Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Det sidste ord er ikke sagt

 

Professor dr. jur. Kirsten Ketscher forsker i spændingsfeltet mellem religionsfrihed og kvinders grundrettigheder - og samtidig holder hun et skarpt øje med FN's Kvindekonvention, som et justitsministerielt udvalg kalder for "speciel" til at inkorporere i dansk ret.

 
FORUM/21.01.2002 Kvinders rettigheder er ikke skrevet ind i den danske grundlov, som ikke nævner kvinder med et ord. Alligevel skal FN's Kvindekonvention ikke, modsat andre menneskerettighedskonventioner, inkorporeres i dansk lovgivning - i hvert fald ikke i følge det justitsministerielle udvalg, der netop har udsendt en diger betænkning med anbefalinger til justitsministeren.

Samtidig mener professor, dr. jur. Kirsten Ketscher at nogle indvandrerkvinder får deres rettigheder til f.eks. at gå ud på arbejdsmarkedet krænket af deres familie, som begrunder dette forbud i en bestemt fortolkning af islam.

Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet sætter fokus på såvel Grundloven, Kvindekonventionen og religionsfriheden tirsdag den 22. januar i et oplæg på KVINFOs konference "I lyset af Grundloven - en debat om køn og etnicitet" i
Landstingssalen på Christiansborg.

Og det har hun tænkt sig at blive ved med. Alene spændingsfeltet mellem religionsfrihed og de rettigheder, danske borgere har i følge Grundloven, kræver juridisk forskning, som først er i sin spæde begyndelse.

Religionsfrihed er nemlig ikke absolut og derfor ikke en grundrettighed. Den er en menneskerettighed, der så at sige ligger ovenpå grundrettigheden, og det betyder, at der findes en juridisk orden: Grundrettighederne ligger i bunden og er grundlag for alle øvrige rettigheder.

Det vil med andre ord sige, at kvinder, uanset nationalitet og religion, har fundamentale rettigheder, som er udelelige og umistelige. De er borgere i det civile samfund Danmark og kan ikke fraskrive sig deres økonomiske, sociale og politiske rettigheder - og andre kan heller ikke gøre det for dem.

Det nye forskningsfelt er affødt af Kirsten Ketschers almindelige engagement i kvinders retsstilling. Alle, også indvandrerkvinder, skal inkluderes og involveres, mener hun.
- Man kommer til at tænke på: Hvordan har de fået del i den grundrettighed, som er deres, nemlig frihed, lighed og fællesskab? Hvordan har vi sikret dem det, og det tror jeg, vi har gjort meget dårligt. Og jeg tror, at på den måde er der en stor etnisk diskrimination mellem kvinder. Lige rettigheder er for danske kvinder, og ulige rettigheder og overgreb i familierne er noget, indvandrerkvinderne har i deres kultur og deres religion, som er så fin, at man ikke tør røre ved den, siger Kirsten Ketscher.

Hun skrev i november sidste år en kronik i Berlingske Tidende med titlen Indvandrerkvinder har også ligeret om emnet, og da kom hun ind på den livskraftige feministiske kritik, der findes indenfor f.eks. islam: At ulighed og undertrykkelse er menneskeskabt og ikke gudgiven. Kvinder behøver derfor ikke opgive deres religion for at få del i den retlige grundværdi, som ligeretten mellem mænd og kvinder er, skrev hun.

Bagefter fik hun mange reaktioner i form af breve og e-mails:
- Jeg blev fuldstændig rørt over, at jeg åbenbart ramte noget dér, og jeg fik også respons fra indvandrerkvinder. Kronikken er nu lagt ud på en særlig indvandrerside, hvor den er indgået i et chatforum med meget positiv respons, fortæller Kirsten Ketscher.


At danskerne har et meget privat forhold til religion, der stort set kun kommer til offentligt udtryk ved bimlende kirkeklokker søndag morgen foruden ceremonier som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, gør, at vi bliver forskrækkede og benovede, når nogen insisterer på at vise deres religiøsitet helt ud i klædedragt, politik og familiemønstre.

Vi er vant til at leve i et civilt samfund, og i et civilt samfund er der også noget, der hedder negativ religionsfrihed, påpeger Ketscher; man har lov til at forlange at leve og færdes uden at skulle konfronteres med religioner og deles ind i religioner hele tiden.
- Forrige år boede jeg i Jerusalem, et samfund, hvor alle er delt ind i religioner, og det er ikke noget, man skal efterligne. Jøderne tager vare på sig selv, de kristne tager vare på sig selv, og muslimerne tager vare på sig selv, og så deler religionerne samfundet mellem sig. Det er en meget kedelig konstruktion. Derfor mener jeg, at vi har et civilt samfund, vi må værne om. Jeg er ikke fjendtligt indstillet overfor religioner, men jeg mener bare, de skal være en del af det civile samfund. Og de religioner, der ikke kan være det, har ingen plads i det civile samfund. Jeg mener i øvrigt heller ikke, at der er nogle religioner, som er så specielle, at de ikke kan være en del af det civile samfund, siger hun.

Derfor gælder Ligestillingsloven og -princippet også uanset tørklæde, burkha og religiøs præference, selvom nogle kvinder måske er uvidende om deres rettigheder.
- Mange af indvandrerkvinderne får jo deres rettigheder krænket af deres egne, og det har der ikke været meget interesse for at gå ind i. Det vil man ikke røre ved, og for 20-30 år siden hørte det også til familiens ufred, hvis kvinder blev banket i hjemmet i Danmark. Lige så snart man tager sådan en underlig hat på hovedet og siger: Det her er min religion! - er vi altså et meget religionsforskrækket land. Vi bliver så imponerede over, at nogen har en religion, at vi ikke råber op. Men min pointe er, at ingen religion siger, at man skal undertrykke kvinder, understreger Kirsten Ketscher.

Men hvor går grænsen, hvad er vigtigt at tage fat i, og hvad er mindre vigtigt? Ketscher siger, at der er masser af eksempler fra hverdagen, man burde gribe fat i, så de ikke får lov at udvikle sig.
Da muslimer i efteråret 2001 holdt stormøde i en lejet hal på Nørrebro med separate indgange for mænd og kvinder, blev lovgivningen overtrådt, siger professoren.
- Det, mener jeg, er ulovligt i forhold til den nuværende ligestillingslov. Man må altså ikke udleje et offentligt lokale til arrangementer, hvor det er forbudt, at mænd og kvinder sidder sammen. Man kunne jo godt spørge, hvor meget ballade der var blevet, hvis man havde lavet et møde på Nørrebro, hvor man havde bedt de sorte mænd om at gå igennem en bestemt dør, og så kunne vi andre gå igennem den anden, ikke? Nej, vi lever i et samfund, hvor der er meget, meget stor tålsomhed over krænkelser af kvinders rettigheder og som virkelig forudsætter, at kvinderne selv håndhæver dem. Samfundet er forbavsende passivt. Et andet eksempel er koranskolerne, som også klart strider mod et ligestillingsprincip i det omfang, eleverne lærer, at kvinder er underordnede mænd.

Den religiøse påklædning er til gengæld mere vanskelig at have et entydigt forhold til, synes hun. Generelt bør kvinder have lov til at klæde sig, som de gerne vil, og omvendt har virksomheder også ret til at sige: At her på stedet skal vi altså se ud på denne her måde!
- Men i forhold til kvinders grundrettigheder skal man passe på, at respekten for religionen ikke løber bort med én. Det kan f.eks. betyde, at kvinder, som ikke har nogen som helst interesse i at klæde sig religiøst, kan blive presset til det ved, at der bliver sagt: Jamen, du må jo gerne, hvorfor gør du det ikke? siger Kirsten Ketscher.

Hun mener heller ikke, at det danske samfund har været dygtigt nok til at sige fra, når det gælder arrangerede ægteskaber. Ikke at man skal bruge forbud og straf, men i stedet støtte de unge og sige: "Jamen, I har da ret. Arrangerede ægteskaber hører altså ikke til i vores tid. Det er et godt synspunkt at have, at man gerne vil vælge sin egen ægtefælle, og det vil vi gerne støtte jer i overfor jeres forældre." I stedet har man i et vist omfang lavet et reservat, hvor man har set stort på, hvilke rettigheder der blev krænket inde i reservatet, konstaterer hun.

Men bliver det ikke svært at rulle udviklingen tilbage?
- Det kræver i hvert fald, at kvinderne selv skal sørge for at tage tingene op, og det er de heldigvis også begyndt at gøre. Men de har ret til at kende deres muligheder, og det må først og fremmest være den danske stat, der skal løfte den opgave. Hvad man selv vil finde sig i, er en privatsag, men man skal i hvert fald vide, at det er noget, man selv har valgt. Og man har alligevel sine grundrettigheder, altid.

Hvis indvandrerkvinderne læser Grundloven, vil de ikke finde paragraffer og ord om kvinders rettigheder i det danske samfund. Det står der intet om, men når loven engang skal revideres, bliver der formentlig rettet op på det forhold.
Kvinder er alligevel omfattet af de grundrettigheder, Grundloven giver det enkelte menneske, så har det overhovedet nogen retlig betydning for kvinder, at disse rettigheder ikke er skildret eksplicit?


- Ja, det mener jeg faktisk. Det betyder, at kvinders rettigheder ikke er blevet tydelige. Man kan ikke sige, at de ikke har rettigheder, for når noget er en grundrettighed, har man dem, uanset om de står nedskrevet nogen steder. Men det er nemmere at krænke rettighederne og være uvidende om dem, så jeg mener, at det hører til enhver moderne forfatning at fastslå ligestillingsprincippet mellem kvinder og mænd. Det ser vi også i nye forfatninger, og vi ser det i EU-charteret om fundamentale rettigheder. Det er skrevet meget tydeligt ind, endda flere steder, siger Kirsten Ketscher.

En af måderne at tydeliggøre kvinders rettigheder på - når de nu ikke er skildret i landets forfatning - kunne være at inkorporere FN's Kvindekonvention i dansk ret.

Og her er det så, at Kirsten Ketscher skiftevis river sig i håret og med egne ord "er ved at gå i brædderne" over det udvalg, der netop har afleveret en betænkning med anbefalinger til justitsministeren om, hvilke af menneskerettighedskonventionerne, dansk lov bør indoptage.

Kvindekonventionen er ikke med, Børnekonventionen ej heller. De to konventioner er "specielle", mens resten, f.eks. konventionerne om sociale og økonomiske rettigheder, tortur og racisme er "generelle" og derfor bør inkorporeres.
- Man kunne også spørge sig om: Hvem omfatter sådan en konvention, hvor stor en befolkningsgruppe får vi i tale? Børn har vi alle været, og kvinder udgør godt og vel halvdelen af befolkningen, ikke? Så hvis man skal se på, hvor generelt noget rammer, er Kvindekonventionen ret bred, ikke? siger Ketscher, som kalder betænkningen en "gammel justitsministeriel fims" fra et udvalg, hvor ingen medlemmer tidligere har beskæftiget sig med kvinders rettigheder.

Hun har ikke tænkt sig at lade betænkningen stå uimodsagt:
- Det sidste ord er altså ikke sagt i den sag, og kvindeorganisationerne må også gå aktivt ind i sagen og sørge for, at Kvindekonventionen bliver indskrevet.

Ketschers opfattelse er, at danskernes kendskab til Kvindekonventionen er yderst begrænset, og det kunne i sig selv være grund nok til at skrive den ind i dansk ret: for at forhøje kendskabet til den.
- Mange love er da svære at håndhæve, men hvis det var et argument, havde vi ikke mange love tilbage. De fleste love lever i kraft af, at de gælder - ikke i kraft af, at man straffer. Jeg har den opfattelse, at alle mennesker er født frie og lige, og deres rettigheder er udelelige og umistelige. Og de rettigheder skal selvfølgelig være tydeliggjorte, uanset om de gælder svage eller stærke grupper, pointerer Kirsten Ketscher.

Hun mener, at justitsministerens rådgivende udvalg er på bagkant med den internationale udvikling, hvor kvinders menneskerettigheder er et stort emne. I Norge, hvor Ketscher også er professor - i kvinderet - på det juridiske fakultet i Oslo, ser det for eksempel ud til, at både kvinde- og børnekonventionen bliver inkorporeret i national lovgivning.
- Men den store støtte, vi har i det her, kommer fra EU, for EU har jo forstået, at kvinderne er en økonomisk ressource. Derfor er både grundprincippet om kvinders ligestilling med mænd og mainstreaming-princippet skrevet ind i traktaten - og i det nye direktiv vedrørende ligebehandling uanset race og etnicitet har man indskrevet Kvindekonventionen. Det vil sige, at EU er klar over, der også er en kvindedimension, når man taler om ligebehandling. Det kan man finde ud af i EU, men ikke her i landet, og det er noget tankevækkende, siger Ketscher.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver fast for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk