Karin Bancsi

Karin Bancsis historie

· Der gik et tog til Danmark
· Min fantastiske far
· Min mor satte grænser
· Min første tale
· Politisk bevidst
· De fyrede min kollega
· Næstformand i HK
· Min ungarske familie
· Jeg har ingen kontakt med min far
· 70 timers arbejdsuge

Der gik et tog til Danmark
Min far var en af de ungarske flygtninge, der kom til Danmark i 1956. Som barn havde jeg nogle forestillinger om min fars dramatiske flugt ud af Ungarn i 1956, men siden har han fortalt, hvad der skete. Min far var politibetjent i Budapest, og som mange andre i politiet deltog han i oprøret og udleverede våben til civilbefolkningen.

Umiddelbart efter Den Ungarske Opstand blev nedkæmpet af det sovjetiske militær, besluttede han at flygte til Østrig sammen med en ven. De nåede med tog til Donau-floden, hvor grænseposten til alt held ikke var besat med en russisk grænsevagt, men med en ungarsk, der ønskede dem held og lykke, før de vadede ud i det iskolde vand midt om natten. På den anden side af floden, gik østrigerne med lys og hev flygtningene op af floden.

Min far blev interneret i en lejr i Østrig, og mens han sad og drømte om at få lov til at rejse til USA, hørte han en dag over højttaleren, at om ti minutter gik der et tog til Danmark med plads til 300. Han hoppede på toget og kom til Danmark ved en tilfældighed.

De ungarske flygtninge blev mødt med stor omsorg og sympati, ikke mindst pga. de fjernsyns- og radioudsendelser, der blev bragt i forbindelse med en landsdækkende pengeindsamling til Ungarn. Min fars taknemmelighed over at blive taget vel imod var stor. Men med til det danske selvbillede hørte også, at min far blev interneret i en lejr i Vestjylland (Hald Hovedgård, red.) omgivet af pigtråd og bevæbnede vagter. Mens min far var interneret, bestod flygtningenes arbejde i at plante træer – et arbejde, han er stolt af. Under en udgang mødte han min mor, der arbejdede som servitrice i den nærliggende by, og de forelskede sig i hinanden. Betingelsen for, at de internerede flygtninge kunne forlade lejren, var at de fandt sig et arbejde, og gennem min morfar fik min far arbejde på et værksted. Han taler stadig med stolthed om tiden, hvor han plantede træer. 

Mine forældre blev gift i november 1957 i Jylland og kort tid efter, flyttede de til Hvidovre i en toværelses lejlighed. Ud over at være politibetjent var min far uddannet skomager, og han fik hurtigt arbejde på en skofabrik, der lavede kvalitetssko. Min søster blev født i 1958, og 2 år efter kom jeg til verden.

Min fantastiske far
Min far og jeg har aldrig været i tvivl om, at der har været en speciel tæthed imellem os, men den har aldrig været udtalt. Vi kunne løbe om kap og slås for sjov, men følelser talte vi ikke om. Da jeg var barn, tog jeg det som en selvfølge, at min far var så omsorgsfuld - han var jo bare vores far. Først da jeg blev ældre og så, hvad andre forældre gjorde for deres børn, indså jeg, hvilken fantastisk far, jeg havde.

Det var altid min far, der stod op og smurte madpakker, gjorde rent og lavede mad. Før han og min mor gik på arbejde om morgenen satte han vækkeuret inde på spisebordet, og når det ringede stod vores morgenmad parat på bordet, og det eneste slagsmål mellem min søster og jeg var, hvem der skulle hente mælken. Når vores sko var beskidte, satte vi dem uden for døren, og så pudsede og forsålede han dem, han var vel uddannet skomager!

Han hjalp os med at bygge et legehus med tagterrasse på vores byggelegeplads. En lørdag morgen vækkede han min søster og mig kl. 7 om morgenen: "Gå ned og væk Tine og Betina, så mødes vi ovre i huset". Vi myldrede ned ad trapperne og vækkede vores to veninder. Det var en sommermorgen, og solen skinnede. Da vi kom over i huset, havde min far dækket morgenbord med friske rundstykker og juice på vores egen terrasse.

December måned gjorde han til noget særligt. Når han havde vasket op, lavet aftenkaffe og smurt franskbrødsstykker med marmelade til resten af familien, gik vi hen på Hvidovre Torv og legede skjul ved det store juletræ, hver eneste decemberaften.

Min mor satte grænser
Det var min mor, der satte grænserne for, hvad min søster jeg måtte og ikke måtte. Jeg oplevede kun en gang, at min far blandede sig: Da jeg som 14 årig begyndte at komme sent hjem om natten, gav min mor mig besked om at komme hjem tidligere, hvad jeg fandt urimeligt. Jeg passede min skole og fik gode karakterer. På et tidspunkt blev det min mor for meget: ”Karin, næste gang du kommer hjem kl.2 om natten, kan du pakke dit tøj og flytte”. Da rejste min far sig op og sagde: ”Hvis Karin flytter, så flytter jeg også”. Bagefter kørte han og jeg til håndboldkamp i Espergærde, og i bilen bad han mig komme tidligere hjem i fremtiden, det eneste alvorsord han har sagt til mig.

I tresserne begyndte skofabrikkerne at lukke i Danmark, og min far blev nødt til at tage ufaglært arbejde. I mellemtiden var der kommet akkorder, og produktiviteten var steget. Det tog hårdt på ham at holde tempoet, som hans stolthed bød ham at gøre. Mange virksomheder lukkede i halvfjerdserne, og min far mistede sit arbejde. Det var svært at finde et nyt arbejde, og pludselig var hans danske sprog et problem. Bortset fra nogle midlertidige job og aktiveringer lykkedes det ham ikke at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Jeg så min stolte og flittige far, der altid ønskede at bidrage til det danske samfund, ændre karakter: Han blev indadvendt, isolerede sig og distancerede sig fra os andre, og da jeg var 16 år blev mine forældre skilt.

Min første tale
Med alderen har jeg tænkt meget over, hvad mine forældre har givet mig. Min mor var hjemmegående de første ni år i mit liv, før hun begyndte at køre taxa, hvad der dengang var usædvanligt for kvinder. Hun stillede sig ikke frem og stod fast på sin ret, ikke desto mindre understregede hun altid over for os børn, at vi ikke måtte lade os kue: "Der er ingen, der er mere værd end jer, uanset hvem det er, så har I lige så meget ret som dem".
Mit sociale engagement har jeg fra min far. Jeg er født med et argumentationsgen. Når min far ikke kunne klare sig i en diskussion med mig, holdt han fat i mig og sagde meget højt: "Du bliver statsminister en dag". Jeg havde altid masser af argumenter, hvis jeg skulle have lov til et eller andet.

Da jeg gik i sjette klasse på Holmegårdsskolen i Hvidovre, stillede jeg mig første gang op i en større forsamling og sagde min mening. På skolen var der et fælles elevråd, og først fra sjette klasse kunne man deltage i møderne. Man var virkelig noget, når man sad der i aulaen sammen med de store klasser og lyttede til diskussionerne. På et af møderne stillede en elev sig op på talerstolen og sagde, at sjetteklasserne var for små til at deltage i debatterne. Opfyldt af vrede trampede jeg op på talerstolen og sagde, at hvis de større elever holdt op med at bruge så mange fremmedord, så kunne vi andre forstå, hvad der blev sagt. Hele salen klappede. Det var stort, at man kunne sige noget, fordi man blev vred; en vrede som andre mennesker forstod og fik sympati for. Det blev ikke sidste gang, at jeg tog ordet, fordi jeg oplevede, at nogen blev behandlet uretfærdigt, eller fordi jeg ville forandre noget.

Politisk bevidst
Efter min HF eksamen i 1978 ville jeg være folkeskolelærer, men mit eksamensgennemsnit var for lavt til, at jeg kunne blive optaget på lærerseminariet i første omgang. Jeg var nødt til at samle points gennem erhvervserfaring, og jeg var heldig at få et job som pædagogmedhjælper på en nystartet integreret institution i Hvidovre. Formelt havde institutionen en leder, men reelt var der kollektiv ledelse. Som 18 årig fik jeg ansvar for indkøb af mad og legetøj og var med i ansættelsesudvalget. I de fire år jeg arbejdede der, gennemgik jeg en politisk udvikling, hvor jeg fik skabt nogle helt andre billeder af, hvordan verden kunne se ud, en verden hvor der også var plads til mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund.

Der var to grupper af udlændinge i Danmark: Indvandrere og flygtninge. I slutningen af tresserne inviterede den danske stat mænd fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien til Danmark, da de var en billig arbejdskraft. Men staten sørgede ikke for, at de fik lært dansk eller blev integreret på arbejdspladserne, og de var de første, der røg ud, da virksomhederne begyndte at lukke fabrikkerne 10 år senere. Den anden gruppe var flygtninge bl.a. fra Iran, der var flygtet fra tortur og fængsel, og deres ankomst til Danmark affødte en flygtninge- indvandrerdebat i medierne, hvor alle udlændige blev slået over en kam. At man ikke var rigtig flygtning, hvis man kunne købe en flyvebillet til et andet land, at
indvandrere og flygtninge aldrig lærte at begå sig i det danske samfund. På det tidspunkt trådte det, at jeg var flygtningebarn voldsomt i karakter, og jeg indså, at jeg ville miste min selvrespekt, hvis jeg forholdt mig passiv til folks fordomme. Uanset om det var på håndboldbanen eller til en fødselsdagsfest, jeg mødte manglende forståelse for flygtninge og indvandreres situation, fik jeg sagt, at man skulle opføre sig ordentligt over for de mennesker. De første 7 år i mit liv, var jeg ungarsk statsborger, da statsborgerskabet dengang afhang af faderens nationalitet, og det var ikke muligt at frasige sig det. Da jeg som attenårig havde lov til at frasige mig mit ungarske statsborgerskab, valgte jeg i stedet at beholde det sammen med mit danske, som en ydre markering af, at jeg havde taget min ungarske identitet til mig.

I mellemtiden var jeg blevet gift. Jeg mødte min mand på et værtshus, da jeg var sytten, og dengang troede jeg, det blev et kort bekendtskab, at vi lige har holdt sølvbryllupsfest, forestillede jeg mig ikke dengang. Året efter købte vi en ejerlejlighed og flyttede sammen. Forinden havde vi lige anskaffet os en yndig lille hund, da vi læste indkaldelsen til næste generalforsamlingsmøde i ejerforeningen. Et punkt på dagsordenen var afskaffelse af husdyr i ejendommen. Jeg gik selvfølgelig i aktion og fik nedstemt forslaget, men før mødet var færdigt, var jeg valgt ind i bestyrelsen.

De fyrede min kollega
Drømmen om at blive folkeskolelærer brast, da jeg under en håndboldkamp rev korsbåndet over. Da lægen hørte, at jeg skulle have idræt som linjefag lød hans besked, at det kunne jeg godt glemme, og dermed forsvandt min lyst til at blive lærer. Gennem en bekendt i vores ejerforening fik jeg et job i et ejendomsfirma, hvor jeg lærte at betjene en computer. Pædagogikken blev udskiftet med EDB, og i 1983 blev jeg ansat som junioroperatør i et privat familieejet firma, der sorterede magnetbånd. Det var en fantastisk virksomhed, hvor man frit kunne sige sin mening, og jeg havde en god karriere og fik ansvaret for den interne uddannelse.

Alt var godt, indtil ledelsen installerede skjult videoovervågning uden at informere deres medarbejdere. Min bedste kollega blev bortvist for at have lånt en videofilm uden at have spurgt om lov. Selvom jeg klagede til ledelsen, kunne jeg ikke gøre noget, da vi ikke havde en tillidsrepræsentant: Det krævede, at de ansatte meldte sig ind i en fagforening. Jeg gik en runde, og sagde personligt til folk: "Du melder dig ind i HK", og nogle måneder efter blev jeg valgt som tillidsrepræsentant. Det var en hård periode, og hver dag gik jeg på arbejde med en klump i maven, da jeg forventede, at direktøren ville fyre mig.

Næstformand i HK
Da jeg havde gennemført uddannelsen som tillidsrepræsentant, søgte jeg umiddelbart efter en stilling som undervisningskonsulent i HK i 1995 og fik den. I dag undrer jeg mig stadig over, at jeg havde mod til at søge stillingen, da jeg ingen undervisningserfaring havde udover at have været håndboldtræner. Jeg følte mig privilegeret, når jeg underviste nyvalgte tillidsrepræsentanter i at hjælpe andre og at inspirere og motivere dem. Samtidig fik jeg solgt nogle holdninger om at tage et ansvar for flygtninge og indvandrere og for kvinders ligestilling på arbejdspladserne.

Da jeg begyndte at undervise, præsenterede jeg mig: "Goddag, jeg hedder Karin Bancsi. Jeg er 34 år, gift og har ikke nogen børn". Jeg kunne aflæse kvindernes reaktion: Rundsave på albuerne. Hun har solgt børnene for karrieren. Sandheden var, at jeg ikke kunne få børn. Allerede som 19 årig ønskede jeg og min mand at få børn, men efter flere operationer, fem mislykkede reagensglasforsøg og to graviditeter uden for livmoderen, hvor jeg mistede to børn, opgav vi. Det kostede 14 år af vores liv. Jeg har ingen problemer med at tale om min barnløshed og for ikke at forstyrre billedet af mig, vænnede jeg mig til at sige: "Goddag, jeg hedder Karin Bancsi. Jeg er 34 år, gift, og jeg kan ikke få børn" - det vakte forståelse.

Mange faktorer afgør, hvad for et menneske, du er. At have mistet børn og gået igennem psykiske op - og nedture på alle planer, med sit parforhold, med sig selv, med håb, gråd og fortvivlelse, gav mig en ballast på en masse områder. Undervejs oplevede jeg også svigt, at folk trak sig, hvis de kunne se en tåre pible frem, ”Du må se at komme videre med dit liv”, sagde de hurtigt. Til sidst blev jeg lidt ondskabsfuld, og når folk spurgte, hvordan jeg havde det, vænnede jeg mig til at sige: ”Jeg har det fint, du gider alligevel ikke høre, at jeg har det ad helvede til”. Efterfølgende besluttede jeg mig for, at hver gang jeg mødte et menneske, der havde lidt et tab, ville jeg kontakte vedkommende. Min påstand er, at grunden til, at man ikke spørger er, at man er bange for at blive afvist. Jeg er fortaler for, at vi må lære at blive bedre til at håndtere sådanne situationer.

Efter 2 år blev jeg chef for kursusafdelingen, og fem år senere blev jeg næstformand i HK. Da man opfordrede mig til at stille op, havde jeg mest lyst til at sige nej. Alligevel sagde jeg ja, da det ville være utroværdigt ikke at tage skridtet, når jeg selv prædiker om, at folk skal tage ansvar og indflydelse. Min beslutning krævede mange ture i skoven sammen med min mand, men jeg har ikke fortrudt den et sekund.

Min ungarske familie
Da jeg var seks år, fik min familie et brev fra udenrigsministeriet, hvori der stod, at såfremt min søster og jeg rejste ind i et østeuropæisk land, garanterede den danske stat ikke for vores sikkerhed, da vi var ungarske statsborgere. Min far levede med en frygt for, at der skulle ske os piger noget, og vi blev indprentet aldrig at gå med fremmede. Han var angst for, at vi skulle blive kidnappet af russerne, og at de ville presse ham gennem os. Jeg ved ikke, om det var en berettiget frygt, men den har præget min opvækst. Vi oplevede overvågningen fra de ungarske myndigheder, når vi sendte pakker til min fars familie: Tøj blev sprættet op, tandpastatuber som var en mangelvare blev splittet ad. Telefonsamtaler blev afbrudt midt i en sætning af dem, der lyttede med, så jeg var bevidst om, hvad der skete i østblokken.

Som voksen bebrejdede jeg min far, at han ikke lærte mig at tale ungarsk. Han forestillede sig aldrig, at vi nogensinde ville rejse til Ungarn. Efter murens fald i 1989 ændrede situationen sig, og i 1994 rejste min far for første gang tilbage til sit hjemland og genså sin familie efter så mange år. Senere rejste min mand og jeg derned og mødte min familie, der boede i en lille by tæt ved den ukrainske grænse. Da vi kørte ind i byen på en jordvej i vores Fiat Uno, følte jeg mig som et rigt svin. Folk var ved at besvime, da jeg pakkede min elektriske tandbørste ud, og det føltes helt forkert at bruge sin mobiltelefon. Pludselig havde jeg en kæmpefamilie, der nærmest kastede sig over mig og kyssede og krammede mig. Det var en overvældende følelse, da jeg ikke var vant til at have en familie: Til min søsters konfirmation var vi udover mine forældre, min søster og jeg kun vores bedsteforældre, flere var vi ikke.

At møde min ungarske familie gav mig en større forståelse af min egen personlighed: At jeg altid siger ”kom inden for”, at jeg og min mand gennem 20 år har været plejeforældre for børn og unge, der har boet hos os i kortere eller længere tid. Nu ved jeg også, hvor min udtryksfulde til tider dramatiske væremåde stammer fra; jeg kan binde den op på noget.

Jeg har ingen kontakt med min far
I dag har jeg ikke kontakt med min far, selvom om han kun bor 8 km fra mig, men jeg ved, at han stadig elsker mig højt.

En dag blev jeg interviewet i fjernsynet og udtalte mig om fyringer af mænd på barselsorlov. Min far ringede mig op ved en fejltagelse. Han havde trykket på den forkerte knap, hævdede han. Alligevel fortalte han, at han havde set mig i fjernsynet, og var meget stolt. Men du blev ikke statsminister, tilføjede han. Jeg kunne høre inderligheden i hans stemme, da han sagde det, og det viste, at han kunne huske vores liv sammen, og at han kunne huske den episode. At min far måske dør, uden at jeg er der er tungt at tænke på, samtidigt accepterer jeg, at jeg ikke kan nå ind til ham. Men der er et stort hul i mit hjerte, selvom jeg ved, at han har det godt, er aktiv i pensionistforeningen, hvor han spiller billard og sidder og fortæller røverhistorier.

70 timers arbejdsuge
Nu er jeg i den aldersgruppe, der deltager i Københavns Amts folkeundersøgelser for kvinder, og jeg har for tredje gang udfyldt skemaet. Da jeg kom til rubrikken for arbejdstid, skrev jeg igen 70 timer. Skemaet mindede mig om omkostningerne ved mit arbejde, at jeg stiller store krav til mig selv, at jeg skal være uovertruffen hver gang, jeg holder et oplæg eller en tale. Hvis jeg mærker, at jeg ikke helt lever op til mine egne forventninger, er jeg hård mod mig selv. Tunge opgaver uddelegerer jeg ikke til andre, fx havde jeg ansvar for nedskæringer, der medførte, at 15 medarbejdere blev fyret, en sådan opgave kan man ikke byde andre. Men jeg betaler gerne den pris. For at være med til at forandre menneskers holdninger og forhold, må du selv foregå med et godt eksempel. Jeg er meget bevidst om at være rollemodel: Aldrig at gøre noget privat eller offentligt, der strider mod mine indre værdier. Jeg har altid samme ansigt, uanset hvilke sammenhænge, jeg befinder mig i. Den samme overensstemmelse kræver jeg af mine medarbejdere: At man ikke privat lufter racistiske, homofobiske og sexistiske ytringer og vittigheder.
Jeg ved ikke, om jeg er i HK om ti år, men jeg vil altid stå på den side af samfundet, hvor der skal gøres en indsats, og være med til at forklare den privilegerede side af samfundet, at det også er deres ansvar.

I stedet for at sidde rundt om kaffebordet og diskutere emner, der ikke går så tæt på som fx boligprogrammer og Robinson, kan vi vælge at tale om det, der er vigtigt for os alle. Livet er forholdsvis kort!