der lyttet til, hvad jeg siger, og mine kollegaer er meget åbne over for mine ideer.

Fordomme har jeg kun mødt enkelte gange. Om sommeren ansætter vi ferieafløsere. Enkelte har haft svært ved at modtage instruktioner fra mig, men jeg har en faglig uddannelse, som afløseren ikke altid har. Det er hende, der skal spørge mig, og ikke mig, der skal lytte. Her bliver kritiske bemærkninger om mit sprog somme tider brugt til at markere en forskel mellem ’dem’ og ’mig’.

Jeg er ikke undertrykt
At være velintegreret betyder, at man accepterer og respekterer det danske samfund, love og traditioner, men at man også skal holde fast i sin egen baggrund. Man skal ikke assimilere sig. Jeg er muslim, men jeg bærer ikke tørklæde. Nogle danskere bliver meget overraskede, når jeg fortæller, at jeg er muslim og spørger: ”Hvor er dit tørklæde?”. Jeg svarer, at jeg aldrig har gået med tørklæde. Det har hverken min mor eller bedstemor gjort, ligesom vi ikke lever i arrangerede ægteskaber. Undertrykt er jeg heller ikke. Godt nok laver min mand ikke mad, men han gør en masse andre ting, fx støvsuger eller maler.
Mine børn er født i Danmark, men de har bosniske rødder, og dem skal de beholde. Hjemme taler vi kun bosnisk sammen. Børn kan sagtens lære to sprog samtidig. For os er det vigtigt, at vores forældre kan tale bosnisk med deres børnebørn, da vores forældre har svært ved at tale dansk.

Man skal engagere sig i det samfund, man lever i, og det, man har med sig, skal man bruge i sit nye land. Både jeg og Muhamed har været forældrerepræsentanter. I en periode var Muhamed også fodboldtræner. Det betyder meget for børnene, at deres forældre er aktive. Det kan være svært at finde tid til alle møderne, også i fagforeningen. Jeg er nødt til at sætte grænser, når man i perioder skal til noget næsten hver aften.

Her i Neksø har vi en bosnisk forening. En gang om måneden holder vi fest, hvor vores børn og danske venner er med. Når jeg er til julefrokost på arbejdet, drikker jeg højst et glas eller to og går ikke med i byen bagefter. I begyndelsen fik jeg tit stukket i hovedet, at jeg måtte være undertrykt, men min mand har ingen problemer med, at jeg går til fest hos mine kollegaer. Det er min egen beslutning.

Drømmen om at rejse tilbage
Familiesammenholdet er stærkt i vores kultur. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden at have daglig kontakt med min mor og søster. Heldigvis bor vi i gå-afstand fra hinanden, så jeg smutter over til min mor dagligt. Det samme gør mine og min søsters børn. Min far døde sidste år, og min mor bor alene. Vi hjælper hinanden. De ældre er med til at passe børn og lave mad. Hvis de ældre så skal til læge, er det os børn, der tager med dem. Det fungerer rigtigt godt, men den ældre generation respekterer, at vi unge har vores eget liv, så de overrender os ikke. For mig er det vigtigt at have tid til min familie, og jeg arbejder derfor på nedsat tid. Børn har brug for hjælp og støtte. Danmark er et godt samfund, men jeg oplever, at mange er meget stressede af at arbejde så meget. Der er ikke altid tid til familien.

Om 10 år er mine børn i gang med deres uddannelser, muligvis i København. Jeg kan ikke forestille mig, at mine børn studerer i København, og Muhamed og jeg bor her. Muligvis flytter vi i nærheden af dem, men selvfølgelig vil vi respektere, at de skal have deres eget liv. Måske går jeg selv i gang med at videreuddanne mig til sygeplejerske. Men lige nu er jeg meget tilfreds med mit liv. Jeg har et godt arbejde og venner og familie omkring mig. Men vi har stadig en lille drøm om måske at vende tilbage til Bosnien, især min mand og den ældre generation savner vores hjemland.