Asmaa Abdol - Hamid

Asmaa Abdol - Hamids historie

• Statsløse palæstinensere
• Kristent samfund
• Jeg valgte selv at gå med tørklæde
• Måtte insistere på at komme i gymnasiet
• Vollsmoses første pigeklub
• Jeg kan ikke lide ordet integration
• Som muslim bliver man angrebet



Statsløse palæstinensere
Mine forældre er begge palæstinensiske flygtninge, men deres sociale baggrund er vidt forskellig. Min far voksede op under elendige forhold i en flygtningelejr i Libanon uden mulighed for at få sig en uddannelse. Som ældste søn ud af 9 børn måtte han tidligt finde sig et arbejde og hjælpe til med at forsørge sin familie.

Min mors familie derimod var økonomisk velstillet og boede i flere år i Saudi Arabien, hvor min bedstefader arbejdede. Efter studentereksamen rejste min mor tilbage til Libanon for at uddanne sig som lærer. Dér mødte hun min far, som hun giftede sig med.

I midten af halvfjerdserne flyttede de til De Forenede Arabiske Emirater, hvor min far arbejdede både som chauffør og som selvstændig handelsmand, bl.a. solgte han biler. Min bror, fire søstre og jeg voksede op i økonomisk trygge kår, indtil min far ligesom andre statsløse palæstinensere begyndte at få problemer med efterretningstjenesten.

Baggrunden var, at i 1982 invaderede Israel Libanon. Som følge heraf blev størstedelen af PLO (Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, red.) fordrevet fra Libanon. Fordrivelsen skabte problemer for palæstinensere i den arabiske verden bl.a. i Syrien, Jordan, Libanon og Emiraterne. I ingen af disse lande kunne palæstinensere opnå statsborgerskab, og så længe man ikke havde en godkendt national identitet, fik man hverken beskyttelse eller frihed.

At min far blev fængslet og tortureret skyldtes alene, at han var statsløs palæstinenser. I 1986 var situationen så alvorlig, at min mor kontaktede Dansk Flygtningehjælp, der bevilligede os politisk asyl i Danmark. Min far kom først hertil 8 måneder senere.

Kristent samfund
Efter et ophold i Sandholm Lejren flyttede vi til en lille landsby, Genner, i Sønderjylland, hvor vi blev indkvarteret i et hus. På det tidspunkt var jeg bare 6 år, og jeg husker kun, at vores danske naboer kom over og hilste på os og spurgte, om de kunne hjælpe os med noget, fx at passe børn. Før min far kom til Danmark, var min mor alene om at få hverdagen til at fungere.

Tidligt om morgenen afleverede hun mine to yngste søstre i dagpleje, fulgte mine tre ældre søskende og mig i den lokale skole og tog så selv bussen til sprogskolen i Åbenrå. I løbet af 2 måneder havde vi lært så meget dansk, at vi kunne begå os blandt de danske børn. Vi fik hurtigt danske venner og veninder og gik ud og ind hos hinanden og var med til hinandens fødselsdage. Naboer ringede på vores dør og spurgte om, de kunne få lov til at se, hvordan vi lavede mad.

Så snart min far kom til Danmark, begyndte han også at lære dansk på sprogskolen i Åbenrå, men han havde svært ved at sidde stille på en skolebænk og var ikke nogen let elev. Ofte følte han sig provokeret af nogle af lærernes proisraelske udlægninger af konflikten i Mellemøsten.

Han fandt hurtigt et arbejde som halal slagter og stoppede på skolen. Blandt arabere i Sønderjylland var der efterspørgsel på halal slagtet kød, og min far havde autorisation til at halalslagte dyr. Han tog rundt til de lokale gårdmænd og lavede kontrakter på får og køer, som han senere slagtede. Senere åbnede han det første shawarmaspisested i Åbenrå.

Fritiden tilbragte vi børn i den lokale fritids- og sportsklub, hvor jeg bl.a. spillede håndbold, en sportsgren jeg var så god til, at jeg på et tidspunkt blev anfører for holdet og endda opfandt mit eget skud. Mine forældre var ikke restriktive over for os, og de så gerne, at vi gik i den lokale ungdomsklub, også om aftenen.

Da jeg kom i teenagealderen afstod mine søskende og jeg fra fester og diskoteker, hvad vi ikke følte som et savn. Almindelige ”teenagerting” interesserede mig ikke som fx: Hvem skal jeg score i dag og hvem er den mest lækre fyr? Der kunne jeg ikke bidrage med noget.

Genner var et trygt sted at vokse op i. Det var samtidig et meget kristent samfund, hvor de fleste indbyggere gik i kirke om søndagen. Vi børn deltog ofte i kirkegangen fx til konfirmationer og til julegudstjenesten for at lære, hvad kristendommen var. Jeg tror, at det var heldigt for os at komme til at bo i et samfund, hvor religion var en normal del af folks tilværelse. Det betød, at folk viste forståelse for, at min familie var praktiserende muslimer.

Jeg valgte selv at gå med tørklæde
Da jeg var 14 år flyttede vi fra Genner til Røde Kro. På det tidspunkt traf jeg det valg at gå med tørklæde og islamisk klædedragt, der dækkede min kropsfigur. Jeg var den eneste elev, der gik med tørklæde.

Allerede som lille ønskede jeg at gå med tørklæde ligesom min mor. Men hun sagde, at jeg skulle vente, indtil jeg kom i puberteten. Først da, mente hun, var jeg voksen nok til at træffe mit eget valg. At bære tørklæde var for mig ikke et spørgsmål om at følge en tradition, men derimod et religiøst valg. Min beslutning fik konsekvenser: Fx måtte jeg holde op med at spille håndbold i det offentlige rum, da min klædedragt var upraktisk på en håndboldbane. 

Mens jeg gik i skole, gik jeg meget 
op i min palæstinensiske baggrund, og mange af mine skoleprojekter handlede om palæstinensere eller muslimer i Danmark. Som etnisk minoritet er det vigtigt at kende sin identitet.

Måtte insistere på at komme i gymnasiet
Det var en brat overgang at komme fra et beskyttet samfund til en større by.
I Genner indgik vi i et menneskeligt fællesskab, men i Røde Kro følte vi os socialt isolerede, selvom vi bevarede kontakten med vores venner i Genner.

I skolen mærkede mine søskende og jeg tydeligt, at lærerne ikke havde de samme høje forventninger til vores faglige kundskaber som til de etnisk danske elever. Det kom bl.a. til udtryk, da min ældste søster valgte at gå i gymnasiet efter 9.klasse. På trods af hendes høje karakterer fik hun at vide, at hun skulle vente og tage 10. klasse med og efterfølgende tage en handelsuddannelse. Det samme skete for mig, og jeg måtte til sidst true med en advokat, før folkeskolen ville indstille mig til gymnasiet.

Jeg valgte handelsgymnasiet i Åbenrå frem for at gå på et almindeligt gymnasium, og det har jeg aldrig fortrudt. Lærerne var dygtige og engagerede. Fagene relaterede sig til den virkelighed, som vi levede i, ikke mindst samfundsfag, der gav mig et indblik i, hvordan de politiske systemer var bygget op i Danmark.

Jeg nåede kun at gå et år på handelsgymnasiet, før vi i 1998 flyttede fra Røde Kro til Odense. Vi ville gerne bo i en større by, hvor mulighederne for videregående uddannelser var større. Min mor var meget fokuseret på, at vi børn skulle have gode uddannelser: En uddannelse var nøglen til alle døre, lød hendes råd. Det var også hende, der gik til alle forældremøder og hjalp os børn med lektielæsningen, og i dag er alle vi børn i gang med videregående uddannelser.

Vollsmoses første pigeklub
At finde et sted at bo i Odense var vanskeligt. Resultatet blev, at vi valgte at flytte ind i forstaden Vollsmose, det eneste boligområde med ledige lejligheder i Odense. I begyndelsen var jeg meget imod beslutningen om at flytte ind i et ”socialt belastet” området, og dengang kunne jeg ikke forestille mig, at jeg ville komme til at elske at bo i Vollsmose.

Men her boede 78 forskellige etniske minoritetsgrupper, og folk hilste og begyndte at tale med mig fra første dag. Efter et par uger følte jeg mig fuldstændig tryg i Vollsmose, også om aftenen.

Jeg fortsatte min skolegang på handelsgymnasiet i Odense, hvor jeg hurtigt faldt til og fik danske venner. I begyndelsen undrede jeg mig over, at folk ikke forstod, hvad jeg sagde og rettede mig hele tiden: Jeg talte jo dansk. Først senere gik det op for mig, at det var min sønderjyske accent, der hæmmede forståelsen. I Sønderjylland sagde man fx ’hvad klok’?’ i stedet for ’hvad tid?’ Det grinede jeg meget af bagefter. Mens jeg gik i 3.g oplevede jeg, hvordan tonen i indvandrerdebatten op til Folketingsvalget i 1998 blev mere og mere skarp. Indvandrere fik at vide, at de ikke havde samme værdigrundlag som danskere, og som etnisk minoritet følte man sig ikke inkluderet i fællesskabet. Før var den eneste forskel på mig og danskere, at jeg var muslim, nu blev det at være indvandrer meget komplekst: Jeg var etnisk minoritet, flygtningekvinde, muslim m.m. Begreber jeg skulle forholde mig til.
Debatten provokerede mig og var den direkte anledning til, jeg blev politisk engageret. Min politiske løbebane begyndte i gymnasiet, hvor jeg meldte mig ind i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, red.) Jeg ville være med til at sætte mit præg på det danske samfund og kæmpe mod diskrimination. Jeg overvejede at læse statskundskab, men endte med at søge ind på Den Sociale Højskole.

Mit valg af uddannelse var ikke tilfældigt. Hjemmefra var jeg vant til, at folk kom og bad min far om råd. Mens vi boede i Sønderjylland, var han imam i en lille moske i Åbenrå. Imam er ikke en beskyttet titel, eller noget man bliver uddannet til, men er den person, der leder en bøn og kan holde en prædiken. Der kom både arabere og tyrkere i moskeen, og hvis de havde familiestridigheder eller interne konflikter, henvendte de sig til min far for at blive rådgivet. I dag er han en respekteret konfliktløser i det arabiske samfund i Vollsmose.

Selv stiftede jeg en pigeklub, PAF (Pigernes Aktivitetsforening, red.) umiddelbart efter, at jeg afsluttede højere handelseksamen i 2000. Jeg savnede aktiviteter for piger i Vollsmose, da jeg selv var vokset op med sports og fritidsklubber, mens pigernes liv her var: Skole - hjem, hjem – skole. Desuden provokerede det mig, at der dengang kun var fokus på de indvandrerdrenge i Vollsmose, der lavede ballade. Dem blev der brugt masser af penge på. Man overså helt, at mange indvandrerpiger også havde problemer, men reagerede på en anderledes måde- måske ved at sidde hjemme og isolere sig.

Mine søstre og jeg gik i gang med at finde et egnet lokale. En beboerrådgiver skaffede os et lille kælderlokale, og til det første arrangement mødte 70 piger op. Det var et bevidst integrationsfremmende initiativ, hvor de velfungerende piger hjalp svagere piger, en uformel mentorordning. Vi tog fat i nogle problemer, som pigerne ikke kunne snakke med deres forældre eller lærere om, og de var utroligt positive og engagerede. Når de gik hjem, glædede de sig allerede til næste søndagsarrangement.

Vi søgte og fik penge til kulturrejser til Århus og København, og tilslutningen var så stor, at vi måtte sige nej til nogle. I dag eksister pigeklubben stadig, men jeg er ikke længere involveret i projektet. Nu er det andres tur til at tage fat, men jeg er stadig aktiv på flere fronter i Vollsmose bl.a. som formand for boligforeningen Bøgeparken og som medlem af Vollsmoserådet.

Jeg kan ikke lide ordet integration
I 2004 blev jeg færdiguddannet socialrådgiver, hvorefter jeg blev ansat i et projekt i Roskilde kommune, hvor jeg koordinerede de professionelles indsats over for socialt belastede indvandrerfamilier.

Mit udgangspunkt var, at jeg ikke troede så meget på, at der fandtes en social arv. Begrebet blev brugt af rådgiverne til at placere svage borgere i bestemte kategorier. En placering, der ikke nødvendigvis var til gavn for borgerne. I stedet for skulle man se borgere som individuelle væsener og gøre dem bevidste om, hvilke handlemuligheder, de har. Fx arbejdede jeg med en familie, der havde problemer med at begå sig i samfundet, på alle niveauer. ”Danskerne kan ikke lide os, så hvorfor skal vi så yde noget?” Forskanset bag sådan en holdning fratog de sig selv ethvert ansvar over for deres tilværelse. Familiefaderen på 40, opgivet af både kommunen og skolen, sagde til mig, at han ikke ville leve mere. - Hvad så med dine seks børn, skal kommunen tage sig af dem? spurgte jeg. - Nej, det var vigtigt, at de klarede sig godt i skolen og fik en uddannelse, svarede han. - Hvem skal sørge for, at dine børn klarer sig godt i skolen? lød mit næste spørgsmål. Pludselig sagde manden, at han gerne ville bruge tid til at hjælpe sine børn. Sammen lavede vi et skema, og jeg fik også skaffet ekstra lektiehjælp udefra og fik etableret en dialog mellem skole og hjem. Faderen følte, at han voksede og kunne bruges til noget, hvor han tidligere havde følt sig værdiløs, uden at han kunne sætte ord på sine følelser, andet end at han følte sig som en levende død. Projektet blev en kæmpesucces: De voksne fik arbejde og børnene kom i gang med at uddanne sig.

Som muslim bliver man angrebet
Jeg bryder mig ikke om ordet integration. Alle bruger ordet uden at kunne definere det entydigt. Etniske minoriteter udgør ikke et problem i sig selv, og i stedet for foretrækker jeg at tale om sociale klasser og se på borgernes klassebaggrund frem for deres etniske identitet, når vi skal begrunde den manglende integration i Danmark. Der skal ske et skift, og det er en problematik, jeg gerne vil arbejde videre med på et overordnet plan. Bl.a. derfor stillede jeg op til kommunevalget i 2005 for Enhedslisten, det parti jeg synes har mest fokus på de socialt svageste i samfundet. Det lykkedes mig at blive valgt ind som suppleant i Odense Byråd, men ikke uden at have været igennem en hård valgkamp, hvor opmærksomheden kom til at dreje sig mere om min person end om mine politiske holdninger. Som muslim forventede jeg modstand, men ligefrem at blive beskyldt for at gå ind for køns-apartheid kom dog bag på mig. At jeg går med tørklæde betyder ikke, at jeg er undertrykt eller stakkels. De værdier, jeg lever ud fra, er islamiske og ikke arabiske. Det er vigtigt at skelne mellem religion og kultur. Arabisk tankegang er på mange områder kvindeundertrykkende, og selvom jeg er araber, træffer jeg ikke mine valg udfra kulturen, men på baggrund af min religion. Ellers ville jeg ikke være nået så langt, som jeg er i dag. At jeg sidder som bestyrelsesformand i et forum med kun indvandrermænd, kan være en hård nød at knække for mange arabiske mænd.

For tiden er jeg i gang med at tage kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Den Sociale Højskole i København. En uddannelse der gør mig klogere og får mig til at se verden med andre øjne. Når jeg har afsluttet min kandidatuddannelse, rejser jeg måske ud i verden for at arbejde i et U - landsprojekt, hvor jeg kan bruge min uddannelse til gavn for andre. Mand og børn må vente, til jeg har truffet den rette. Og det er ikke sket endnu.