Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når det maskuline skrigekor lokker

 

Luk op og lyt i stedet for at løbe skrigende bort! Den norske psykolog Per Are Lykke tager i sin bog Fædrenes revolution godt fat i mange moderne mænds angst for nye kønsroller og problemer med ligestilling

 
 
FORUM/16.10.2003 Egentlig synes psykologen Per Are Løkke, at det er vanskeligt at tale om ligestilling. Hele området er mineret med myter, fordomme og stereotypier, som populært opsummeres i bemærkninger som: ”ligestillingen er gået for langt”, eller ”samfundet er blevet feminiseret”.
- Den slags floskler er kun blevet skabt for at dække over vores ængstelse for forandring og vores mangel på nysgerrighed!”, snerrer han, men fortsætter i et mildere tonefald:
- Det er næsten, som om sproget ikke slår til, fordi der er blevet talt så meget om køn og ligestilling inden for de sidste årtier. Det er blevet som en slidt mønt, hvor du til sidst ikke kan se mønsteret. Jeg tror, vi må anstrenge os for at finde nye ord og billeder, der kan vække og berøre i stedet for at virke indlysende og søvndyssende.

Per Are Løkke har arbejdet som familierådgiver i mange år. Han har beskæftiget sig med voldelige mænd og adfærdsvanskelige drenge og har været aktiv inden for norsk mandeforskning. Ud over sit arbejde som psykolog skriver han også artikler og holder foredrag om ligestilling.
- Jeg prøver at vise, hvordan vi kommer til at usynliggøre ligestillingens reelle problemstillinger. Jeg mener, at det kun er i vores hoveder, at ligestillingen eksisterer - i vores selvgode overbevisning om, at vi bare selv frit kan vælge alting. I virkelighedens familie- og arbejdsliv er der langt igen, før vi opnår en reel forandring.

For nyligt udkom Løkkes bog Fædrenes revolution. Mænd og maskulinitet i en ny tid på dansk. Han begyndte at skrive bogen, da han selv skulle være far og havde behov for at udforske, hvad det indebar. Den proces fik ham også til at reflektere over forholdet til sin egen far.
- Jeg havde altid set på min far som en meget handlende og dynamisk mand. Han havde bygget sin egen forretning op, var altid aktiv og opnåede mange ting. Men i samme øjeblik han blev syg og kom på sygehuset i lang tid, opdagede jeg til min forskrækkelse, at han mistede sit sprog. Når han ikke havde alle sine projekter at snakke om, blev han tavs.

- Det var en mærkelig oplevelse at sidde der søn og far i et helt stille rum, ude af stand til at tale om, hvad der foregik inden i os. Det fik mig til at begynde at tænke over, hvad der lå i denne tavshed. Hvorfor var der en mur imellem os, selvom vi var far og søn?
For at forsøge at besvare det spørgsmål, og samtidig samle baggrundsstof til sin bog, gav han sig til at læse et bjerg af både fag- og skønlitteratur om patriarkater, fædre og mandsroller. I løbet af den proces begyndte omfanget af den mandlige vold at blive tydeligt for ham.

- Pludselig var det ubegribeligt for mig, at der ikke er flere mænd, der stiller spørgsmålstegn ved de nuværende kønsroller. Det ser ud til, at mænd nærmest har en blind identifikation med det nuværende system og er ude af stand til at se al den vold, som kvinder bliver udsat for på åbenlyse og mere subtile måder, i alle dele af verden.
Hvis man ikke kan få øje på den systematiske undertrykkelse af kvinder, må man have mistet realitetssansen, konstaterer Per Are Løkke. Han mener, at de, der hævder, at vi allerede har opnået ligestilling i de nordiske lande, simpelthen må være blinde. I virkeligheden er vi kun i begyndelsen af et meget omfattende projekt, ”et gigantisk forandringsprojekt, som ingen dele af samfundet er uberørt af”, som han udtrykker det.
- På én måde er alt ved det gamle; samfundet er stadigvæk organiseret efter de grundlæggende træk, som den tidlige feminisme kritiserede. Men man kan også sige, at der på forholdsvis kort tid er sket ganske meget. Jeg tror, at begge synsvinkler rummer en sandhed.

Flere faktorer bidrager til at skjule den kendsgerning, at mange mænd har problemer med ligestilling, mener han. Billedet af den hjemmegående far bliver idealiseret i medierne, samtidig med at kvinder ofte fremstilles som krævende og besværlige. Derudover lever vi i individualismens tid og bliver fodret med, at det er vores egen skyld, hvis ikke vi har et perfekt liv og ikke lever i et ligestillet forhold - vi kunne jo bare have valgt anderledes. Kønnene indgår en slags falsk alliance: kvinderne fortier sandheden om, hvordan det står til med arbejdsdelingen derhjemme, fordi det indebærer en implicit kritik af dem selv, og mændene forstørrer deres indsats, da det giver værdifulde points i omverdens øjne.

- Jeg mener for eksempel, at den norske ubetingede succes med de fire ugers fædreorlov, der blev indført i juli i år, og fokuseringen i medierne på den hjemmegående far, skjuler noget andet. Nemlig at selv om fædre i dag er hjemme i større omfang end før, falder de fleste alligevel tilbage i de gamle kønsrollemønstre igen. Selv om de nu taler om, hvor vigtigt det er med omsorg og nærhed i forhold til børnene, er det slet ikke sikkert, at de formår at leve op til det i praksis.

At reservere en del af barselsorloven til fædrene har dog en uhyre vigtig symbolsk effekt, mener han. Til den danske ligestillingsminister Henriette Kjær (der har forkortet perioden øremærket mænd fra fire til to uger og gjort det valgfrit at mor og far deles om et helt års barsel, red.) vil han sige, at hun tilsyneladende har ladet sig forføre af den moderne men bedrageriske selvforståelse om valgfrihed.
- Når samfundsstrukturerne er konstrueret således, at mændene tjener mest, er det kvinderne, der bliver hjemme med børnene. Det er ikke et frit valg, men samfundsmæssigt tvang.
Den måde, medierne i Norge idealiserer faderskabet på, indebærer en sentimentalisering af den barske virkelighed, mener Per Are Løkke. En nybagt far skal fx lære at tilsidesætte sig selv i de næste tyve år, men den krævende opgave fortaber sig ofte i idealiseringen.

- Jeg prøver også at argumentere for det, jeg kalder ”følelseslivets ligestilling”. Det vil sige, at mænd må lære at erobre følelsesmæssige områder som omsorg, social dybde, kærlighed og kontakt, både i forhold til sine børn og til den kvinde, de lever sammen med.
- Et eksempel kan være opgaven med at forstå og rumme børns smerte. De børn, jeg taler med i min praksis, siger, at det stadigvæk er mor, de kan snakke og dele følelser og sårbarhed med. Far er der ikke, eller også bliver han vred, bagatelliserer eller prøver at handle sig ud af situationen ved hjælp af forskellige aktiviteter. Eller også bliver han bare tavs og passiv.
Den traditionelle faderrolle indebar i grove træk at bidrage økonomisk til børnenes forsørgelse, at tage sig af opdragelsen og af og til at træde til som lege-onkel, men det slår ikke til mere, ifølge den norske psykolog. I dag kræves det af en far, at han involverer sig med sine følelser fra barnets første dag, og så er det ikke længere nok at være handlingsorienteret.

- At finde på spændende ting som at fiske eller bygge huler er i og for sig fine aktiviteter, men det er noget helt andet at bare sidde stille og lade éns barn fortælle om noget, der er svært eller vanskeligt, eller at være nærværende når barnet græder.
Som eksempel bruger Per Are Løkke en oplevelse fra sit eget liv. Da hans søn var et halvt år gammel, gik Løkke med i en fædregruppe, hvor deltagerne en dag kom til at diskutere, hvor aktive de var i forhold til deres børn. Fædrene fandt på lege og kastede de små op i luften, men det var sjældent, at de bare sad stille og ventede på barnets initiativ. Det bestemte de sig dog for at prøve, for at se hvad der ville ske.
- Vi tænkte selvfølgelig, at det slet ikke ville være noget problem, men til vores forbløffelse opdagede vi, at vi meget hurtigt reagerede negativt. Én af deltagerne blev vred, en anden begyndte at tænke på sit job, en tredje blev pludselig meget træt. Det viste sig altså, at det at sidde stille og være modtagelig, uden at gribe ind, var en ganske svær øvelse.

I meget af den forskning og skønlitteratur Per Are Løkke har læst med faderrollen som omdrejningspunkt, går én historie igen.
- Det er oplevelsen af, at faderen, der på sit arbejde er en ansvarlig, stærk og levende person, gennemgår en uforklarlig forvandling i samme øjeblik, han træder ind over dørtærskelen derhjemme. Nogle beskriver, hvordan deres far bliver tung og trist og svær at få kontakt med. Andre fortæller, at han bliver irriteret og vred ,og andre igen, hvordan han bliver selvoptaget og krævende.

- De fleste mænd har i dag har ambitioner om at leve i et ligestillet forhold og om at blive en anden slags far, end den de selv har haft. Men det er som om, familielivet får dem til at stoppe op. I dag kan mænd ikke undgå at møde vanskelige følelser den dag, de stifter familie. I mødet med kvinden, som allerede har et sprog for sine følelser og mange traditioner med hensyn til det at være mor og passe et hjem, vil de fleste mænd føle, at de kommer til kort. Det er hende, der véd og kan, der planlægger og organiserer, der kommunikerer med børnene og kræver af manden, at han skal deltage. Så er det nemt for en mand at føle sig utilstrækkelig.

- Men i stedet for at se det som en udfordring, er der vældig mange fædre, der går i baglås. De lukker af og bliver vrede og begynder at anklage kvinden og feminismen for at være for stærke og krævende. På en måde giver de kvinderne skylden for, at de selv stopper op, og det mener jeg ikke fører nogen vegne.

Et af de morsomste steder i Fædrenes revolution, er det kapitel, hvor Per Are Løkke beskriver sine egne anstrengelser for at mestre det betændte område: husholdningsarbejdet. I sit første lange parforhold havde han meget svært ved at acceptere, at hans kæreste vidste mere om rengøring og tøjvask, end han selv gjorde, fortæller han.
- Vi havde selvfølgelig mange konfrontationer over det, hvor jeg fik rig lejlighed til at stifte bekendtskab med følelsen af ubehag over, at skulle lære noget fra en kvinde. Hun fortalte mig, at der var noget, jeg ikke kunne, og pludselig opdagede jeg, at jeg var gået totalt i baglås, ikke kunne huske ting eller lære noget i det hele taget.

På snart sagt alle livet øvrige arenaer er mænds handlekraft, effektivitet og problemløsningsevne forbundet med stolthed. Hvorfor slår disse evner ikke til i husførelsens jungle?, spørger han retorisk i bogen. Og svarer, at det for hans eget vedkommende udelukkende har handlet om at se en ganske banal sandhed i øjnene: al forandring er vanskelig.

Mange par hævder, at de deler lige ved at fordele arbejdet efter den klassiske model, hvor manden tager sig af de større vedligeholdelsesopgaver, der ofte foregår udendørs, og kvinden bliver tildelt sisyfosarbejdet inden for hjemmets fire vægge. Men at kalde det for ligestilling er selvbedrag, mener Per Are Løkke.

- Husholdningsarbejdet og bleskift hører med til omsorgens indre cirkler. Det er i disse tusind aktiviteter som omslutter og følger det lille voksende barn, at den nære relation bliver til. Det er gået op for mig, at for barnet handler husholdningsarbejde om omsorg, om noget trygt og levende, og hvis faren ikke vil være med til det, fralægger han sig retten til at være en omsorgsfar.
Fra sit arbejde som familierådgiver kender han mange eksempler på skilsmissebørn, der fortæller om en stakkels far, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv, når moren ikke mere er til stede. Så bliver rollerne byttet om, og børnene må træde til som den omsorgsgivende part.
- Børnene kommer ind i et spind af fremtvunget medlidenhed, hvor de oplever, at det er dem der skal trøste far. Altså må man konkludere, at omsorg er vigtigere end at reparere biler, siger han frejdigt.
Men for at vende tilbage til begrebet ”følelseslivets ligestilling”, så omhandler det at åbne op både i forhold til éns børn og éns partner. I Per Are Løkkes øjne er det i høj grad det traditionelle maskulinitetsbegreb, der lægger hindringer i vejen for, at mænd kan magte den udfordring.

- I rigtig mange kulturer er den traditionelle maskulinitet bygget op i modsætning til kvindernes verden, til omsorgsværdierne og følelserne. Manden bliver til, idet han tager afstand fra mor og alt det, der minder om hende, og i stedet begynder at identificere sig med en viril og handlende verden. Det store problem ved det er, at det mandige bliver skabt i det, det adskiller sig fra, og bevæger sig væk fra, det kvindelige.
- Den store udfordring for mænd ligger i at nærme sig, at åbne op i stedet for at lukke, at knytte forbindelser i stedet for at adskille sig. Jeg mener, at vi må arbejde for, at den bevægelse bliver en del af det, vi opfatter som maskulint.

Den gamle model, hvor det er kvinden, der varetager følelseslivet og til hver en tid er tilgængelig for at støtte og bekræfte manden, duer ikke mere, siger Per Are Løkke. Mænd må lære at bære og tage ansvar for deres egen smerte, i stedet for at bruge kvinder, eller fantasier om kvinder, til at dumpe og dulme deres smerte hos.
- Jeg tror, vi står ved et vejskel eller en slags mur og er usikre på, hvordan vi skal komme videre. Når vi så læser beskederne, som vores forfædre har ridset ind i muren – fx ”det er tid til at vende om, fordi kvinderne er ved at tage over” - ja, så er der mange mænd, der lader sig overbevise og stiller sig ind i koret. Og straks gjalder råbene: ”Ligestillingen er gået for langt! Kønsforskellene er uoverskridelige!”
- På overfladen kan maskuliniteten i skrigekoret måske se frigørende ud. Problemet er bare, at protesten over for kvinden er både ældgammel, ude af proportioner og tungt ladet med angst og aggression. Og den får mændene til at vende om og gå tilbage i stedet for at begive sig ind i omsorgens, følelsernes og i grunden kærlighedens komplicerede strukturer.

Malin Bring er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM..

Fædrenes Revolution. Mænd og maskulinitet i en ny tid af Per Are Løkke er udkommet på Hans Reitzels Forlag og koster 198,- kr.

 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk