Parshank Saeed

Parshanks Saeeds historie

· Kvindelig Che Guevara
· Journalist
· Flygtning i Danmark
· Projektleder i Odense
· Ghettoer for ældre
· Håbet om at vende tilbage

Kvindelig Che Guevara
Som ung drømte jeg om at blive en kvindelig Che Guevara, der kæmpede for frihed, retfærdighed og menneskerettigheder i Irak. Mine forældre var politisk aktive, og jeg er vokset op med, at ligestilling mellem kønnene er en selvfølgelighed. Jeg drømte om at blive journalist og med ordets magt kæmpe for demokratiske værdier. Imidlertid var det umuligt at blive uddannet som journalist i Irak, da journalistuddannelsen var forbeholdt medlemmer af Baath partiet. Alligevel insisterede jeg på at blive journalist, og i 1977 rejste jeg alene til Hviderusland i det daværende Sovjetunionen. Jeg havde let ved at lære sprog og efter ni måneders undervisning i russisk, begyndte jeg at studere journalistik. Mit hold bestod af studerende fra alle verdensdele, og jeg trivedes fint med at være sammen med så mange nationaliteter. Allerede dengang var min holdning, at samarbejde på tværs af nationaliteter gør verden mindre.

Journalist
I 1983 afsluttede jeg journalistuddannelsen. I mellemtiden var den politiske situation i Irak blevet forværret. Min far var blevet dræbt af regimet pga. han var politisk aktiv i en fagforening. Jeg vidste, at hvis jeg rejste tilbage til Irak, risikerede jeg at komme i fængsel dels pga. mine forskellige politiske aktiviteter og dels fordi jeg ikke var et registreret medlem af Baath-partiet. I stedet besluttede jeg mig for at blive aktiv i den irakiske opposition, der holdt til i den nordlige del af Irak, Kurdistan og i Syrien. Jeg arbejdede som journalist og lavede radioprogrammer og skrev artikler for forskellige blade. I godt tre år var jeg chefredaktør på bladet ”Fred og Socialisme”, og i denne periode blev jeg gift med min dejlige mand. Men den politiske situation ændrede sig dramatisk: Drab og bomber blev en del af hverdagen, og de internationale sanktioner samt Iraks blokade mod Kurdistan ødelagde økonomien. Glæden forsvandt, og min mand og jeg besluttede at forlade landet. I det sekund følte jeg, at jeg havde mistet noget værdifuldt.

Flygtning i Danmark
At jeg valgte at søge asyl i Danmark var ikke tilfældigt. Jeg havde i forvejen et positivt indtryk af Danmark: Dels boede min bror her og dels havde jeg oversat flere politiske artikler om de skandinaviske velfærdsamfund til kurdisk. At læse om samfund, der var baseret på gensidig solidaritet og lige ret for alle, skulle inspirere vores arbejde med at indføre demokrati i Kurdistan.

I Danmark begyndte kampen med det danske sprog. Vi gik i gang med at lære dansk og prøvede at kommunikere med danskere omkring os. Når man bliver flygtning, slettes ens personlige og faglige status, som man har med sig fra hjemlandet, på én gang. I løbet af et år bestod vi de afsluttende danskeksaminer. I 1996 fødte jeg vores andet barn. Mens jeg havde barselsorlov, søgte jeg mange stillinger bl.a. som gartnerimedarbejder, for jeg var ked af at skulle modtage kontanthjælp.

Som journalist havde jeg arbejdet og skrevet for kvinder, og det generede mig at se etniske minoritetskvinder sidde isolerede og passive her i Danmark. Derfor var jeg med til at oprette en klub for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i Odense. Kvinderne mødtes en gang om måneden til forskellige arrangementer, og jeg fik bl.a. socialrådgivere og psykologer til at fortælle kvinderne om deres muligheder her i Danmark.

Projektet blev en succes, og i den efterfølgende tid involverede jeg mig i andre frivillige aktiviteter og kom i kontakt med mange danskere og med Odense kommune. Senere tilbød kommunen mig at komme i jobtræning som informationsmedarbejder, hvor jeg bl.a. lavede et nyhedsbrev for etniske minoriteter, som hed ”Interkulturelle Sider”.

Projektleder i Odense
I 1999 fik jeg et regulært job som projektleder for ”Multikulturel Kvindegruppe” - et lærings- og aktiveringsprojekt for etniske minoritetskvinder. Mange af kvinderne, der deltog i projektet, boede i Vollsmose. I 2000 indrettede to kunstnere en lejlighed i Vollsmose og lavede aktiviteter, der involverede beboerne. Kunstnergruppen hed CUDI (Center for urbanitet, dialog og information, red.). Multikulturel Kvindegruppe deltog i nogle af CUDI’s aktiviteter. Et af projekterne, et EU-projekt ”Multi Power House”, indebar, at kvinderne kørte i bus fra Vollsmose til Torino. På turen til Torino fotograferede kvinderne bl.a. socialt belastede boligområder, og ”Deres øjne” blev udstillet i Torino Biennalen 2002, hvor vi sammen med CUDI modtog en pris.

Al-Drub betyder forskellige veje og er navnet på et EU-finansieret kvindeprojekt, som jeg formulerede og søgte midler til, på baggrund af min viden om etniske minoritetskvinders behov og muligheder i det danske samfund. Jeg var kontaktperson og projektleder, indtil det sluttede i 2004. De kvinder, der var tilknyttet Al-Drub, lærte at designe, sy og betjene kunderne i projektets butik. Målet var at give kvinderne troen på sig selv tilbage og kvalificere dem til at komme ud på det danske arbejdsmarked. Bl.a. moderniserede vi nogle af kvindernes traditionelle kjoler og hårbeklædninger og gjorde dem mere anvendelige på danske arbejdspladser. Tøjet afstedkom en ny mode i Vollsmose, hvor mange af projektets deltagere kom fra.

Jeg arbejder stadig med aktivering af etniske kvinder, og der er et enormt behov for at motivere og støtte kvinderne i stedet for at fordømme dem som arbejdsuvillige. Jeg er daglig leder på et projekt, der hedder Kulturhus Stjerneskud, samtidig arrangerer jeg kurser bl.a. i samfundsforståelse for Odense Kommune.

Når man aktiverer folk, skal man først og fremmest motivere dem. At finde metoder, hvormed man kan motivere mennesker, er det vigtigste. Jeg tror ikke på tvang under nogen omstændigheder. Der vil være nogle af deltagerne i projektet, der aldrig nogen sinde kommer ud på arbejdsmarkedet, og i de tilfælde drejer det sig om at give kvinderne en personlig livskvalitet og at styrke dem i at være rollemodel i forhold til deres børn. Det er vigtigt, at de ikke går ensomme og isolerede derhjemme, men kommer ud blandt andre og føler sig som en del af samfundet. Projekterne giver dem livskvalitet, og hvem ved, hvad det kan føre til.

Ghettoer for ældre
Jeg forstår de etniske minoritetskvinders ensomhed. I perioder føler jeg mig også ensom i min sjæl. Pludselig savner jeg mine nære venner fra Irak, venner jeg har fælles oplevelser med, og som har kendt mig, da jeg var ung. Det er et evigt tilbagevendende savn at miste sit hjemland! Det gælder ikke mindst for de ældre med etnisk minoritetsbaggrund, der aldrig har lært at tale ordentligt dansk.

Jeg vil gerne lave en lille ghetto i form af et etnisk plejehjem: Ghettoer er dårlige for unge mennesker, men kan give de ældre tryghed og forståelse. På et etnisk plejehjem ville de ældre kunne tale deres eget sprog, fejre deres traditionelle højtider og få sig et netværk. Her kunne de i trygge omgivelser få lov til at nyde deres sidste tid.

Når man lever i eksil, skal man fokusere på de positive sider og deltage i majoritetssamfundets traditioner og højtider. Fx holder vi jul med vores døtre sammen med min herboende broder og hans danske kone. Børnene får julegaver, vi synger og danser omkring juletræet.

Mine børn lærer også vores egne traditioner at kende. Mange af de store højtider handler jo i virkeligheden om det samme: At tænke på andre og at vise næstekærlighed. Fx fejrer vi vores nytår, Now Ruz. Vi laver et stort bål for gadens børn, og jeg fortæller historier. Bl.a. fortæller jeg, at i min familie har man respekt for naturen og taler med naturen, som var den et menneske. Når jeg slukker et bål, pøser jeg ikke en masse vand på, men slukker det stille og roligt ved at komme lidt vand på ad gangen. Det viser, at du har respekt for ilden.

Vi fejrer højtiden, Eid Ul Fitr, der afslutter ramadanen. Jeg elsker de tre festdage: duften af maden og atmosfæren. Den stemning prøver jeg at give videre til mine døtre, så godt jeg kan. Men helt det samme som i Kurdistan, bliver det ikke.

Mine to døtre, Rand og Nawa, betyder alt for mig. Da jeg blev gift, havde jeg for travlt med mit politiske arbejde til at få børn, og vi besluttede at vente nogle år. Da jeg så fik dem, fyldte de mig med en grænseløs kærlighed og respekt. De er så søde og fulde af energi, og jeg kan se noget af mig selv i mine børn, og det er dejligt.

Håbet om at vende tilbage
Mit arbejde fylder meget i mit liv, og det betyder meget at vide, at projekterne gør en forskel i kvindernes liv. Mange af kvinderne har fortalt frygtelige historier om deres liv, og dem vil jeg en dag samle i en bog. Jeg vil også gerne skrive om de savn og tab, man oplever, når man forlader sit land. Jeg vil beskrive smerten, man føler ved ikke at kunne udnytte sine faglige kompetencer i sit nye land – vi har jo alle vores faglige stolthed.

Selvom afstanden mellem mit fædreland og mig føles lige så lang som alle de år, der er gået, lever mine minder stadig i mit indre. Mine minder forbinder den forløbne tid med nutiden, og de hjælper mig med at bevare min sjæl.
Uanset hvilket land man bor i, skal man arbejde og fokusere på det positive, og jeg har bevaret et lille vindue med udsigt til gode ting: Fx arbejder jeg som frivillig for en kurdisk forening, der støtter demokratibevægelser rundt omkring i verden. Når mine døtre bliver ældre og mere selvstændige, drømmer jeg om at flytte tilbage til Kurdistan i en periode og starte et projekt op.

Jeg vil gennem mit projekt invitere kurdiske og irakiske kvinder til Danmark og give dem muligheder for at studere ligestilling, demokrati og civilsamfund her og bruge den viden hjemme i Kurdistan. Danmark har haft en lang værdidebat om demokratiske rettigheder, og den har påvirket det danske samfund og de politiske institutioner. Den proces kan vi lære af i Irak og i Kurdistan.

Lige nu ser det ikke godt ud i Irak, de mange terrorbombninger er skræmmende, men jeg tror stadig på, at man kan redde lidt af verdenen, hvis man tror, på det man laver. Det vigtigste er at være frie i sindet og bevare sine holdninger.