Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

EU i front på ligestilling

 

FORUM tager turen fra EUs ligelønsdirektivet i 1957 (!) til de ti direktiver om ligestilling, som ansøgerlande skal opfylde for at komme med i EU.

 
 
FORUM/26.8.2002 Langt de fleste kvinder og mænd tager den ligestilling, vi har opnået her i landet for givet. De fleste vil sikkert også mene, at ligestillingsområdet er noget Danmark har og arbejder for. Men virkeligheden er snarere, at vi kan takke EU for meget af den ligestilling, som mange regner som en selvfølge. EU har i dag udviklet sig til at være den store ligestillingsdynamo, der har haft en enorm betydning især for kvinderne i de sydeuropæiske lande. Men også de nordeuropæiske kvinder har meget at takke EU for, når det kommer til ligestilling.

Danske kvinder har været meget splittet på netop EU området, men de fleste er i dag enige om, at netop på ligestillingsområdet er EU et positivt bekendtskab. Uenigheden begynder, når diskussionen går på, hvordan det er lykkedes at få gjort området for ligestilling til en politisk prioritet. Modstanderne argumenterer for, at det er NGO'ernes fortjeneste, mens tilhængerne mener, at det både er NGO'ernes og det politiske systems skyld.

EU er i dag den visionære instans på området for ligestilling, som arbejder for at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd i medlemslandene. EU har indset, at hvis EU skal kunne kalde sig en demokratisk union, så er det nødvendigt, at alle borgere, kvinder såvel som mænd, har mulighed for at deltage og samtidig være ligeligt repræsenterede i samfundsøkonomien, i beslutningsprocesser, i det sociale og kulturelle liv og i civilsamfundet.

Danmark har valgt ikke at gøre noget særligt ud af køn og ligestilling under vores nuværende EU-formandskab i modsætning til det svenske formandskab, der placerede disse ting helt centralt. I denne sammenhæng er det værd at nævne, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ifølge ugebrevet A4 fra juni 2002 har sat spørgsmålstegn ved, om EU overhovedet skal beskæftige sig med ligestilling i fremtiden.

Med dette i baghovedet ser vi her i artiklen nærmere på, hvad EU helt konkret har gjort for ligestilling gennem årene. Hvad er de vigtigste tiltag og handlinger?

EU er en overnational enhed. Det vil sige, at alt, hvad der bliver besluttet i EU, skal medlemslandene implementere i deres lovgivning. EU's lovgivningsværktøjer er traktater (en overenskomst mellem lande, der fastsætter de grundlæggende regler og principper for et samarbejde), direktiver (regler, som skal indgå i medlemsstaternes lovsamling), henstillinger, resolutioner (programerklæringer, som ikke er bindende) samt strategier, domsafsigelser og en masse penge.

Siden det Europæiske Fællesskab blev en realitet i 1957, har det forpligtet sig til at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd med Rom-traktatens artikel 119. Her blev det slået fast, at kvinder og mænd skal have lige løn for samme arbejde. Dette princip er i udstrakt grad blevet brugt af den Europæiske Domstol til at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet generelt. EU's ligestillingspolitik blev med Rom-traktaten sparket i gang, og i dag er der 10 direktiver på ligestillingsområdet. Det betyder, at EU nu er længere fremme på ligestillingsområdet end flere af medlemslandene.

I Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999, er ligestilling skrevet ind som et mål i artikel 2 og 3. I artikel 141 i Amsterdam-traktaten er der en reference for ligeløn til kvinder og mænd for samme arbejde eller arbejde med samme værdi. Derudover indeholder den samme traktat en artikel 13 om diskrimination generelt, hvori køn er omfattet. Her blev der introduceret nye beføjelser på ligestillingsområdet som bl.a. en beskæftigelsesstrategi, hvori ligestilling er centralt placeret.

EU har derudover indskrevet den gender mainstreaming artikel, som man på FN's kvindekonference i Beijing i 1995 besluttede at vedtage, direkte i Amsterdam-traktaten, så gender mainstreaming nu er et politisk værktøj i EU. Hvilket betyder, at ligestillingen hele tiden skal tænkes ind i det lovgivningsmæssige arbejde. EU har siden først og fremmest ønsket at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd ved gender mainstreaming. Samtidig skal alle højtstående embedsmænd være bevidste om ligestillingsområdet og rette opmærksomhed mod kønsspørgsmålene. For at sikre, at det ansvarlige personale for ligestilling hele tiden har et højt oplysningsniveau, tilbydes de uddannelse om ligestilling mellem mænd og kvinder og mainstreaming.

I 2000 vedtog Kommissionen for første gang en rammestrategi for ligestilling, og den er blevet fuldt op af en handlingsplan, der skal hjælpe med at få opfyldt de mål, som er i denne. Denne handlingsplan løber fra 2001 til 2005, og har følgende indsatsområder: det økonomiske liv, lige deltagelse og repræsentation, sociale rettigheder, borgerlige rettigheder og kønsrollemønstre og fordomme. Programmet er blandt andet iværksat for at "fremme og udbrede de værdier og adfærdsnormer", som er en forudsætning for ligestilling mellem kvinder og mænd.

Et af tiltagene i handlingsplanen er kønsspecifikke konsekvensanalyser, der bliver brugt i forbindelse med humanitær bistand. Hvis lande uden for EU ønsker at modtage økonomisk støtte til udviklingsprojekter, skal der tages hensyn til kvindernes retslige og faktiske status i de pågældende lande. Kønsaspektet skal altså altid integreres i alle aspekter af udviklingssamarbejdet. Dette er iværksat, fordi EU mener, at diskrimination af kvinder er en væsentlig hindring for udvikling. Derudover skal der udarbejdes kønsopdelte statistikker og data, så det er muligt at måle eventuelle fremskridt og fremme integrationen af kønsaspektet inden for EU.

Udover "gender mainstreaming" har man vedtaget en del lovforslag inden for ligestillingsområdet. Der er i alt ti direktiver, og et nyt er lige på trapperne. For at hjælpe de europæiske kernefamilier med at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, har man indført et direktiv, der skal sikre, at de nybagte forældre minimum kan få tre måneders barsel. Dette er jo som bekendt muligt i Danmark, men en lang barsel er ingen selvfølge i de sydeuropæiske lande, der har en markant lavere barselsorlov end de nordiske lande. Et direktiv fra 1992 opremser en række minimumskrav til forbedring af sikkerheds- og sundhedsstandarder på de gravides og nybagte mødres arbejdspladser og sikrer betalt barselsorlov og beskyttelse mod at blive fyret under barsel.

Samtidig støtter Ministerrådet initiativer, der hjælper forældrene med at kombinere det professionelle liv med børnepasning og familielivet. I 1976 fik Danmark en ligelønslov netop på grund af et EU-direktiv. Dog måtte Danmark for den Europæiske Domstol før ligelønsloven blev en realitet. Flere fagforeninger har fået medhold i klager ved EU-domstolen, for eksempel kan gravide kvinder nu få fuld løn under sygefravær.

I 2001 havde EU ligeløn som sin første prioritet. Efterfølgende er ligeløn til kvinder og mænd blevet et led i den proces, der blev indledt på Lissabon-topmødet i 2000, som senest i 2010 skal gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden med både flere og bedre job og større social samhørighed. Kommissionen vil hvert år vurdere, hvilke fremskridt, der er opnået i forhold til Lissabon-målene, det vil for eksempel ske gennem ligelønsindikatorer.

Til trods for, at flere kvinder end nogensinde før læser på de videregående uddannelser, og at kvinder i stadig stigende grad deltager aktivt på alle samfundsplaner, mener EU, at der stadigvæk er alt for få kvinder inden for den videnskabelig forskning og teknologiske udvikling. Dette mønster vil man gerne have ændret, og derfor slår handlingsplanen fra 2001 fast, at det nu er både et demokratisk krav og en politisk prioritet at skabe ligestilling på dette punkt. Hvis EU ikke udnytter de ressourcer og potentialer, som en øget deltagelse af kvinder vil give, vil det kunne få uheldige konsekvenser for Europa. Derfor bliver kvinder og forskningsgrupper, der omfatter kvinder, tilskyndet af EU til at indsende forslag til videnskabs- og forskningsprojekter. Kvinder skal udgøre 40% af de råd, der skal vurdere forslagene.

Yderligere har EU iværksat flere forskellige uddannelsesprogrammer, der alle lægger vægt på ligestilling. Kvinderne er også stærkt underrepræsenteret inden for informations- og kommunikationsindustrien. Og de skal integreres i den nye vidensbaserede økonomi og have hjælp med at deltage i den, og deres uudnyttede potentiale skal udnyttes, hvis det skal lykkes at gøre Europa til et succesfuldt vidensbaserede samfund. Derfor har EU også iværksat e-learning-initiativet, der skal få kvinder til at interessere sig for uddannelser inden for informationsteknologien. Men det er ikke kun inden for dette område, at der er en skæv repræsentation.

I 1996 anmodede Det Europæiske Råd de enkelte medlemslande om at gøre noget ved underrepræsentationen i ledende organer på alle niveauer i alle lande. Og Kommissionen vil nu tage hensyn til kønnet som et af kriterierne ved udvælgelse af ansøgere, og tage skridt til, at kvinderne bliver ordentligt repræsenterede i udvalg og ekspertgrupper. For at gøre noget ved kvindernes underrepræsentation i ledende organer i EU, blev der med Amsterdam-traktaten vedtaget nogle "positive aktions" foranstaltninger, som er positiv særbehandling, der på forskellig vis skal fremme lige muligheder for kvinder og mænd. Derudover har EU en meget omfattende lovgivning, der omhandler ligestilling mellem kønnene i beskæftigelse. Direktiverne dækker over alle områder inden for arbejdslivet, så som ligeløn, forældreorlov, lige behandling med hensyn til adgang til arbejde, efteruddannelse og forfremmelse til arbejdsforhold. Og kvindernes erhvervsfrekvens skal hæves fra de nuværende 51% til 60% senest i 2010.

Enhver, der har været udsat for sexchikane på arbejdspladsen er ikke længere nødt til at bevise for en domstol, at han eller hun faktisk var offer for denne chikane. Nu er det op til den anklagede, at bevise, at det ikke fandt sted. Dette direktiv om omvendt bevisbyrde gælder ved alle former for forskelsbehandling begrundet i køn. Derudover er EU også gået til kamp mod sexchikane. Anna Karamanou, formand for EU-Parlamentets udvalg for kvinders rettigheder, kæmpede i to år for at få indført et direktiv mod sexchikane. Derfor er sexchikane blevet skrevet ind i ligebehandlingsdirektivet i foråret 2002. De europæiske virksomheder, som ikke tager sexchikane alvorligt, kan nu idømmes en bøde. Hvis en ansat føler sig krænket, så har virksomheden ansvaret, og ledelsen skal bevise, at den har gjort alt for, at sexchikane ikke kunne blive et problem på virksomheden. Direktivet blev til gennem en forligsprocedure, da beskæftigelsesministrene ikke ville godkende EU-Parlamentets mere stramme forslag. Europa-parlamentet arbejder aktivt for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, og i 1984 blev der nedsat et permanent udvalg for ligestilling og kvinders rettigheder.

I forhold til medierne har EU udarbejdet et direktiv, hvori der står, "at reklamer i tv ikke på nogen måde må tilskynde til diskrimination på grund af race, køn eller nationalitet". Derudover findes der flere retningslinier, som altså ikke er bindende, heri opfordres medierne blandt andet til "at bidrage til den nødvendige mentalitetsændring med henblik på at opnå faktisk ligestilling og ikke nøjes med at formidle billeder, der bidrager til at opretholde eller forværre den nuværende diskriminerende situation". I 1984 vedtog Europa-parlamentet en henstilling om ligestilling mellem kønnene i medierne. Og i 1987 vedtog de en beslutning angående portrættering af kvinder og deres position i medierne. I 1990 blev der med støtte fra Europa-kommissionen desuden dannet en vejledende komité for ligestilling i medierne.

Handel med kvinder er forsat et højt prioriteret område på EU's dagsorden. Man har iværksat DAPHNE-programmet (2000-2003), der skal gøre opmærksom på vold, seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af kvinder og piger, og dermed på sigt beskytte kvinder og piger mod vold. Dette gælder også for ofre for trafficking (handel med kvinder), for kommerciel seksuel udnyttelse og anden seksuel misbrug. DAPHNE er sat i værk for at indføre en række midler til at sikre børns, unges og kvinders fysiske og mentale sundhed mod vold, seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse. Dette skal ske ved hjælp af forebyggelse og bistand til ofrene, så man undgår, at de på ny udsættes for vold. Programmet skal løbe over fire år, udover at informere om vold mod børn, unge og kvinder, skal det give supplerende støtte til andre programmer, der allerede er i gang. Der er i alt afsat 20 millioner euro til DAPHNE-programmet, der både støtter offentlige myndigheder og private organisationer i EU. EU har også iværksat et STOP-program, der ligeledes skal støtte aktioner mod handel med kvinder og seksuel udnyttelse af børn.

Lige nu forhandler EU med en række lande om optagelse i EU. For at disse ansøgerlande kan blive optaget, skal de have gennemført ni direktiver for ligestilling på tidspunktet for indtrædelse. Ansøgerlandene er i gang med dette arbejde, og nogle lande er længere fremme end andre. EU forventer dog ikke, at de øst- og centraleuropæiske lande kun kan opnå ligestilling gennem direktiverne. Hvis der for alvor skal ske noget på ligestillingsområdet, er det nødvendigt at følge direktiverne op med nogle støttemekanismer såsom ligestillingsorganer, ombudsmænd for ligestilling og uafhængig rådgivning.

I dag er det ikke kun den offentlige ligestilling, som EU fokuserer på, nu er tiden kommet til at arbejde på et nyt ligestillingsdirektiv, som ser på kvinders og mænds forhold uden for arbejdsmarkedet. Direktivet skulle komme i september, men kommer formentlig først i oktober, da man endnu ikke er enige om, hvor vidtrækkende konsekvenser direktivet skal have. Nogle lande vil gå længere end andre. Derfor er det heller ikke klart, hvad der helt konkret ligger i formuleringen, uden for arbejdsmarked.

Det danske formandskab har valgt ikke at prioritere ligestillingsområdet i sin formandskabsperiode, men den europæiske kvindelobby arbejder kraftigt på at få det græske formandskab til igen at sætte ligestillingspolitikken på dagsorden. Henriette Kjær, der er minister for ligestilling, har dog udarbejdet et arbejdsprogram, hvor der især vil blive lagt vægt på vold mod og handel med kvinder samt køn og marginalisering. Og man vil inddrage køns- og ligestillingsaspekter i social- beskæftigelsesområdet. Derudover skal "gender mainstreaming" strategien videreudvikles. Under det danske formandskab vil der være en række NGO-arrangementer, hvor ligestilling mellem kvinder og mænd vil være på dagsorden. Aktivitetskalenderen kan ses på ministeriets hjemmeside hjemmeside.


Fakta om EU og ligestilling

Rom-traktaten blev til i 1957 og er den første traktat, hvor ligestilling er indskrevet. I Rom-traktatens artikel 119 blev princippet om lige løn mellem kvinder og mænd for lige arbejde indført.

I Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999, er ligestilling skrevet ind som et mål i artikel 2 og 3. Artikel 141 i denne traktat har en reference for ligeløn til kvinder og mænd for samme arbejde eller arbejde med samme værdi. Derudover indeholder traktaten en artikel 13 om diskrimination generelt, hvori køn er omfattet og en beskæftigelsesstrategi, hvori ligestilling er centralt placeret. EU har indskrevet den gender mainstreaming artikel, som man på FN's kvindekonference i Beijing i 1995 besluttede at vedtage, direkte i Amsterdam-traktaten, så "gender mainstreaming nu er et politisk værktøj i EU.

De 10 ligestillingsdirektiver (bindende):

  • Ligelønsdirektivet (1975)
  • Ligebehandlingsdirektivet (1976)
  • Rammedirektivet om ligebehandling med hensyn til social sikring (1978)
  • Pensionsdirektivet (1986)
  • Direktivet om lighed mellem mænd og kvinder, der driver selvstændig virksomhed - også inden for landbruget (1986)
  • Graviditetsdirektivet (1992)
  • Direktivet for organisering af arbejdstiden (1993)
  • Forældreorlovsdirektivet (1996)
  • Bevisbyrdedirektivet (1997)
  • Deltidsdirektivet (1997)
  • Det elvte direktiv er ved at blive færdigbehandlet (2002)

    Danmark fik sin første Ligestillingsminister i 1999, socialdemokraten Jytte Andersen. Indtil da havde ligestillingspolitikken ligget i Statsministeriet.

    Danmark har indført følgende ligestillingslove:

  • Ligelønsloven (1976 ændret i 2002)
  • Ligebehandlingsloven (1978 ændret i 2002)
  • Lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger. (1998 ændret i 2001)
  • Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd. (2000 ændret i 2002)


    EU's fem faste institutioner:

    Europa Parlamentet. Her sidder de demokratiskt valgte politikere. De deltager i lovgivningsprocesser, kontrollerer og overvåger Kommissionen og Det Europæiske Råd. Der er i dag 626 medlemmer, og de 16 kommer fra Danmark.
    Kommissionen består af 20 kommissærer, der er udpeget af medlemslandenes regeringer for en femårig periode. Kommissionens rolle er at være initiativtager, administrator og kontrollant.
    Det Europæiske Råd er det politiske organ, der repræsenterer medlemsstaterne i EU.
    Domstolen er den øverste dømmende myndighed i EU.
    Ministerrådet er medlemslandenes institution i EU. Her mødes medlemslandenes ministre for at vedtage forslag stillet af Kommissionen. Rådet er den lovgivende magt, dog med Europa-Parlamentet som medlovgiver på flere områder.

    Derudover er der:
    Revsionsretten, reviderer EU's regnskaber og kontrollerer, at budgetter og regler er overholdt.
    Den Åbne Koordinationsmetode, der supplerer EU's almindelige arbejdsmetoder, er udviklet på grund af et konkret behov for at løse nogle fælles problemer, der ikke var omfattet af det almindelige samarbejde. Og på områder, hvor det kan være svært at lave fælles regler, på grund af meget store nationale forskelle.
    Det Europæiske Konvent, består af en række personer fra alle 15 EU-lande, og de 13 ansøgerlande, samles med jævne mellemrum for at diskutere nogle af de væsentligste problemstillinger, som EU står over for i fremtiden.
    Danmark blev medlem af EF i 1973.

    EF blev til EU i 1993, da Maastricht-traktaten trådte i kraft. EU har cirka 375 millioner borgere.

    For mere info, tjek EU links
  •  
    KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk