Joy Catherine Larsen

Joy Catherine Larsens historie

· Kulde og frikadeller
· Helst ikke tørklæde
· Integration skal komme nedefra
· Ansæt flere med etnisk baggrund
· Om 10 år sidder jeg i Folketinget 

Kulde og frikadeller
Jeg kom til Danmark om vinteren, og jeg husker endnu, hvor koldt det var. Når jeg stod og ventede på bussen om morgenen, var jeg bange for at fryse til is. De laveste temperaturer jeg havde oplevet i Zimbabwe var 18 grader. Maden var også et problem. Dansk mad smagte ikke af noget. Og det første jeg købte var en stor flaske chili, jeg kunne hælde over frikadellerne. Grunden til at jeg stod og frøs i Danmark var, at jeg havde forelsket mig i Bo, der var udstationeret i Zimbabwe. Det var alvor, og vi besluttede os for at blive gift. To år efter rejste vi til Danmark. På det tidspunkt var jeg højgravid og kunne ikke dansk, men min svigerinde skaffede mig hurtigt et job som rengøringsassistent. Jeg arbejdede indtil nogle dage før jeg fødte vores tvillinger, Allan og Brandon.

Efter et års barselsorlov fik jeg job som stuepige på et stort internationalt hotel. På det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at tage en uddannelse, så jeg kunne få et job tilsvarende det, jeg havde i Zimbabwe, hvor jeg arbejdede med marketing og reklame. Men det forudsatte, at jeg kunne dansk. Uddannelsen måtte vente, for jeg havde ikke tid til at sidde på skolebænken. At tale dansk lærte jeg et år senere i en kantine i Avedøre. Kantinelederen var som en mor for mig, og hun lærte mig alt om kantinearbejde. Hun lærte mig at tale dansk og lave dansk mad. Hvis jeg skulle ud at handle og ikke vidste, hvad et eller andet hed på dansk, oversatte hun det for mig, eller skrev små sedler, jeg kunne vise i butikkerne. At skrive dansk lærte jeg først, da mine børn gik i første klasse, og jeg skulle hjælpe dem med deres lektier.

Helst ikke tørklæde
De sidste 6 år har jeg arbejdet som kantineleder på DTU i Lyngby. DTU er et multinationalt universitet med studenter og lærere fra hele verden. Jeg elsker at snakke med folk, hvad enten det er professorer eller håndværkere. Vi er 4 ansatte i kantinen, og tre af os har udenlandsk baggrund.

Vi har haft mange kvinder med minoritetsbaggrund i aktivering. Og det er en stor succes. De fleste har fået et ordinært job efter 3 måneders praktik hos os. Vi er ikke bedre end andre arbejdspladser, men når de ser sådan en som mig, så giver det dem en tro på, at det kan lade sig gøre, at det ikke er umuligt at finde et job.

At få dem til at tro på sig selv og ”klæde dem på” til et rigtigt job er ikke problemfrit. Vi har masser af problemer. Når de starter i aktivering, oplever jeg, at de ikke opfatter det som en rigtig arbejdsplads, for de ” får kontanthjælp”. De glemmer at ringe og sygemelde sig, men det lærer de efterhånden. Min erfaring er, at man lærer bedst, hvis man føler sig tryg. Her kan de lave fejl uden at blive kigget over skulderen hele tiden. Jeg retter dem undervejs, men jeg presser dem ikke til noget.

Det samme gælder tørklæder. Jeg fortæller dem, at det er bedst, de ikke har tørklæder på, men understreger, at det er i orden, hvis det er vigtigt for dem. To af de ansatte er muslimer og bar tørklæder de første dage, men så tog de dem af i arbejdstiden. Måske gjorde de det, fordi de fik mulighed for selv at vælge, om de ville fjerne det eller ej. Hvis de skal skære svinekød ud, så tager de handsker på, og så er det problem løst. Men hvis nogen siger, de ikke må servere svinekød og alkohol, så kan jeg ikke tilbyde dem job.
Jeg tror ikke, der er mange flygtninge eller indvandrere, der ønsker at sidde med åbne hænder og modtage kontanthjælp. Vi vil gerne arbejde, lære dansk, men så må vi bevise, at vi gerne vil. Og det indebærer, at hvis vi får et job eller går i skole, så skal vi møde til tiden, lave vores hjemmearbejde og de opgaver, der bliver stillet.

Jeg havde et godt job i Zimbabwe, og det måtte jeg skifte ud med et rengøringsjob, for jeg skulle tjene penge til familien. Et job er et job, og jeg har ingen fine fornemmelser. Når mine hænder er beskidte, så ved jeg, det er godt for min familie. Jeg er træt af folk, der siger, at fordi vi er indvandrere, kan vi ikke få job. Selvfølgelig skal vi kæmpe hårdt, sommetider dobbelt så hårdt, men det er ikke umuligt.

Integration skal komme nedefra
Men arbejdsgiverne har også et ansvar for, at integrationen skal lykkes. De er nødt til at ændre holdning til folk med udenlandske navne, og danskere skal acceptere at have kollegaer og ledere med udenlandsk baggrund. Men jeg tror ikke, at det skal ske gennem lovgivning og kvoter. Det skal komme nedefra, ikke oppefra. Udover mit arbejde er jeg aktiv i AIDS-fondet, Intercultural Denmark og medlem af skolebestyrelsen. Jeg vil gerne give noget i stedet for at modtage. Jeg står ikke ude på sidelinjen og venter på, at andre skal gøre noget for mig. Jeg er en del af det danske samfund. Da jeg deltog i Røde Kors Asiens indsamling, var der mange, der spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det. Jeg svarede, hvorfor ikke. Det er ligeså meget min pligt, som andres, at samle ind til mennesker, der er i nød.

Det hjælper ikke at sidde hjemme i sofaen og brokke sig. Man må selv gøre noget, og det er der mange, der gør. Jeg har været med til at starte en kristelig kvindeorganisation for afrikanske kvinder. Vi mødes hver anden lørdag og laver mad. Vi snakker om vores problemer og hjælper hinanden med at skrive ansøgninger, finde job, arrangere børne- og ungdomsdage. Næste weekend tager vi til Stockholm, hvor vi skal besøge to ambassader, se på museer og lære om Sveriges historie. Vi har søgt og fået penge til turen. Der er mange steder, man kan søge om penge til aktiviteter, og vi har aldrig fået nej til en ansøgning.

Ansæt flere med etnisk baggrund
Med alle de ting jeg har fingrene i, har jeg næsten ingen tid til mig selv. Ofte er jeg først hjemme kl. 10 om aftenen, og min mand har ligeså lang en arbejdsdag. Men jeg vil gerne tage en uddannelse som socialrådgiver som fjernstudium. Jeg har taget min første eksamen, men der er mange moduler og lang vej endnu.

Jeg vil gerne arbejde professionelt med indvandrere og flygtninge. Hjælpe dem med at komme ind i det danske samfund. Hjælpe dem med at løse problemer, der ser små ud, men som er kæmpestore i deres øjne. Her er min etniske baggrund en fordel. De ved godt, jeg har været det samme igennem, som dem, men de ved, at jeg har klaret det.

Det er en fejl, at kommunerne ikke ansætter flere med udenlandsk baggrund, der ser tingene fra en anden vinkel og kan finde ud af, hvorfor nogle projekter vækker modstand. Kommunale projekter er velmenende, men tankegangen bag dem er stiv: sådan er det, og sådan skal det gøres. Jeg savner fleksibilitet og forståelse for, at ikke alle har samme problemer og skal behandles på samme måde.

Min styrke er, at jeg kæmper. Der findes ingen problemer, kun løsninger. Jeg har en tro på, at kunne klare alt, hvis jeg kæmper hårdt nok. Jeg finder noget positivt i alt, og så fokuserer jeg på det. Hvis du finder 1% positivitet, kan det blive til 100%. Det er noget, jeg giver videre til mine sønner. Kommer de hjem og fortæller, at nogen har kaldt dem et eller andet grimt pga. deres hudfarve, spørger jeg dem: ”Passer det? Hvis det ikke passer, kan du ikke bruge det til noget, så glem det!” De skal vokse op med en følelse af, at de kan klare alt her i livet, at de kan blive læger eller advokater, hvis det er det, de vil. Jeg har en søster i Danmark, og hendes datter er lige blevet student. Hun er begyndt at læse jura og har allerede deltidsarbejde i et advokatfirma. Det kan lade sig gøre. Jeg har heller aldrig haft problemer med at komme i kontakt med danskere. Jeg venter ikke på, at folk skal hilse på mig, men siger hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra, og så er der kontakt.

Danskere har det indtryk, at mange med udenlandsk baggrund er meget uvenlige. Måske skyldes det, at de er generte og tilbageholdende, og det bliver tolket som uvenlighed. Det er en misforståelse, og derfor er det vigtigt, at man er åben og venlig.

At være velintegreret betyder for mig, at jeg kan leve et selvstændigt liv, søge et job på lige fod med danskere, køre bil om natten uden at låse dørene. Jeg betaler min skat, og jeg opfører mig ordentligt. Jeg er dansker, men jeg er også afrikaner, hvad der tydeligt kan ses, men det afrikanske betyder ikke så meget for mig mere. Jeg spiser både flæskesteg og frikadeller. Jeg opdrager mine børn til at være 100% danske. Hvis de på et tidspunkt vælger at flytte til et andet land, så må de selv finde ud af at blive integreret der.


Om 10 år sidder jeg i Folketinget
Jeg har en stemme, der er lidt højere end andres, så om 10 år er jeg politiker og sidder i Folketinget og siger: ”Nej, det vil vi ikke være med til eller ja, det kan vi sagtens”. Jeg vil gerne være med til at forbedre studenters vilkår. Når man er student, skal man studere og ikke have for meget erhvervsarbejde. Kvinder skal have samme løn som mænd. Fx får mandlige kokke højere løn end kvindelige, fordi de kan løfte mere. Det er en lille ting, men det er vigtigt for os kvinder. Og så vil jeg kæmpe for, at indvandrere og flygtninge kommer ind på arbejdsmarkedet, og at det sker på en ordentlig måde.

Jeg er medlem af socialdemokratiets bestyrelse på Bornholm. At det er på Bornholm skyldes, at jeg var inviteret til et af deres møder for at fortælle om, hvad det vil sige at komme til Danmark og leve som indvandrer, og så blev jeg spurgt om, jeg ville være med i deres bestyrelse, og det sagde jeg ja til. Men hvis jeg skal opstilles, så bliver det her i København. Jeg lever i et dejligt land, jeg har det godt med mig selv, har en skøn familie og et godt liv. Jeg kan ikke klage over noget som helst.