Rosa Grinberg

Rosa Grinbergs historie


• 2. Verdenskrig
• Den polske antisemitisme
• Københavns Universitet
• Læge på Bornholm
• Anæstesiolog
• Integration er ikke omkostningsfrit
• Man lærer så længe, man lever

2. Verdenskrig
Begge mine forældre er polske jøder. Under 2. Verdenskrig flygtede min mor og hendes familie fra Polen til Usbekistan i det daværende Sovjetunionen. Bortset fra min morfar, som døde under flugten, overlevede alle. Min fars familie fik en anden skæbne. Ud af en søskendeflok på fem, overlevede kun min far og hans lillebror. De øvrige døde formentlig i en KZ- lejr. Min far og mor kom fra samme provinsby i Polen, men de dannede først par efter 2. Verdenskrig.

Da krigen sluttede i 1945 flyttede mine forældre tilbage til Polen og bosatte sig i 1946 i Olsztyn, en by i det nordøstlige Polen. Her genså min far sin lillebror, der havde overlevet krigen som soldat i Den Polske Armé. Som så mange andre fattige jøder, troede mine forældre på, at de kunne være med til at opbygge et samfund, hvor der var bedre fremtidsmuligheder og plads til alle uanset race og religion. Min far fik arbejde i sikkerhedstjenesten i nogle år, men blev senere bestyrer af byens bedste restaurant. Min mor var hjemmegående. I mellemtiden blev min storebror og jeg født.

Da jeg var lille, elskede jeg at se på gamle fotos, og en dag fandt jeg et billede af en kvinde, som jeg ikke havde set før. Hvem er kvinden på billedet, spurgte jeg? Min mor løj aldrig og fortalte mig, at kvinden på billedet var min fars første kone. Da krigen brød ud var hun gravid i 9. måned, og min fars forældre og hans hustru overtalte min far til at flygte ud af Polen alene for at finde et sted, hvor familien kunne flygte til, når barnet var født. De nåede aldrig ud af Polen, men forsvandt som så mange andre mennesker under krigen. Min far tilgav aldrig sig selv, at han rejste fra hende, og det pinte ham hele livet igennem. Da han efter krigen kom tilbage til Polen, søgte han forgæves at finde oplysninger om deres skæbne.

Mine forældre lagde aldrig skjul på, at vi var af jødisk afstamning, selvom vi ikke var religiøse, havde vi tradition for at fejre Pesah (Jødisk påske, red.), og hvert år rejste min mor helt til Warszawa for at købe matzabrød (usyret brød), der spises til Pesah. Juleaften var ikke helligdag hos os, men en almindelig hverdag. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at interessere mig for katolicismen, og sammen med mine klassekammerater gik jeg til religionsundervisning, men jeg holdt hurtigt op, da præsten prøvede at omvende mig til katolicismen.
I dag synes jeg, at det var flot, at min familie holdt fast i sine egne traditioner.

Den polske antisemitisme
Jeg havde en god skoletid i både folkeskolen og gymnasiet med masser af venner og sociale aktiviteter. Efter Seksdages krigen, krigen mellem Israel og Egypten, Syrien og Jordan i 1967, blev det problematisk at være jøde i Polen. Staten førte en kampagne mod jøder, og de blev beskyldt for at være zionister, og mange mistede deres job og flygtede ud af landet. Min far blev også beskyldt for at være zionist og blev forflyttet til en af de dårligste restauranter i byen. Naboer spurgte min mor, om det var rigtigt, at det jødiske matzabrød var lavet af uskyldige polske børns blod. Det spurgte de virkelig om! Selvom begge mine forældres familier rejste til Israel mellem 1946 og 1958, følte jeg, at Polen var mit land: Her var jeg født og opvokset, og det var hårdt hele tiden at få at vide, at jøder var skyld i alt.

I marts 1968 opstod der uro blandt studenterne, og i medierne kunne man læse, at jøderne stod bag urolighederne. Jøderne blev i stigende grad brugt som syndebukke for Polens dårlige økonomi og for de politiske fejltagelser. At være jøde var problematisk; ikke mindst for de børn og unge, der ikke vidste, at de var jøder, før omverdenen gjorde dem opmærksom på det. For at beskytte dem, havde deres forældre ikke fortalt dem om deres ”uheldige afstamning”.

I 1969 gik jeg til optagelsesprøver på universitetet i Warszawa, men jeg blev ikke optaget, selvom jeg havde points nok. Jeg fik ingen begrundelse for afslaget. Da jeg klagede over afgørelsen, fik jeg besked om, at jeg kunne begynde næste år på betingelse af, at jeg arbejdede i et halvt år. Gennem min faders kontakter fik jeg et arbejde i Olsztyn kommune, og her fik jeg indblik i den polske xenofobi, der ikke kun rettede sig mod jøder, men også mod mennesker af tysk herkomst. Mange ønskede at forlade Polen, og for at få udrejsetilladelse, skulle de underskrive et dokument, hvori de gav afkald på eventuelle jordbesiddelser uden at få økonomisk kompensation, og min opgave var at beregne størrelserne på deres små jordlodder. Det chokerede mig at se den måde, de blev behandlet på.


Københavns Universitet
I 1970 begyndte jeg at studere biologi på universitetet i Warszawa. Den negative stemning mod jøder eskalerede, og min bror og jeg blev klar over, at vores fremtid ikke tegnede godt. I 1972 besluttede vi at rejse ud af Polen sammen med vores forældre. De var bange for at begynde forfra i et fremmed land, men de turde heller ikke blive alene i Polen. Allerede i toget på vej til Danmark gik det op for mig, at nu havde jeg overtaget forældrerollen.

En kold februardag ankom vi til Københavns Hovedbanegård, hvor vi bad om politisk asyl. Betingelsen for at vi kunne rejse ud af Polen var, at vi frasagde os vores polske statsborgerskab, og vi var derfor statsløse, da vi ankom til Danmark med vores rejsedokumenter. Efter nogle måneder begyndte jeg på Flygtningehjælpens sprogskole. I klassen gik der højtuddannede kursister sammen med mennesker, der næsten ingen skolegang havde. Lærerne var unge studerende uden pædagogiske forudsætninger. Jeg var fortvivlet, fordi jeg ikke lærte noget og tog derfor imod et tilbud om at komme på højskole på Fyn. På højskolen fik jeg mulighed for at tale dansk med danskere. Dog savnede jeg en kvalificeret og intensiv danskundervisning.
Dengang følte jeg det befriende at leve i et land, hvor ytringsfriheden var en fundamental rettighed. At jeg nu frit kunne sige, hvad jeg mente uden at være angst for repressalier i form af fængselsstraffe og udsmidning fra universitetet m.m., var en dejlig følelse. Gennem årene har jeg erfaret, at ytringsfrihed, lighed, demokrati m.m. er relative begreber og har sine begrænsninger. Det er fx ikke uden grund, at en gruppe læger stiftede en ny forening (Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, red.), der skulle sikre lægers ret til at blande sig i den offentlige debat.

Efter højskoleopholdet rejste jeg på familiebesøg i Israel, og mødte her for første gang min mormor. Min mormor var den eneste, der praktiserede sin religion i min familie. Religionen spillede en stor rolle i hendes liv, men hun betragtede den som sit private anliggende og prøvede aldrig at påvirke andre. At møde min mormor var en stor oplevelse, og vi nåede at få skabt et helt specielt forhold til hinanden, inden hun døde i slutningen af 1980’erne.

I 1973 begyndte jeg at læse medicin på Københavns Universitet. Studieforholdene imponerede mig: Studenterne fik pensumbeskrivelser og kunne købe kompendier og lærebøger. Da jeg studerede biologi i Polen, skulle de studerende deles om lærebøgerne, og i nogle fag var vi op til 10 studerende om en bog, så jeg forstod ikke, at mine danske medstuderende klagede over, at studiet var så hårdt. Ikke alene havde man gode studieforhold, men til eksaminerne var der også en censor. Man var ikke som i Polen overladt alene til en eksaminators bedømmelse.

Studietiden var en dejlig periode, selvom jeg sprogligt var hæmmet. Jeg åbnede kun munden, når det var nødvendigt, og jeg rakte aldrig hånden i vejret, heller ikke i de tilfælde, hvor jeg var den eneste på holdet, der kunne svare på spørgsmålet.

Der var også andre grunde til, at jeg ikke havde lyst til at åbne munden: I begyndelsen af halvfjerdserne var universitetsmiljøet meget venstreorienteret, og når man fortalte, at man var politisk flygtning fra Polen, blev man ikke altid mødt med sympati og forståelse. Mange studenter betragtede de kommunistiske lande som ideale samfund, og i deres øjne var jeg en forræder. Dengang var tankegangen meget ensartet på universitetet. Det gjaldt bl.a. holdningen til studielån. Jeg kunne ikke gå ind for den lånekultur, der var udbredt i halvfjerdsernes universitetsmiljø, og jeg anså det aldrig for en seriøs mulighed at låne, så hellere tage studenterjobs. I dag er der stadig mange, der tilbagebetaler gamle studielån. Nogle har endda fået gældssanering, hvad jeg finder paradoksalt.


Læge på Bornholm
I 1981 blev jeg færdiguddannet som læge. Arbejdsløsheden var stor blandt læger, og jeg skrev ca. 100 ansøgninger, før jeg fik mit første 2 måneders vikariat. Mit navn var ikke påfaldende udenlandsk, men i mit CV stod der, at jeg havde polsk studentereksamen, så jeg kom hverken i første eller anden række, når stillingerne skulle besættes. I de efterfølgende år arbejdede jeg i vikariatstillinger forskellige steder i Danmark, og i 1983 fik jeg endelig et etårigt vikariat på et hospital på Bornholm, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med anæstesi, et speciale jeg gerne ville have indblik i. Både fagligt og menneskeligt var opholdet på Bornholm givende. Her oplevede jeg for første gang at blive respekteret som en ligeværdig kollega, og først da følte jeg mig som en rigtig læge. Jeg fik lært en masse, fik gode venner og mange oplevelser: Fx skulle jeg en dag tale med en patient, en ældre fisker, der aldrig havde været indlagt før. Da han så mig, bad han mig om at forsvinde, for han ville ikke behandles af en kvindelig læge! At det lykkedes mig at overtale ham til at blive behandlet, følte jeg som en personlig og faglig sejr.


Anæstesiolog
Beskæftigelsessituationen for læger var ikke blevet bedre, da jeg vendte tilbage til København og søgte uddannelsesstillinger i anæstesiologi. Konkurrencen var hård om de få ledige stillinger, og i 1988 besluttede jeg mig for at flytte til Sverige for at uddanne mig som speciallæge i anæstesiologi. Fagligt var det en god tid. Jeg lærte at sige fra over for mine overordnede, hvis jeg fandt, at noget var fagligt uacceptabelt eller direkte forkert. ”I danskere er så modige og åbne”, sagde de om mig, og det grinede jeg meget af. Mens jeg var i Sverige, indså jeg, at mit bagland var Danmark: Jeg savnede mine forældre og venner, og tre år senere rejste jeg tilbage til Danmark som speciallæge i anæstesiolog.

Jeg var heldig at få en lejlighed og stilling på Frederiksberg. Senere fik jeg ansættelse som afdelingslæge på Sankt Elisabeth Hospital på Amager (Sankt Elisabeth Hospital er siden 1998 en del af Amager Hospital, red.), hvor jeg stadig arbejder. Jeg er tilfreds med mit arbejde på godt og ondt, og jeg føler mig accepteret og respekteret for den person, jeg er. Dog møder jeg sommetider mennesker, der ikke kan abstrahere fra min accent: Fx patienter, der afbryder mig midt i en samtale, og spørger om min baggrund; det er mangel på respekt! Det er også mangel på respekt, når fx kollegaer taler negativt om udenlandske læger, der bærer tørklæde. Det skete på min arbejdsplads, og jeg sagde til de pågældende veluddannede personer, at hvis ikke de stoppede nu, ville jeg selv tage et tørklæde på. Man skal forsøge at forstå folks rødder i stedet for at klippe dem over.

Integration er ikke omkostningsfri
Det er vigtigt at holde fast i sin egen historie; min historie er formet af min opvækst i Polen og mit voksne liv i Danmark. Jeg føler mig hverken som polak eller dansker: Jeg er Rosa Grinberg, og det har jeg det godt med. Mange af de polske jøder, der kom til Danmark, prøvede at blive mere danske end danskerne selv og fortrængte deres egen baggrund: Ægtepar begyndte at tale gebrokkent dansk med hinanden og med deres børn, og i dag bebrejder børnene dem, at de hverken kan forstå eller kommunikere med deres bedsteforældre, fordi de ikke lærte polsk, da de var børn. Andre holdt krampagtigt fast i deres ’gamle kultur’ og isolerede sig i deres egne ’huler’.

En måned efter jeg kom til Danmark forelskede jeg mig i en mand med samme baggrund som min. Når man kommer til et nyt land er det naturligt, at man omgås mennesker med samme sprog og baggrund. Indtil man får lært sproget, er det svært at få sociale relationer med majoritetssamfundet. Selvom vores forældre ikke pressede os, brød de sig ikke om, at vi levede sammen uden at være gift; så vi giftede os i synagogen. I de følgende år udviklede min mand og jeg os forskelligt, og inden jeg blev færdig med mit studium, blev vi skilt. Siden har jeg levet i lange og gode forhold. Den store voksne kærlighed har jeg mødt, og han var den mand, jeg følte, ”jeg kunne erobre verden sammen med”. Desværre døde han af kræft.

Da jeg blev færdig med mit studium lovede jeg mig selv ikke at lade mig begrænse af konformiteten: Ikke at undskylde sig med, at det her gør jeg for min families, for mine børns eller for pengenes skyld. Det betyder, at jeg økonomisk ikke har sat mig så hårdt.
I forsøget på at holde mig selv intakt og følge mine overbevisninger kan det ikke undgås, at jeg i nogle situationer er uenig med mine kollegaer: I mit arbejde er min 1. prioritet altid patienten, og aldrig politisk korrekthed, populisme eller status. Når jeg ser på mig selv i dag, synes jeg faktisk, jeg gør det ganske godt.


Man lærer så længe, man lever
I mange år har jeg interesseret mig for smertebehandling, og jeg anvender akupunktur som et led i smertebehandlingen, og har i den forbindelse uddannet mig som akupunktør. Udover mit hospitalsarbejde arbejder jeg som lægekonsulent på et hospice. På længere sigt vil jeg arbejde med palliation på fuld tid. Generelt er jeg glad for mit liv både arbejdsmæssigt og privat. Men jeg ser frem til at få mere tid til at dyrke mine andre interesser som litteratur, kunst, eksperimenterende madlavning og historie.

Jeg har et stigende behov for at studere verdenshistorien og få en dybere forståelse for de historiske, politiske og sociale mekanismer, der ligger bag mange begivenheder. I dag fordømmer mange mennesker forskellige folkeslag og nationer, fordi de ingen indsigt har: Fx ved kun de færreste, at danske myndigheder i halvtredserne fx sendte grønlandske børn til Danmark for at blive opdraget til danske værdier og berøvede dem dermed deres familie og opvækst. At herboende pakistanske forældre sender deres børn til genopdragelse i Pakistan er altså ikke et nyt fænomen i den danske historie, selvom det ikke er mindre kritisabelt.
Den historiske viden er en nødvendig forudsætning for at forstå den verden, vi lever i. Der er ingen fremtid uden fortid!