Edith Clement

Edith Clements historie

• Egentlig ville jeg have læst medicin
• Politisk aktiv i Chile
• Fængsel og tortur
• Den danske konsul var rødhåret
• Danske mænd skiftede ble
• Jordemoder på Rigshospitalet
• Svært at være chilensk mand i Danmark
• I Danmark har man ytringsfrihed
• I Danmark ringer man først 

Egentlig ville jeg have læst medicin
Efter min studentereksamen i 1964 ville jeg læse til læge, men jeg havde ikke points nok til at blive optaget på studiet og fik besked om at vente et år. I ventetiden begyndte jeg at læse til jordemoder på universitetet i Santiago, og jeg blev så glad for mit studium, at jeg opgav at studere medicin. Jordemoderstudiet var kortere end medicinstudiet og det påvirkede min beslutning. I Chile eksisterede SU (Statens Uddannelsesstøtte, red.) ikke og de studerende var økonomisk afhængige af deres forældre.
Min mor arbejdede som sygeplejerske og min far var forretningsmand og ejede en kædeforretning, der solgte køkken - og boligartikler. De havde råd til at finansiere min og mine tre søstres uddannelser. Men jeg brød mig ikke om udsigten til at bo hjemme og blive forsørget af mine forældre i mange år.

Politisk aktiv i Chile
Mit politiske ståsted var på venstrefløjen, og efter jeg blev færdiguddannet som jordemoder i 1968, valgte jeg at arbejde i en mineby 600 km syd for Santiago. Både læger, sygeplejersker og jordemødre på hospitalet var unge og venstreorienterede. Vi havde høje idealer og arbejdede som sindssyge - der var ikke noget, der hed ”jeg har fri”.

Området var fattigt, og antallet af analfabeter var højt. Hvis et barn havde diarré, nyttede det ikke noget at udlevere et stykke papir med skriftlige instruktioner om hygiejne. I stedet for kørte vi i ambulancer rundt i slumkvartererne og i bjerglandsbyerne og fortalte over højttalerne, hvordan man fx skulle rengøre sutteflasker. I forbindelse med mit politiske arbejde mødte jeg en mand, der var aktiv i samme parti som jeg. Vi forelskede os i hinanden, blev gift og fik en lille søn. Ægteskabet holdt kun i nogle få år, og vi blev skilt. Derefter levede jeg alene med min søn.

Fængsel og tortur
I 1970 vandt socialisten Salvador Allende præsidentvalget. Salvador Allendes socialistiske regering gennemførte jordreformer og nationaliserede kobberindustrien. Dermed satte regeringen sig op imod både godsejernes og USA’s økonomiske interesser. Den 11. september 1973 væltede militæret regeringen anført af general Augusto Pinochet og støttet af USA. Politisk aktive på venstrefløjen blev fængslet, tortureret og henrettet.

At være socialist var nu ensbetydende med at være terrorist og statsfjende. Selvom militærdiktaturer hærgede i hele Latinamerika i halvfjerdserne, var mine kammerater og jeg overbeviste om, at militæret aldrig ville blande sig i det politiske liv i Chile, og kuppet kom helt bag på os. Min første indskydelse var at flygte ud af Chile, men hvor skulle jeg flygte hen? Alt var kontrolleret af militæret. I løbet af september blev de fleste af mine kollegaer og jeg fængslede. Nogle blev løsladte igen efter et stykke tid, andre døde under tortur eller ”forsvandt” simpelthen. Mange flygtede til udlandet.

Selv blev jeg hentet af militæret på mit arbejde og anbragt i en ildelugtende celle. Hver gang fangevogterne hentede en medfange til tortur, kunne jeg tydeligt høre det. Jeg kunne ikke gå på toilettet uden at være ledsaget af en bevæbnet fangevogter. Især føltes det nedværdigende, når jeg havde menstruation. Jeg græd kun en enkelt gang, da jeg blev hængt op i håndleddene på en særlig smertefuld måde - ikke kun pga. af de voldsomme smerter i mine håndled, men jeg græd også af raseri over de uretfærdigheder og ydmygelser, jeg og mine kammerater blev udsat for. Jeg havde ikke tid til at hade nogen, jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne slippe ud af det mareridt, jeg befandt mig i.

Vreden hjalp mig igennem den forfærdelige tid. Når fangevogterne ydmygede os kvinder seksuelt for at vise deres magt, tænkte jeg på dem med foragt og vrede, som laverestående væsener. Under en afhøring sagde en militærmand til mig, at han ikke forstod, hvorfor en kvinde af god familie og med en universitetsuddannelse gad kæmpe for disse forfærdelig fattige mennesker. Ironisk nok kom han selv fra den sociale underklasse, hvis levevilkår jeg arbejdede for at forbedre.

Den danske konsul var rødhåret
Efter nogle måneder slap jeg ud af fængslet og fortsatte mit arbejde som jordemoder på hospitalet. I de følgende to år blev jeg fængslet to gange, sidste gang i 1975. Efter min løsladelse i 1975 erfarede jeg, at politiet kun lod mig gå, fordi de håbede på, at jeg ville lede dem hen til min daværende kæreste. Min kæreste var en fremtrædende person på venstrefløjen og eftersøgt af politiet. Senere blev han fanget og henrettet.

Efter mit sidste fængselsophold besluttede jeg mig for at flygte ud af Chile. Først flyttede jeg til Santiago sammen med min 4-årige søn. En nær ven af min familie sørgede for, at jeg kom i kontakt med nogle præster, der smuglede flygtninge ind på udenlandske ambassader.

Der var ingen hjælp at hente hos mine forældre, der aktivt støttede Pinochet. De benægtede hårdnakket, at militæret begik overgreb på deres politiske modstandere. Tilmed donerede de deres vielsesringe, da militæret organiserede en indsamling af guld.

I mellemtiden besluttede min søster sig også for at forlade Chile. Vi blev begge smuglet ind på Vatikanets ambassade i Santiago, og sammen med 60 andre flygtninge ventede vi på at komme ud af Chile. En dag kom den danske konsul på besøg, en rødhåret og fregnet mand, der fortalte, at hans land var meget lille, og at han ikke kunne tilbyde mange flygtninge asyl, men han kunne give visa til en mand med et dansk efternavn og to søstre med et lille barn - min søster og mig. Så helt tilfældigt blev Danmark mit nye land og ikke Venezuela eller Canada, som jeg oprindeligt havde skrevet mig op til.

På vej til lufthavnen blev vores bil eskorteret af andre ambassadebiler, da der havde været fortilfælde, hvor det chilenske militær havde hevet folk på vej til lufthavnen ud af bilerne og sat dem i fængsel. Da vi gik ombord i flyet, fulgte den danske konsul os helt hen til trappen og fjernede sig først, da flyet startede. Han tog ingen chancer. Da vi mellemlandede i Buenos Aires i Argentina havde vi strenge ordrer om ikke at forlade flyet, da flere chilenske flygtninge var blevet arresteret i lufthavnen og sendt tilbage til Chile. Argentinas og Chiles politi samarbejdede.

Danske mænd skiftede ble
Vi ankom til Kastrup Lufthavn i pinsen 1975 og blev installerede på Hotel Corona nær Kongens Nytorv. Under turen hen på hotellet forsøgte min søster og jeg at læse teksterne på skiltene, men vi forstod ikke et ord af, hvad der stod. Den danske konsul havde fortalt os, at dansk var en blanding af engelsk og tysk, men at det var så vanskeligt et sprog chokerede os.

To måneder senere flyttede vi alle tre ud på Øresundskollegiet. Beboerne var venlige og hjælpsomme, fx hjalp de os med en masse praktiske ting som at betjene vaskemaskiner. En af pigerne kaldte vi for Hejsa, for hun sagde ’hejsa’ hver gang, vi mødte hende. Senere inviterede hun min søn på weekend hos sin mor i Greve – jeg var rørt. I juni måned begyndte min søster og jeg at lære dansk på Flygtningehjælpens Sprogskole, og min søn kom i børnehave.

Mange af de chilenske flygtninge var så traumatiserede efter fængselsophold og tortur og kunne ikke koncentrere sig om at lære dansk. Flere håbede på at kunne vende tilbage til Chile, og det var svært for lærerne at motivere os til at lære dansk. Heldigvis forstod de vores situation og stillede ikke de store krav i begyndelsen. De så gennem fingre med, at vi brugte vores tid på politisk arbejde.

Vi følte, at vi skulle gøre noget og organiserede os i politiske foreninger, der samlede penge ind til de forfulgte i Chile. Vi arrangerede demonstrationer og gjorde de danske medier opmærksomme på, hvilke forfærdelige ting der skete i Chile. Selvom vi havde forskellige politiske opfattelser og historiske baggrunde, samarbejdede vi med den danske venstrefløj.

Ved et af de første fælles møder, spærrede jeg øjnene op ved synet af en dansk mand, der stod og skiftede ble på sin baby - det havde jeg aldrig set før. Det var også her, jeg første gang mødte lesbiske kvinder, der åbent viste deres seksualitet. I Chile drejede den politiske kamp sig om at kæmpe for bedre sociale vilkår for de fattige, mens kampen for kvinders ligeberettigelse stod lavt på den politiske dagsorden.

Af og til syntes jeg, at danske feminister gik over stregen, når de gjorde manden til en større fjende end klassemodsætningerne. Fx kørte jeg en tur ud af Strandvejen i Nordsjælland sammen med en dansk rødstrømpe i hendes lille 2Cver. Pludselig punkterede vi, og vi måtte i gang med at skifte hjul. En venlig mand stoppede og spurgte høfligt, om han skulle hjælpe os. ” Nej tak, det klarer vi selv”, svarede min danske veninde surt.

Men som kvinde og enlig mor oplevede jeg det danske samfund som en åbenbaring. Her havde jeg mulighed for at få mit barn passet i en børneinstitution, mulighed for at få en uddannelse eller et job der kunne gøre mig økonomisk uafhængig, og jeg følte, at kvinder blev respekteret, uanset deres udseende og tøj. I Chile blev kvinder mest vurderet på deres ydre.

Jordemoder på Rigshospitalet
Da jeg forlod Chile, var jeg meget afklaret med, at mit liv nu handlede om at redde livet, og det var ligegyldigt, om jeg skulle arbejde som tallerkenvasker for at tjene til føden. Så vidt kom det aldrig. Min sagsbehandler rådede mig til at få oversat mine eksamensbeviser til dansk, og i februar 1976 gav Sundhedsstyrelsen mig en midlertidig autorisation som jordemoder på to år, hvor jeg skulle bestå nogle eksaminer bl.a. om dansk sociallovgivning. Først skulle jeg to måneder i en lønnet praktik på jordemoderskolen på Rigshospitalet.

Før jeg begyndte min praktik, var jeg meget nervøs for, om jeg kunne klare mig på dansk - jeg havde ikke engang gået i skole et år. Men min dansklærer overbeviste mig om, at jeg ville lære dansk hurtigere på en arbejdsplads end på en skolebænk, og han fik ret.

Det skete ikke uden sproglige misforståelser, som da jeg bad en elev om at hælde 10 ensomheder medicin op i et glas. Eleven spurgte forbavset: ”10 ensomheder?”. Hun turde ikke grine, da hun var elev og jeg var jordemoder. ”Ja, 10 ensomheder”, gentog jeg. Så kunne jeg høre, at det lød forkert, og at jeg forvekslede ensomheder med enheder.

Under min praktikperiode knoklede jeg så hårdt, at jeg knapt kunne holde mig oprejst, når jeg kom hjem, men jeg ville vise, at jeg fagligt var god. Og det lykkedes. Min overjordemoder gav mig en fin evaluering, og hun tilbød at ansætte mig de følgende 2 år, indtil jeg havde bestået mine eksaminer.

At læse den danske sociallovgivning voldte mig problemer, ikke indholdet, men de sproglige formuleringer: lange indviklede sætninger næsten uden verber. Heldigvis havde jeg mødt min kommende mand, der var jurist og han hjalp mig med eksamenslæsningen. Til eksamenen var mine kollegaer lige så nervøse som jeg, og de jublede, da de hørte, jeg fik 10. Umiddelbart efter min eksamen tilbød overjordemoderen mig en fast stilling, og den takkede jeg ja til.

I dag arbejder jeg stadig på Rigshospitalet, nu som afdelingsjordemoder, hvor jeg bl.a. er faglig vejleder for de ansatte jordemødre. At være jordemoder er et meget selvstændigt arbejde, hvor man ikke skal spørge læger til råds om alt. Fagligt er det spændende at se, hvor meget mine hænder kan udrette, når et barn bliver født.

Hver gang er det en udfordring at prøve at give den fødende en optimal fødsel. Ind i mellem sker der også forfærdelige ting, hvor ens hænder ikke slår til, men hvor teknologien må træde til: Børn bliver født for tidligt, børn fødes med misdannelser eller med abstinenser, fordi deres mødre er narkomaner eller alkoholikere. Nogle børn dør, og det er hårdt at se et lille bitte barn komme til verden, og så dør det. I de situationer har man brug for at snakke tingene igennem med gode kollegaer.

Svært at være chilensk mand i Danmark
En kold aften sidst i november 1976 sad jeg og trøstede en af mine chilenske veninder på kollegiet. Hun havde lige fundet ud af, at hendes chilenske mand havde en affære med en dansk pige på trods af, at de havde to små børn sammen.

Mange af de chilenske mænd havde svært ved at omstille sig til det danske samfund, til et andet kønsrollemønster, og flere blev skilt efter ankomsten til Danmark. Mændene var opdraget i et katolsk og patriarkalsk samfund, hvor de tog det som en selvfølge, at kvinderne vartede dem op, og de havde svært ved at finde en rolle, der passede til det danske samfund.

Adskillige af mændene udnyttede, at danske kvinder var frigjorte med det resultat, at deres ægteskaber gik i stykker. Selvfølgelig var der også ægteskaber, hvor mændene var i stand til at ændre sig og sige: Ok, sådan er det i Danmark, og de klarede omstillingen.

Den aften var min veninde og jeg enige om, at alting var noget lort: Utro mænd og dansk vinterkulde. Samme aften var vi inviteret til en julefrokost på kollegiet, og da vi havde puttet vores børn i seng, gik vi derover for at drikke en øl. Der blev jeg præsenteret for en dansk mand, der spurgte, om vi skulle danse. Samme dag var han officielt blevet skilt fra sin kone. At hans frihed kun ville vare få timer, vidste hverken han eller jeg, men i dag har vi været sammen i 30 år, og jeg er stadig lige så forelsket i ham, som jeg blev den aften. Han er min bedste ven og salsapartner.

I Danmark har man ytringsfrihed
Jeg er meget glad for at bo i Danmark. Det er et samfund, hvor alle kan få en uddannelse, gratis hospitalsophold, og hvor alle kan ytre sig frit, også om politikere, de ikke bryder dig om – basale rettigheder, som vi i Chile skulle slås for. Når jeg hører andre chilenere tale dårligt om det danske samfund, bliver jeg irriteret. Selv ved jeg ikke, hvem jeg ville holde med, hvis Danmark og Chile skulle spille fodbold med hinanden. Jeg ville have et problem.

Alligevel er jeg ikke blind for, at samfundet har ændret sig meget i løbet af de sidste 30 år. Var jeg kommet hertil i dag, var det hele ikke gået så glat: Jeg var aktiv i modstandsbevægelsen i Chile og ville måske blive betragtet som en terrorist, og muligvis ville mine papirer ikke blive godkendt så hurtigt.

Allermest bekymrer holdningen til indvandrere mig. At man ikke sørger for at give de unge indvandrere bedre muligheder for at få et job, så de ikke går rundt på gaderne og finder på dumme narrestreger. Når jeg læser eller hører nyheder i medierne, bliver jeg ked af det. Dels får man det indtryk, at det alene er indvandrere, der begår kriminalitet. Imidlertid har jeg svært ved at tro, at de fleste indsatte i danske fængsler er indvandrere. Dels er jeg bange for, at danskeres fordomme om indvandrere vil gå ud over mine to sønner, der begge ser sydlandske ud.

I Danmark ringer man først
Af og til savner jeg Chile: Klimaet og spontaniteten. Hvis jeg havde lyst til at snakke med en veninde i Chile, besøgte jeg hende bare. I Danmark ville jeg ikke turde besøge mine danske venner uden først at ringe, selvom de er mine gode venner.

Politik fylder meget i mit liv, og jeg følger nøje den politiske udvikling i både Chile og i Danmark. Det undrer mig fx, at der snakkes så lidt politik på min arbejdsplads, at det ikke er passende at spørge om, hvilke politiske partier ens kollegaer stemmer på, det er nærmest en hemmelighed. En gang spurgte jeg nogle kollegaer, om de vidste, hvor stor arbejdsløshedsprocenten var i Danmark? Ingen kunne svare på det. Tidligere interesserede og bekymrede danskerne sig meget for, hvad der skete i andre lande som fx i Afrika. I dag er de mere optagede af deres egne små bekymringer og nøjes med at give en halvtredser, når forskellige organisationer samler penge ind til nødstedte mennesker på kloden.

Om to år går jeg på pension, og så vil jeg gerne bo i Chile nogle måneder ad gangen. Når jeg er i Chile, bliver jeg konfronteret med den sociale elendighed overalt, og jeg føler en stor afmagt. Jeg vil gerne være med til at løse problemerne, og det kan man kun gennem at kæmpe for et politisk parti, der vil forbedre de fattiges vilkår, og sådan et parti vil jeg gerne arbejde for.

Kun en af mine tre søstre blev boende i Chile, en lever i Frankrig og den søster, der rejste med mig til Danmark var dengang overbevist om, at hun kunne rejse tilbage til Chile i løbet af nogle få år. I Chile studerede hun medicin, men hun genoptog ikke lægestudiet i Danmark. I stedet for besluttede hun sig for at uddanne sig til laborant. Hun rejste aldrig tilbage til Chile, men forelskede sig i en dansk mand, blev gift og fik barn. I dag er hun skilt og bor og arbejder i Centralamerika.

Jeg går på pension, mens jeg stadig synes, at mit arbejde er dejligt, men jeg er bekymret for udviklingen inden for mit område. Selvom den økonomiske situation i Danmark aldrig har været bedre, får sundhedssektoren færre penge. Samtidig sætter politikerne flere uopnåelige mål, og som følge heraf bliver de ansatte stressede og frustrerede.

Patientklientellet har også ændret sig, det er mine børns generation – den forkælede generation, hvor alt skal planlægges. De travle forældre vil gerne have datoen for deres fødsel skrevet ind i deres kalender i forvejen, og mange får et chok, når barnet ikke kommer på den fastsatte dag.

Så før jeg bliver sur og bitter går jeg på pension, og jeg glæder mig til at få tid til at male, læse og danse salsa. Mine to sønner er voksne: Den ene er færdiguddannet biolog, og den anden bliver magister i historie til sommer. Jeg er glad for mit liv, og det har stadig meget godt at byde på, fx er det endelig lykkedes mig at få min mand til at danse salsa, selvom om han er stiv som et bræt. Men vi har det dejligt!