Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sisters are doing it for themselves

 

I Frankrig er kvinder med indvandrerbaggrund gået sammen om at bekæmpe tvang, mandschauvinisme og vold mod kvinder i de socialt belastede kvarterer, hvor samfundets marginalisering fremelsker fundamentalisme. De er feminister og trætte af, at andre taler på deres vegne og vil ikke tages til indtægt for at forstærke klicheerne og stereotyperne om muslimske mænd.

 
FORUM/Paris 31.5.2002 "Nej til mandschauvinismen, tvangsægteskaberne og volden", lyder det kampberedt i et manifest, som en gruppe kvinder med indvandrerbaggrund har offentliggjort i Frankrig. Organisationer oprettet af indvandrerkvinder har i de seneste år taget fat på den konkrete undertrykkelse, de udsættes for i immigrantmiljøerne i de fattige ghettoer. De er feminister, de er militante - og de napper den etablerede kvindebevægelse i haserne med både skarp kritik og løfter om en fornyelse af feminismen i Europa.

Selv taler de ikke om indvandrerkvinder men snarere om kvinder i kvartererne. Et kvarter betyder i moderne fransk sprogbrug de socialt belastede kvarterer i betonforstæderne til de store byer, disse sociale ghettoer, som også er blevet til indvandrerghettoer, fordi alle der har råd til det er flygtet, så kun de fattigste er blevet tilbage.

I januar samledes 250 kvindelige repræsentanter for franske indvandrerorganisationer til et møde i Paris for at diskutere kvindernes situation i "kvartererne".

"Vi, kvinder i disse kvarterer, har besluttet ikke længere at tie om den uret, vi lever under. Vi nægter at blive ved med at underkaste os "en tradition", en "religion" eller simpelthen vold", siger kvinderne i manifestet og peger på "den allestedsnærværende sexisme, den verbale og fysiske vold, forbuddet mod vores seksualitet, den moderniserede gruppevoldtægt, tvangsægteskaberne og brødrenes overvågning".

- Meningen var at vende os imod de dramatiske tilbageskridt, som kendetegner kvindernes situation i kvartererne. Vi udsættes for vold som aldrig før, og vore mest elementære frihedsrettigheder knægtes. Manifestet var en måde at få myndighederne i tale og komme med konkrete forslag til forbedringer af kvindernes situation i ghettoerne, siger Fadela Amara, formand for Fédération des Maisons des Pote, en aflægger af SOS Racism og paraplyorganisation for 350 foreninger.

Det er første gang, immigrantkvinderne og deres døtre officielt sætter deres levevilkår på den politiske dagsorden i Frankrig. "Vi er trætte af, at andre taler på vores vegne", hedder det i manifestet.

- Det kollektive initiativ er nyt. Men ude i kvartererne har kvindeforeninger i adskillige år arbejdet med kvindernes konkrete problemer, understreger Fadela Amara.

Tvangsægteskaber, omskæring, hustruvold, indespærring, æresdrab og senest også de berygtede gruppevoldtægter er de dramatiske situationer, som piger med indvandrerbaggrund kan havne i. Dertil kommer de unge pigers daglige kamp for at slippe ud af familiernes snærende overvågning og skaffe sig småbidder af frihed.

Kvindernes sted er en af de lokale foreninger, som i adskillige år har forsøgt at skabe et fristed for kvinder i Cité des 4000-kvarteret i La Courneuve, en af de berygtede forstæder til Paris, som i den offentlige bevidsthed er synonym med kriminalitet og ungdomsoptøjer.

Enkelte ejendomme er renoveret. Resten ligner forladte industribygninger, hvis afskallede, graffiti-dækkede facader lukker sig om en befolkning, som næsten udelukkende er indvandrere. I disse hærgede, forfaldne omgivelser opdrager familier deres børn. Her skal børnene lære at tro, de har en fremtid.


Stuelejligheden i rue Debussy nr. tre, som er hovedkvarter for Kvindernes sted er også berygtet, i hvert fald blandt en del af kvarterets mænd. Fra væggene kigger Simone de Beauvoir og Angela Davis ned på en halv snes kvinder, et næsten repræsentativt udsnit af verdens kvindebefolkning. Hver tirsdag spiser de morgenmad sammen, Josephine, Malika, Fatou, Pascale og de andre.

- Da vi startede havde vi nogle idealer om at give kvinderne adgang til kultur og viden. Nu er vi blevet indhentet af virkeligheden og forsøger at løse de praktiske problemer, kvinderne står over for. Vi forsøger at hjælpe og rådgive kvinderne, hvis de for eksempel er udsat for vold, siger Mimouna Hadjam, som leder Kvindernes sted.

Et humoristisk glimt i de leende brune øjne oplyser konstant hendes runde, fyldige ansigt, selv om der ikke er meget at more sig over. I Cité des 4000, oplever man hver dag den forværring af kvindernes situation, som Fadela Amara taler om.

