Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Margrete Bose – første danske kvindelige professor

 
Foto: http://www.flickr.com/photos/tk-link/2575598759/

Tyske Emil Bose talte uafbrudt, for han havde aldrig før haft en dame til bords som var interesseret i fysik. Men det var Margrete Heiberg, som blev Danmarks første mag.scient i fysik og kemi. Mødet blev skelsættende, og førte dem begge til Argentina, hvor hun i 1923 blev professor i praktisk fysik.

 
 
FORUM/04.02.2011 Professor Walther Nernsts hustru var betænkelig ved den bordherre, hun havde givet frk. Heiberg ved en frokost i 1902 i Göttingen. Derfor spurgte hun Margrete Heiberg, om dr. Bose havde kedet hende. ”Nej”, lød det forbavset, "han talte hele tiden”. Ach so. 

Han havde kun talt om fysik. Emil Bose havde aldrig før haft en dame til bords, som var interesseret i fysik, men det var den lille, beskedne og imødekommende Margrete afgjort. Året før var hun blevet den første danske mag. scient. i fysik og kemi. Hun var straks blevet ansat ved Københavns Universitet. Hun var nu på sommerstudieophold ved Walther Nernsts berømte fysisk-kemiske laboratorium i Göttingen.

Hun fik lov at vende tilbage til Göttingen i november 1902- januar 1903. Hun studerede grundstoffet thallium. Selveste Nernst påtalte venligt, at hun præsenterede sine iagttagelser uden at have beregnet resultatet. Hun blev også vejledt af dr. Bose, i hvis hjem hun diskuterede cuprasulfitter.

Stormkur per brev
Efter sit tremåneders ophold ved universitetet i Göttingen, græd Margrete så utrøsteligt i toget på vej hjem over at aldrig at skulle komme til Göttingen igen, at en anden passager spurgte, om der var tilstødt hende en ulykke.
I København gik hun i gang med at anskaffe nye instrumenter, som dem man havde i Göttingen. Hun korresponderede i den anledning med dr. Bose. Hun var ved at standse brevvekslingen, der forekom hende at gå over stregen, da han i april 1903 meddelte hende, at han gik i giftetanker.

Det var først ved en nøjere granskning af brevet, det gik op for Margrete, at hun var den udkårne. Hun var godt nok vant til dannet opmærksomhed fra mænd ved koncerter, teater og baller, men hun havde aldrig før været udsat for en stormkur per brev. Hun havde derfor ikke lagt noget særligt i, at brevene fra Tyskland blev skrevet døgnet rundt; at Emil Bose bl.a. havde skrevet på maskine og spurgt, om hun foretrak det frem for hans aldeles ulæselige kragetæer (hendes svar var, at hun foretrak hans håndskrift); og at han havde lært et næsten perfekt dansk på et par måneder for at kunne skrive breve på hendes modersmål. Hun svarede dog med ’ja’.

Fag men ikke alder betød noget
Emil berettede om sin slægt og baggrund. Han var uddannet i Göttingen, havde tilbragt to semestre ved universitetet i Geneve og var blevet doktor ved universitetet i Breslau (nu: Wroclaw); og han var 29 år gammel.

Først da gik det op for Margrete, at han var 9 år yngre end hende. Det fik Emil imidlertid først at vide lige før deres bryllup i september måned samme år. Men formentlig har det ikke betydet en døjt, for Margrete kunne han diskutere fag med; og hun tog sig kærligt af hans lille moderløse datter, som døde kort efter at Margrete fødte ham en søn, Walter.

Margrete var en selvstændig dame. Hun var født i 1865 i Sorø og modtog, som det var skik og brug, basal undervisning i skolen, som så blev suppleret af faderen og andre, så hun som 14-15-årig havde kundskaber til husbehov og kunne læse, tale og skrive engelsk og fransk. En tante på Fyn fandt hende egnet som ægteskabsemne for sin søn – men han døde beklageligvis. Den ihærdige tante ville så splejse hende med næste søn, men så var der desværre ingen amoriner i luften. Da hun var hjemme hos forældrene igen, underviste hun et par år på pigeskoler.

I 1888 var Margrete med en anden onkel og tante på en længere europatur i de tysktalende lande. Da denne tante afgik ved døden to år efter, blev det mingeleret sålunde, at hun overtog husførelsen for onklen, C. F. Lütken, der var professor i zoologi og direktør for Zoologisk Museum. Lütken havde en stor husholdning med udenlandske gæster, to middagsselskaber om ugen og jævnlige sammenkomster for familien Heibergs studerende sønner. Margrete var med ham på en tur til Holland, Belgien og Frankrig i 1891.

Margrete havde suppleret sine sprogkundskaber med geografi m.m. ved selvstudium. Over en seksårig periode forberedte hun sig så i al diskretion til studentereksamen som privatist. Hun bestod den i 1895. Faderen fik det først at vide et par dage før, hun fik huen og det endda ad omveje.

Internationalt udsyn og ligeværdig ægtefælle
Da Lütken kort efter ikke sørgede for, at hun var med til et bal med udenlandske gæster, konkluderede hun, at hun måtte sørge for selv at bestemme alting. Med økonomisk bistand fra Lütken fik hun først taget en supplerende matematikprøve og filosofikum, inden hun så kastede sig over kemistudiet, som hun afsluttede i 1901. Inden sit første tysklandsophold havde hun lært sproget, så hun kunne begå sig. Hun var altså fagligt og socialt rustet til at være en jævnbyrdig ægtefælle for Emil og havde tilmed et internationalt udsyn.

Ægteparret drog til Göttingen. I 1906 udnævnte de tyske undervisningsmyndigheder Emil til at være professor i fysik og kemi ved Den tekniske Højskole i Danzig (nu: Gdańsk). Margrete fortsatte sine egne studier af thallium, bismut og sølvsalte, mens ægtefællerne samarbejdede om det højt ansete Physikalische Zeitschrift, som Emil var redaktør for, og de forskede selv i bl.a. homogene binære væskeblandingers termodynamik, et studie som udkom hos Det kgl. danske Videnskabernes Selskab.

Ægtefællerne deltog også i tyske faglige møder og arrangementer i bl.a. Dresden, Breslau og Stuttgart. De var ved Verdensudstillingen i Liège i 1905 og beså de berømte John Cockerill-fabrikker samt drypstenshulerne ved Han i Belgien. I 1908 var de på krydstogt til Nordkap.

Argentina, dengang et af verdens ti rigeste lande
Et andet sted i verden, i Argentina, der dengang var et af verdens ti rigeste lande, var man i færd med at opbygge et nationaluniversitet. Det blev besluttet, at fysikinstituttet skulle være universitetets flagskib og drive forskning og undervisning på højeste niveau. Man sendte et udvalg til Europa for at finde en egnet leder, som også var forsker. Valget faldt på Emil Bose, der i begyndelsen af 1909 efter svare overvejelser accepterede at blive professor og direktør for fysikinstituttet, mens Margrete blev ekstraordinær professor.

Gagen var fyrstelig. Emil ville få det, som han ville have det.
Emil tog af sted en måneds tid før Margrete og sønnen. I La Plata havde universitetet indrettet et mindre hus til fysik og indkøbt det bedste apparatur man kunne få for penge – troede man. Emil kastede ét blik på det og meddelte så både universitetet og Margrete, at stedet var for lille, og at apparaturet ikke var godt nok til at lave forskning på højeste niveau. Instituttet fik en statelig bygning med over 20 rum. Da Margrete ankom, fik Emil en faglig sparrings-partner, som han kunne diskutere alting med i detaljer. De vandrede om i haven i dybe samtaler.

Universitetet godkendte alle Emils ønsker om indkøb. Ægtefællerne lærte spansk. Få måneder efter deres ankomst gik undervisningen i gang med praktiske øvelser. Studieplanerne for et femårigt forløb for doktorer gik glat igennem ledelsen, mens det argentinske undervisnings-ministerium var mere fodslæbende.

I 1910 afholdt man i Buenos Aires en storstilet international konference i anledning af 100-årsdagen for Argentinas uafhængighed. Foredragene spændte fra naturvidenskabelige til militære og politiske emner. Der var omkring 1000 deltagere fra nær og fjern; Margrete var den eneste kvindelige deltager.

I La Plata identificerede ægteparret egnede doktoremner blandt de studerende. Emil var ikke blot en god organisator, men havde også sans for pr. Han inviterede en udvalgt skare, der også omfattede journalister, til en forevisning af, hvad man kunne gøre med tidens internationalt bedste fysisk-kemiske apparatur. Aviserne skrev betaget om ”troldom, om videnskabens ypperstepræster, om de skabende ånder, om forventningsfuld stilhed, om tilbageholdt åndedræt som eksploderer i begejstring over demonstrationsforsøgene.”

Så indtraf katastrofen. På Argentinas nationaldag, d. 25. maj i 1911, døde Emil Bose pludselig af tyfus. Han blev bisat under storladne former, hvor såvel rektorat som en repræsentant for de PhD-studerende talte: Der var opbygget et institut uden mage i Sydamerika, Emil Bose havde ydet en fantastisk indsats, og de studerende havde været begejstrede for hans undervisning.

Hans efterfølger, tyskeren Richard Gans (1880–1954), blev Sydamerikas første kvantefysiker.

Men Emils søn stod uden far, og Margrete havde ikke blot mistet sin mand men også en inspirerende fagfælle. Hun ristede en minderune over ham ved at publicere en udførlig beskrivelse af fysikinstituttet i La Plata i Physikalische Zeitschrift. Hun kendte hver eneste detalje om apparaturet i alle rum: hun og Emil havde jo diskuteret det hele.

Hun trængte til at leve i et intenst forskningsmiljø
I 1912 var hun nogle måneder i Tyskland hos svigerforældrene og på Walther Nernsts laboratorium.
Tilbage i La Plata blev hun laboratorieleder for fysikøvelser. I 1915 søgte hun orlov for at kunne arbejde med sine tidligere kolleger i Danzig, tydeligvis fordi hun trængte til at leve i et intenst forskningsmiljø.

Hverken Danmark eller Argentina deltog i første Verdenskrig, som trak længere ud end forventet, så Margrete måtte blive i Tyskland til 1919. Derfor så hun den elendighed, krigen bragte over almindelige tyskere. Det beskrev hun på tysk og på spansk, da hun - trods sin danske families ønsker – var vendt tilbage til Argentina.

I princippet var hun trådt uden for nummer i La Plata, men hun blev straks genansat og i 1923 igen ekstraordinær professor i praktisk fysik, så hun var var med til at uddanne utallige studerende. Hun blev argentinsk statsborger i 1937, og blev pensioneret i 1941 i en alder af 75 år. Da hun havde et stort hus, havde hun lejere så ”huset er fuldt af studenter, som elsker hende og passer på hende, som om hun var deres mor!”

Margrete/Margarita Heiberg de Bose døde i 1952.
Uden sin bedste sparringspartner og et stimulerende miljø, som opmuntrede hendes indsats, måtte hun uundgåeligt sakke agterud i forhold til den internationale frontforskning. Alligevel brugte Margrete Bose til det sidste sine mange talenter. Hun skrev sine sidste egentligt videnskabelige artikler omkring 1930 i samarbejde med Ramón Loyarte, en tidligere elev, der da var blevet rektor for La Plata universitetet. De handlede om tilsætningsstofferne i maté, som er nationaldrikken i Argentina. Hun havde taget sit nye lands problemer til sig.

Hun bidrog til oversættelsen af Das Fernsehen til spansk. Den udkom i 1940, et par år efter at BBC og tyskerne var begyndt på forsøgsbasis at lave de første fjernsynsudsendelser, så hun var altså på forkant med udviklingen.

Hun oversatte også andre værker, skrev anmeldelser og var fortaler for ligeberettigelse, ligesom hun holdt foredrag for menigheden ved den danske kirke i Buenos Aires.

I 1919 havde den danske familie forsikret hende om, at hvis hun blev i Danmark, kunne hun få ansættelse ved et bryggeri, en farvefabrik eller lignende, og hun kunne så sætte sin søn i pleje og jævnligt ”se din dreng og have ham hos dig om søndagen og i ferie.” Hun var klar i mælet over for sønnen om, hvorfor hun foretrak Argentina fremfor Danmark, Tyskland og Europa: ”Jeg ville ikke have dig ind i det historiske vrøvl, som jeg har måttet høre på.”

La Plata-universitetet viste sig fra Argentinas mest ridderlige side: da Emil faldt bort, fik Margrete halvdelen af hans og hendes samlede løn. Og da hun kom tilbage i 1919, fik hun trods den dominerende tyskfjendtlige stemning, sit professorat igen.

Edith Rode interviewede engang Margrete Bose som afslutningsvis sagde: ”De interesserer Dem for Kvindesag. – Ja, se, det er jeg nu ikke sikker på, at jeg gør.” Undervejs var der fyret nogle salutter af som:
 
”Jeg er altid blevet betragtet som fuldt berettiget. Men jeg har jo også haft den fulde uddannelse. I Tyskland har jeg lagt mærke til, at kvinder tror, de kan skyde genvej, og det er naturligvis galt.”

Og dog konkluderede Edith Rode: ”Men alligevel – når jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke bare stolt af, at professor Bose er min landsmand og gør Danmark ære i det fremmede. Jeg er ganske særlig ekstra stolt, lidt privat stolt. Det er jo dog ikke mig, der er professor i fysik ved La Platas universitet. Nej, men det er en af os.”

I Danmark fik man først en kvinde som professor i 1946 med historikeren Astrid Friis. Margrete Bose var langt forud for sin tid. Hun var en meget selvstændig dame.

Efterskrift
Havde Margrete og Emil Bose en chance for at opbygge drømmeinstituttet i La Plata? Spørgsmålet melder sig uvilkårligt. Mit svar er et gæt fra en forsker med humanistisk baggrund:

I betragtning af La Plata universitetets store imødekommenhed over for Emils faglige forlangender forekommer det overvejende sandsynligt, at Emil Bose – i tæt samråd med sin hustru – og takket være det apparatur, han havde forlangt, havde kunnet etablere de første års studier af fysik og kemi på internationalt niveau i Argentina.
Forudsat ægteparret havde kunnet følge udviklingen i Europa nøje, samtidig med at staben var blevet udbygget med velkvalificerede yngre forskere og undervisere fra Europa og USA, kunne La Plata universitetet have etableret et geografisk isoleret men samtidig internationalt center, som havde kunnet hævde Argentina i global forskning inden for ægteparrets kernefelter.

Margrete Bose ville næppe selv have bidraget med de helt store forskningsmæssige gennembrud, men hendes indsats som underviser og især som sin mands jævnbyrdige rådgiver kan under ingen omstændigheder undervurderes.

Det fortaber sig i det uvisse, om en forskningsmæssig indsats fra La Plata universitetet og dets fysiske institut på internationalt niveau havde kunnet lade sig videreføre under senere argentinske regimer.

Men efter mit – udenforstående – skøn ville La Plata universitet i hvert fald have haft en mulighed for at kunne gøre det i 1910-1920’erne, takket være Emil Bose og hans hustru, danskeren Margrete født Heiberg.
Eftersom pludselig sygdom rev Emil Bose bort, lader det sig selvfølgelig aldrig bevise.
 
Læs mere:
I tidsskriftet Kvinden og Samfundet kan du læse mere om Margrete Bose 
Se Kvinden og Samfundet, nr. 7, 1914
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk