Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Verdensberømt - bare ikke i Danmark

 

Forfatteren Karin Michaëlis var en fræk postmodernist i mellemkrigsårene, længe før postmodernismen overhovedet blev opfundet. I udlandet har hendes omfattende forfatterskab længe nydt stor respekt, og nu er der også ved at ske noget i Danmark

 

 
FORUM/Los Angeles 5.12.2003 I artiklen "Kvindelige fyrtårne i dansk litteratur" på www.litteratursiden.dk konkluderer forfatterne til portrættet af Karin Michaëlis, at "selv om hun ikke læses meget i dag, har hun været en stor inspirator for andre kvindelige forfattere." En søgning på navnet Karin Michaëlis på den svenske søgetjeneste www.eniro.se giver næsten 4.000 hits, mens Google kan fremvise næsten 6.000, hvoraf de første 3-400 i begge tilfælde udelukkende handler om hende. Selv en overfladisk læsning af svarene viser, at man ude i den store, globale internationale verden stadig køber hendes bøger, læser hende, forsker i hende og betragter hende som en aktuel og tidløs forfatter.

Hendes navn og hendes bøger lever og har det godt både i de tysksprogede medier og i amerikansk regi. Den tyske avis Süddeutsche Zeitung havde en artikel om Michaëlis skandaleombruste roman og internationale hit fra 1910 Den farlige Alder som Ugens læsetip i 1999, og den tyske radiostation WDR 3 havde en udsendelse om Karin Michaëlis så sent som i april 2002. Både Den farlige Alder og børnebøgerne om pigen Bibi er blevet genudgivet af det tyske forlag Kore i 1998. I 1991 blev Den farlige Alder nyoversat af den amerikanske litteraturprofessor Phyllis Lassler.

Min egen interesse for Karin Michaëlis opstod også uden for Danmark, nemlig på University of California Los Angeles, da jeg var blevet optaget som ph.d.-studerende i Germanic Languages og gik og skulle finde det helt rigtige emne for min afhandling. Efter at have læst Karin Michaëlis' Lillemor (1902), som jeg rent tilfældigt fandt blandt de danske bøger i den udenlandske afdeling på forskningsbiblioteket, var min skæbne som Karin Michaëlis' elsker beseglet og emnet for min afhandling besluttet. Det var først langt senere, at grunden til Lillemor også på det personlige plan var gået så rent ind var, fordi de overgreb, hovedpersonen Marthe er udsat for af sin mor, i den grad ligner min egen traumatiske barndom. At Karin Michaëlis er "required reading" for enhver, der beskæftigede sig med "gender studies", blev klart lige fra begyndelsen. Men selv de ti års forskning og skrivning, mit projekt tog, har ikke kunnet opklare spørgsmålet om, hvorfor hun i den grad er blevet glemt i sit hjemland, når hun stadig er så aktuel på udebane.

På den baggrund kan det næppe forbavse, at af de tre bøger, der inden for de sidste to år er udkommet om Karin Michaëlis, er kun en dansk, mens de to andre er udgivet i henholdsvis USA og Østrig. Efter hendes første internationale gennembrud med Barnet og Lillemor i 1902 blev hendes mest berømte bog, Den farlige Alder, en verdensomspændende skandalesucces på grund af dens emne, kvindens overgangsalder og ældre kvinders seksualitet. Den opnåede at blive filmatiseret tre gange, bl.a. i en tysk udgave med Asta Nielsen fra 1927. Derimod karakteriserede flertallet af danske kritikere mange af de romaner, hun skrev i de følgende år, som hysteriske og snakkesalige dameromaner uden den store litterære værdi.

Hendes Bibi-bøger, der udkom i tyverne, blev ganske vist endnu en dundrende international succes og gav senere inspiration til Pippi Langstrømpe, men anbragte samtidig Karin Michaëlis i kategorien børnebogsforfatter og altså stadigvæk ikke en del af den litterære kanon.

Hendes internationale, pacifistiske og humanitære arbejde med økonomisk hjælp og husrum til flygtninge fra de tysktalende lande under første verdenskrig og senere under nazismen, gjorde hende endnu engang til en outsider, der var i konflikt med det officielle Danmarks politik. Bertolt Brecht boede en tid hos hende i huset på Thurø, men da han og de mange andre flygtninge, hun havde hjulpet, var bragt i sikkerhed, var hun kommet til at rangere højt på listen over personer, Hitler anså for uønskede. Hun endte med at tilbringe krigsårene som ufrivillig flygtning i USA, hvorefter hun mere eller mindre blev glemt i sit hjemland.

Efter hendes hjemkomst i 1946 kunne man ganske vist læse en stort opsat artikel i Billed-Bladet med overskriften "Thurø hylder sin lokale Dronning," og hendes to selvbiografiske romanserier, Træet paa godt og ondt (1924-30), og Vidunderlige Verden (1948-50), var blevet uhyre positivt modtaget både af kritikerne og læserne. Men på det tidspunkt var Karin Michaëlis alvorligt svækket af alder og sygdom. Det forværrede hendes i forvejen katastrofale finansielle situation, som skyldtes hendes livslange gavmildhed over for mennesker i nød såvel som tabet af sine indtægter fra Tyskland, som var hendes største marked. Hun var derfor nødsaget til at sælge sit hus på Thurø og boede den sidste del af sit liv på et pensionat i København, uden at der fra officiel side blev gjort noget for at hjælpe hende økonomisk.

Endnu en artikel i Billed-Bladet fra 1948 proklamerede, at "Danmarks berømteste Forfatterinde, Karin Michaëlis, har kun eet brændende Ønske:'At faa en Lejlighed.'" Det ønske blev aldrig opfyldt.

Forskningen omkring Karin Michaëlis har primært været koncentreret omkring hendes liv og personlige humanitære indsats, mens størstedelen af hendes over 50 bøger, hvoraf mange blev oversat til over 20 sprog, har fået langt mindre opmærksomhed. Det skyldes ikke mindst, at hun havde et overordentlig dramatisk liv, at hendes humanitære indsats hovedsageligt var rettet mod en befolkningsgruppe, der på det tidspunkt var "fjenden" og at mange af hendes bøger blev misforstået og nedvurderet af samtidens toneangivende "smagsdommere".

Dette er der nu langt om længe ved at blive rådet bod på. Birgit S. Nielsens bog Karin Michaëlis. En europæisk humanist, som udkom i 2002, forener på eksemplarisk vis en dækkende biografisk fremstilling med en analyse af Den grønne Ø fra 1933. Den grønne Ø er en utopisk roman for børn, der inkorporerer banebrydende aspekter af Karin Michaëlis' progressive pædagogiske ideer, som hun havde fået gennem venskabet med den kendte østrigske reformpædagog og filantrop Eugenie "Genia" Schwarzwald. Schwarzwald ønskede bl.a. at skabe en skole uden tvang og autoritetstro og istedet præget af glæde og individuelle udfoldelsesmuligheder.

Beverley Eddy Drivers Karin Michaëlis Kaleidoskop des Herzens. Eine Biographie fra 2003 må betegnes som den definitive biografi, der kommer hele vejen rundt om både Karin Michaëlis' privatliv, hendes humanitære arbejde, hendes identitet som forfatter og den måde, disse aspekter af hendes personlighed og verdensanskuelse hænger sammen. Desuden indeholder den hidtil ukendt materiale om hendes ophold som flygtning i USA under anden verdenskrig og giver et indblik i kolonien af berømte europæiske forfatter som f.eks. Bertolt Brecht og Thomas Mann, som Karin Michaëlis var en del af.

Min egen bog, Karin Michaëlis: Incest as Metaphor and the Illusion of Romantic Love fra 2003 beskæftiger sig udelukkende med et udvalg af hendes meget kritiserede værker fx Justine (1931), Bogen om kærlighed (1912), Over al forstand (1907) og kritikersuccesen Lillemor fra 1902. Lillemor indeholder alle de motiver, hendes senere bøger indeholder, og opnår helt klart sammen med Den farlige Alder litterære højder, ingen senere bøger kommer op på. Alligevel er det i høj grad blandt de førstnævnte, at Michaëlis viser sig som en forfatter, der var så langt forud for sin tid, at de fleste af samtidens toneangivende kritiske anmeldere afskrev hende, fordi hun ikke passede ind i de strømninger og den stil, de anså for den rigtige.

Karin Michaëlis eksperimenterer med at blande genrer så der fremkommer en hybridform, der inkorporerer populærlitterære elementer, magisk realisme, en næsten H.C. Andersensk eventyrform, brevlitteratur og en tilsyneladende spontant flydende, sludrende "kvindelig" fortælleform. Det er en fortælleform, der umærkeligt og smertefrit formidler hendes subversive feministiske budskab om kvinders undertrykkelse under patriarkatet samtidig med, at teksten bliver let tilgængelig og læservenlig trods de komplekse sammenhænge, en nøjere analyse afslører.

Derfor kan hendes tekster læses på mange forskellige planer bl.a. af læsere, der ikke er ude efter at blive påtvunget feministiske indsigter, men "bare" vil læse en god historie (og så alligevel få mere for pengene, end de havde regnet med). Samtidig var fx Tom Kristensen i stand til at opfatte hendes eksperimentelle stil som en kunstnerisk farbar nytænkning og altså "rigtig" litteratur. Og en meget unge Tove Ditlevsen fortæller i et brev til Karin Michaëlis om den indflydelse, hun har haft som forbillede og inspiration.

Da 70'ernes og 80'ernes feministiske kritikere med bl.a. Pil Dahlerups bog Det moderne gennembruds kvinder (1983) som model, begyndte at interessere sig for ældre, glemte kvindelige forfattere, var det forfattere som Thit Jensen og Agnes Henningsen, der først og fremmest blev genstand for deres kritiske bevågenhed. Forfatterskaber, der var både mere enkle og mindre eksperimenterende. Karin Michaëlis' postmoderne stil, der dekonstruerer genrerne og måden at fremstille patriarkatets undertrykkelse på ved bl.a. at påvise det komplekse forhold mellem undertrykt og undertrykker, appellerede ikke i samme grad til en tænkemåde, hvor det klart skulle fremgå, hvem der var offer, og hvem der var bøddel.

Ganske som rollerne mellem parterne i et sadomasochistisk forhold konstant er flydende - dvs. at den, der tilsyneladende er masochist, lige så ofte er den, der har kontrollen - ser man i Karin Michaëlis' historier, hvordan en lignende dynamik kan gøre sig gældende i de parforhold, hun beskriver. Derfor er så mange af hendes bøger strukturerede over en masochistisk skabelon, der ikke nødvendigvis er seksuel, men definerer alle aspekter af forholdene mellem kønnene.

Brugen af incestmotivet som metafor for kønnenes undertrykkelse og dysfunktionelle adfærd i et mandsdomineret samfund er et andet postmoderne greb, Karin Michaëlis var tidligt ude med, men som i vid udstrækning er blevet brugt i romaner og film i de seneste årtier. Danske litterære eksempler, som hun altså kan ses som en forløber for, omfatter så forskellige navne som Karen Blixens Et familieselskab i Helsingør (1935), H.C. Branners Ingen kender natten (1955), Panduros De uanstændige (1960), Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958), Christian Kampmanns Visse hensyn (1973), Kirsten Thorups Elskede ukendte (1994), Ole Henrik Laubs Drømmehuset (1989) og Poul Ørums Efterforskningen (1986). Og naturligvis frem for noget Thomas Vinterbergs film Festen (1998).

Justine (1931), der helt specifikt er struktureret omkring tre tilfælde af incest, blev af samtidens kritikere slagtet som et sørgeligt misforstået dansk forsøg på at skrive en freudiansk inspireret roman, der på smagløs vis var peppet op med noget så ubehageligt og uvedkommende som incest. Men den handler egentlig ikke om om seksuelle overgreb som sådan. Disse bruges primært som metafor for den destruktivitet, mennesker i et patriarkalsk, borgerligt samfundssystem er udsat for, når de er ude af stand til at gennemskue deres egne handlingsmønstre. Overgrebene bliver metafor for de dobbeltmoralske samfundsnormer, der accepteres som moralsk forsvarlige og etisk uangribelige.

På linie med den nyeste kliniske litteratur om incest påviser Karin Michaëlis gennem sine personers handlinger og reaktioner, at det frem for alt drejer sig om magtovergreb og vold, hvor seksuelle krænkelser står højest på skalaen over dysfunktionel, voldelig og destruktiv adfærd. Incest er ikke et spørgsmål om "forbudt" sex, om at bryde et måske vilkårligt og forældet tabu, men er derimod et af de alvorligste eksempler på fysisk og følelsesmæssig overgreb. Derfor opererer de seneste kliniske studier af incest også med en lang række forskellige kategorier, der til dels afviger fra det snævre begreb, som er indeholdt i ordet blodskam, nemlig seksuelle forhold mellem nært beslægtede. Der er ingen forskel på det følelsesmæssige traume et seksuelt forhold mellem stedforældre og stedbørn afstedkommer, og det traume et seksuelt forhold mellem genetiske forældre og børn afstedkommer. I begge tilfælde er der tale om et magtovergreb, hvor det er den stærkestes værdinormer, der vinder. Hvis forholdet så yderligere kompliceres af, at den svage part tilsyneladende har givet sit samtykke og i mange tilfælde også oplever en seksuel ophidselse, bliver langtidsvirkningerne endnu mere psykisk ødelæggende.

På den måde er netop valget af incest som metafor for en patriarkalsk kulturs usynlige nedbrydning og ødelæggelse af begge køn ganske effektiv, hvilket psykoanalytikeren Otto Rank allerede påviste i sin banebrydende bog, Das Inzest-Motif in Dichtung und Sage fra 1926, hvor han gennemgår temaet i verdenslitteraturen.

Mange af Karin Michaëlis' tidligste bøger som fx Lillemor (1902), Gyda (1904), Over al Forstand (1907), Betty Rosa (1908), og Pigen der smilede (1929) inkorporerer subtile incestuøse motiver som en del af strukturen, bl.a. i form af ægteskaber mellem meget nærtbeslægtede ældre mænd og ganske unge piger i forhold, der helt klart er far-datter forhold og både afspejler og viderefører den tids opfattelse af kønsrollerne i et ægteskab. Barnebrudsmotivet, som er den overordnede struktur i Lillemor, går igen i flere af de ovenfor nævnte fortællinger.

Et andet gennemgående motiv, som 70'ernes kvindebevægelse beskæftigede sig med som noget nyt og betydningsfuldt, nemlig det dysfunktionelle mor-datter forhold og den afgørende og ofte destruktive indflydelse, det har på en kvindes liv, er et andet genkommende motiv. I Karin Michaëlis' fortællinger udformer mor-datter forhold sig som tilsyneladende gode og kærlige, men i virkeligheden er der tale om toksiske mødres ødelæggelse af deres døtre, der hverken kan eller vil erkende et mønster, som fører til masochistisk seksualitet og/eller en total underkastelse i ægteskaber, hvis destruktive far-datter forhold, de implicerede parter sjældent overlever. Lillemor, Kyllingesorger (1907), Atter det Skilte (1918), Mette Trap og hendes Unger (1922), og Betty Rosa (1908) hører ind under denne kategori.

30 dages Laan (1920), Over al Forstand, (1907), Bogen om Kærlighed (1912), Gyda (1904), Betty Rosa (1908), og Hjertets Drømme (1915) dekonstruerer det borgerlige ægteskabs normer og konventioner med et dobbeltgreb: teksterne holder sig tilsyneladende inden for den romantiske roman som genre, men ved hjælp af upålidelige fortællerpositioner afsløres de illusioner, der drev Goethes Werther til selvmord, og førte Justine (hovedpersonen i bogen af samme navn) i armene på sin tilsyneladende frigjorte, men i virkeligheden bornert uvidende faderskikkelse af en lægeægtemand, sin barndoms genfundne elskede og sin Wertherlignende søn.

Werther begik selvmord som resultat af at måtte erkende, at hans opfattelse af romantisk kærlighed ikke lod sig realisere i det virkelige liv, men derimod i døden som for ham var den eneste måde at forblive tro mod sine idealer på. Karin Michaëlis' personer handler ud fra den samme filosofi, undertiden også med døden til følge. Og ganske som i Werthers tilfælde er det den ene parts ensomme, individuelle død og ikke som senere i den romantiske periode, hvor de elskende sammen går i døden som symbol på deres uovervindelige og overjordiske kærlighed, der således forbliver uplettet og fuldendt.

Karin Michaëlis' subversive strategi bag brugen af disse motiver er på en og samme tid at lokke læseren til at identificere sig med personernes motiver og tankebaner, for så ved hjælp af en upålidelig fortællerstemme eller stemmer at demonstrere, at myten om den eneste ene og den ideale, altopslugende romantiske kærlighed ikke eksisterer. At den er et fata morgana og en livsløgn, som kulturen, litteraturen og borgerlige konventioner har skabt en urokkelig og umættelig tro på.

Det er også i denne sags tjeneste, at hun benytter sig af fortælletekniske greb og elementer fra populærlitteraturen, gotikken og eventyr. Det er en af de måder, hun signalerer, at disse fortællinger ikke skal tages for pålydende, at beskrivelserne af disse næsten mytiske kærlighedsforhold er nøjagtig så uvederheftige som populærlitteraturens overfladiske skabeloner med deres happy endings og de-levede-lykkeligt-til-deres-ende påstande. Og ganske som eventyrene, der fungerer ved hjælp af magisk indgriben og overnaturlige væsners medvirken, som ingen nutidige læsere venter at opleve, bør man også være forsigtig med at opfatte den romantiske fiktion som noget, der kan og bør ske i virkeligheden.

De gotiske elementer af uhygge og katastrofe er et udtryk for de katastrofale følger, en blind tro på denne romantiske filosofi kan afstedkomme. Samtidig med, at et godt gys er en glimrende måde at holde læserens opmærksomhed fangen på, er det er en anledning til at gennemleve et traumatisk og uhyggeligt forløb på anden hånd. Ganske som når man ser en gyserfilm og gennemlever al uhyggen på sin krop, men så bare kan slukke for kassen og skænke sig endnu en kop kaffe. Eller forlade biografen og gå hen til den nærmeste café og skylle oplevelsen ned med en velfortjent sandwich og en fadøl, gysende klogere på livet og de mange krinkelkroge i den menneskelige psyke.

Alt det kan man opleve, når man læser Karin Michaëlis' bøger. Man bliver underholdt og får sig et godt gys, samtidig med at hun i smuk overensstemmelse med Brandes' gamle påbud sætter problemer under debat. Han var desværre ikke i stand til at opfatte hendes postmoderne ironi og respektløse forholdt til sprog og genre og kritiserede hendes smagløse prosastil. Men i det nye århundrede bør vi vide bedre og give hendes værker en chance for at bevise deres tidløshed.

Hun fik aldrig den lejlighed, hun så stærkt ønskede sig, men hun kan endnu nå at få en ny generation af danske læsere

Merete von Eyben underviser på Pasadena City College i Californien.
 
Læs mere
Mere om Karin Michaëlis Kvindelige fyrtårne i dansk litteratur

Om østrigske reformpædagog og filantrop Eugenie "Genia" Schwarzwald
Eugenie "Genia" Schwarzwald
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk