Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

KK14 - Kønstjekket: 14 dage i medierne

 

I denne uge indleder vi serien KK14, hvor vi beder markante m/k'er at kommentere på de seneste 14 dages vigtigste begivenheder inden for feltet køn og kultur. De vagthavende "kønstjekkere" har sat fokus på den nye "indvandrerpakke", kvindemanglen i toppen af DIF, og krænkelser af kvinders menneskerettigheder i Nigeria.

 
Etnisk ligestillingskonsulent Azam Javadi:

Jeg mener, at den vigtigste nyhed på det kønspolitiske område er regeringens udlændingeudspil i sidste uge. For mig at se, er udspillet, udover at være særdeles menneskefjendsk, et direkte angreb på etniske kvinder og børns rettigheder. Det gælder specielt forslaget om, at man skal have opholdt sig i landet i 7 år, før der eventuelt gives permanent opholdstilladelse. Det betyder for eksempel, at børn, der er vokset op i Danmark, har gået i skole og lært sproget, risikerer at blive udvist, og det er simpelthen ikke rimeligt. Ligeledes stilles kvinderne dårligt ved forslaget, idet de kan tvinges til at blive i et voldeligt ægteskab, fordi de ellers risikerer udvisning. Denne problematik ses allerede - det kan krisecentrene fortælle os. Situationen bliver kun værre med udspillet.

Derudover finder jeg det problematisk, at regeringens udspil fremstiller det danske samfund og den danske kultur som en homogen størrelse, der er truet af udryddelse, hvis ikke der bliver strammet op på udlændingeområdet. Flygtninge og indvandrere bliver tegnet som en gruppe, der både kulturelt og socialt ligner hinanden til forveksling: det vil sige kommer til Danmark med det ene formål at malke velfærdssystemet. Jeg siger ikke, at der ikke er nogle brodne kar imellem, men langt størsteparten er reelle mennesker, der enten er nødt til, på grund af forfølgelse, at flygte til et andet land, eller ønsker en bedre tilværelse. At de alle skulle være dovne og forvænte har jeg meget svært ved at forestille mig, for så fantastisk er bistandsloven jo heller ikke indrettet, at den er værd at ofre venner, familie og hjemland for.

Udspillet, som de foreligger nu, er for mig at se både yderst kortsigtet og populistisk. At tro, at det er muligt på den ene side at være i det internationale selskab i Nato, EU, FN og så videre, og så på den anden side at ville forskanse sig i et Danmark kun for danskere, er utidssvarende og naivt. For verden hænger sammen - det er globalisering på godt og ondt, og det må også Danmark forholde sig til.

Azam Javadi er forkvinde i Rådet for Etniske Minoriteter samt etnisk ligestillingskonsulent i fagbevægelsen.

Business manager Agi Csonka: Manglende kvinder i DIFs ledelse et demokratisk problem

Det mest interessante emne på kønsområdet de sidste 14 dage, har jeg faktisk fra Politiken, der har gravet lidt i, hvorfor kvinder stort set er uden indflydelse i toppen af dansk sport. Det fremgår af undersøgelsen, at kun 1 ud af 10 i Dansk Idræts Forbunds ledelse er kvinde. Faktisk har der gennem de sidste 105 år kun været 4 kvinder i DIF's bestyrelse. Det samme billede tegner sig for specialforbundene, hvor kun 4 ud af 56 formænd er kvinder. Og det til trods for, at 40 procent af medlemmerne i idrætsklubberne og foreningerne er kvinder. Konfronteret med disse tal, var DIFs nuværende formands kommentar den, at kvinder ikke gider gå til møder, og at det var derfor, de var så dårligt repræsenteret. Han understregede, at man bestemt gerne så flere kvinder i bestyrelsen, men afviste at benytte sig af positiv særbehandling.

Det der slår mig i denne sag er, at den er så typisk dansk, så det er ikke for at hænge DIF ud. Situationer, hvor der er forekommer enorme skævvridninger med hensyn til kønsrepræsentation, giver sjældent eller aldrig anledning til selvransagelse eller debat. Ofte er den eneste - og typisk danske - forklaring den, at det er kvindernes egen skyld, at de ikke er repræsenterede.

Skævvridningen bliver ikke formuleret som et generelt, demokratisk problem eller som et eksempel på en systematisk diskrimination. Her i landet er vi nemlig alle lige, og det må betyde, at hvis kvinder ikke er repræsenteret i for eksempel toppen af idrætten, så må det være fordi de ikke gider. Det betyder også, at et begreb som positiv særbehandling anses som både unfair og uanvendeligt, fordi særbehandling betyder at forskellige grupper skal behandles forskelligt - og så er vi jo ikke længere ens. Problemet med denne holdning er, at man mangler en bredere forståelse af hvad positiv særbehandling vil sige.

I USA, for eksempel, har begrebet
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk