Roda Ahmed

Roda Ahmeds historie

· Flygtede fra krigen i Somalia
· Måtte forlade min nyfødte datter
· I Danmark var alle vægge hvide
· Svendebrev med ros
· Kokkehue oven på tørklæde
· Min religion er vigtig
· Vores private lektiehjælp
· Lykkelig mor 
 
Flygtede fra krigen i Somalia
Da jeg var barn i Somalia, drømte jeg om at læse medicin. Min familie tilhørte middelklassen, så vi havde økonomisk mulighed for, at mine 7 søskende og jeg kunne tage uddannelser. Min far arbejdede som transportchef i Mogadishu, mens min mor var hjemmegående. Drømmen om at blive læge brast, da borgerkrigen i 1990 brød ud som følge af mange års utilfredshed med præsidentens udemokratiske styre. Der var ingen elektricitet eller vand i byen, og bomberne faldt tæt på den bygning, som min familie og jeg boede i. Under de værste bombardementer rystede jorden, som om der var jordskælv. En aften blev vores nabos hus ramt af nogle bomber og brød i brand, og min familie og jeg flygtede i panik ud af Mogadishu. Når jeg i dag ser billeder fra Bagdad, er det som at være der selv, for jeg ser, hvad jeg selv oplevede under flugten: Døende og døde mennesker lå på gaderne, og vi gik bare forbi uden at vise dem omsorg. I en krigssituation er man som en levende død, for man ved ikke, hvornår man selv bliver ramt af en kugle.

Jeg var 14 år og tænkte kun på min egen overlevelse. I forvirringen kom min mor og far væk fra hinanden. Sammen med fire af mine søskende nåede min mor til en Røde kors lejr i Kenya, mens min far og jeg og tre øvrige søskende forsøgte at nå grænsen til Etiopien. Vi gik i tre dage og nætter, før vi nåede til grænsen. Den fjerde nat betalte vi en mand for at smugle os til Etiopien. Her blev vi interneret i en Røde Kors flygtningelejr sammen med tusinder af andre flygtninge fra Somalia. Vi håbede hele tiden på at finde min mor og fire søskende i lejren, men ingen havde set dem eller hørt nyt om dem.

Efter halvandet år i flygtningelejren fik vi et brev fra Røde Kors i Danmark, hvori der stod, at min mor og fire søskende havde fået asyl i Danmark efter at have siddet interneret i en Røde Kors flygtningelejr i Kenya. Vi ventede i to år på at blive familiesammenført med familien i Danmark, og i den periode sendte min mor os 100 dollars hver måned til mad og tøj.

Måtte forlade min nyfødte datter
I flygtningelejren traf jeg min nuværende mand, Ibrahim, som jeg kendte lidt til i forvejen. Hans kone var blevet dræbt under flugten, og han sad nu alene med fire mindreårige børn i lejren. Vi snakkede godt sammen, og jeg ville gerne tage mig af hans børn.

Som syttenårig blev jeg gift med Ibrahim og stod med ansvaret for fire børn. Umiddelbart efter vores bryllup blev jeg gravid, og i 1992 fødte jeg min ældste datter 2 måneder for tidligt. Livet i flygtningelejren var opslidende, og hver dag håbede jeg på at få tilladelse til at rejse til Danmark.

I 1994 fik vi endelig besked fra den danske ambassade om, at vi nu kunne blive familiesammenført med min mor, men familiesammenføringen omfattede ikke min mand og børn. Den danske ambassadør rådede mig til at rejse alene til Danmark og søge om familiesammenføring derfra. Tanken om at skulle tilbringe resten af livet i en flygtningelejr fik mig til at forlade min egen familie og rejse sammen med min far og tre søskende. Det var smertefuldt at forlade min nyfødte datter, der kun var 23 dage gammel.

I Danmark var alle vægge hvide
Da vi ankom til Danmark i 1994, var det vinter, og jeg så sne for første gang. I skolen i Somalia, havde jeg hørt om de russiske snestorme, men jeg forestillede mig ikke, at sneen dryssede ned fra himlen som sukker, jeg troede, at den kom i store klumper. Kulden var det værste, og jeg frøs så meget, at jeg lå en uge i sengen og drak varm te uden at få varmen.

Der var ingen farver, ingen blade på træerne, og alle boliger havde hvide vægge. Kan jeg overleve her, tænkte jeg bekymret? Vi boede 10 personer i en fem værelses lejlighed i Tilst, en forstad til Århus, og jeg begyndte at lære dansk på et ungdomsprojekt for 18 til 25-årige, hvor jeg udover dansk blev undervist i matematik og engelsk.

Halvandet år efter bestod jeg den afsluttende danskeksamen. Det første jeg gjorde, da jeg kom til Danmark, var at ansøge om familiesammenføring med min familie i Etiopien. I 1996 kom de endelig til Danmark. I mellemtiden var min lille baby blevet til en 2 årig pusling. Vi fik en lejlighed i Malling, en lille by tæt ved Odder, og selvom jeg nu havde en familie at tage mig af, arbejdede jeg som rengøringsassistent og hjalp til i kantinen på den lokale skole, indtil jeg i 1996 fødte min søn. Efter min barselsorlov vendte jeg tilbage til jobbet.

Efterhånden var mine danskkundskaber så gode, at jeg fik arbejde som tolk i de følgende to år. Men jeg havde en drøm om at lære at lave mad, og det lykkedes mig med kommunens hjælp at få en praktikplads som køkkenmedhjælper på en landbrugsskole i Malling efter jeg havde født mit tredje barn, en lille pige i 1998.

Det spiller en stor rolle hvilken praktikplads og leder, man får: Nogle viser én fra første dag, at de ikke synes, man dur til noget. Andre styrker ens selvtillid, og overbeviser én om, at man kan klare opgaverne. Køkkenlederen på landbrugsskolen var fra første dag positiv over for mig og gav sig tid til at sætte mig ind i arbejdsopgaverne. Hvis jeg skulle bage brød, skrev hun, hvor meget gær og margarine, der skulle i. Undervejs lærte jeg en masse om dansk madkultur, at rugbrød er sundt og velsmagende, og i dag spiser min familie udelukkende rugbrød.

Første gang jeg så et stykke smørrebrød højt belagt med pålæg, troede jeg, det kun var til pynt og ikke noget, der skulle i munden. Hver dag skulle der laves mad til 80 landbrugselever, og efter et halvt år turde jeg tage weekendvagter, hvor jeg havde det fulde ansvar.

Efter et år rådede køkkenlederen mig til at tage en uddannelse inden for faget, da hun syntes, at jeg var dygtig, og at hænderne sad godt på mig.

Svendebrev med ros
I 2001 begyndte jeg på en treårig gastronomuddannelse på Århus Tekniske Skole. Efter et vellykket grundforløb, opstod der problemer, da jeg skulle i praktik, men med kommunens hjælp fik jeg en plads i kantinen på Den sociale Højskole, hvor jeg fik en god udtalelse.

Lærerne på skolen var søde og hjælpsomme, og det eneste fag, der voldte mig problemer, var dansk. Uanset hvor meget jeg gjorde mig umage, fik jeg dårlige bedømmelser. På et tidspunkt fik jeg 03 for en opgave, jeg havde skrevet. Jeg fandt karakteren ufortjent og klagede til skolelederen og påpegede, at hvis mit dansk var så dårligt, skulle de ikke have optaget mig på uddannelsen, for det var spild af min tid og mine kræfter. Fremover kiggede han mine danskopgaver igennem, og til den skriftlige eksamen med ekstern censor, fik jeg karakteren 8. I april 1994 fik jeg mit svendebrev med ros. Faktisk fik jeg den næsthøjeste eksamen på holdet.

Jeg var meget stolt af mit svendebrev og ville gerne bruge min uddannelse, men som den eneste i klassen fik jeg afslag på alle jobansøgninger, end ikke et jobinterview blev jeg indkaldt til. Det lykkedes mig til sidst at blive ansat i et projekt, hvor jeg underviste arabiske og somaliske kvinder i madlavning og hygiejne. Jeg arrangerede, at kvinderne kunne tage en hygiejneprøve på Teknisk Skole. Med et hygiejnebevis i hånden havde de mulighed for at blive ansat som køkken- eller kantinemedhjælper. Såfremt jeg ikke finder et job inden for restaurationsbranchen, begynder jeg at arbejde som tolk igen.

Min mand og jeg taler ofte om, at i Europa bliver man ikke rig af at arbejde, men man kan få del i en anden rigdom, nemlig viden og uddannelse, og den er der ingen, der kan tage fra én. Jeg vil ikke give mine somaliske bekendte ret i, at min tid på teknisk skole var spild af tid. Jeg har min faglighed og en viden om, hvordan man etablerer en restaurant, og hvis jeg en dag rejste tilbage til Somalia og åbnede en restaurant, ville den måske tiltrække flere kunder end de øvrige i området, for jeg har nu en viden om, hvilket kundegrundlag, jeg skal satse på: Unge mennesker, familier eller pengestærke personer.

Kokkehue oven på tørklæde
Lige nu er jeg på barselsorlov og passer min ni måneder gamle datter, men jeg håber, at min datter snart får en plads i en vuggestue eller dagpleje, så jeg kan komme i gang med jobsøgningen igen. Mine børn har altid været i vuggestue og børnehave, selvom andre somaliske kvinder har bebrejdet mig, at jeg var for lidt sammen med mine børn og brugte for meget tid på job og min uddannelse.

Jeg er også blevet bebrejdet, at jeg arbejder med svinekød, men så forklarer jeg dem, at Danmark får indtægter af sin eksport af svinekød. Indtægter der er med til at betale for den kontanthjælp, som mange somaliske kvinder lever af. Jeg har ikke noget imod at arbejde med svinekød, bare jeg ikke skal smage på det, og jeg kan fint arbejde med et lille tørklæde på hovedet. Da jeg tog mit svendebrev, havde jeg en kokkehue oven på tørklædet, hvad mine klassekammerater syntes var sejt. Som muslim beder jeg i løbet af dagen, i mine pauser, og hvis der er travlt, så venter jeg med at bede.

Jeg er næstformand i Den Somaliske Kvindeforening, og der bliver jeg ofte spurgt om, hvornår man er tilstrækkeligt integreret i det danske samfund? Mit svar er, at når man har et arbejde eller en uddannelse, er man integreret. Jeg er træt af at høre udtalelser om, at somaliske kvinder ikke vil arbejde. Jeg vil hellere end gerne have et job, men personligt er jeg skuffet over, at mit navn og mit tørklæde indtil nu kun har givet mig afslag på mine ansøgninger. I stedet for at tale så meget om integration, burde samfundet gøre en større indsats for at åbne dørene til arbejdsmarkedet.

Vores børn er vokset op med forældre, der er aktive på arbejdsmarkedet. At have et arbejde gavner ikke alene vores økonomi, men også vores børn, der kan fortælle, at deres mor er under uddannelse, og at deres far har et job. I Somalia var min mand engelsklærer, men opgav hurtigt at få et arbejde inden for sit fag i Danmark. I stedet uddannede han sig til buschauffør.

Min religion er vigtig
Jeg føler mig glimrende integreret, men det betyder ikke, at jeg på alle områder føler mig dansk. Fx går jeg med tørklæde og er praktiserende muslim. Første gang jeg mødte en kristen var i Etiopien. At møde en person med en anden tro gjorde mig bange, for indtil da troede jeg, at alle mennesker var muslimer. Jeg lærte dog hurtigt, at muslimer, kristne og andre religioner fint kan samarbejde med hinanden. Min grundlæggende holdning er, at vi ikke skal være bange for at blande os med hinanden, det gælder også for somaliere i Danmark.

Vores børn bliver muslimsk opdraget, og vi fejrer alle de muslimske højtider. Da ramadanen sluttede, fik alle vores børn gaver og nyt tøj, vi gik i biografen og så Zorro og spiste på McDonald. I vores kultur holder vi ikke fødselsdage, men vi har alligevel valgt at holde fødselsdage, indtil børnene er seks år. Man skal ikke sige nej hele vejen igennem. Til gengæld fejrer vi ikke jul, og børnene får hverken julekalender eller juletræ.

Vores private lektiehjælp
Det var Gud, der bestemte, at min mand og jeg skulle have børn. Som nygift besluttede jeg, at de ”blomster”, der blev resultatet af vores kærlighed, skulle vokse sig store og blive smukke. I flygtningelejren i Etiopien talte jeg og min mand ofte om vores fremtid, og en dag fortalte jeg ham om min ”blomsterhave”. Han grinede ad mig og spurgte: ”Hvordan kan du tænke så langt ud i fremtiden?”. I dag har jeg fået min have, og jeg investerer alt, hvad jeg har i den.

Vores børn ved, at min mand og jeg forventer, at de klarer sig godt i skolen. I dag bor kun den yngste af min mands tidligere børn hos os. Hun går i gymnasiet, og får flotte karakterer. For at hjælpe mine børn i skolen har jeg organiseret vores egen private lektiehjælp: Jeg hjælper de yngste med deres hjemmearbejde, mens de ældre børn hjælper deres yngre søskende. I en time er der slukket for tv og computerspil, og alle børnene arbejder med deres lektier. Også de yngste, der ikke har lektier, lærer at sidde med en bog og være stille i en hel time. Da vi var til forældrekonsultation med min datter, der går i første klasse, sagde læreren, at han var imponeret over, hvor koncentreret hun arbejdede.

Før min mand og jeg går til forældrekonsultationer, skriver jeg på forhånd en liste med spørgsmål til læreren om, hvordan vores børn klarer sig fagligt og socialt. Får vi beskeden, at vores barn klarer sig godt og gør fremskridt, vanker der en belønning i form af en stor gave, også selvom det kun drejer sig om en lille forbedring. Sidste gang vores ’gymnasiebarn’ viste os sin karakterbog, forærede vi hende en mobiltelefon. Mine børn skal ikke tilhøre den procentdel af unge indvandrere, der går ud af folkeskolen uden at kunne læse eller skrive ordentligt.

Om fredagen stilles skoletaskerne væk, der bages og hygges, og børnene bestemmer selv, hvornår de vil gå i seng. Det samme gælder lørdag, men
søndag aften er der lektietid igen, men først skal der ryddes op i skoletaskerne, og den pæneste skoletaske bliver belønnet med et stykke slik.

Jeg har valgt et liv med mange børn og erhvervsarbejde, og det levner ikke meget tid til fritidsinteresser og venner. For at få hverdagen til at fungere, må børnene hjælpe til. Alle børnene har opgaver hjemme, og de ved præcist, hvad de skal lave, når de kommer hjem fra skole.

Selvom jeg ikke har mange penge og står nederst på den sociale rangstige, så leger min søn i dag på lige fod med en dreng, hvis forældre begge arbejder på universitetet.

Lykkelig mor
Af og til taler min mand og jeg om at rejse tilbage til Somalia, men vi er meget i tvivl om det er det rigtige. I øjeblikket forlader mange højtuddannede somaliere Danmark og slår sig ned i London. Sidste sommer var jeg selv i London, og jeg nød at gå på gaderne uden at føle mig som en fremmed. Dér var jeg bare en af mange udlændinge, men alligevel savnede jeg det stille og hyggelige Danmark, og jeg fandt ud af, at Danmark er mit hjem. Det sker, at jeg får nogle racistiske bemærkninger, især fra ældre mennesker i busserne, der råber, at jeg skal tage tilbage, hvor jeg kommer fra. Heldigvis har mine børn ikke oplevet at blive drillet eller chikaneret.

Jeg har et godt liv i Danmark, men jeg savner at have mere tid. Der stilles store krav til kvinder i Vesten, og det kan være svært at overkomme både familieliv og erhvervsarbejde. Om ti år håber jeg, at jeg har et godt job inden for restaurationsbranchen, og at jeg stadig er en lykkelig mor.