Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

KK14 - Kønstjekket: 14 dage i medierne

 

Korte kommentarer om væsentlige begivenheder inden for feltet køn og kultur de sidste 14 dage. De vagthavende "kønstjekkere" har sat fokus på om længere straffe for vold hindrer vold, om faren i at tro at køn at en kvalifikation i sig selv og om ikke tiden er inde til en forandring af opfattelsen af tid.

 
Kirsten Hejnfelt: Vold avler vold

En vigtig begivenhed fra de sidste 14 dage er regeringens udmelding om hårdere straffe for vold, voldtægt og drab.

Når samfundet sætter lys på problemet vold og voldtægt og forlænger straffene, så er det selvfølgelig et signal om, at vi som samfund betragter vold som et alvorligt problem, vi ikke vil acceptere. Altså hårdere straffe til dem, der udøver vold!

Men hjælper det? Bliver der mere eller mindre vold? Bliver der færre ofre?

Når man som jeg arbejder med ofrene - de voldsramte kvinder og børnene, der vokser op i voldelige familier - er spørgsmålet om, hvordan vi får færre ofre vigtigt. Og det mener jeg ikke vi får ved at straffe de voldsudøvende i længere tid. Tværtimod. Voldsudøvernes situation vil blive mere afmægtig. Det er i høj grad afmagt, der udløser vold, hvis man er voldelig - noget, som ofte starter tidligt i livet i en voldelig familie.

Jeg kunne godt tænke mig, at voldsudøvere blev dømt til behandling. Jeg mener at vejen frem er behandlingsdomme til voldsudøvende mænd (dem er der flest af ) og kvinder (for dem er der også nogle af ).

Råb om højere straffe og flere fængsler indeholder en voldelig filosofi, og vi må holde op med at tro, at vold hjælper mod vold. Vold skaber bare mere vold.

Vi må interessere os mere for, hvordan vi forebygger vold, og her tror jeg, vi skal sætte ind meget tidligt i livsforløbet.

Det forlyder, at regeringen vil indføre hårdere straffe for at vise respekt for voldsofre. Jeg mener, voldsofre skal vises den respekt, at de tilbydes en anstændig hjælp og behandling, hvad enten de er udsat for den tabuiserede vold i det private hjem eller det sker i det offentlige rum med en ukendt voldsmand.

Jeg håber at den kommende handlingsplan mod vold mod kvinder fremover vil skabe bedre muligheder herfor!

Kirsten Hejnfelt er forstander for Ringsted Krisecenter for kvinder og børn.

Dorthe Marie Søndergaard: Køn er ikke garant for et godt forældreskab

Køn er ingen garanti for tilstedeværelsen af bestemte handlinger, holdninger eller kompetencer. Køn er derfor heller ikke nogen garanti for godt forældreskab. Det er der imidlertid stadig nogen, der mener - f.eks. Tove Videbæk (Kristelig Folkeparti), som til et debatmøde med Nina Stork i slutningen af februar endnu engang fremførte denne holdning.

Ideen ser således ud: Hvis kønsdualismen og kønsmarkeringen ikke er til stede, og hvis den samtidig ikke kompenseres i parrelationer, hvor et individ af hver art knytter forbindelse gennem seksuelt samvær, så kan der ikke dannes noget godt forældreskab: Der må være en og kun een mandligt markeret og en, og kun een, kvindeligt markeret til stede i een, og kun een, boenhed, for at børn kan få en god barndom.

Først konstrueres en splittelse mellem forskelligt kønnede individer, derefter føres de sammen to og to i små isolerede dualiteter med seksualitet som klister - og vips, så har vi det eneste gyldige udgangspunkt for børneomsorg.

Det er nok tydeligt for enhver, at der er flere interesser ude at gå her. Videbæks interesse ligger i at bevare et bestemt socialt mønster og indenfor det en særlig institution: den lille kernefamilie. Det er en institution, som i nordeuropæisk kontekst har eksisteret et par hundrede år, og som hun føler sig tryg ved.

Det er imidlertid også en institution, der smuldrer i øjeblikket både på grund af en teknologi, som løsriver reproduktion fra seksualitet, og på grund af nogle samfundsmæssige forandringer, der gradvist frisætter mennesker fra de stive skabeloner og åbner muligheden for forskelligartede livsformer.

Den udvikling skræmmer en del mennesker, og centreret omkring deres egen ængstelse bliver disse mennesker dernæst skræmmende egoistiske: Livsudfoldelsen skal for enhver pris holdes indenfor de skabeloner og klicheer, netop de føler sig trygge ved. Til formålet bruges alle argumentationsformer: Fra dæmonisering af det, der falder udenfor klicheerne, over udråbelse af egne interesser til at være børns interesser, og til ophøjelsen af den egne livsform til ideal per se. Tendensen er ikke alene beskæmmende. Den er også farlig.

Faren ligger i, at der udstedes hule og klicheebårne garantier for godt forældreskab. En "far" kan immervæk være hvad som helst: god, ond, overgribende, ligegyldig, kærlig etc. Det samme gælder en "mor". Kernefamilien kan immervæk udmønte sig i alt fra idyl til rædsel.

Køn er ingen garanti. Institutionen er ingen garanti.

Visse menneskers konservativt konstruerede tryghedsbehov og skruppelløse fastholdelse af kønnet som garant for kvalitet i et forældreskab kan nok forekomme lidt vel kynisk, når man tænker på, hvad klicheerne bærer af konsekvenser: Helt konkret i form af oversete elendige livsforhold for børn, der risikerer at blive afhængige af inkompetente voksne, hvis forældrelegitimitet alene sikres på grundlag af overfladeparametre i form af køn, antal og relationer bygget på seksualitet. Men ligeså vigtigt i form af en forfladiget refleksion over, hvad forældreskab handler om indholdsmæssigt, og hvad en god relation mellem voksne og børn består i.

Dorte Marie Søndergaard, cand.psych., er stipendiat ved Danmarks humanistiske forskningscenter. Hun har orlov som lektor ved Institut for Psykologi, Filosofi og Videnskabsteori på RUC.

Ane Hejlskov Larsen: Tid til forandring af tidsopfattelsen

For mig at se, er et af de mest presserende temaer på det kønspolitiske område uoverensstemmelsen mellem arbejdsliv og familieliv - specielt hvad angår det jeg kalder 'børnelivet'.

Der er en enorm fokus på at give familierne mulighed for at indrette sig fleksibelt i barnets første leveår, men derefter kan det blive svært at få tingene til at hænge sammen, for da prioriteres børnene ikke længere så højt. Forslaget om den forlængede barselsorlov kan ses som et udmærket eksempel på det, idet der lægges vægt på, at forældrene kan vælge at gå hjemme hele det første år.

Men jeg mener ikke, at arbejdsmarkedet som helhed er specielt gearet til at takle en arbejdsstyrke, der har børn.

Det oplevede jeg selv i min 'karrierekvinde-periode', med en toppost i Statens Kunstfond. I den tid fik jeg mine to børn, og jeg valgte ikke at tage min barsel, men i stedet have børnene med på job. Det var ikke særligt velset - specielt ikke blandt mine kvindelige kolleger, der syntes at have den holdning, at vi som kvinder må vælge børn eller karriere. Det var upassende at jeg havde mine børn med på arbejde, for de er til besvær. Men jeg var faktisk glad for, at jeg ikke tog min barsel. Jeg turde ikke sige det højt, fordi man hurtigt bliver stemplet som en ravnemor, selvom man egentligt blot prøver at leve op kravene om at skulle overkomme både karriere og familiestiftelse i trediverne.

Det er også interessant to unge kvindelige ministre i VK-regeringen samt en enkelt i den forrige, selv vælger den lange barsel fra, og vender tilbage til deres karrierer umiddelbart efter fødslen. Det sender med andre ord nogle blandede signaler, når der fra politisk side bliver talt varmt for at have muligheden for at gå hjemme sammen med sine børn, men at de samme politikere begrænser deres egen barsel til et absolut minimum.

For mig at se handler det grundlæggende om to forskellige forståelser af tid: den langsomme (den derhjemme) og den hurtige (ude på arbejdsmarkedet), som er svært forenelige grundet deres natur. Derfor synes jeg det er på tide, at vi får hul på en diskussion om hvordan arbejdslivet kan organiseres således, at det ikke forbliver et fravalg af enten børn eller job, men derimod skaber nogle rammer, det er muligt at leve et helt under.

Her mener jeg, at vi er nødt til at starte med den måde hvori vi tænker tid. For så længe vores liv opdeles i autonome områder som arbejde, børn, fritid, familie, vil vores tid skulle deles op på en kunstig måde. Jeg tror ikke mennesker (og det gælder også børn) trives med konstant at skulle veksle mellem hurtig og langsom tid, og jeg tror, at specielt unge (ny)uddannede mødre kommer i klemme, fordi de efter at have levet i langsom tid under barsel, har svært ved at vende tilbage til den hurtige tid på arbejdsmarkedet, og derfor ufrivilligt kommer til at vælge det fra.

Derfor må denne diskussion starte med at vi begynder at tænke kritisk over 'tid', og derved bliver i stand til at ændre vores opfattelse af den. Først derefter tror jeg det er muligt at påbegynde en omorganisering af arbejdsmarkedet.

Ane Hejlskov Larsen er lektor på kunsthistorie ved Aarhus Universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk