 |
 | |
Indsendte personer
Evelina Handzic
Mit navn er Evelina Handzic, jeg er 23 år gammel og jeg arbejder på en fagforening i Vejle. Jeg kom til Danmark som flygtning sammen med min mor, far og lillebror i 1993. Vi kom fra en by, der hedder Trebinje helt nede syd på. En by hvor flertallet var serbere.
|
 |
|
Evelina Handzics historie
Min familie og jeg boede ude på landet. Min mor er uddannet tjener, og hun havde arbejde på en restaurant. Min far er udlært metalarbejder, og han havde et job på en fabrik. Når vi en gang i mellem var på besøg hos min mormor og morfar inde i byen, sad jeg nogle gange og drømte om, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen.
Jeg ville gerne være frisør eller kassedame eller arbejde i en bank. I dag sidder min mor, far og jeg af og til og snakker om, hvad der mon var blevet af mig, hvis vi stadig boede Bosnien. Det kan vi selvfølgeligt aldrig få at vide, selv om det kunne være sjovt.
Jeg har mange billeder i hovedet fra vores liv i Bosnien, og jeg husker også mange begivenheder fra krigen dengang.
Krigen og flugten
Vores skole lå to kilometer fra, hvor vi boede. På vej hen til skolen lå der en moske mellem to parallelle veje. Den ene vej var en stor landevej, hvor militærlastbilerne kørte. Den anden var en lille vej, hvor vi færdedes. Det skete, at soldaterne skød ned mod moskeen i retning af os. Vi var bange for at blive slået ihjel, og vi måtte søge dækning, når det skete. Mange af soldaterne råbte også grimme ting om muslimer og andre skældsord efter os.
Noget andet, jeg husker tydeligt, var den dag, nogle mænd i uniformer kom til vores nabolag. De ledte efter civile mænd, som de ville fange og gøre til soldater. En af dem de ledte efter, var min far. Han var ikke hjemme. Mændene efterlod den besked, at han skulle melde sig på den lokale kaserne. Mændene var soldater fra den serbisk dominerede forbundshær. Vi er muslimer i min familie. Så min far meldte sig aldrig på kasernen. Han blev hentet af den bosniske hær i stedet for.
Mens han var soldat, hørte vi ikke fra ham i tre måneder. Vi troede derfor, at han var død. Det virkede logisk at tro sådan den gang, fordi mange af mændene hos nabofamilierne var døde, mens de var af sted som soldater. Men så lige pludselig en dag dukkede min far op med langt hår og skæg. Min lillebror og jeg opdagede først en bus, der standsede på vejen. Nogle soldater stod af, og en mand kom gående op mod huset.
Min bror og jeg blev bange og tænkte: Hvem kommer de nu efter? Manden, som kom gående, kendte os tilsyneladende. Men vi kunne ikke genkende vores far igen, før han var blevet klippet og barberet. Han var hjemme i 10 dage. Næste gang han tog af sted til fronten, blev han hårdt såret af en granatsplint i hovedet, og han mistede synet og sit pandeben. Min far var meget tæt på at dø. Det var i oktober 1992. Vi flygtede i februar året efter.
Optakten til flugten var en besked til mine forældre om, at vi skulle forlade vores hus. Ellers ville man slå os ihjel. Så turde min mor og far ikke blive boende længere. De pakkede nogle få ejendele og kørte vores familie væk i en lille bil. Vi nåede til Ungarn, tror jeg. Jeg var 10 år den gang. Senere flygtede vi til Skandinavien og endte i Danmark 5. marts 1993.
Flygtningecentre i Danmark
Da vi kom til Danmark boede vi først i en teltlejr i Gentofte. Min far skulle behandles for sine sår, så flyttede vi hurtigt videre til en lejr i Odder, fordi operationerne skulle foregå på Århus Kommune hospital. Vi måtte hurtigt flytte endnu en gang og blev bosat i Center Hornsyld. Her boede vi i en teltlejr i tre år. Teltene var meget kraftige, og værelserne var lavet af tyndt træ og gipsplader.
I lejren var der mange andre, vi kunne udveksle vores oplevelser med. Men det var nu ikke det, man gik mest op i. Hverdagen handlede mere om at lære dansk og alle spekulerede på, hvorvidt vi kunne få lov til at blive her i landet, om man kunne få noget arbejde og så videre.
Mobning var almindeligt blandt børnene. Min bror og jeg blev mobbet, fordi vi havde en far, der var blind og som derfor ikke kunne det samme som de andre børns fædre. Mange børn påstod, at min mor nok ville forlade min far. For hvad skulle hun med ham - en blind mand. Det var hårdt, og det gjorde mig ked af det. Derfor spurgte jeg også min mor, om hun havde tænkt sig at gøre sådan. Og jeg spurgte hende, hvad der så ville ske med min far.
Mange af beboerne i lejren tænkte, at min bror og jeg ikke ville blive til noget - for der var ikke nogen til at skubbe os på vej. Men det kunne vores mor og far altså godt. Og min bror og jeg fik bevist, at vores far var god nok til trods for, at han var blind. Det følte vi som en sejr
Usikkerhed og angst
I de første tre år gik jeg hele tiden rundt med en usikkerhed i tankerne. Hvad skulle der ske med os? Vi var jo ikke helt i sikkerhed endnu, så længe vi kun havde midlertidig opholdstilladelse. Og på trods af, at vi ikke vidste, om vi skulle rejse hjem igen, måtte vi alligevel lære os dansk og finde ud af, hvordan vi kunne klare os her i landet.
Beskeden fra de danske myndigheder var, at vi kunne være i Danmark, indtil det blev godt og trygt at vende hjem igen. Den situation, frygtede vi, skulle opstå. For vi turde ikke vende tilbage. Sådan levede vi i uvished i tre år. Pludselig en dag i 1996 fik vi brev fra Udlændingestyrelsen, der indeholdt en permanent opholdstilladelse.
Jeg kan huske, at min mor blev så lettet. Vi sad på en bænk foran vores lille telt, og hun var bare sådan helt oppe at køre. Nu var der endelig kommet styr på vores fremtid her i landet. Umiddelbart efter flyttede vi fra Hornsyld til Juelsminde, hvor vi boede indtil sidste år (2004).
Jeg gik til psykolog i en periode kort efter ankomsten til Danmark. Men jeg duer simpelthen ikke til at gå til psykolog. Årsagen til besøgene hos psykologen var, at jeg var bange og græd meget i en periode. Jeg kunne ikke falde i søvn, fordi jeg troede min mor skulle dø, mens jeg sov. Og min mor måtte ikke gå nogen steder, før jeg var faldet i søvn om aftenen.
Desuden var jeg bange for danske soldater. Jeg troede, der ville blive krig heroppe, når jeg mødte soldater på gaden. Jeg troede, de var kommet til Danmark for at tage os med tilbage. Der gik panik i mig ved sådanne lejligheder, og jeg kunne begynde at skrige. Sådan gik de første par år.
Men jeg har aldrig kunnet bruge samtalerne med psykologen til noget. Psykologen gav mig et stykke papir og noget farvekridt. Nu skulle jeg tegne det hus, jeg boede i. Jeg brugte røde, gule og orange farver ligesom blod og ild. Men jeg syntes bare, at jeg blev mere syg af at komme hos ham. Derfor droppede jeg psykologen til sidst.
Nu er jeg blevet fri af min angst. Det tog mig tre-fire år, efter vi kom til Danmark, at nå så langt.
Min far
Min far har gennemgået flere store operationer, både i ansigtet og i kraniet her i Danmark. Han startede med at gå til dansk sammen med min mor. Men da min mor startede på arbejde, sad han bare derhjemme. Jeg tror min far har haft det meget værre, end vi andre. Men han er ikke den type, der beklager sig. Han er en stærk person, ligesom jeg er.
I starten ville kommunen bevillige ham noget danskundervisning. Han skulle selv sørge for at transportere sig til ind til Vejle fra Juelsminde. Men han kunne ikke noget dansk og vidste ikke, hvordan han så skulle klare den opgave uden sproget eller sine øjne.
Derfor ville jeg gå ud af skolen for at passe min far derhjemme. Jeg tror, jeg gik i 7. eller 8. klasse på det tidspunkt. Det ville min far ikke være med til. Han syntes, det var vigtigere, at jeg fik en uddannelse, som jeg kunne bruge i fremtiden. Så derfor blev det ikke til noget.
Min mor og jeg spurgte om hjælp på kommunen mange gange. Men vi fik aldrig et klart svar. Både min mor og jeg har brugt mange timer på at finde den rette hjælp til min far. Det eneste, vi fik ud af vores anstrengelser, var at min far fik tilsendt nogle lydbøger på bosnisk fra det danske blindebibliotek. Til sidst opgav vi at gøre mere, fordi vi aldrig fik andet end afslag gang på gang.
Det stod på i ti år.
Efter at vi flyttede til flyttede til Horsens, har min far endelig fået hjælp, og det har lettet både min mor og mig. Nu er der nogle andre, der kan tage sig af min far et par timer om ugen. Min far er begyndt at gå til dansk undervisning, og det er han meget glad for. Så sidder han ikke hver eneste dag i samme hjørnem, mens hans tanker kører i ring, nu sker der lidt. Lidt er også godt i forhold til, at der i 10 år aldrig skete noget. Så stor tak til Horsens Kommune for det. Bekymringerne for min far tog mange af mine kræfter førhen. Jeg har en tendens til at blive irriteret, når nogen ikke bliver behandlet på lige vilkår med andre. Og følelsen af uretfærdighed dukker også op, når jeg tænker på den behandling min far har fået.
Og mor
I begyndelsen havde min mor det meget skidt over, at min far var så ilde tilredt. Samtidig kæmpede hun alt, hvad hun kunne for, at min bror og jeg kom godt i vej. Hun kæmpede for at vi holdt os fra stoffer og den slags. Det har hun klaret flot. Nogle gange kunne jeg godt blive irriteret på hende over de stramme regler, hun lavede. Hun ville fx altid vide, hvor vi var, og hvad vi lavede. Og hun var altid bange for, at vi skulle rode os ud i noget skidt. Men det gjorde vi ikke.
Så jeg kan takke min mor for i dag, at jeg er nået så langt, som jeg er.
Min bror omkom ved en trafikulykke for to år siden ( 2003 ). Da fik min mor desværre en alvorlig depression, og hun har det meget skidt i dag og må tage piller.
Nu havde hun lige klaret det hele, der var kommet ro på, og vores liv var blevet afklaret. Hun havde måske en følelse af, at det var det hendes tur til at læne sig lidt tilbage. Jeg tror aldrig, hun kommer ovenpå igen.
Min mor arbejder i dag på EM-fiberglas i Hornsyld. Det har hun gjort i otte år. Før den tid arbejdede hun på HK’s kursusejendom i Juelsminde. De ville sætte hende ned i arbejdstid, men det kunne vores familie ikke leve af, og så måtte hun finde et andet job.
Jeg har ondt af min mor og far på mange måder. Men hvis jeg sidder og har ondt af dem, kan jeg ikke være til gavn for dem. Derfor prøver jeg at gøre noget for dem i stedet, når jeg får det på den måde.
To hjælpere
Der er to mænd, som har hjulpet mig gennem mine problemer og mine nedture. Den ene er min far, som altid har været en fantastisk støtte. Den anden er min kontorchef Per Kolberg. Han har været der for mig. Både når jeg har været oprevet, og når jeg har været langt nede i kulkælderen.
Da jeg kom i lære som kontorelev i HK Vejle for fem år siden, skulle jeg fortælle min historie. Det tog meget hårdt på min kontorchef at lytte til, hvad der var hændt mig og min familie. Så en dag sagde han, at han ikke ville ikke acceptere, at jeg gik alene rundt med min historie. Han frygtede, at jeg skulle bryde sammen. Derfor ville han have, at han og jeg skulle snakke en gang i mellem om det, som var sket for at se om, der var noget, der kunne gøres.
Der var ikke så meget, vi kunne ændre på. Men vi fik talt om det, der var sket. For mig betød de samtaler, at der var en, som tænkte lidt på mig. Og for mig betød det især noget, at det var en fremmed som lyttede - ikke min mor og far - som man kan forvente den slags omsorg fra. Selv om jeg ikke altid følte, der var behov for samtalerne, var det altid rart at få snakket med ham. Der er ingen tvivl om at Per har været en stor støtte for mig, og det er jeg ham taknemlig for resten af mit liv. Tænk at man kan komme så tæt på en fremmed person og sætte pris på det bagefter. Jeg ved ikke, hvor jeg havde stået i dag, hvis jeg ikke havde taget i mod hans tilbud den gang. Lad det stå hen i det uvisse.
Et godt liv
Jeg blev voksen som tiårig, og nogle gange kan jeg sidde og savne min barndom. Andre gange kan jeg sidde og være meget stolt over, at jeg egentlig er nået længere end nogen, der er på alder med mig. Krigen har sat sine spor i mig, men krigen har også gjort, at jeg er blevet moden meget før andre på min alder. Jeg kan og tør mange flere ting end mine jævnaldrende.
Jeg er blevet vænnet til at leve det danske liv. Jeg bliver aldrig dansker - jeg kan sagtens leve dansk - men inderst inde vil jeg altid være den, jeg er. Med rod i det, jeg kommer fra.
Da min lillebror omkom, tænkte jeg; arhh... kan der virkelig komme mere ondt til mig. Men det klarede jeg også, til trods for, at jeg aldrig kommer mig over tabet af min bror. Jeg er en meget viljestærk og stædig person.
I dag har jeg et godt liv. Jeg er godt gift med min mand som også er fra Bosnien, og vi bor i Horsens. Vi er på udkig efter en grund, hvor vi selv vil bygge selv på et hus i den nærmeste fremtid. Der skal også være plads til et par børn.
Vi er begge to i arbejde og er godt integreret i det danske samfund. Min mand arbejder i en industrivirksomhed, og jeg arbejder stadigvæk i HK Vejle som ungdomsansvarlig og sagsbehandler. Vi sætter begge to pris på vores arbejde og de goder vi har formået at opnå i Danmark.
Nogle gange dukker angsten for krigen op igen. Fx da Danmark gik med i krigen mod Irak. Men angsten bliver ikke siddende i uger eller måneder.
I dag har jeg ikke længere alvorlige mén som følge af mine voldsomme oplevelser. Men man ved aldrig, hvad der kan ske om ti eller tyve år. Jeg tror og håber ikke, at jeg får psykiske problemer senere i mit liv, men jeg kan jo ikke vide, hvad der sker.
|
 Printervenlig udgave
|
|
|
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
