Azam Javadi

Azam Javadis historie

• Politisk aktiv som teenager
• Den grimme ælling
• En kold dukkert
• Min baggrund var en gratis ressource
• Akademikere for etnisk ligestilling
• Et kvalificeret kulturmøde
• Jeg kalder min søn for perker
• Frihed er kostbar
• Jeg ønsker at være ligestillingsminister

Politisk aktiv som teenager
Mine 10 søskende og jeg voksede op i et stort hus i Teheran, så stort at jeg ofte ikke kunne finde min mor. I dag bryder jeg mig stadig ikke om store huse. Hvis jeg ikke ved, hvor jeg skal hen, kan jeg godt blive dybt deprimeret og sige, hvor er det mor bor?

Min mor var hjemmegående og min far var en kendt og respekteret teolog, jurist og advokat, og selvom mine forældre var meget religiøse, blev jeg ikke strengt opdraget, men der var regler vi skulle overholde. I min familie var der tradition for at diskutere samfundsmæssige problemer, og som nummer seks i en stor børneflok lærte jeg tidligt at kæmpe for at få ordet. Allerede i min barndom begyndte jeg at interessere mig for politik, og som 13 årig delte jeg løbesedler ud imod Shahen. Senere var jeg politisk aktiv mod præstestyret. Et år før jeg gik til optagelsesprøver på universitetet i Teheran, flyttede jeg på et kollegium, hvor det var meget usædvanligt for en sekstenårig muslimsk opdraget pige at bo. Min mor var utryg ved min beslutning, men jeg insisterede på at flytte hjemmefra, for jeg trængte til et privatliv.

I 1976 blev jeg optaget på universitetet og begyndte at studere statskundskab. Fem år senere fik jeg min kandidateksamen. Efterfølgende underviste jeg i historie og samfundsfag i gymnasiet og blev senere ansat som sekretariatschef i et ministerium. Forholdene i Iran blev ikke bedre med årene, og jeg nøjedes ikke med at drømme om et samfund med demokrati og retfærdighed, men sagde det højt. Konsekvensen af min åbenmundethed blev ca. to år bag tremmer. Under mit fængselsophold skrev min far til myndighederne og påpegede, at første side i Koranen understreger den rettroende muslims pligt til at danne sig sin egen mening, men brevet ændrede ikke noget. Min far døde, mens jeg sad i fængsel.

I 1986 var jeg nødt til at forlade Iran, da jeg som kvinde og tidligere straffet
absolut ingen udfoldelsesmuligheder havde, og jeg var angst for at komme i fængsel igen. Jeg besluttede mig for at flygte til Sverige. I Iran var der en skarp opdeling mellem rige og fattige mennesker, og på universitetet havde jeg med interesse læst om den nordiske velfærdsmodel, en samfundsmodel, der kunne forsørge alle - også de svage grupper.

Den grimme ælling
Jeg mellemlandede en kold oktoberdag i Kastrup Lufthavn, samme dag som
et flygtningestop blev indført (3. oktober 1986, red.), og jeg kunne ikke komme videre til Sverige. En mellemmand, der hjalp mig med at flygte, rådede mig til enten at gå ud af lufthavnen sammen med folkestrømmen eller henvende mig hos det danske politi og bede om politisk asyl. Jeg satte mig på en bænk over for en rød postkasse og tænkte, hvad gør jeg nu? Der blev jeg siddende i fire timer og overvejede mine muligheder som flygtning i Vesten. Om Danmark vidste jeg kun, at det var et demokratisk land og en del af den nordiske model, men pludselig dukkede H.C.Andersens eventyr om Den Grimme Ælling op i mit hoved, som jeg fik af min far til min syvårs fødselsdag. Tanken om eventyret varmede mit hjerte, og jeg besluttede at søge politisk asyl i det land, som havde fostret sådan et eventyr.

Mit forhold til myndigheder, især til politiet, var farvet af de grimme oplevelser, jeg havde fra mit fængselsophold i Iran, og jeg var derfor angst for at tale med det danske politi, men mødet var en positiv oplevelse. En ung, meget høj betjent kunne se, at jeg rystede af angst og forsøgte at holde mig i hånden. Han brugte meget tid på at berolige mig, og han spurgte, om jeg havde familiemedlemmer i Danmark. Jeg vidste kun, at min bror opholdt sig i et af de skandinaviske lande. Betjenten fandt ud af, at min broder, der var flygtet et år tidligere, nu boede i Næstved.

Jeg fik politisk asyl i løbet af tre uger, da jeg havde papirer med hjemmefra, bl.a. en udskrift af dommen for aktiviteter mod styret, der dokumenterede, at jeg havde siddet i fængselet.

En kold dukkert
I en kort periode boede jeg i en asyllejr i Jylland. Her boede jeg og en anden ung kvinde i samme opgang med nogle unge mandlige flygtninge. De var meget pågående og fløjtede ad os ved enhver lejlighed. Vi følte os utrygge og bad personalet om at flytte os til en familieafdeling: ”I er to smukke unge piger, og I skal bare være glade for lidt opmærksomhed”, lød svaret. Om natten drak og larmede mændene, så vi ikke kunne sove, og da jeg en nat gik ud og bad om ro, blev de aggressive. En af mændene gik truende hen imod mig, og jeg skubbede til ham, så han faldt ned ad trappen. Mens vi var til undervisning næste dag, brød de ind og stjal vores penge og dækkede vores senge til med pornoblade. Så fik jeg lov til at flytte til Næstved, hvor jeg lejede et værelse i nærheden af min broder.

I begyndelsen troede jeg, at jeg med min medbragte kandidatuddannelse hurtigt kunne skaffe mig et arbejde, men jeg fik afslag på samtlige job og uddannelser, jeg søgte. Jeg indså, at jeg måtte starte forfra i Danmark. Jeg ville lære dansk hurtigt og bestå danskprøve 2 (Nu: Studieprøven, red.), som var et krav for at blive optaget på universitetet. Men på sprogskolen vurderede man ikke

 kursisternes baggrunde, og akademikere blev sat sammen med analfabeter. En uges undervisning i hvordan man blev en god rengøringsassistent, gjorde udslaget. Med al respekt for rengøringsarbejde var det ikke den erhvervskarriere, jeg satsede på, og jeg fandt undervisningen ydmygende. Jeg klagede til skolelederen, der nedladende sagde: ”Du kan ikke lave revolution i Danmark.” Men jeg var klar til at tage kampen op. Derfor henvendte jeg mig til amtet, der viste forståelse for situationen, og de sørgede for, at forholdene på skolen blev ændret til glæde for de efterfølgende kursister.

Min baggrund var en gratis ressource
Selv valgte jeg at lære dansk på VUC (Voksenuddannelsescenter, red.). Jeg var utålmodig efter at komme videre, men det var ikke sjovt at blive nulstillet og starte på 9. klasses niveau, når man havde en lang akademisk uddannelse og et aktivt erhvervsliv bag sig.
Det var bittert, at man ikke betragtede min medbragte akademiske baggrund og erhvervserfaring som en gratis ressource for det danske samfund.

Forstanderen på VUC gav mig lov til sideløbende at læse nogle enkeltfag på HF bl.a. dansk. Jeg fandt undervisningsmetoderne på HF både interessante og anderledes: At eleverne skulle forholde sig kritisk til et emne og at de selv havde ansvar for udbyttet af undervisningen. Den første dag i danskklassen bad læreren os om at skrive en stil om reklamer i TV2: ”Gå hjem og diskuter med jer selv”, sagde hun. Det lød forkert i mine ører, for hvordan kunne man diskutere med sig selv? Men jeg gjorde mig umage med min stil og fik gode kommentarer fra min dansklærer. Det var svært at omstille sig til en ny pædagogik, når man havde studeret i et totalitært system, hvor man ikke skulle have en mening, men blot reproducere, hvad man læste.

I 1990 lykkedes det mig at komme ind på forvaltningslinien på Roskilde Universitetscenter. Min uddannelse fra Iran blev godkendt som en bachelor, og jeg begyndte at studere samfundsøkonomi og planlægning på overbygningen. Selvom jeg skulle begynde forfra på en uddannelse, jeg havde i forvejen, tog jeg det som en udfordring at nå de mål, jeg havde sat mig: At nå op på samme uddannelsesmæssige niveau, som jeg havde haft i Iran.

På RUC skrev jeg bl.a. en rapport om de barrierer, der forhindrer højtuddannede flygtninge i at udnytte deres ressourcer på det danske arbejdsmarked. Rapporten fik en hård kritik til eksamenen: Mine konklusioner var subjektive, lød dommen, og jeg måtte kæmpe for at få et syvtal. Jeg opgav at klage over bedømmelsen, men episoden resulterede i at jeg blev politisk aktiv igen. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Akademikere for etnisk ligestilling
Mens jeg skrev rapporten om de højtuddannede flygtninge, kom jeg i kontakt med en gruppe højtuddannede iranere, der havde dannet en forening for herboende iranere med akademiske uddannelser, som jeg senere blev formand for. Jeg fik øjnene op for, at det ikke kun var højtuddannede iranere, men alle udlændinge med højere uddannelser, der havde problemer på det danske arbejdsmarked. Sammen med ligesindede dannede vi i 1996 foreningen Akelin, Akademikere for etnisk ligestilling. Gennem en række offentlige debatmøder fik vi sat fokus på de barrierer højtuddannede indvandrere og flygtninge møder på det danske arbejdsmarked. Vi udgav en folder om, at Kloge hoveder kan have forskellige farver og vi skubbede bl.a. til, at CVUU – Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser - blev en realitet.

Problemet er ikke blevet mindre med årene. Veluddannede akademikere med etniske minoritetsbaggrunde forlader i stigende grad Danmark og finder arbejde i andre lande. Fx læste min bror medicin på Københavns Universitet i 90’erne. På hans årgang var der 22 lægestuderende med minoritetsbaggrund, og i dag er der kun to af de 22 tilbage i Danmark. De øvrige er rejst til andre europæiske lande. Hvis Danmark ikke er i stand til at fastholde etniske minoriteter, der er selvforsørgende og har gode uddannelser, så kommer man til at sidde tilbage med den tunge gruppe. Den udvikling er allerede i gang.

I 1994 gjorde jeg min uddannelse færdig. Mine studier trak længere ud, end jeg havde planlagt, da jeg i mellemtiden forelskede mig i en herboende iransk mand, der studerede til farmaceut. I 1992 fik vi vores søn, Alexander.

Et kvalificeret kulturmøde
Med to uddannelser i hånden fik jeg først ansættelse som tolk i Dansk Flygtningehjælp. Derefter blev jeg headhuntet som integrationskonsulent i et stort boligselskab, hvor jeg arbejdede med at opfordre etniske minoriteter til at deltage i beboeraktiviteterne.

Jeg havde længe ønsket at arbejde med flerkulturel kulturarbejde på en mere kvalificeret måde end det, jeg kalder ”madcirkus’et”: Jeg kommer med min iranske grød med safran, og du kommer med dine danske frikadeller, og så kan vi spise og skåle. I efteråret 2000 fik jeg en projektansættelse som projektleder på Københavns Bymuseum, hvor jeg arrangerede byvandringer og museumsomvisninger i hovedstaden for gæster med flerkulturel baggrund. Her fortalte jeg om den proces, der gik forud for det danske demokrati, vi kender i dag, og om alle de steder, der gør København til et historisk skatkammer. Du får et nyt tilhørsforhold til et sted, hvis du kender dets forhistorie. Når jeg kommer forbi Gammeltorv i dag, har det en helt anden betydning, når jeg nu ved, at stedet i ældre tid var et henrettelsessted. Og så hjælper det på forståelsen at sætte Danmarkshistorien i forhold til andre begivenheder ude i verden. Fx at samtidig med den danske guldalder oplevede Iran en lignende kulturel opblomstringstid.
Udover rundvisninger og omvisninger på museet lavede jeg en båndet guide til to af museets udstillinger med fortællinger og informationer om perioden fra enevælden til demokrati i Danmarkshistorien på et let og forståeligt dansk. Guiden anvendes stadig.

Jeg kalder min søn for perker
Selv har jeg taget meget af den danske kultur til mig bl.a. julen. Min familie og jeg fejrer både iransk nytår og den danske jul, og min søn er glad for at få gaver flere gange om året. Hvert år køber jeg et juletræ, der skal have samme højde som Alexander. I stedet for julesange synger vi nogle iranske fødselsdagssange. Min søn skal kende de danske traditioner og ikke føle sig fremmed over for andre børn, så han får både julekalender og julesok. Men vi giver ikke slip på vores iranske identitet. Mange spørger mig, hvorfor jeg holder jul, når jeg ikke er kristen. Jeg svarer, at jeg vil være glad, når andre er det. Og det er dejligt at sige glædelig jul til andre. Jeg praktiserer ikke nogen form for religion andet end næstekærlighed Jeg tror på mine medmennesker, og at kærlighed til ens medmennesker er grundlaget i alle religioner.

Kultur er et vidt begreb, der hele tiden forandrer sig. I dag er ”min kultur” en blanding af iransk og dansk. Min søn kender sine iranske rødder og taler farsi. Farsi er det sprog, hvor jeg kan fortælle ham, hvor meget jeg holder af ham. Af og til minder omgivelserne ham om sin iranske herkomst. Som da han gik i børnehave, og en dag kom hjem og spurgte: ”Mor, hvad betyder perker? Jeg fandt ud af, at der var nogle børn, der kaldte ham det, hvorefter jeg selv begyndte at kalde ham for perker som kælenavn for at afmystificere ordet og fjerne den negative betydning.

Frihed er kostbar
Sideløbende med mit arbejde gik jeg ind i lokalpolitik og sad som næstformand i integrationsrådet i Gladsaxe kommune 2001. Integrationsrådene blev indført i 1999 for at rådgive kommunerne. Det er ikke lovpligtigt at kommunerne inddrager integrationsrådene, men hvis de skal fungere som andet end hyggeklubber, mener jeg, at det er vigtigt, at politikerne giver dem en officiel høringsret. Det ville være et signal om, at vi bliver taget seriøst. I april 2000 blev jeg valgt som formand for Rådet for Etniske Minoriteter, og sad der i 2 år. (Rådet er sammensat af 14 repræsentanter fra de kommunale integrationsråd og er et rådgivende organ for ministre og andre organisationer, red.).

Mens jeg sad i rådet, havde jeg en diskussion med en kvindelig politiker, der havde en fortid i rødstrømpebevægelsen. Hun satte ”danske” værdier som demokrati og ligestilling som en modsætning til indvandrernes: At ”vores” mænd var undertrykkere, og ”vi” kvinder var de undertrykte. At ”vores” værdier påvirkede det danske demokrati i en negativ retning. Det syntes jeg var pudsigt, for netop kvindefrigørelse og demokrati, var jeg og andre i rådet blevet tortureret og sat i fængsel for i vores hjemlande.

Ligestilling er ikke noget jeg ”fandt” i Danmark, jeg havde den med mig i kufferten, og allerede som barn tog jeg kampen op med min far og mine brødre, ligesom min mand og jeg altid har været ligeværdige partnere. Min mand er en god kammerat og yder nok mere for familien, end jeg gør, selvom vi nøje har fordelt opgaverne imellem os. Han står også for madlavningen og vasker tøj. Mine iranske veninder og jeg griner ofte, for hvis fordomsfulde folk vidste hvor ”undertrykte” vores mænd var derhjemme, ville de få ondt af dem. Hvis jeg var blevet i Iran og havde stiftet familie der, tror jeg ikke, at det ville have været anderledes. Jeg ville have haft den samme ballade og de samme skænderier med min mand.

Jeg har aldrig været autoritetstro, hverken i Iran eller i Danmark, og jeg kan ikke bures inde i rammer. Det jeg sætter højest i mit liv, måske højere end min familie, er frihed. Jeg er parat til at ofre alt for at opnå frihed, og det er en af de ting, jeg værdsætter i Danmark: Demokratiet og de demokratiske processer.

Jeg ønsker at være ligestillingsminister
I årenes løb har jeg arbejdet som etnisk ligestillingskonsulent i fagforeningsregi, hvor jeg underviste tillidsfolk i etnisk ligestilling på Esbjerg Højskole. Jeg har også arbejdet på to danske teatre bl.a. Taastrup Teater, hvor jeg etablerede ”ambassadørgrupper” bestående af repræsentanter for de lokale etniske minoriteter. Det lykkedes at få et ”farvet” publikum til deres forestillinger. I dag arbejder jeg som virksomhedskonsulent i et privat firma, hvor jeg hjælper borgere fra Københavns Kommune, der står uden for arbejdsmarkedet, i gang med et arbejde eller med en uddannelse. Jeg møder borgerne i hjerte- og øjenhøjde og fokuserer på kompetencer og ressourcer. Svagheder taler vi ikke om, da det er noget, vi alle har. Jeg stiller altid spørgsmål om, hvad vedkommende drømmer om, og forleden var der én, der brød sammen. Gennem et længere liv i et socialt system, var der aldrig nogen, der havde stillet ham det spørgsmål, og han havde aldrig troet, at han havde drømme om fremtiden før nu.

Selv om jeg er verdensborger betragter jeg i dag Danmark som mit land. Jeg har pakket kufferten ud, og på det personlige plan ser jeg mig selv som en svane: Jeg har det godt med mine omgivelser, og jeg har ikke ondt i livet. I forhold til min indsats for en bedre integration og ligestilling føler jeg mig af og til som den grimme ælling. På det felt skal der ske nogle grundlæggende ændringer og holdninger. I dag handler integration og etnisk ligestilling mere om assimilation, om at etniske minoriteter skal se ud og tænke som majoritetssamfundet. En klog dansk mand sagde engang, at vi mennesker har i kort tid et liv, hvor vi skal finde ud af at leve sammen, og det har vi ikke lært endnu. Jeg værdsætter mit liv, og jeg føler mig virkelig som en del af det danske samfund. Hvis jeg havner i nogle sorte huller, prøver jeg at se lyst på tingene: Det kan ikke blive værre, kun bedre! I dag er jeg medlem af Det Radikale Venstre, et parti hvor jeg kan genkende mine egne holdninger, og jeg har planer om at blive politisk aktiv igen. Om 10 år sidder jeg måske i Folketinget! Som ligestillingsminister.