Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

KK14 - Kønstjekket: 14 dage i medierne

 

Korte kommentarer på de seneste 14 dages vigtigste begivenheder inden for feltet køn og kultur. De vagthavende "kønstjekkere" har sat fokus på regeringens ligestillingsdagsorden, debatten i Sverige efter drabet på den svensk kurdiske kvinde Fadime, og de stærke piger i Astrid Lindgrens forfatterskab.

 
Niels Ulrik Sørensen: En ny kønspolitisk dagsorden

Den bebudede nedlæggelse af Videnscenter for Ligestilling varsler en helt ny politisk dagsorden for ligestillingen. Det synes jeg er det vigtigste, der er sket indenfor kønsområdet i de seneste uger.

Den sidste uge af januar fremlagde regeringen sit bud på en finanslov. Det er der i sig selv intet bemærkelsesværdigt i. Det gør regeringen hvert år. Som sig hør og bør.

Dette år var dog noget ganske særligt. Ikke blot fordi regeringen i år lagde op til betydelige omprioriteringer i de statslige budgetter. Men også fordi den i ugevis forinden varmede befolkningen op ved hjælp af en ganske særlig retorik.

Statsministeren lagde for i nytårstalen. Derefter fulgte finansministeren og økonomi- og erhvervsministeren trop under offentliggørelsen af dødslisten. Siden kom de forskellige ressortministre på banen.

I en uendelighed gentog regeringen mantraet "ud med eksperttyranniet". Rationalet var, at eksperterne i statsapparatet udgjorde et filter mellem regeringen og befolkningen. Eksperterne, forlød det, var et demokratisk problem.

Også socialministeren skød fra hoften. Hun skulle spare en stor sum penge indenfor sit område og bebudede, at hun ville finde pengene ved at nedlægge Videnscenter for Ligestilling. Ikke fordi regeringen ville nedprioritere ligestillingsområdet. Næh-nej. Det handlede om omlægge ligestillingsarbejdet. Henriette Kjær bekendtgjorde således, at videnscentrets arbejde "har været alt for elitært og meget langt fra skifteholdsarbejderen og karrierekvinden". I stedet ville hun bestræbe sig på at "få debatten ud på arbejdspladserne" ved at "holde fyraftensmøder, hvor vi hører om kvindernes forventninger" (Jyllands-Posten den 11. januar). Ud med eksperttyrannerne på videnscentret. Ind med almindelige kvinder.

Videnscenter for Ligestilling blev oprettet for lidt over et år siden. Formålet med centret var at fremme debatten om ligestilling mellem kvinder og mænd - herunder at påpege behov for og iværksætte undersøgelser og forskning af betydning for ligestillingsdebatten. Desuden skulle det understøtte bestræbelserne for at indarbejde ligestilling i al politik, planlægning og forvaltning.

I det forløbne år har centrets medarbejdere arbejdet på at virkeliggøre målsætningerne. De har beskæftiget sig med børnefamiliernes trivsel, ligeløn og kønsarbejdsdeling, handel med kvinder, mænd og ligestilling, etniske kønskonflikter og meget andet. En stor del af deres arbejde har været at opsamle såkaldt almindelige mænds og kvinders erfaringer, inddrage dem i ligestillingsdebatten og formidle deres holdninger til de politiske beslutningstagere. Eksperterne i videnscentret har altså ikke hæmmet almindelige kvinders deltagelse i ligestillingsdebatten. Tværtimod.

Videnscenter for Ligestillings arbejde er helt og aldeles i tråd med Henriette Kjærs visioner for ligestillingsarbejdet, som de er kommet til udtryk i dagspressen. Alligevel bliver hun ved med at begrunde nedlæggelsen af centret med, at der skal ske en omlægning af ligestillingsområdet. En omlægning, der nedtoner eksperternes rolle i ligestillingsarbejdet til fordel for almindelige kvinders. For "ligestilling er ikke kun for eksperter" (Politiken den 28. januar).

Henriette Kjær er ny på posten som socialminister. Det er rimeligt at antage, at hun ikke havde nærmere kendskab til videnscentrets arbejde, da hun første gang skulle begrunde dets nedlæggelse. Utallige indlæg i pressen fra kvindeorganisationer, fagforeninger, kønsforskere mv. burde dog efterhånden have gjort det klart for hende, at videnscentret arbejder på at virkeliggøre hendes visioner om at inddrage såkaldt almindelige kvinder i ligestillingsdebatten. At modsætningen mellem eksperterne i centret og almindelige kvinder er falsk. Ministeren taler nu mod bedre vidende. Videnscenter for Ligestilling er elitært. Det skal lukkes - og dermed basta.

Som de øvrige ministre i regeringen har Henriette Kjær udviklet en resistens overfor argumenter. En uvilje til at lytte til endsige bruge argumenter. Med Dansk Folkeparti i ryggen har regeringen et sikkert flertal i Folketinget. Der er altså ingen grund til at bruge tid og kræfter på noget så trivielt som argumenter. I stedet tager den skyklapper på og gentager mantraet "ud med eksperttyranniet".

Om Videnscenter for Ligestilling bliver nedlagt. Om centret rent faktisk bliver offer for regeringens argumentresistens, vil finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne om ligestillingsloven vise.

Et er dog sikkert: For første gang i mange år har vi en regering, der stræber mod en afinstitutionalisering af ligestillingen. En regering, der vil svække ligestillingen. Begrundelsen er svær at få øje på.

Niels Ulrik Sørensen er ph.d.-stipendiat ved RUC og indgår i videnscentrets faglige miljø.

COPRI-forsker Anna Leander: Arven efter et æresdrab

Mandag den 4. februar afholdes en ceremoni i Uppsala Domkirke for Fadime Sahindal. Det forventes, at ceremonien vil tiltrække stor opmærksomhed. Den bliver transmitteret direkte i svensk TV4. Interessen for ceremonien er mere end voyeuristisk. Den er et tegn på, at det svenske samfund er ved at blive "multi-kulturelt", og at svenskerne må se konsekvenserne af dette i øjnene. Fadime Sahindal blev myrdet på baggrund af en traditionel, patriarkalsk forståelse af ære. Hun havde mod familiens ønske besluttet at bo sammen med sin kæreste. Denne handling gjorde det nødvendigt for faderen at "rense familiens navn". Debatten i Sverige har i kølvandet på dette "æresdrab" raset om, hvordan samfundet skal handle i forhold til sådanne situationer. Med al respekt for Fadime Sahindal-tragedien, så er det denne diskussion og dens virkninger, der er af mere generel interesse.

Det er klart, at mordet på Fadime minder alle, der troede, at multikulturalisme blot betyder, at mørke og smilende mennesker også optræder i Hennes og Mauritz reklamer, om at der er mere alvorlige spørgsmål på spil. Et helt centralt spørgsmål er, hvor grænsen mellem det private og det offentlige bør trækkes. På hvilket tidspunkt er det tilladt offentligheden at blande sig i børns uddannelse og at pålægge en bestemt forståelse af rigtig og forkert f.eks. i relation til kønsroller. Hvor tidligt, hvis overhovedet, kan staten blande sig til familielivet for at hindre, at Fadimes skæbne rammer andre? Og hvordan kan man tillade sig at blande sig?

Sveriges socialdemokratiske "Folk-Hem's" arv (velfærdsstaten som den solidariske familie, red.) byder på et interessant paradoks. Det konventionelle svar, der også gives i hovedparten af den eksisterende lovgivning, er stærkt interventionistisk: Det forudsætter, at barnets tarv går forud for forældrenes rettigheder. Men 20 års selvkritik (specielt baseret på erfaringer med tvangsfjernelser af børn fra deres forældre) har ført til en reaktion mod denne holdning og en praksis, der - i modsætning til selve loven - udviser en tendens til ikke-indblanding.

Denne tilbageholdenhed i indblanding i familiers indre forhold er blevet forstærket af et andet stadigt tilbagevendende spørgsmål, nemlig hvordan der kan dømmes mellem forskellige opfattelser af rigtigt og forkert. Hvad betyder det at varetage barnets tarv? Dette problem eksisterede for grundlæggerne af "Folk-hemmet", men problemet har fået en helt anden størrelsesorden i tilfælde som f.eks. Fadimes. Lovgivere, socialrådgivere og kvindegrupper er hæmmet af deres mangel på forståelse af kulturer, der er "fremmede" for dem. Dette forstærkes af et kor af stemmer (også fra kvindegrupper), der advarer imod risikoen for, at man ved indblanding træder andre menneskers værdier under fode. Der må også tages hensyn til, at unge vil ofte gerne indgå i arrangerede ægteskaber og leve på måder, der er i overensstemmelse med familiens traditioner.

Hvad skal den forvirrede samfundsborger mene om alt dette? Noget skal samfundet trods alt gøre for at hjælpe den svenske velfærdsstats Fadimer, og det er nødvendigt med en lovgivning der giver et solidt fundament for denne hjælp. Svenskerne er ved at opdage, at der ikke findes lette løsninger på disse tilbagevendende spørgsmål. Der findes ingen oplagte svar. Men der findes heller ikke nogen vej uden om disse spørgsmål i en verden, hvor der på én gang er migration, hævdelse af universelle menneskerettigheder, også for kvinder, og stadigt foranderlige grænser mellem politik og samfundsmæssige fællesskaber. Det er derfor af stor vigtighed at have åbne, offentlige debatter omkring disse spørgsmål og at skabe demokratiske processer, der belyser dem, således at lovgivningen kan udvikle sig.

Det er præcis det, der er ved at ske i Sverige i kølvandet på Fadimes død, og det der gør Fadimes sag så betydningsfuld.

Anna Leander er forsker ved COPRI, Copenhagen Peace Research Institute.

Historiker Anne Katrine Gjerløff: Tanker om Astrid Lindgrens død

Jeg ser Astrid Lindgren som et symbol på anstændighed, humanisme og medfølelse. I denne januarmåned, hvor himlen er sortgrå, og nyhederne er endnu mørkere, kan jeg næsten få tanken, at hendes død også kan symbolisere disse begrebers forsvinden fra verden.

For mig er det ligegyldigt, om hun som person kunne leve op til den helgenstatus sådanne ord lægger op til. Det er selve tanken om, at der kan findes en person, der kan give et så reelt og sympatisk indtryk, der er vigtig. Det er er ideen om den vise gamle kvinde.

Der er så mange ting man kan tage fat i i hendes bøger. Helt umiddelbart er der det sjove, det hyggelige og det uhøjtidelige. Hvem ville ikke gerne bo i Bulderby? Men det er ikke her jeg synes Lindgren stod stærkest - idyl er der nok af i børnebøger.

Helt tydeligt står hendes fokus på det stærke individ, der selv tager ansvar for sit liv og kræver at omgivelserne viser hende respekt. Og det er med vilje jeg siger hende, for jeg tænker selvfølgelig på Pippi og Ronja og måske endda også Grynet - selvom hun boede i idyl kræver hun sin ret til at lave ballade. Disse piger var ikke blot hovedpersoner i min barndoms yndlingsbøger - de var også mine forbilleder. Tænk at kunne alting selv og så klart vide hvad man ville? - Og så endda kæmpe for det og vinde, og i samme omgang have respekt for andres meninger og liv!

Jeg er nok ikke den første, der kan se en linie fra Ronja Røverdatters oprør mod sin far til den aktuelle debat om nogle grupper af indvandrerpigers problemer. Men vigtigheden af Astrid Lindgrens budskaber behøver slet ikke blive sat så meget på spidsen med tragiske og absurde situationer - hendes principper burde gælde på selv den mest begivenhedsløse grå hverdag.

Så er der Lindgrens sociale retfærdighedsfølelse: fattiglemmer, sultne og syge børn, og ensomme mennesker i alle aldre får alle en mulighed for at slippe væk eller bogstaveligt talt at blive lukket ind i varmen. Men Lindgrens happy endings har næsten altid melankoli med sig, for der findes jo ondskab i verden - alligevel er det så tydeligt i hendes bøger, at selv den mindste lille person eller stemme har en virkning mod ondskab og tyranni.

Døden kan ingen dog vinde over. Den er allestedsnærværende i verden og i Lindgrens bøger også i børnenes verden - og det vil sige, at hun viste et realistisk billede af verden, samtidig med at hun forklarede og trøstede. Jeg græd, da jeg i min morgenavis genlæste sidste kapitel af Brødrene Løvehjerte. Selv om jeg ikke tror på Nangijala eller Nangilima, vil jeg gerne tro på håb og kærlighed - og at det findes selv i døden.

Hos Lindgren løses de tunge temaer altid op med fantasien - ethvert sygt barn, der har kedet sig hjemme i sengen eller et forsømt barn, der har savnet en mor eller en legekammerat, har håbet på at en alf, en pusling eller en muntergøg kom ind af vinduet eller ud af et musehul og viste vejen til en anden verden. Når jeg læser mine aviser i disse dage forsøger jeg af al kraft at lukke øjnene og tænke "det spiller ingen rolle i skumringsland" - der er et sted hvor alt det besværlige, onde og tankeløse er ligegyldigt - i hvert fald i barnets fantasi.

Astrid Lindgrens "børn" er aldrig onde - måske sure, triste og ensomme - men aldrig onde. Hun har skabt et billede af en verden, hvor mennesket i bund og grund er godt. Ondskab findes, men det gode i mennesket er større. Det er svært ikke at lyde naiv og nostalgisk, når man taler om sådanne
størrelser, men tanken om det gode i mennesket kunne man godt ønske sig mere udbredt. Og ønsker kan jo gå i opfyldelse, hvis man selv kæmper for det!

Anne Katrine Gjerløff er ph.d.-studerende ved Historisk Institut, Københavns Universititet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk