Lidenskabens pris - om Doris Lessing

FORUM/11.10.2007 Doris Lessing har om nogen formået at omsætte det 20. århundredes kvinde- og kønshistorie i et enestående forfatterskab. Derfor var det en særlig begivenhed for mig at interviewe forfatteren sammen med tidl. FORUM-redaktør Annette Nielsen, da Doris Lessing sensationelt besøgte Bogmessen i København, november 1999.

Dengang var jeg foruden at være direktør på KVINFO også anmelder på Berlingske Tidende, og i anledning af interviewet opfordrede avisen mig til at dele mine overvejelser med Berlingske Tidendes læsere. Overvejelser som jeg nu 8 år senere, hvor Doris Lessing modtager Nobelprisen i litteratur, har frisk i erindring.

Veninden vil bare væk - helt alene
Et halvt års tid inden interviewet stødte jeg på en veninde fra gamle dage, som dog ikke var mere fjern, end at det stadigvæk falder naturligt at standse op, udveksle og lige høre, hvordan det står til.

Veninden, der er optaget af sin forestående 50-årsfødseldag, trækker som noget helt selvfølgeligt Doris Lessings roman Sommeren før mørket ind i samtalen, og går som en selvfølge ud fra, at jeg er helt med. For lige her før sin fødselsdag er hun mentalt i samme tilstand og stemning som romanens hovedperson Kate Brown, der forlader alt og alle for i ensomhed at gennemleve krisen midt i livet. Veninden taler om et eksistentielt behov for at trække sig ud og væk, sætte sig på en bjergtop et sted i Europa og ikke vende hjem, før hun er parat. Hun drømmer sig langt, langt væk. Alene, helt alene. Gerne i månedsvis.

Venindens henvisning til Sommeren før mørket dukker op under forberedelserne til interviewet med Doris Lessing. En privilegeret situation, som jeg aldrig havde drømt om, da jeg i 1974 læste netop den roman som den første af hendes bøger. Som årene er gået, er bogens oversætter flyttet fast ind i mit liv, men på det tidspunkt havde jeg heller aldrig mødt Merete Ries, der også stod for den danske version af Den gyldne bog 1-2 (1975) - i erindringen et af de betydeligste 70’er værker, skønt The Golden Notebook (1962) med sine vilde formeksperimenter er en 60'er-bog om nogen.

Åbenbaring grænser vel som betegnelse for en læseoplevelse til det blasfemiske, men i hvert fald var det som ungt menneske af hunkøn en skelsættende erfaring at læse Doris Lessings beretning om de frie kvinder Anna og Molly, der deler en lejlighed i London, alt imens Anna forsøger at få hold på sig selv, sit liv og sit forfatterskab.

Der var meget, der brød sammen i de år
En sammenbrudsroman var Lessings egen betegnelse. Og ja, der var meget, der brød sammen i de år, da Lessing fandt sin vej ind på privatbiblioteket. Selv havde jeg den første skilsmisse bag mig, var alene med to små børn, havde mødt en ny stor kærlighed, var gået i stå med specialet, underviste på universitetet, var optaget af kvindebevægelsen og politisk aktiv på venstrefløjen.

Doris Lessing, der er født i 1919, var ikke jævnaldrende. Tværtimod tilhørte hun forældregenerationen. Hun var debuteret med en international bestseller allerede i 1950 med romanen Græsset synger om racemodsætninger i Syd-Rhodesia, udspillet i et dramatisk erotisk forhold mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener. Året forinden havde den unge Doris Lessing forladt Afrika, sit andet ægteskab og to små børn. Hun var 30 år gammel, og med sig til London havde hun stort set kun manuskriptet til sin første roman samt sønnen Peter, født i det andet ægteskab med Gottfried Lessing, der hellere ville være embedsmand i DDR end arbejdsløs kommunist i London.

Central i europæisk efterkrigslitteratur
Doris Lessing var således slet ikke 70'er-forfatter. Eller rettere, det var hun også, ligesom hun i dag ikke mindst med udgivelsen af de to selvbiografiske værker Under huden (1994, på dansk 1996) og Vandring i skygge (1997, på dansk 1998) er en af de europæiske forfattere, som har allermest at sige vor egen tid. Martha Quest som både er hovedperson og titel på første bind i romanserien Børn af vold 1-5 (1952-69), rummer for mig det helt centrale i Doris Lessings placering i europæisk efterkrigslitteratur.

Med ubesmykket fokus på egne livsvalg, skærer Lessing dybt i hjertet. Hun blotlægger og anfægter den individualisme, der i dag fremstår som livsvilkår for begge køn og triviel som tidsånden selv. Da hun rejste til London for at blive forfatter, skriver hun, at det, der drev hende efter den første skilsmisse, var at nå frem til en identitet, der kunne retfærdiggøre, at hun havde forladt sine børn. Det afgørende og drivende for forfatterskabet har været at finde en identitet, som gav svigtet en mening. Og hvor finder man mon den?

Den absolutte lidenskab
I de to erindringsbøger afsøger hun de kollektive processer, som styrer os politisk, ideologisk og mentalt. I erindringernes første bind skriver hun således, at det er gået op for hende, at hun som barn vokser op i traumerne fra 1. Verdenskrig, som hendes forældre på hver deres måde blev et offer for.

Og i erindringernes andet bind indkredser hun den totalitære fristelse, som hun selv som kommunist har ligget under for. Lidenskaben for det absolutte kan se ud som en lidenskab for at være ulykkelig. Om roden til kommunismen, skriver hun lige ud:

.... en kærlighed til revolutionen - er, tror jeg, masochisme, lystfyldt smerte, glæde ved lidelse, identifikation med det frelsende blod. Korset faktisk.

At være kommunist, erkender hun, var forbundet med et ønske om, at sorgen ville ramme hendes hjerte. Og som litterært eksempel inddrager hun Kate Brown, der i Sommeren før mørket tillader sig en slags sammenbrud - en kvinde som gennem de ydre formers opløsning nærmer sig en forståelse af sig selv.

De spørgsmål Doris Lessing stiller sig er barske, og de svar hun giver, er langt fra kønne. Men hun går under huden på nutidens store kollektive anfægtelser. Læser man Lessing, bliver man kastet tilbage på sig selv. Svar skyldig.

Den store fortælling om selvstændige kvinders livtag med samfund, politik og privatliv i det 20. århundrede bliver med Doris Lessings forfatterskab indskrevet i verdenslitteraturens kanon. Med Nobelprisen 2007 til Doris Lessing bliver den kvindelige livserfaring anerkendt som almengyldigt kunstnerisk afsæt og en helt ny æstetisk praksis. Tillykke!