Presset på kvinderne for at passe til det traditionelle billede af den perfekte, underdanige og docile kvinde er blevet forstærket. Vi ser unge kvinder bebrejde deres mødre på 40 og derover, at de går i svømmehallen i stedet for at blive hjemme og opvarte manden. Forklaringen er den sociale og økonomiske nød i kvarteret. Der er ikke ret mange, der har arbejde. De fleste er på overførselsindkomster. Over for den sociale usikkerhed vælger pigerne at underkaste sig den traditionelle kvinderolle, fordi der er en vis tryghed i de strenge regler, når alt andet er utryghed. Beboerne, både mænd og kvinder, føler sig forkastet uden for kvarteret og lukker sig inde i kvarteret og i familiens og traditionens regler. Vi er otte minutter med metro fra centrum af Paris, men mange af beboerne kommer der aldrig. De er bange. Franskmændene er bange for de unge i forstadskvartererne, men de unge er også bange for resten af samfundet, for burgøjserne som de siger. Frygten vender begge veje.

- Og så er kvarteret blevet betydeligt islamiseret i løbet af de seneste år i kølvandet på den sociale nød blandt de unge mænd. Men der er begået fejl af begge sider. Myndighederne har aldrig villet sælge en grund, så vi kunne få en moske i La Courneuve, ligesom jøderne har en synagoge her. Den form for diskrimination lukker kvarterets beboere inde i en offerrolle, som de islamiske fundamentalister har forstået at udnytte, og vi, kvinderne, er de første ofre.

Snesevis af kvindeorganisationer er vokset op med det formål at hive disse kvinder ud af offerrollen. Det sker ved at yde rådgivning og krisehjælp til kvinder, der er udsat for vold eller frygter et tvangsægteskab. Les Nanas Beurs, en af Frankrigs ældste organisationer for indvandrerkvinder, hjælper i yderste nødsfald pigerne med at flygte og skjule sig for forældrene. Voix d´Elles Rebelles informerer i skolerne om tvangsægteskab som en modvægt til familiernes påstande om, at pigerne ikke bør modsætte sig et arrangeret ægteskab.

Mange organisationer har desuden et direkte kvindepolitisk sigte, som rækker ud over den umiddelbare hjælp til kvinder i krise. Organisationen GAMS (Groupe femmes pour l'Abolition des Mutilations Sexuelles et autres pratiques affectant la santé des femmes et des enfants) har medvirket til en kriminalisering af omskæring af især afrikanske piger, så de skyldige dømmes for vold. Den tyrkiske kvindeorganisation Elele arbejder for en lignende kriminalisering af tvangsægteskaber.

- Hvis en ung pige går til politiet for at anmelde, at hun er blevet gift mod sin vilje, så skal der rejses tiltale for voldtægt og meddelagtighed i voldtægt. For det er det, der er tale om, siger foreningens formand, Gaye Petek.

Hun kæmper en indædt kamp for at få myndighederne til at beskæftige sig med indvandrerkvindernes problemer, og hun er ikke modstander af lovinitiativer, der kriminaliserer traditionelle kutymer. Men det skal være intelligente indgreb. Den danske regel om, at unge indvandrere ikke kan gifte sig med en person fra deres hjemland, før de begge er fyldt 24 år, falder ikke ind under denne kategori, mener hun.

- En lov, der er specielt møntet på en bestemt befolkningsgruppe, gør bare tingene endnu værre, for det ligner til forveksling diskrimination, og det får familierne til at klamre sig endnu mere til traditionerne. Det, vi har brug for, er generelle love, som er udtryk for generelle værdier. At tvinge sin datter til et ægteskab er vold, og som sådan skal det behandles ved domstolene, siger Gaye Petek.

- I sidste ende handler det om vores ret til at bestemme over vores egen krop. Så længe familiens ære deponeres hos de unge piger, slipper vi ikke ud af undertrykkelsen, siger Fatima Lachkar, formand for Les Nanas Beurs.

Medlemmerne af disse kvindeorganisationer er ikke et øjeblik i tvivl om, at det de bedriver er en feministisk kamp, selv om de opererer i periferien af og uden direkte tilknytning til den officielle franske kvindebevægelse. De føler heller ikke, at deres synspunkter repræsenteres i det, de selv kalder ”den franske kvindebevægelse”. Denne kvindebevægelses kamp var en politisk kamp for lovfæstede rettigheder og for lovfæstet ligestilling: ligeløn, fri abort, økonomisk uafhængighed, forbud mod kønsdiskrimination. Disse love har ikke givet indvandrerkvinderne ligestilling.

"Feminismen har forladt kvartererne. Det haster –og det er op til os selv at handle”, hedder det i manifestet.

- Den franske kvindebevægelse vægrer sig ved at tale om indvandrerkvindernes specifikke problemer. Men vi er nødt til at slå fast, at vi har nogle problemer, de andre ikke har. Tvangsægteskaber, det er os, det er ikke de andre. Op til kvindernes internationale kampdag den 8. marts taler den officielle kvindebevægelse om, at der mangler abortlæger, så ventelisterne er lange. Og den har kæmpet for – og opnået - at få forlænget fristen for abort fra 10 til 12 uger, ligesom i de øvrige europæiske lande. Men for vi kvinder, som udspringer af indvandringen, handler det om i det hele taget at få lov til at bruge prævention. For os er abort ikke en reel mulighed, selv om det er legalt på papiret. Det har nogle myndigheder faktisk opdaget, og de yder særlig hjælp til indvandrerpiger, i modsætning til kvindebevægelsen. Det er problematisk, når myndighederne er forud for feministerne, siger Gaye Petek.

- Tag diskussionen om mænd og kvinders lige adgang til at stille op til valgene. Det er selvfølgelig et vigtigt emne, men for mange indvandrerkvinder er det lige så aktuelt og vedkommende som et udsalg hos Yves Sant Laurent, siger Fadela Amara fra Fédération des Maisons de Potes.
- Den historiske kvindebevægelse bestod og består stadig hovedsageligt af intellektuelle kvinder, siger Mimouna Hadjam fra Kvindernes sted i 4000-kvarteret.

- Arbejderkvinder, de fattige og indvandrerne har aldrig været en del af kvindekampen, som i dag er meget ideologisk. Måske kan vi, der arbejder med praktiske kvindeproblemer i kvartererne, lære noget af den politiske kamp, den europæiske feminisme står for. Men vi kan også tilføre feminismen en ny og pragmatisk dimension. Der er stadig noget at kæmpe for, selv om de unge europæiske kvinder tror, alt er opnået og at der er livstidsgaranti på alle rettigheder. Vi ved, at det er der ikke.

En anden brudflade med den historiske kvindebevægelse er forholdet til mænd. Kvindernes sted genlyder gang på gang af humoristiske og sylespidse udfald mod mænd – ”de er allesammen mandschauvinister” – men disse kvindeorganisationer deler også skæbne med deres mænd som etnisk minoritet.

- Vi kæmper for vore rettigheder og imod den undertrykkelse, vi er genstand for. Men vi vil ikke bidrage til de klicheer og stereotyper om den muslimske mand, som samfundet er fuldt af. Diskriminationen mod indvandrerne for eksempel på arbejdsmarkedet og boligmarkedet er en realitet, både for mænd og kvinder, siger Fatima Lachkar fra Les Nanas Beurs.

- Den stærke kontrol med de unge piger i kvartererne hænger sammen med, at kvarterene bliver til sociale ghettoer. Der hvor flere forskellige sociale lag er blandet, er kontrollen langt mindre udtalt, konstaterer Sarah Oussekine fra Voix d´Elles Rebelles, mens Gaye Petek understreger, at kritikken af mandschauvinismen nødvendigvis må komme fra indvandrerkvinderne selv. Dermed kan den ikke afvises hverken som diskrimination eller manglende kendskab til den pågældende kultur.

- Som indvandrerkvinder lider vi under en tredobbelt diskrimination: geografisk fordi arbejdsgiverne generelt vægrer sig ved at ansætte beboere fra kvartererne, etnisk fordi vi er indvandrere og endelig fordi vi er kvinder. Vores mål er ikke at stigmatisere vore brødre og fædre men at afdække de mekanismer, som fører til kvindeundertrykkelse i immigrantmiljøerne og skabe en bevidsthed om, at tingene skal ændres i de belastede kvarterer, siger Fadela Amara.

Som manifestet siger til mændene: ”Hvordan kan I bekæmpe uretfærdigheden og racismen, hvis I undertrykker os”?

For Fadela Amara er feminismen og en bevidst kvindepolitisk indsats i kvartererne intet mindre end nøglen til en løsning af de problemer, som knytter sig til indvandringen. En nøgle til integration, som vi ville sige i Danmark. Indvandrerkvindernes manifest opfordrer til at tage specifikke kvindehensyn i social- og integrationspolitikken i forhold til indvandrerkvartererne. Blandt de konkrete tiltag nævnes for eksempel oprettelsen af komiteer i alle kvarterer med det formål at indsamle oplysninger specifikt om kvindernes situation, af særlige krisecentre for kvinder med indvandrerbaggrund, og konsekvent undervisning af alle børn i ligestilling og i borgerlige rettigheder og pligter helt fra de små klasser.

- Skal man forbedre kvindernes situation og den sociale situation i kvartererne generelt, skal det gå gennem kvinderne. Efter ti år med en socialpolitik, som skulle bekæmpe fattigdom, eksklusion og kriminalitet i kvartererne, kan vi konstatere, at myndighederne kun har tænkt på mændene. Der bliver indrettet sportsfaciliteter – som kun drengene bruger. For de unge piger er der ingenting. Nu vil vi påvirke udviklingen.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Kvinder i kvartererne
Voix d´Elles Rebelles
Nanas Beurs
Forskningsprojekt om franske "beurettes"
Women Voices in the Franco-Arabic World
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk