Kim Yen Thi Dang

Kim Yen Thi Dangs historie

· Flugten til havs
· Hverdag i Danmark
· Gymnasiet var ikke mig
· I lære som materialist
· Jeg er buddhist
· Mine forældre og Danmark
· Jeg lagde min brudebuket på min mors grav
· Mit liv om 10 år

Flugten til havs
Før kommunisterne overtog Sydvietnam i 1975, var min far en velhavende restauratør, og vores familie levede et privilegeret liv. Min far var desuden viceborgmester i en lille by og arbejdede i den sydvietnamesiske hær under krigen. Da kommunisterne overtog magten i Sydvietnam, blev han sat i genopdragelseslejr, fordi han blev betragtet som kapitalist og samfundsskadelig. Min mor overlevede ved at sælge mad i nogle små boder på markedet. Efter 5 år blev han løsladt, og mine forældre besluttede at flygte fra Vietnam. De planlagde flugten i et år uden at fortælle det til hverken familie eller venner. Hvis vi blev taget, ville min far ryge tilbage i fængslet og aldrig slippe ud igen. Jeg var 10 år dengang, og min lillebror var 9 år.

Den aften vi flygtede, var vi klædt ud som lokale fiskere, så vi ikke lignede fine folk. Vi fik besked om, at vi ikke måtte tage bagage med for ellers kunne fiskerkutteren synke. Min mor havde blandet noget sukkerpulver, og det var alt, vi havde med. I begyndelsen glædede jeg mig til flugten. Man tænker, at nu sker der endelig noget. Men den aften var jeg bange. Vi var 37 mennesker, der havde betalt for flugten, men der var mange, der sprang på båden uden at have betalt. Manden, der styrede båden, gik rundt med en stor kniv og truede dem, der ikke havde betalt. Da jeg så kniven, skreg jeg. Og jeg kan huske, min mor lukkede min mund med sin hånd. Hvis nogen hørte os, kunne vi være blevet afslørede.

Efter 3 dage på havet var vi heldige at blive samlet op af et dansk fragtskib. Vi blev sat af i Hongkong og anbragt i en flygtningelejr, der tidligere havde været et fængsel. Der var gitre foran vinduerne, og det var ligesom at blive låst inde, og om morgenen blev vi talt op. Alle ville gerne til USA, men det kunne man kun, hvis man havde familie der, og det havde vi ikke. At komme til USA var alles drøm. Men fordi et Maersk-skib samlede os op, endte vi i Danmark, nærmere bestemt Horsens et halvt år senere.

Hverdag i Danmark
Det første jeg husker i Danmark er sne. Jeg gik ud i bare tæer og smagte på den, for jeg havde kun set sne på billeder. Jeg kiggede meget på folk, og jeg syntes, at de lignede dukker med deres blonde hår og lyse hud. Maden var meget anderledes. Vi kendte ikke til smør, kartofler og rugbrød, men kunne godt lide det, men ost, føj hvor det stank!
De første 9 måneder boede vi i et modtagelsescenter for flygtninge i nærheden af Horsens. Vi lærte dansk og hørte om, hvordan det danske samfund var indrettet. Så flyttede vi til Horsens i 1982, og jeg startede i 5.te klasse på den lokale folkeskole. Jeg var den eneste udenlandske pige i klassen, for de andre vietnamesiske familier var katolikker, og de sendte deres børn i den katolske kirke. Vi var buddhister og foretrak folkeskolen.

Jeg var glad for at gå i skole og fik hurtigt danske venner, men jeg husker nogle episoder, hvor der blev råbt ”skævøje” efter mig, og jeg fik at vide, at jeg skulle skrubbe hjem, for jeg hørte ikke til her. Jeg tog det stille og roligt, og fortalte dem, at jeg var kommet til Danmark, fordi jeg havde en grund til det. I dag holder jeg og min familie foredrag om vores flugt, fordi vi synes det er vigtigt at give det videre, så folk kan forstå, hvorfor vi flygtede.

Vores forældre ønskede, at vi blev integrerede i det danske samfund, men samtidig havde især min far svært ved at acceptere, at i Danmark opdrages børn mere frit. Da jeg kom i puberteten, måtte jeg pludselig ingen ting. Mine danske klassekammerater måtte godt komme hjem kl. 1 om natten, mens jeg skulle være hjemme kl. 10. De ville beskytte os, fordi vi så anderledes ud, men det var for meget.

Vi prøvede at forklare dem det, men i vores kultur opfører man sig respektfuldt over for sine forældre og siger dem ikke imod. Man lytter i stedet for. Det er først efter, at vi er blevet voksne, at vi siger noget, når vi er uenige med dem. Men hvis du skal fungere på en arbejdsplads, så skal du have en mening og turde fremsige den. At holde sig tilbage, det dur slet ikke. I Danmark er man nødt til at kunne forhandle.


Gymnasiet var ikke mig
Det vigtigste for mine forældre var, at vi børn fik uddannelser. Vi blev presset mere end vores danske klassekammerater, fordi de mente, at uddannelser kunne hjælpe os med at klare os i samfundet. Men det drejede sig også om deres stolthed, at de kunne svare på, hvad deres børn lavede. Titler er vigtige.

Efter folkeskolen sagde min far, at jeg skulle gå i gymnasiet, for det gør alle andre. Og så gjorde jeg det, men efter halvandet år kørte jeg sur i det hele. Mine karakterer faldt, og socialt gik det heller ikke godt. I klassen gik der mange rige piger, og der var virkelig forskel på folk.
Jeg var i krise med mig selv. Man ville være dansker, men derhjemme blev man presset og fik at vide, at man ikke skulle være som dem.

Jeg fortalte, at det ikke gik og fik lov at starte i HF. Det var bedre. Her gik nogle søde piger, og jeg klarede mig fint og fik min eksamen.

I lære som materialist
Jeg havde en drøm om blive stewardesse, men jeg var ikke høj nok. Jeg legede lidt med tanken om at blive tolk eller korrespondent, men besluttede mig for at prøve forskellige ting.

Blandt andet søgte jeg job som butiksassistent i en lille by uden for Horsens. Butiksindehaveren sagde, at jeg havde alle de kvalifikationer, hun efterspurgte, men desværre kunne hun ikke ansætte mig, fordi der var mange i byen, der ikke kunne lide udlændinge. Jeg sagde, det er fint, så må jeg søge videre et andet sted, for jeg begynder ikke at affarve mit hår for at ligne en dansker.
Så fandt jeg på at søge ind som elev i Matas. De første 6 måneder arbejdede jeg som pakke ud - og hjælpepige. Jeg knoklede og fandt ud af, at det var lige mig. Chefen, Peter, tilbød mig en elevplads som materialist, og det viste sig at være det helt rigtige. Jeg elsker at hjælpe folk, uanset om det er med et råd om rødvinspletter eller om parfume. Jeg har meget respekt for min chef. Han går ikke rundt og roser mig i det daglige, men til medarbejdersamtaler gør han det. Han spørger også til min familie, og da min mor døde for 4 år siden, var han meget bekymret for mig.
Da jeg fortalte ham, at jeg skulle giftes og flytte til Tyskland, fik han tårer i øjnene. Jeg ville ønske, at der fandtes flere arbejdsgivere som ham. Han tager folk ind og ser, hvad de dur til og sorterer ikke ansøgere fra pga. deres navne.

Han giver indvandrere og flygtninge en chance for at vise, hvad de kan. At de er lige så dygtige som danskere. Dårlige eksamensresultater viser måske kun, at man er nervøs til eksamener.

Jeg kan godt lide at gå i fitnesscentret. Jeg møder andre, når jeg træner. Folk kender en fra forretningen, og så kommer vi i snak. Hvis de har et eller andet problem fx med deres hud, snakker de med mig for at få et godt råd.
Jeg bruger min uddannelse meget, ikke mindst når jeg underviser i hudpleje på ungdomsskolen.

Jeg er også meget sammen med mine venner og kollegaer i fritiden. De betragter mig som dansker og ikke som indvandrer. De kan ikke forestille sig, det ord har noget med mig at gøre. Du er ligesom os andre, siger de.
Men jeg er anderledes. Jeg er blandet og er både vietnameser og dansker.
Jeg tænker mere buddhistisk, og danskerne tænker mere egoistisk.

Jeg er buddhist
At være buddhist betyder, at man skal hjælpe andre. Man må ikke lave ballade, hade eller skade andre levende væsener. Jeg tror på reinkarnation. Det betyder, at det liv jeg lever nu bestemmer, hvordan mit næste bliver. Mine forældre lærte mig mange ceremonier og traditioner, men jeg holder kun dem, der giver mening for mig, som at spise vegetarmad, når det er ny - og fuldmåne, og på min mors mindedag laver vi en buddhistisk ceremoni.

Efter vi er kommet til Danmark holder vi både jul og fødselsdage. Det giver familien anledning til at være sammen og give hinanden gaver. At min mor døde, har betydet, at jeg ser anderledes på mange ting. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden, og vi skal sætte pris på det, vi har. Jeg var meget knyttet til min mor, og jeg savner hende.

Mine forældre og Danmark
Mine forældre har klaret sig godt i Danmark. De lærte sproget, og min far fik hurtigt et arbejde i et supermarked og senere på en fabrik. Men han føler selv, han har mistet meget og ønsker ikke at besøge Vietnam, før kommunismen er væk. De har ødelagt hans liv.
At vi mistede vores mor har taget meget på ham. Hun døde pludseligt af en hjerneblødning for 4 år siden. Det begynder at gå bedre, nok fordi han bor sammen med sine børn.

Jeg lagde min brudebuket på min mors grav
Jeg har boet sammen med min familie indtil for nylig, hvor jeg giftede mig med en mand, som jeg har kendt i 11 år. Han er også bådflygtning fra Vietnam. Jeg er glad for, at vi endelig tog en beslutning. Hos os kan man ikke bo sammen uden at være gift: Hvad ville de andre tænke! Jeg selv er ligeglad, men jeg vil ikke skade min familie.

Min mand er ingeniør og bor i Tyskland, og det betyder, at jeg skal skifte land og sprog for anden gang, men det hjælper, at jeg har været det igennem en gang før. Jeg ved, at jeg kan klare det, for jeg har opnået at få et godt liv på trods af modstand og nedture. Jeg er stolt af mig selv.

Hos os er det brudgommen og hans familie, der skal holde brylluppet, men jeg insisterede på, at vi blev gift i Danmark. Det er mig, der må give afkald på min familie og mit land, og min familie skulle have et minde om mig.

Det var vigtigt for mig at blive gift buddhistisk i en traditionel rød bryllupskjole med hat. Rød er lykkens farve. Men om aftenen bar jeg en hvid bryllupskjole, og i stedet for at tørre min brudebuket, tog jeg ud til min mors gravsted, og lagde den der. Så mit bryllup blev en blanding af dansk og vietnamesisk.

Mit liv om 10 år
Forhåbentligt har jeg børn og er ude på arbejdsmarkedet igen om 10 år. At være hjemmegående er ikke mig. Jeg vil ikke forsørges af min mand. Min mand arbejder meget og bruger ikke tid på venner, men jeg har sagt til ham, at det skal han. For der skal være rum imellem os. Det er ikke nok med et fælles liv, vi skal hver især have vores eget liv, ellers bliver det for kedeligt.

Vores børn skal ikke presses mht. uddannelser. At lytte til sine børn og finde ud af, hvad de gerne vil, er det vigtigste. Om de ender med at arbejde i et supermarked er lige meget, bare de er glade og har det godt. Mine børn skal ikke opleve nedture, fordi de presses til at læse noget, der ikke interesserer dem.


Læs mere om Kim Dang og hendes families flugt fra Vietnam i: Dang Van Loc: Flygtninges vej til Danmark. Af Steffen Gram. Munksgaard 1983