Ranèe Udthumthisarn

Ranèes Udthumthisarns historie

• Jeg voksede op i fattigdom
• Stuepige i Bangkok
• Min danske kæreste
• Kærlighed er ikke alt
• At stå på egne ben
• Fordomme om kvinder fra Thailand
• Jeg er arbejdsnarkoman
• Bygget hus til mine forældre
• Jeg vil have mit take away-sted

Jeg voksede op i fattigdom
Jeg voksede op i en landsby i den nordvestlige del af Thailand tæt ved Mekong floden. Min familie var ligesom de fleste beboere i landsbyen fattige risbønder, der arbejdede hårdt for føden. Mine søskende og jeg blev i en tidlig alder sendt ud for at passe vandbøfler og arbejde i rismarkerne, og vi piger arbejdede lige så hårdt som drengene. Jeg fik sjældent nyt tøj og heller ikke ordentlig mad. Skolegangen var kort. Min ældste søster gik 4 år i skole, mens jeg og mine søskende var heldige at få 6 år på skolebænken. Fattigdommen gjorde min far deprimeret, og i perioder var han voldelig både mod min mor og os børn. Han kunne finde på at slå os uden grund.

Stuepige i Bangkok
Da jeg var 13 år rejste jeg med min farfar til Bangkok for at tjene penge til min familie. Dengang var jeg glad for at komme væk, men jeg ville gerne have haft min mor med mig. I Bangkok kunne jeg få job som stuepige eller arbejde på en fabrik. Lønnen var højere på fabrikkerne, men til gengæld havde man udgifter til kost, husleje og transport. Jeg valgte at arbejde som stuepige, og i de følgende år flyttede jeg rundt og arbejdede for forskellige familier. Arbejdet var hårdt: Jeg skulle gøre rent, lave mad, vaske tøj og biler. Jeg måtte ikke gå uden for huset og havde hverken fritid eller penge. Min løn sendte jeg til mine forældre og beholdt kun nogle få baht (Thailands valuta, red.) til at købe sæbe og shampoo for.

Nogle af familierne var søde og behandlede mig godt. I min landsby var jeg vant til, at der ikke var forskel på folk, alle var lige. I en periode arbejdede jeg hos nogle slægtninge til kongefamilien, og når jeg var i nærheden af en adelig person, skulle jeg vise min ærbødighed ved at kravle forbi den pågældende person. Efterhånden lærte jeg at opføre mig korrekt.

Min søster arbejdede også hos en familie i Bangkok hos en kvindelig arbejdsgiver, der var fraskilt og boede alene med sin lille datter. Datteren var meget glad for mig, og hendes mor tilbød mig et job som barnepige. På det tidspunkt var jeg 15 år. Min nye arbejdsgiver behandlede min søster og mig med respekt. Hun tog let på tingene og gik ikke op i rengøring. Når jeg var færdig med husarbejdet, havde jeg tid til at se amerikanske videofilm. Om søndagen gik jeg i søndagsskole til engelskundervisning. En sommer kørte jeg sammen med ”min familie” i tog til Nordthailand. I kupeen sad en ung mand fra Australien, og vi snakkede sammen under hele turen. Senere fik jeg breve fra ham, og det lykkedes mig at oversætte dem til thai – det var en succesoplevelse, at jeg kunne.

Min danske kæreste
Thailandsk nytår (Songkran d. 13.–15.april, red.) varer i tre dage, og sammen med en veninde holdt jeg nytår på en ø, hvor jeg mødte en dansk mand. Vi blev meget forelskede i hinanden, og et halvt år efter besøgte han mig igen i Thailand.
Selvom jeg var glad for mit arbejde, havde jeg længe tænkt på at prøve noget andet. Min arbejdsgiver var ked af, at jeg rejste efter så mange år Jeg var nu 20 år og flyttede sammen med min søster, der arbejdede i en frisørsalon. Det lykkedes mig at få job på et hotel, hvor mine engelskkundskaber kom mig til gode. I Bangkok skulle man dengang ofte lægge et depositum, der svarede til en måneds løn, når man begyndte på et nyt job. Beløbet fik man tilbage, forudsat at man arbejdede mindst tre måneder. Men hvordan skaffer man en månedsløn, når man i forvejen er fattig? Det lykkedes mig at skaffe pengene, men det betød, at jeg ingen penge havde til mad den første måned.

Det var lange arbejdstider og hårdt arbejde, og jeg var konstant sulten, da jeg kun fik mad en gang om dagen på hotellet. En amerikansk hotelgæst spurgte mig en dag, om jeg ville gå i seng med ham. Vi aftalte at møde hinanden senere på en nærliggende bar. Mens jeg snakkede med ham i baren, begyndte jeg at græde: Hvis jeg solgte min krop nu, ville jeg miste min sjæl, så hellere dø af sult. Jeg gik grædende hjem til min søster, der lovede at hjælpe mig med mad, indtil jeg fik min første løn.

Kærlighed er ikke alt
Nogle måneder senere besøgte min danske kæreste mig igen. Selvom han boede hos mig, gik vi ikke i seng sammen. Jeg var meget forelsket i ham, og jeg sagde ja til at besøge ham i Danmark. Hans familie tog godt i mod mig, og jeg befandt mig godt der. Umiddelbart efter jeg var kommet, mødte jeg en thailandsk pige, der senere blev min veninde, der gav mig et godt råd. ”Her har du muligheder for at få masser af mad, at finde et job, så du kan sende penge til din familie, så hvorfor spørger du ikke din kæreste, om han vil gifte sig med dig?”. Direkte adspurgt afslog min kæreste at gifte sig med mig, og jeg pakkede min kuffert og rejste tilbage til Bangkok, for som min veninde sagde: ”Kærlighed er ikke alt”. Der gik dog ikke mange måneder, før min danske kæreste bankede på min dør i Bangkok og friede til mig, og sammen rejste vi tilbage til Danmark og giftede os.

Vi flyttede ind hos min mands bedstemor, i hendes villa i Gentofte, hvor vi boede billigt, og jeg begyndte at lære dansk på FOF i Gentofte. Efterhånden fik jeg indblik i, hvordan det danske samfund var indrettet, og jeg begyndte at se med andre øjne på min mand: Måske tænkte vi for forskelligt? Vi rejste nogle få gange sammen til udlandet, men i lange perioder boede jeg alene, mens han opholdt sig i udlandet. Penge til rejserne tjente han ved at tage midlertidige jobs som rengøringsarbejde. Jeg forstod ikke hans måde at leve på: Når han var hjemme foretrak han at sidde og læse, og han ønskede ikke at tage en uddannelse. At rejse var hans liv.

Langsomt indså jeg, at min mand og jeg ikke skulle leve sammen for altid og efter 3 års ægteskab, forlod jeg ham.

At stå på egne ben
Den direkte årsag til bruddet med min mand var, at jeg havde mødt en anden til en fødselsdagsfest hos min veninde. ”Du er 25 år og kan klare dig selv”, sagde han opmuntrende til mig. Det endte med, at jeg flyttede ind hos ham i hans store lejlighed. Det forhold varede kun nogle måneder, før jeg indså, at han heller ikke var manden i mit nye liv, og jeg forlod ham. Det var en omvæltning at flytte ind på et lille værelse på Vesterbro, men heldigvis skaffede min ekskæreste mig arbejde, privat rengøring hos nogle familier, og det gav mig penge til husleje og mad. Jeg boede alene på et værelse uden venner og kontakter. Ensomheden og tanken om, at jeg allerede havde to mislykkede kærlighedsforhold bag mig, gav mig en depression. På et tidspunkt slugte jeg en masse sovepiller, men jeg vågnede op igen, og jeg besluttede mig for at rejse tilbage til Thailand. Før jeg rejste kom min veninde på besøg. ”Lige nu er der hverken kærlighed eller familie i dit liv, men vent med at rejse. Måske ser dit liv anderledes ud om tre måneder”.

Fordomme om kvinder fra Thailand
Min veninde fik ret. Tre måneder senere havde jeg både job og venner at gå i byen med. Tilfældigt mødte jeg en kok, der arbejdede på en thailandsk restaurant, Flyvefisken i København, og hun skaffede mig et job der. Det var i 1996, og med ét faldt alt på plads: Økonomi, job og venner. Jeg var lykkelig og følte, at jeg blev stærkere for hver dag, der gik.

Jeg begyndte at gå på diskoteker med mine venner og jeg opdagede, at mange mænd - ikke kun danske, men også tyrkiske og arabiske mænd havde fordomme om, at kvinder fra Thailand var til at købe. En dag stoppede en mand mig midt på gaden og spurgte, om jeg ikke ville gå i seng med ham. Jeg svarede igen med en lussing. Det forvirrede mig at gå i byen med mine danske veninder. Jeg syntes, at de var meget frie m.h.t. til sex. Mange af dem drak sig fulde og flirtede med fyre, som de efterfølgende gik hjem med uden at kende dem.

Det er svært at komme inden for hos danskere. Hvis man skal være rigtige venner, er det ikke tilstrækkeligt kun at gå i byen sammen, at sige hej og få et knus, når man mødes på gaden. For mig indebærer et venskab mere fx, at man inviterer hinanden hjem, og det oplever jeg sjældent. I en periode undgik jeg mine danske bekendte og var mest sammen med asiatere.

Jeg er arbejdsnarkoman
Ud over at arbejde på Flyvefisken, begyndte jeg også at arbejde på en sushi restaurant på Christianshavn, Sushi Saiko, og i dag arbejder jeg stadig begge steder. Jeg elsker at stå og lave mad, arbejdet giver mig energi, og hvis jeg er sløj en dag, er den bedste kur at gå på arbejde. At være arbejdsløs er ikke mig! Af og til undskylder jeg med, at jeg skal arbejde, hvis jeg ikke har lyst til at gå til en fest.

Når man som udlænding kommer til Danmark, skal man lære dansk og dernæst prøve at finde et job så hurtigt som muligt. Det er vigtigt at komme ud i samfundet og møde andre mennesker. At begynde sit arbejdsliv med at rengøre toiletter, selvom man er højtuddannet, er bedre end at sidde hjemme og være deprimeret.

På min arbejdsplads er der mange ansatte med asiatisk baggrund, og vi har det rart sammen, vi griner ad de samme ting og forstår hinanden på et dybere plan, og det beriger min hverdag.

For fire år siden medvirkede jeg i en reklamefilm for sushi, hvor jeg mødte min nuværende kæreste, Andreas, der arbejdede som fotograf. Vi faldt i snak med hinanden, og da han hørte, at jeg var god til at lave mad, tilbød han mig at lave mad til forskellige arrangementer. Det varede ikke længe, før vi blev kærester, og i dag bor vi sammen i hans forældres lejlighed i den indre by. Jeg holder meget af Andreas’s forældre, og jeg har det fint med at bo sammen med hans forældre og en kinesisk udvekslingsstudent. Lyden af stemmer omkring gør, at jeg aldrig føler mig isoleret i vores lejlighed.

Bygget hus til mine forældre
Siden episoden med den amerikanske turist, der spurgte, om jeg var til salg, lovede jeg mig selv, at jeg skulle spare penge op, når jeg fik mulighed for det: Det ligger altid i mit baghoved, og jeg er god til at spare penge, så god at jeg har bygget et hus til mine forældre i Thailand, og jeg hjælper også min øvrige familie økonomisk, så de får tøj og ordentlig mad, for jeg ved, hvad fattigdom er! De fleste af mine søskende bor i dag i Bangkok, og deres børn får ingen uddannelser. Derimod har min søster giftet sig med en engelsk mand, der bor i Thailand, og sammen sørger de for deres børns fremtid. I dag er jeg ikke alene om at hjælpe mine forældre, idet mine søstre også bidrager med penge, og det er en lettelse for mig.

Når jeg besøger min familie i Thailand, siger jeg til mine brødre og fætre, at de skal bruge kondomer, når de er sammen med deres koner og kærester: ”I er fattige, og I kan ikke klare jer økonomisk, hvis I får mange børn”. De lytter pænt til, hvad jeg siger, men jeg tvivler på, om de følger mit råd. Jeg føler mig ikke længere hjemme i Thailand, måske fordi jeg er præget af den danske mentalitet. Nu siger jeg, hvad jeg mener: Jeg fortalt min far, at han skal holde op med at slå sit barnebarn. Mine søskende tør ikke sige noget til ham, og de synes jeg er meget skrap.

Mit forhold til religion har også ændret sig. Før jeg kom til Danmark betød buddhismen meget for mig, men ikke i dag. Selvom der er mange buddhistiske templer i Danmark, besøger jeg dem ikke. Jeg giver heller ikke penge til munke og templer, for at jeg kan få det godt i mit næste liv. Tempelet skal komme fra dit hjerte, og mit ”tempel” er min mor og far. Hvis jeg sørger for, at de har det godt, så har jeg det også godt. Man skal selv være stærk, før man kan give andre noget! 

Jeg vil have mit take away-sted
I fremtiden drømmer jeg om at få mit eget take away sted, som ikke kun skal bestå af thai mad. I min hjemegn er maden påvirket af madtraditioner fra Laos og Vietnam, og jeg vil gerne eksperimentere og blande opskrifter fra andre asiatiske lande. Jeg har sparet penge op, men jeg kaster mig ikke ud i et projekt, før jeg er helt sikker på, at det lykkes.

Jeg er taknemmelig for at have mødt en mand som Andreas, og jeg håber, at vi får børn sammen en dag. Jeg har ikke noget at brokke mig over, undtagen det dårlige vejr, naturligvis!