Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ligestilling som skueværdi

 

Familiepolitik er ved at afløse ligestillingspolitik i Danmark, mener de fem kvinder, Forum har talt med om ligestilling anno 2002. Den nye regering privatiserer debatten og efterlader den enkelte kvinde i et tomrum, hvor hun selv skal argumentere for sin ret - uden statens opbakning.

 
FORUM/8.3.2002 Ligestillingen er ved at blive privatiseret, og fremover skal diskussionen om barselsorlov, hjemmets arbejdsfordeling og karrieremuligheder foregå internt i familierne og ikke styres eller påvirkes af staten. Det indtryk sidder de fem debattører, Forum har interviewet om ligestilling anno 2002, tilbage med efter folketingsvalget sidste år.

De udtrykker alle en frygt for, at ligestillingspolitik nu bliver afløst af familiepolitik.

Sophie Hæstorp Andersen, som er Socialdemokratiets nye ligestillingsordfører, synes, at "familie" er blevet et modeord, som regeringen bruger til at forklare sine planer med:
- At kvinder nu får forringede arbejdsmuligheder på grund af det nye forslag om barselsorlov eller får penge for at gå hjemme og passe børn, jamen det har ikke noget med kvinder at gøre, siger man. Det har noget at gøre med familien. Det drejer sig om familiens ve og vel, og den udvikling er enormt farlig. For det bliver næsten sådan til sidst, at kvinderne er garant for familiens velbefindende - og når jeg ser mig omkring ude blandt venner og familier, er det ikke den udvikling, de ønsker, siger hun.

Den borgerlige regerings bebudede lukning af det et år gamle Videnscenter for Ligestilling og forslaget om et års barselsorlov har skabt en fornyet debat om ligestillingens vilkår i Danmark. Overordnet mener repræsentanter for regeringspartierne og Dansk Folkeparti, at ligestilling er en grundværdi i Danmark. Kvinder i Danmark har sejret ad helvede til - godt! for nu at omskrive en afdød LO-formands berømte fyndord.

Kritikerne af center-lukningen og barselsorloven synes derimod, at der er langt mellem landets smukke ideologi om ligestilling og så praksis. Der er mere at kæmpe for.
- Ligestilling? Det er sådan en skueværdi, vi har. Det er noget, vi hiver frem og siger, vi har uden i øvrigt at tage hensyn til, hvordan virkeligheden ser ud, siger afdelingsleder ved PLS Rambøll, Agi Csonka, som skriver artikler, holder foredrag og laver undersøgelser om køn, arbejds- og familieliv.

Hun undrer sig over, at staten gerne vil regulere folks adfærd på visse områder, prøve at få dem til at bruge den kollektive trafik eller lægge afgifter på cigaretter og postevand for at præge deres forbrug.
- På mange områder vil vi gerne definere, hvad et godt liv er, og hvad der er sundt og godt for den enkelte. Men når det handler om lige præcis ligestilling mellem kønnene, er der en meget stor berøringsangst i forhold til at definere, hvad der er godt, siger hun og fortsætter:
- Det, med at ligestilling er en grundlæggende værdi, er stort set bundet op på, at vi i Danmark i modsætning til så mange andre lande har institutioner, der passer vores børn, mens kvinderne er på arbejde. Det anses for at være nok til at skabe ligestilling. Vi har også den der forestilling om, at fordi vi har nogle plejehjem, er ansvaret for de ældre lagt helt ud af familien. Det passer jo ingen steder. Det er stadig væk kvinderne, der har hovedansvaret for familiens unge og gamle, både før de møder på arbejde, og når de kommer hjem igen. At institutionerne skaber ligestilling mellem kønnene, er ikke rigtigt. Det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for ligestilling, mener Agi Csonka.

Mandana Zarrehparvar, sekretariatsleder for Nævnet for Etnisk Ligestilling, synes også, der er langt mellem ligestillings-principperne og den danske hverdag. Det gælder både ligestillingen mellem kønnene, men også ligestilling for etniske minoriteter, handicappede, bøsser/lesbiske og ældre.

Hun mener, at hvis man undlader at arbejde med generelle ligestillingsspørgsmål i Danmark, er man med til at fornægte, at diskrimination af forskellige grupper faktisk foregår.
- Problemet er, at man har en forestilling om, at etniske danske kvinder har fået ligestilling, men spørgsmålet er: Har de egentlig det? Efter min opfattelse har de fået ligestilling på mændenes præmisser, og hvis det er på samme måde, man gerne vil arbejde med ligestilling for etniske minoritetskvinder, altså på danskernes præmisser, så har vi et problem. Og problemet bliver endnu større, fordi danske kvinder generelt ikke har ligestilling eller har det på mændenes præmisser. Hvis danske kvinder ikke har ligestilling, hvordan kan etniske kvinder så få det? Man kan faktisk sige, at etniske kvinder er dobbelt diskriminerede, både som kvinder og som etnisk minoritet.

Udsagnet om ligestilling på mandlige præmisser har Mandana Zarrehparvar følt på egen krop som leder af nævnet:
- Som leder skal jeg arbejde, som mændene gør, selvom jeg har børn og familie. Det har jo traditionelt været ok, at mænd ikke tog sig af deres børn, fordi det forventes, at ledere nogle gange tilsidesætter deres familieliv. Som kvinde synes jeg, at jeg har lige så stort ansvar derhjemme, selvom min mand tager en stor tørn. Det er ulige betingelser, for kulturen omkring dét at være leder er simpelthen en mandekultur, konstaterer hun.

En del af løsningen på det problem ligger i hjemmet, som Agi Csonka udpeger til at være et af de allervigtigste indsatsområder for at forbedre ligestillingen.
- Desværre. Jeg tror ikke på, at vi får skabt ligestilling på arbejdsmarkedet, før vi får en ændret kønsarbejdsdeling derhjemme, siger hun.

Statistikkerne viser, at mænd ganske vist er noteret for en lille stigning i deres andel af husarbejdet og en noget større stigning, når det gælder omsorgen i forhold til deres børn, men ansvaret for at lede og fordele arbejdet i hjemmet er stadig kvindens. De kan uddelegere noget af det til mændene, men de laver selv hovedparten af arbejdet.
- Og så længe det er sådan, betyder det ganske enkelt, at kvinder stadig bliver presset af dobbeltarbejde. Det er stadigvæk dem, der oftere har stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø end mænd. Det betyder, at de har mindre energi til at tage lederjobs, og at ledelsen på arbejdspladsen stadig med en vis ret kan sige, at kvinder generelt er en anderledes arbejdskraft end mænd. Derfor starter det dér. Hvis mænd og kvinder var mere lige om arbejdet derhjemme, var de også en mere lige arbejdskraft.

Men med privatiseringen af ligestillingen, vil kvinden vel stå endnu mere ensom med den opgave derhjemme, fordi der ikke længere vil være en statslig holdningsbearbejdelse til hendes fordel?
- Præcis, og der kommer berøringsangsten ind. Hvis vi mener ligestillingen alvorligt, skal der faktisk ske nogle ændringer, også derhjemme. Samfundets opgave i den forbindelse burde være hele tiden at lave foranstaltninger, der understøtter kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og mænds deltagelse derhjemme - som overordnet strategi, siger Agi Csonka.

Den socialdemokratiske ligestillingsordfører Sophie Hæstorp Andersen har en masse emner, hun vil forfølge i folketingssalen. Debatten får ikke lov at dø, bare fordi Socialdemokratiet ikke længere har magt til at gennemføre sine forslag, som hun siger.

Hun peger for eksempel på ligeløn og etnisk ligestilling som presserende emner men også på pornografi og prostitution, fordi ligestillingsbegrebet godt kan tåle at blive defineret lidt mere bredt.
- Jeg arbejder på en plan for, hvordan vi kan bakke op om KAD's initiativ her op til den 8. marts, hvor der skal sættes fokus på hele prostitutionsproblematikken. Jeg regner også med at få partiets opbakning til at gå aktivt ind og kigge på loven om legalisering af prostitution, som skal revideres inden længe. Vi var med til at vedtage loven, men vi har et ansvar for at følge op på resultaterne, for dengang lovede man, at der skulle ske et kæmpe socialt opfølgningsarbejde på kvinder, der prostituerede sig - og i mine øjne er det ikke sket, siger hun.

Derudover er det nødvendigt at protestere mod det nye forslag om barselsorlov, som hun desværre ikke kan forhindre, selvom hun finder det "helt forfærdeligt".
Den tidligere ligestillingsminister, Lotte Bundsgaard (S.), foreslog at reservere nogle måneder af orloven til mænd. Det punkt er helt taget af bordet nu, samtidig med at mænds fire orlovsuger ( de første 14 dage plus uge 25 og 26) nu er skåret ned til kun to.

At reservere nogle orlovsmåneder til mænd har i debatten været sidestillet med tvang og formynderi, men man kunne også have tematiseret forslaget omvendt - ikke som tvang men som mænds suveræne rettigheder:
- Jeg tror nemlig, at mange mænd har brug for den håndsrækning ude på arbejdspladsen, det ville have været at sige: "Jamen, det er min ret at tage tre måneders orlov, fordi jeg er blevet far." Nu må de nøjes med to uger igen, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Tilbageslaget for mænds orlovsmuligheder betyder, at kvinderne risikerer at blive udgrænset fra arbejdsmarkedet.
- Man siger, at barsel nu skal være mere fleksibel, men det, der reelt sker, er at man fjerner fleksibiliteten ved at spare på daginstitutionspladser. Det må jo betyde, at man regner med, der vil komme færre børn i børnehaver og vuggestuer. Og med det forslag de også stiller i løbet af året om at betale folk for at passe deres børn hjemme, er vi virkelig ude på et skråplan - både når det gælder kvinders muligheder på arbejdsmarkedet men også med hensyn til etnisk ligestilling, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun synes, at hjemmepasningsordningen går i mod hele idéen om, at kvinder skal deltage på lige fod i samfundet, også arbejdsmæssigt. Hvis Danmark begynder at betale kvinder med anden etnisk baggrund for at gå hjemme og passe deres børn, får samfundet både ligestillingsmæssige og integrationsmæssige problemer ud af det.

Forsker Anette Borchorstfra Aalborg Universitetscenter mener, at udviklingen mht ligestillingspolitiken deler sig i to. På den ene side har den nye regering og dens ministre sagt, at man ikke skal blande sig i, hvad der foregår i familien. På den anden side er der en modsatrettet tendens, hvor staten begynder at blande sig mere end før. Det gælder blandt andet i spørgsmålet om tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, som man ønsker at gribe ind overfor.
- Det er sådan set noget, der peger i den stik modsatte retning af at lade være med at gribe ind i det private. Her griber man faktisk endnu mere ind i forhold til, hvordan folk ønsker at indrette sig i familien. Dansk Folkeparti er jo fortalere for at gribe ind - i ligestillingens navn - og dét, der slår mig, er at Fremskridtspartiet i sin tid og nu Folkepartiet aldrig har stemt for ligestillingslove, men når det handler om indvandrere, går de meget ind for det, siger Anette Borchorst.

Et ofte gentaget mantra er, at kvinderne har deres frie valg til at bestemme, om de vil arbejde eller gå hjemme.

Anette Borchorst, som har siddet i den hedengangne Ligestillingsråd, forsket i ligestillingspolitik, og nu deltager i to forskningsprojekter, dels Magtudredningen med analyser om kønsmagt og dels GEP (Gender Empowerment in Politics), mener, at det frie valg ikke er så frit endda.
- Vores valg i forhold til barselsorlov er jo styret af en række faktorer - skattepolitik, arbejdsmarkedsforhold, er der børneinstitutioner nok, hvem tjener mest? Så jeg mener på ingen måde, at de valg overhovedet er frie, siger Anette Borchorst.

Hun tror, mange kvinder vil blive tvunget til at tage en lang barselsorlov, fordi der ikke er børneinstitutionspladser nok og derfor afledte problemer med pasningsgarantien. Det er den ene komponent i et forringet system for kvinder.

Den anden komponent er den grundlæggende antagelse, at vi har ligestilling her i Danmark, og det synspunkt er ikke noget, den nye regering specielt kan lastes for.

Borchorst finder det interessant at sammenligne Danmark med Sverige, fordi vores naboland har et andet udgangspunkt i debatten: Nemlig at kvinder er undertrykte. Partier og politikere i Rigsdagen erklærer sig som feministiske, og studerende på universiteter diskuterer ublufærdigt de eksisterende "kønsmagtsordninger", og man har været bedre til at give mænd rettigheder som fædre.
- De danske partier har ikke kvindeforbund, så der er en tendens til at ligestillingsspørgsmål forsvinder i partierne, og partierne har traditionelt heller ikke haft nogen særlig stærk rolle i den debat. Den store vægtige faktor har været kvindebevægelsen udenfor, og en af forklaringerne på den manglende debat i dag er, at der ikke er en stor levende kvindebevægelse, men heller ikke en mandebevægelse. Det med fædreorloven kunne man jo have tematiseret som mænds rettigheder, men det skete stort set ikke under denne her debat, siger Anette Borchorst, som gerne ville have flere mandeorganisationer på banen for også at få fokus på mænd i ligestillingsdebatten.

Et af de store problemer både med den gamle og den nye regering er ifølge Borchorst, at politikerne ikke inddrager relevant forskning og viden om køn i deres beslutninger. Det er der ikke tradition for.
- Man har jo masser af forskning om orlovsordninger og den måde, de er konstrueret på, og hvordan ordningerne påvirker, om det er mænd eller kvinder, der tager orlov. Det bliver ikke inddraget. Jeg lavede en analyse til Magtudredningens første bog i 2000 om de politiske beslutninger op gennem 1990erne, men man diskuterede slet ikke køn, selvom man i den grad fik skabt en orlov, der kun appellerede til kvinder, og 90 procent af orlovstagerne viste sig at være kvinder. Den nye barselsorlovsdiskussion er også forløbet, uden at man har hæftet sig ved, hvad forskningen egentlig siger om det emne, fortæller Anette Borchorst.

Hun mener, at mulighederne for at få formidlet vigtig forskning forringes markant, nu da Videnscenteret for Ligestilling bliver lukket af den nye minister på området, Henriette Kjær (K.)
- Henriette Kjær har ment, at man kunne hente oplysninger om forskningen direkte på universiteterne, men politikerne vil jo i langt mindre grad gå til universiteterne end til Videnscenteret. Det er en illusion at forestille sig, at individuelle forskere bliver indraget til at udtale sig om konkrete lovforslag. Centeret har i øvrigt også den opgave, at det skal høres og udtale sig om netop det. Det kan man ikke få forskere til, siger Anette Borchorst.

Da Forum ringer til Karen Sjørup, som er direktør for Videnscenteret for Ligestilling, er hun netop i færd med at skrive høringssvar til regeringens nye forslag til barselsorlov.
- Jeg sidder og kigger på EU-direktiver i forhold til netop forældreorlov og børnepasning. EU er jo gået meget foran med hele mainstreaming-tanken, hvor man altid fastholder, at orloven i forbindelse med børnepasning skal være en individuel orlov og ikke rettigheder, der er knyttet til en familie. Som jeg ser det, rykker regeringen bort fra de mere overnationale prioriteringer i forhold til ligestilling. Man gør det til en privatsag med ligestillingen og ikke en sag for fællesskabet, siger Karen Sjørup.

Hun mener, at lukningen er helt i tråd med regeringens generelle opgør med det såkaldte ekspertvælde, hvad enten det handler om ligestilling, indvandring, bistand til u-lande, menneskerettigheder eller miljø. Disse sager skal nu varetages tæt på ministeren eller ude blandt græsrødderne.
- Regeringen siger, debatten nu skal ud i mande- og kvindeorganisationerne, mens alt, hvad der hedder informationsindsamling skal lægges i ministerens afdeling. Det, man så ikke får, er sammenhængen mellem debat og informationsindsamling. Det kræver et stort arbejde, og jeg vil gerne give et eksempel fra det seneste år, hvor centeret har sat fokus på handel med kvinder ved at bidrage til en bog og et særnummer om emnet, vi har afholdt to konferencer og skrevet en masse avisartikler. Sådan en samlet indsats vil man ikke kunne lave med den nye organisering, det vil blive mere spredt fægtning - plus at der ikke er de kræfter hos græsrødderne til en profileret debatindsats, siger Karen Sjørup.

Personligt føler hun sin faglige ære krænket, fordi hun ikke har fået en ordentlig vurdering af sit arbejde, inden beslutningen om lukningen blev truffet. Og borgerne mister indsigt og mulighed for fordybelse, fordi stemmerne på ligestillingsområdet bliver færre, i hvert fald de kritiske stemmer.

Hun har dog ikke opgivet. Centeret kæmper for at overleve med en anden finansieringsmodel, hvor op til halvdelen af aktiviteterne bliver finansieret af eksterne midler, for eksempel fra EU.
- Det er klart, at vi prøver at finde en model, hvor vi får lidt mindre på finansloven og så til gengæld får flere projekter. Men så kan vi bare ikke lave det store arbejde med debat og information, hvis vi skal koncentrere os mest om projekter, forudsiger hun.

Netop EU har danske kvinder været særdeles skeptisk indstillet overfor, og det er endda derfra, at direktiver om ligestilling og ligebehandling sætter en meget mere progressiv dagsorden for de europæiske kvinder. For eksempel må regeringen nu finde ud af, hvad den vil stille op med et EU-direktiv om kønsopdelt lønstatistik, som aldrig har været borgerlig politik.

Et andet aspekt er, at befolkningen i EU bliver stadigt ældre, og et truende hul i forsørgerkæden anes forude. Derfor er det EU's mission at få så mange kvinder ud på arbejdsmarkedet som muligt for at kunne fastholde velfærdsniveauet. Det skal gøres ved at skaffe pasningsordninger, der gør det attraktivt for dem både at sætte børn i verden og at gå på arbejde. Set i det lys er vi nærmest på bagkant med udviklingen herhjemme, mener Socialdemokratiets ligestillingsordfører Sophie Hæstorp Andersen:
- Det kan jo ende med, at Europa endelig bliver vores ven frem for vores fjende. I ligestillingsmæssig henseende har EU været en meget større drivkraft i de seneste år, faktisk også under SR-regeringen. Det er grotesk, at danske kvinder ikke har fundet ud af det for længst.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Læs ligestillingsministerens nye perspektivs- og handlingsplan for det kommende ligestillingsarbejde
Ligestillingsministeriet
Se også Kvindeligt Arbejderforbunds side
KAD
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk