Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Panik i skolegården

 

Alarmklokkerne ringer, fordi der for første gang er flere piger i gymnasiet end drenge. Et demokratisk problem, der skyldes kvindelige værdiers magt over uddannelsessystemet, mener flere. En tåbelig forklaring, påpeger norsk professor, der undrer sig over, hvorfor forældede kønsstereotypier i Danmark får lov til at danne grundlag for debatten

 

 
FORUM/8.9.2003 Da Rene Jørgensen havde tilbragt et år på skolebænken på Gladsaxe Gymnasiums matematiske linje, havde han fået nok.
- Jeg synes, der var alt for mange fag i gymnasiet, der endte i sådan noget flyvsk noget, hvor det bare var pigerne, der sad og kæftede op.

Den 18-årige tidligere gymnasieelev med ambitioner om at blive en rig it-ingeniør gik derfor ud af gymnasiet og ind på teknisk skole for at blive kok, fortalte han i juli i et interview med Dagbladet Politiken.

Avisen havde talt med den desillusionerede 18-årige i anledning af sin kioskbasker, der siden har simret hidsigt videre på debatsider og i uddannelsesmiljøerne: Kvindekønnet dominerer det danske uddannelsessystem. To ud af tre gymnasielever er nu piger.

Pigerne har med andre ord indtaget de danske gymnasier. På knap 25 år har pigerne formået at bevæge sig fra i 1970erne at fylde godt halvdelen af alle pladser i det almene gymnasium til nu at fylde to tredjedele. De er dermed kommet i et problematisk overtal, der både truer drengenes fremtid og Danmarks.

Sådan lød i hvert fald det bekymrede budskab fra flere eksperter, da historien om de mange gymnasiepiger ramte lige ind i alle danske mediers agurketidsnerve, og alle pludselig fik travlt med at forholde sig til kønnene og udsigten til det "pigegymnasium", som kunne skræmme endnu flere unge potentielle mandlige gymnasietalenter som Rene Jørgensen væk fra bøger og almen dannelse.

En hurtig søgning på danske avisdatabaser viser, at Rene Jørgensens skæbne langt fra er udtryk for en ny tendens. Pigernes dominans og stormende indtog i uddannelsessystemet er nemlig en gammel historie, som med jævne mellemrum bliver sluppet løs i medierne.

Allerede i 1995 begyndte det at knirke i krogene, da tal fra undervisningsministeriet viste, at pigerne havde halet ind på drenge.

Sidste sommer var det pigernes store antal på de danske universiteter, der optog sindene, da det kom frem, at der er en overvægt af kvindelige studerende på især jura- og medicinstudiet. Seks ud af ti studerende på fem af landets største universiteter er kvinder, og nogle steder er op mod 70 procent af de kommende jurister og læger af det kvindelige køn.

Før universiteterne var det folkeskolen, den var gal med. Folkeskolen passede simpelthen bedst til piger, sagde man. Den er indrettet til, at man kan sidde stille og slå ørerne ud. Og det kan drenge ikke. Nu gælder det så gymnasierne igen.
- Det vækker opsigt, fordi det umiddelbart fremstår som en omvending af nogle traditionelle magtforhold, siger Jan Kampmann, professor på Institut for Uddannelsesforskning, RUC
- Da det var drengene, der klarede sig bedst - måske ikke lige i de første klasser, men senere hen i skoleforløbet - afspejlede det en "normal" tilstand, noget, der var okay. Nu hvor pigerne har fået lov til at overhale i forhold til optag, så vækker det en helt anden type af samfundsmæssig bekymring, for det kan da ikke være rigtigt eller naturligt. Og så søger man alle mulige forklaringer på, at det er udtryk for en unaturlig tilstand, og der bliver den her store offentlige opmærksomhed på det, så der kan blive genetableret en tilstand, hvor drengene igen har status, hvor alting igen er normalt.

Debatten har irriteret mange. En af dem er Lene Pind, der er rektor på Tornbjerg Gymnasium i Odense. Hun mener, at det er problematisk for både drengene og samfundet som helhed, at de uddanner sig i mindre grad end pigerne, fordi Danmark som alle andre lande har brug for en konstant kompetenceudvikling.

Men samtidig er hun træt af, at diskussionen om pigernes overtal i gymnasiet og på universitetet hele tiden har det underliggende tema, at de mange piger i sig selv er et problem.
- Man skal i stedet glæde sig grænseløst over, at pigerne her 100 år efter, de fik adgang til gymnasiet, er kommet på omgangshøjde med drengene, når det gælder uddannelse, og at der dermed er sket en demokratisering af viden og kundskaber. Jeg nægter at acceptere, at det er de kvinder, der får en uddannelse, som er problemet, siger hun.

Men kvinderne er problemet.

Det er nemlig kvindernes massive præg på uddannelsessystemet, der har gjort, at både lærerne, værdierne og normerne i folkeskolen og gymnasiet er blevet "feminiseret," mener nogle.

Hele skolesystemet er blevet offer for den udvikling, chefredaktør på Weekendavisen, Anne Knudsen, skitserede for få år siden: Den offentlige sektor er med sit massive antal kvindeligt ansatte blevet gennemsyret af kvindelige værdier, som betyder, at god gammeldags faglighed er blevet skubbet ud på sidelinjen til fordel for kvindekønnets "hvordan synes du selv, det går?"- pædagogik. Kulturen er blevet omklamrende og intim. Prisen for denne udvikling betaler drengene.

I folkeskolen falder drengene fra, fordi skolen ikke tager hensyn til drengenes ringe evne til at sidde stille og være boglige. Derfor ender drengene med at få dårlige karakterer, der betyder, at de ikke bliver anset for at være egnede nok til at komme i gymnasiet. Og skulle de endelig være så heldige at få adgang til gymnasiet, støder de ind i præcist samme problem. Heller ikke gymnasiet har blik for drengenes behov.

Da gymnasiereformen i 1987 kom til, blev det endnu værre, fordi reformen var et sandt humanistisk kølleslag, der slog drengene endnu længere tilbage.

I undersøgelsen Lærerliv fra 1998, der bygger på interviews med 39 danske gymnasielærere i alderen 45-55 af begge køn, nævner mange af lærerne selv problematikken. F.eks. siger en af dem, at det før i tiden næsten altid var sådan, at drengene blev bedre end pigerne i 3.g., fordi pigerne "gik død når de mødte en fyr". Men nu er det anderledes:
"Nu får pigerne det maximale ud af deres evner, naturligvis er de fra naturens hånd ikke bedre. De knokler efter fattig evne - dem der er fattige. Mange drenge har bedre potentiale, men de får ikke nok ud af det."

Undersøgelsen spåede, at den kvindelige indflydelse nok ikke ville blive mindre i fremtiden med udsigten til flere kvindelige lærere og rektorer. Derfor burde det føre til overvejelser om, hvordan man i højere grad kan tilgodese drengenes behov i fremtiden, fastslog den.

Den feminine indflydelse er nu kommet så vidt, at en af landets mest anerkendte kapaciteter indenfor uddannelse frygter konsekvenserne for videnssamfundet Danmark.

Lars-Henrik Schmidt, der er rektor for Dansk Pædagogisk Universitet, mener, at skolen er blevet "pigeliggjort" og sammenligner nutidens danske skoler med prøverummene i modetøjsbutikker, hvor pigerne fnisende prøver tøj og siger "Den dér? - Nej, det går ikke. Det passer ikke sammen."

Eleverne er blevet opdraget til ikke at tro på noget - heller ikke autoriteter - og på at alt kan diskuteres. Han har ligefrem oplevet elever, som mente, at musiknoder var autoritære, og at det derfor var forkert at spille efter dem, sagde han til Dagbladet Information sidste år.

Årsagen er, at uddannelsessystemet er gennemsyret af det, han kalder "de små skostørrelsers" kriterier for succes.
- Drengene har behov for at vinde, pigerne vil undgå at lide nederlag. Og det er pigernes - de små skos - strategi, der har vundet som vidensstrategi.

Professor Harriet Bjerrum Nielsen fra Senter for kvinne- og kjønnsforskning på Oslo Universitet vil ikke godtage hypoteserne om, at en tung kvinde- eller pigelighed har sat sig på uddannelsessystemet og skubber drengene ud af reden.

Hun har i mange år forsket i køn, ungdom og uddannelse og kalder italesættelsen af pigernes "dominans" over uddannelsessystemet for ligestillingspolitisk hykleri.

- Så længe det er mænd, der dominerer, opfattes ulige fordelinger mellem mænd og kvinder på områder med social status som en beklagelig men dog acceptabel tingenes tilstand. Men hvis det er kvinderne, der dominerer, opfattes det som en katastrofe. Her er ret og slet tale om brug af dobbelt standarder i fortolkningen: Når kvinder ikke får forskerstillinger, er det fordi, de desværre ikke er dygtige nok. Men når mænd forbigås af kvinder, er det pludselig systemet, der er noget galt med. Det vil sige, at der bruges individforklaringer over for kvinder men systemforklaringer over for mænd. Man ville dumpe til førsteårseksamen i samfundsfaglig metode, hvis man lagde sådan en analyse frem, så det er egentlig ganske opsigtvækkende, at en rektor for en videnskabelig institution ikke kan tænke mere stringent.

Harriet Bjerrum Nielsen har specifikt forsket i gymnasieelevers adfærd. Bl.a. har hun undersøgt piger og drenges adfærd i fem norske gymnasieklasser. På den baggrund mener hun ikke, at man kan generalisere over kønnene, som om kønnet adfærd er noget stabilt, der ikke ændrer sig.

Derfor tager hun også afstand til hypotesen om, at når piger klarer sig godt i skolen, er det fordi kvindelige lærere belønner traditionel pigeadfærd såsom at være flittig, social og konform, mens de modsat straffer drengene for at være kreative, initiativrige og selvstændige.
- I den analyse konsulterer folk kun deres egne forældede kønsstereotypier. Hvis de havde undersøgt, hvad der foregår i klasseværelserne rundt omkring i dag, ville de have opdaget, at der ikke er så mange søde, stille piger tilbage, men derimod piger som kombinerer en aktiv og kritisk elevrolle med den sociale kompetence, som piger også har været kendetegnet af før.

I stedet forklarer Harriet Bjerrum Nielsen drengenes sakken bagud med, at de har haft svært ved at blive lige så hurtigt "moderne" som pigerne. Pigerne har haft lettere ved at forstå det moderne livs kompetencekrav, mener hun.
- Man kan selvfølgelig begræde hele det senmoderne samfunds fremvækst og længes tilbage til gamle dage, hvor kundskaben var fast, hvor autoriteterne var indiskutable, og hvor kvinder var kvinder, og bøsser var skydevåben. Men at forklare det senmoderne samfunds dynamik og kompleksitet som et udtryk for at "de feminine værdier" har vundet på bekostning af de maskuline virker usædvanlig tåbeligt.

En helt anden forklaring på drengenes undertal i gymnasiet er, at de ikke har brug for at lægge vejen omkring gymnasiet for at komme ind på de uddannelser, de søger. Det har derimod pigerne.

Steen Baagøe Nielsen, der er forskningsadjunkt og ph.d. fra Institut for Uddannelsesforskning på RUC mener ikke, man kan diskutere gymnasiets kønssammensætning uden at sætte den i forhold til arbejdsmarkedet.
- Gymnasiet er en anderledes institution end for 30 - 40 år siden. I dag er det almindeligt, at man ikke kan ikke komme ind på de store kvindeuddannelser som pædagogseminariet eller sygeplejeskolen uden at have en adgangsgivende eksamen fra gymnasiet. Derimod kan man komme ind på de store mandeuddannelser som f.eks. ingeniøruddannelsen via htx. Det er en oplagt grund til, at der er flere kvinder end mænd i gymnasiet. De mennesker, der er interesseret i de store kvindeuddannelser, er jo nødt til at gå på gymnasiet.

Ingen har endnu undersøgt, om der er et mønster i kønnenes uddannelsesvalg, som i virkeligheden skyldes arbejdsmarkedets krav til uddannelse. Med andre ord ved ingen rigtig, hvor drengene går hen, når de ikke går i gymnasiet, og hvorfor.
- Så er der også spørgsmålet: Er det i sig selv et problem, at gymnasiet bliver en pigeskole? Hvorfor er det et større problem end, at sosu-uddannelserne er fyldt med kvinder, eller at htx er fyldt med mænd?

Steen Baagøe Nielsen har netop skrevet ph.d. om mænd i omsorgsfag. Hans undersøgelser viser, at mænd er meget efterspurgte i omsorgen og anses for at være en attraktiv arbejdskraft på mange kvindearbejdspladser.

Tilsvarende kunne dansk erhvervsliv også godt tænke sig at få flere kvinder ind i de naturfaglige uddannelser.

Projektet Fremtidens Naturfaglige Uddannelse under Niels Bohr Instituttet afleverede for nyligt to rapporter til Undervisningsministeriet om fremtidens udfordring, når det gælder naturvidenskaben i Danmark.

Her stod: "I det danske uddannelsessystem gælder det, at naturfagsundervisning appellerer til piger og kvinder i en så ringe grad som det kun kendes fra få andre lande."

Og at problemet med den manglende rekruttering var så alvorligt, at det " i sig selv bør ligge til grund for politisk handling."

Men selvom erhvervslivet i ti år har skreget på kompetent naturfaglig arbejdskraft, der kan sikre Danmark en fortsat udvikling inden for højteknologisk videnskab såsom bio- og nanoteknologi, har ingen i samme grad slået alarm over pigers manglende tilstedeværelse på htx eller i gymnasieklasselokalerne, når der undervises i fysik og kemi, som det er sket med de manglende gymnasiedrenge.

Det viser en kortlægning, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) lavede i 2001 af initiativer på naturfagsområdet. Her afdækkede EVA hvor mange initiativer og projekter, der er blevet taget for at fremme interessen for teknik og naturvidenskab blandt kvindelige elever og studerende i folkeskolen, på htx, gymnasiet og hf, på lærerseminarier samt på ingeniørhøjskoler og universiteter.

Resultatet var ikke overvældende.

Mindre end en tiendedel af alle initiativer sigtede mod at få flere kvinder til at vælge tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.

Og ikke en eneste af dem havde det som sit hovedformål at få flere kvinder til at vælge naturvidenskab.

At de manglende drenge i gymnasiet får større opmærksomhed end de manglende piger på htx har at gøre med samfundets opfattelse af gymnasiets status, mener Steen Baagø Nielsen.

Det handler med andre ord om magt.

Gymnasiet har nemlig som sådan status af at være den store almendannende og kvalificerende institution til de videregående uddannelser - og dermed magten - i Danmark.

- Man forbinder traditionelt gymnasiet med de højtuddannede, de mere magtfulde, gymnasiet er arnestedet og det første trin til samfundets top. Så hvis kvinderne pludselig er dér mere end mændene, er så vi på vej til en feminisering af samfundet, en omvending af patriarkatet og magteliten i bred forstand? Det er de spørgsmål, der ligger og lurer nedenunder.

Men der er stadig langt mellem mænds og kvinders magt i det danske samfund på trods af, at piger og kvinder vælter ind på gymnasier og universiteter. Selvom de unge kvinder læser på universitetet som aldrig før, er det tilsvarende antal kvinder i Akademias magtcentrum forsvindende lille.

Kun otte procent af de danske professorater er besat af kvinder.

Samme billede tegner sig på alle andre magtfulde poster i samfundet, viste Magtudredningens undersøgelse af eliten i Danmark (Peter Munk Christiansen, Birgit Møller og Lise Togeby: Den danske elite, Hans Reitzel Forlag, 2001).

16 pct. af landets chefredaktører for de trykte og elektroniske medier er kvinder.
Fem procent af alle bestyrelsesformænd er kvinder.
12 pct. af landets amtsborgmestre er kvinder.
Seks procent af den centraladministrative top er kvinder.
Fire procent af den kommunaladministrative top er kvinder.
Dertil kommer, at kvinder stadig tjener 10-12 procent mindre end mænd og får færre pensionskroner.

- Pigernes overtal i gymnasiet vil ikke nødvendigvis betyde nogen tydelig bevægelse i kvinders magt. Den forbindelse er hypotetisk, siger Steen Baagø Nielsen.
- Ser man eksempelvis på jurastudiet, hvor halvdelen er kvinder, så er det mændene, der får stillingerne i det private erhvervsliv, mens kvinderne glider ind i det offentlige, og dermed opstår der en lønforskel.

Den markante kønsforskel i magtens top vækker ikke i samme grad bekymring for demokratiets tilstand i Danmark som den noget mindre markante kønsforskel på gymnasierne.

Da Statens Humanistiske Forskningsråd for nyligt opslog en række professorater, som havde tilføjelsen, at stillingerne "så vidt muligt ønskes besat med kvinder" gik videnskabsminister Helge Sander straks offentligt ud og beordrede opslaget trukket tilbage. Han måtte dog æde ordren i sig, da ligestillingsminister Henriette Kjær gjorde ham opmærksom på, at øremærkning af stillinger faktisk ikke er forbudt i Danmark. Herefter haglede kritikken ned over ministrene.

En af de, der frarådede en øremærkning, er professor Helmuth Nyborg fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Han har forsket i mænds og kvinders intelligens og fastslår, at blandt de cirka fem procent virkeligt intelligente mænd og kvinder, er der langt flere mænd end kvinder. Det viser målinger af den såkaldte g-faktor, som står for General Evne Faktoren. G-faktoren viser den almene intelligens ved at måle evnen til at analysere komplekse problemer.

Derfor vil man ifølge Helmuth Nyborg gøre samfundet en bjørnetjeneste ved at indføre kønskvoter på ledende poster i universitetsverdenen og erhvervslivet af den enkle grund, at man dermed vil afskære et tilsvarende antal langt bedre begavede mænd.
- Det er meget enkelt. Hvis du ser på, hvad der skal til for at bestride stillinger, som indeholder komplicerede problemstillinger, og sammenligner det med gruppen af mennesker, hvorfra man rekrutterer potentielle kandidater, så er der en kønsforskel. Jo længere du kommer op i g-faktor-scoren, desto større bliver forholdet mellem mænd og kvinder, og det er oppe i de øverste to procent, at folk til disse stillinger rekrutteres fra. Derfor synes mine tal at antyde, at hvis man begynder at øremærke efter køn, så vil der komme ikke så få ukvalificerede kvinder ind.

Også produktivitet og kvalitet hænger sammen med g-faktoren, mener Helmuth Nyborg. F.eks. viser amerikanske undersøgelser af kvindelige ph.d'ere, at de i et livsforløb har færre publikationer end deres mandlige kolleger, og at deres publikationer har mindre gennemslagskraft.

- Så er der nogle, der siger, at det er fordi kvinderne samtidig skal føde børn, at de ikke ind vil i mændenes rotteræs, eller at der er netværk af old boys, som bøffer kvinderne. Det er al sammen lutter påstande, som kunne være rigtige, men som også kunne være forkerte. Jeg udelukker ikke, det kan være tilfældet, men vi må kræve anstændig videnskabelig dokumentation og gode kontrollerede undersøgelser, før vi køber påstandene.

Til gengæld er spiller kønnenes præstationer ikke nogen rolle, når mænd skal have adgang til lægestudiet.

På Syddansk Universitet er man ikke bange for at afskære sig selv fra at få de bedst kvalificerede hjerner på lægestudiet - eller for at kønskvotere.

På baggrund af hypotesen om, at piger er bedre til at sidde stille på en skolebænk end drenge, og derfor får højere karakterer, som giver dem adgang til prestigefyldte uddannelser som f.eks. lægestudiet, har Syddansk Universitet rettet op på den skæve kønsfordeling på studiet ved i en femårig prøveperiode at ændre optagelseskriterierne på de sundhedsvidenskabelige uddannelser.

I stedet for at optage 90 procent studerende i kvote 1, som man normalt gør, og hvor det er karaktergennemsnittet, der er afgørende, og 10 procent i kvote 2, hvor det er andre kvaliteter, der gælder, optager man nu 50 procent i hver kvote.

Det har været en stor succes, forklarede studiechef Per Andersen sidste år, da debatten om overtallet af kvindelige lægestuderende rasede:
- Allerede efter et år kan vi se, at mænd, der ikke ville have haft en jordisk chance for at komme ind på studiet under normale omstændigheder, er kommet ind og klarer sig godt.

Det bekymrede blik på kønssammensætningen lige fra folkeskole til universitet er langt fra bare et dansk fænomen.

"Den nye kønskløft", som det anerkendte magasin Businessweek har døbt fænomenet, bliver flittigt gransket og debatteret i stort set hele den vestlige verden. F.eks. har det britiske undervisningsministerium iværksat initiativer, der skal forbedre drengenes faglige præstationer i de britiske uddannelsessystem efter, at en evaluering i 2000 af karakterniveauet på de britiske uddannelsesinstitutioner viste, at de britiske piger får markant bedre karakterer end drengene. Et faktum som den britiske minister for videregående uddannelser, Margaret Hodge, kaldte "uacceptabelt".

Tilsvarende viste en amerikansk undersøgelse af samtlige high schools i hele Californien, at pigerne nu er i overtal i alle fag på nær computervidenskab. Dertil kommer, at godt 60 procent af alle de bachelorgrader og master degrees, der tages i USA, tages af kvinder. Det har fået amerikanerne til at spekulere over alskens fremtidsskrækscenarier lige fra en potentielt voksende skare af mandlige sociale tabere over drastiske fald i den mandlige valgdeltagelse i landet til bekymring over, om færre kvinder vil gifte sig og stifte familie, fordi de i fremtiden vil få sværere ved at finde ægtefæller på det rette akademiske niveau.

Også i Norge har ramaskriget lydt, da det kom frem, at piger nu får bedre karakterer end drenge i alle fag, bortset fra gymnastik, hele vejen frem til studentereksamen, fortæller Harriet Bjerrum Nielsen.

Men tonen i debatten i Norge har været anderledes end i Danmark.
- Fra mit norske udsigtspunkt slår det mig gang på gang, hvor uhyre lav kønsbevidstheden er i den offentlige danske debat blandt de fleste andre end lige kønsforskerne. Sexismen er på et niveau, som er nærmest ukendt i de andre nordiske lande: Man kan frit definere, hvordan kvinder "egentlig er" - som om en feminin essens gælder for alle kvinder til alle tider og steder. Og man kan efter forgodtbefindende reducere dem til køn og krop eller tåbelige høns uden, at nogen løfter et øjenbryn.

Alligevel er der grund til at bekymre sig om drengene, mener Harriet Bjerrum Nielsen:
- Hvis mænd begynder at komme under en tredjedel i højere uddannelse, synes jeg, man kan tale om et demokratisk problem - på samme måde som det er et demokratisk problem, hvis kvinder har en så lav andel på vigtige samfundsområder som politik, forskning eller i erhvervslivets ledelse.

Steen Baagø Nielsen er enig.
- Tidligere kunne drenge sagtens forsørge sig selv ved praktisk arbejde, selvom de ikke klarede sig så godt i skolen. Men de kvalifikationer, arbejdsmarkedet efterspørger nu - nemlig viden - har kvinder i langt større grad end mænd. De manuelle jobs er der ikke mere på samme måde, og hvor mænd tidligere var gode til at sætte sig op imod skolen og stadig få job, har de i dag problemer med at indrette sig og leve op til de nye krav på det internationale marked.

Gymnasierektor Lene Pind ønsker sig også et fokus på drengene. Hun efterlyser viden om, hvor de mandlige gymnasielærere er henne i hele diskussionen om de stakkels drenge. Godt halvdelen af de danske gymnasielærere er nemlig af hankøn.
- Hvilken rollemodel repræsenterer de i forhold til drengene? Er det hængerøv og fedtede T-shirts? Det synes de færreste moderne drenge er fedt. Hvilken kropslighed udstråler de? Hvor meget gider de "bokse" med drengene? Nogle mandlige lærere gør selvfølgelig. Kvinderne påtager sig meget i uddannelsessystemet, herunder det sociale, de tager på sig at snakke med eleverne, men hvor meget og hvad tager mændene på sig? Det kunne være interessant at undersøge, hvordan mænd og kvinder forvalter hver deres lærerrolle.

Debatten om det kvindedominerede uddannelsessystem er udtryk for en ny ligestillingsdiskurs både internationalt og i Danmark, mener Jan Kampmann.

1970erne handlede om bekymring for de stille og søde piger, der blev overset i klasseværelserne. 1980erne var mere afdæmpet, kønsdebatten fyldte ikke ret meget, og man begyndte så småt at beskæftige sig med mainstreaming.

Og i 1990erne er det så "de stakkels drenge", der er kommet fokus på. Her er debatten om overtallet af piger på gymnasiet bare sidste skud på stammen, mener Jan Kampmann. Han forudser, at det næste vil blive en dæmonisering af drengene.
- Det startede med, at man snakkede om, at drengene blev henvist til specialklasserne, og at de blev marginaliserede, fordi det offentlige var blevet feminiseret lige fra vuggestuen og opad. Nu ser vi så en ny tendens dukke op - f.eks. i England - som jeg er sikker på også vil sprede i Danmark i løbet af de næste par år. Det handler om "moral panic": Drengene er blevet uciviliserede i forhold til skolesystemet, så der skal mere disciplin på. Faktisk er den der allerede lidt herhjemme med kravene om, at der skal mere disciplin til helt ned i børnehaverne, for forældrene kan ikke opdrage. Det handler om en genetablering af disciplinen for drengene i skolen. Det er jo ikke børnene, der ikke er velopdragne, det er drengene, der larmer osv., så de må bankes på plads.

Dermed er man tilbage til den tænkning om kønnenes naturgivne forskellighed, som i sin tid var årsag til, at det daværende Kirke- og Undervisningsministerium ikke ville lade danske piger få adgang til almen uddannelse i gymnasiet før Lov om højere Almenskoler trådte i kraft i 1903.

Ministeriet mente nemlig, at kønnenes "ejendommeligheder" var et problem, fremgår det af et afslag fra 1881 til en far, som gerne ville have sin datter optaget.

For det første passede datidens gymnasium - latinskolerne - ikke til pigerne, fordi det var indrettet på drengenes fysiske udvikling. De kvindelige "organer" ville ligefrem tage skade af et ophold på den almene skoles træbænke i en sådan grad, at det kunne true livsvigtige funktioner. Og hvad den intellektuelle kønsforskel angik, mente ministeriet også, at den var for faretruende:
"Om man end ikke vil tillægge det ene Kjøn en større almindelig Begavelse end det andet, maa det dog erkjendes, at Manden besidder større Tænkekraft og Abstraktionsevne, medens Kvinden lettere tilegner sig, hvad der fremstilles i individuelle og anskuelige Former."

Sidst, men ikke mindst, kunne det ikke lade sig gøre at behandle kønnene ens. For mens drengene sagtens kunne overholde ordensreglementer og disciplin med deres "Haardhed eller Stivhed i Karakteren", var det straks en sværere sag med pigerne. De havde nemlig tilbøjelighed til at "lade sig bestemme af Følelsen" og af "Øieblikkets Indtryk".

Den kommende "moral panic"-bølge, som Jan Kampmann mener allerede har holdt sit indtog i Danmark, er en genopførelse af den form for tænkning.
- Nu er det bare pigerne, der er de faste i karakteren. Derfor kan man også tillade sig den åbne, runde kommunikation med dem, for det kan de godt forvalte. Drengene er derimod for løse i kødet, drengene har en natur, der er blevet for skrøbelig, så derfor skal der etableres en fasthed omkring dem, nogle stilladser, for de kan ikke klare al det der bløddyrpædagogik.

Ulrikke Moustgaard er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Lærerliv
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk