Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

I landet hvor kvinder blomstrer

 

Højtuddannede flygtninge og indvandrere, der ikke kan få job i Danmark, er en kendt historie. Vi har kigget bag statistikken og talt med Quraisha Abdali, 42 år og agronom fra Afghanistan. Livet i Danmark har ikke været nemt, men måske er der ved at komme en forfatter ud af genvordighederne

 
FORUM/20.12.2002 Quraisha Abdali kom til Danmark i 1993 som flygtning fra Afghanistan via Jordan med en agronomuddannelse i bagagen. Hun glædede sig til at bruge sin uddannelse og i det hele taget møde livet i landet højt mod nord, "hvor kvinder blomstrer og er på toppen", som hun udtrykker det.

Men for Quraisha, 42 år, har livet som flygtning i Danmark i lange perioder været fyldt med forhindringer, hvor meget kunne have været anderledes med tættere netværk og bedre information. Kun én gang har hun fået lejlighed til at bruge sin uddannelse, og det var under et et-årigt praktikophold på en større virksomhed.

På det seneste har hun taget et IT-kursus på Niels Brock handelshøjskolen i København og et langt kursus i e-learning design i MMI, Multimedieinstituttet og håber, at det vil føre til nye jobmuligheder. Hun har også i det forløbne år holdt flere foredrag om kvinder i Afghanistan og er begyndt at skrive noveller, så måske et forfatterskab kan blive vejen frem.

Hun vil gerne understrege, at hun er meget taknemmelig over for Danmark og danskerne, at de gav hende en mulighed. Men det er alligevel svært at skjule skuffelsen over, at det gik som det gik. For hun kom med så meget energi, håb og ikke mindst ressourcer.

I Afghanistan var hun meget aktiv som agronomstuderende på universitetet i Kabul, hvor hun senere blev forskningsassistent. Ca. 80 % af kvinder i Afghanistan er analfabeter, så i sin fritid lærte hun kvinder at læse og skrive, og var politisk aktiv på andre fronter.

Senere blev hun forskningsassistent på forskningsinstituttet i Kabul, hvor hun fik et FAO stipendiat til at studere på universitetet i Amman i Jordan. Det var i tiden under præsident Najibullahs regering, den kommunistiske leder, der styrede landet fra 1986 til 1992, og da hans styre faldt endte hendes mor og brødre i Tyskland.

I hovedstaden Amman tog hun sin kandidatuddannelse som agronom med speciale i kikærter. Efter endt uddannelse havde hun kun midlertidigt visa/asyl, og ingen større lyst til at blive i landet.
Hun følte bl.a., at de mandlige lærere på universitetet talte ned til hende:
- De ville have, jeg skulle se ned i gulvet, når jeg henvendte mig til dem, men hvorfor skal jeg det - jeg kan ikke se ned i gulvet, når jeg snakker til dem!

Hun ville gerne bo i et land, hvor kvinder kan udfolde sig frit, og drømte om en fremtid i Europa.
- Jeg troede, at en stor fremtid ventede på mig der. Jeg ville ikke leve i et arabisk land, og desuden boede min familie i Tyskland, og jeg ville selvfølgelig gerne være sammen med dem. Dengang havde jeg ikke set dem i 7-8 år. Men Tyskland ville ikke give mig visa status, og da jeg var over 18 år, kunne der ikke blive tale om familiesammenføring. Jeg fik midlertidigt politisk asyl i Jordan efter min uddannelse.

Gennem FN var det muligt at vælge permanent ophold i USA, Australien eller Europa. Hun fik kontakt til en delegation fra Danmark, der i Jordan skulle hente flygtninge, på initiativ af den jordanske flygtningehjælp. Efter to måneder fik hun visum og billet på et charterfly, og så gik turen mod nord.
- Der var 27 grader i Jordan, men da jeg kom til Danmark sidst i oktober måned var det mægtig koldt, så sagsbehandleren lånte mig sin jakke. Jeg blev kørt til Hellerup, hvor jeg boede et sted for flygtninge, men der fik jeg problemer med de somaliske kvinder, så jeg sagde, at de måtte hjælpe mig med at finde et andet sted at bo. Jeg fik et kollegieværelse på Øresundskollegiet, og der boede jeg, til jeg fik min lejlighed for tre år siden.

Hun lærte København grundigt at kende de første 2-3 måneder. For de kurser hun skulle have haft var blevet aflyst, så hun var bare alene, og den tid nød hun egentlig. Men at lære danskere at kende var straks meget sværere.

- Jeg var meget åben, for jeg havde kæmpet med mit liv i Afghanistan og Jordan og også rejst rundt i verden. Jeg var meget tilfreds med det, jeg havde opnået. Så jeg var positiv og smilede til mange mennesker på gaden, på vejen, til naboen og i bussen. Mange af danskerne blev rigtig glade for mig. Jeg talte ganske vist ikke dansk, men jeg talte engelsk. Så blev jeg "fanget" af Jehovas Vidner, fortæller Abdali med et smil, - men jeg vidste godt, hvad det drejede sig om. Jeg gik til Jehovas Vidner pga. sproget, så deres store Kings Hall, det flotte tøj - men de vidste også godt, hvorfor jeg var der. Jeg ville egentlig bare se, hvordan danskerne levede og have tæt kontakt til dem.

Så begyndte hendes dansk- og introduktionskursus omsider. Men da hun var blevet placeret på samme hold med folk, der var analfabeter, bad hun om at komme på et hold, der matchede hendes kvalifikationer. Da hun fik bolig i København, blev det Studieskolen. Hun lærte rimeligt hurtigt nok dansk til at kunne kommunikere, men brød sig ikke om tonen i undervisningen på integrationskurserne.
- De kiggede på os så negativt. De troede, at vi ingenting vidste, at vi er rigtig primitive. De nævnte en hel masse små ting, f.eks. at når man gaber, så skal man holde hånden over munden. Når man spiser, skal man ikke smaske, og når man kommer ind i bussen skal man ikke råbe eller snakke højt. Jeg blev ked af det. Og så var der også meget om, hvordan danskerne bor: ”sådan gør danskerne, sådan bruger danskerne deres tid”. De så virkelig ned på os og brugte også et meget lavt sprog, når de snakkede med os; jeg var meget skuffet. For selv om vi kommer fra et fattigt land, så har vi en standard opdragelse – vi kender den type sociale regler og normer fra vores hjemlande.

- De snakkede f.eks. også meget negativt om, at mange udlændinge bor sammen tre generationer. Drenge bor f.eks. hjemme til de er 30, "mors dreng", og det familiemønster fortsætter udlændingene med at leve efter i Danmark -"afhængige" af deres familier. Det var meget nedladende, for vi studerende var en stor gruppe højtuddannede mennesker. De andre kom alle til den konklusion, at det er med vilje, at lærerne gør sådan - det nedbryder os og gør, at vi ikke tror på os selv. Mange bliver psykisk syge og får ikke job.

Quraisha Abdali mener dog ikke, at lærerne gjorde det med vilje. I en efterfølgende time tog hun så Danmarks høje selvmordsrate blandt unge op til debat.
- Jeg spurgte, om det så ikke var bedre at bo sammen med sin mor end at bo alene og begå selvmord. Læreren blev sur på mig, og ignorerede mig de sidste to, tre uger - "nu skal du holde mund".

Hun sad tilbage med det klare indtryk, at Danmark helst ikke måtte kritiseres.

Quraisha Abdali begyndte at lede efter job, snakkede med sin sagsbehandler, og tjekkede på universitetet for at se, om de havde brug for en assistent. Men her var beskeden, at hun skulle vente på, at hendes eksamenspapirer fra universiteterne i Kabul og Amman blev evalueret og godkendt i Danmark. Og et eller andet gik helt galt, for hun fik først de papirer efter godt tre år - tre år, hvor hun intet arbejde kunne få. Hun vidste heller ikke, at hun skulle være medlem af en fagforening.
- Min sagsbehandler rykkede ikke. Han sagde, at det ikke var hans arbejde; det måtte jeg selv finde ud af. Jeg gik til Danida, Udenrigsministeriet, universiteterne, Niels Brock og også til almindelige forretninger for at høre, om de havde brug for mig. Jeg var topstudent med en Masters og troede da bestemt, at jeg kunne bruge min uddannelse. Kurset var også færdig, det var meget trist - min tristhedsperiode begyndte.

Heller ikke rengørings- eller babysitterjobs kunne hun få, fordi hun var overkvalificeret. I "tristhedsperioden" besøgte hun alle de gratis kulturinstitutioner i København. Da de slap op, begyndte hun at lave små "etnografiske" feltarbejder i bussen og på kirkegårdene for at holde hjernen i gang.

- Jeg begyndte at forske i, hvordan danskerne valgte bus sæder. Jeg begyndte at opleve, at danskerne ikke var så flinke, når jeg ikke smilede. Jeg blev meget opmærksom på, hvordan de reagerede, især når de kom ind i bussen. Når der er totalt tomme sæder, er det naturligt at vælge disse, men når der var optaget, ville de ikke sidde ved siden af en indvandrer. Men hvis der var mange med bussen, så valgte de at sidde ved siden af en dansker efter deres køn, og kunne en dansk kvinde ikke sidde ved siden af en anden dansk kvinde, satte hun sig ved en dansk mand. Mændene gjorde det samme. I sjældne tilfælde valgte de at sidde ved siden af en indvandrer, ellers stod de bare op. Jeg begyndte at gøre det samme. Hvis der var en tom plads, satte jeg mig ved siden af en indvandrerkvinde, og hvis det ikke var muligt, en indvandrermand. Hvis det ikke var tilfældet satte jeg mig ved siden af en dansk kvinde.

Quraisha følte, at det var svært at gøre danskerne tilpas. Uanset om hun klædte sig i fint tøj eller almindeligt tøj, følte hun, at folk kiggede på hende på en dårlig måde.

Hun hørte lignende historier i omgangskredsen fra kurdere, somaliere og iranere. Mange af mændene turde ikke handle alene i supermarkedet eller gå til andre mere officielle steder, for når de talte dansk med accent, råbte folk: "Hva'? Hva' siger du??". Enten tog de deres koner eller døtre med eller trak sig helt tilbage og lod deres koner og døtre ordne ærinderne.

Hendes andet interesseområde var kirkegårdene, fortæller Quraisha med en stille latter.
- Jeg gik rundt på 3-4 kirkegårde, hvor der var fint og stille, og så på gravstenene, hvornår folk blev født, og hvornår de døde. Jeg regnede ud, at gennemsnitslevealderen for kvinder var ca. 80-85 år efter mine beregninger, og at mange mænd døde tidligere end kvinder. Jeg vidste godt, at kvinder lever længere her - måske er det kvinders drivkraft og interesser, der gør det.

Ikke så mærkeligt med den undren, for i Afghanistan er middellevealderen ikke mere end 46 år.

Hun havde fortsat intet at lave, så de "etnografiske studier" var en måde at holde sig i gang på, så hun ikke bare sad derhjemme. Når hun ellers gik ud fra sin lejlighed var det kun for at købe ind eller gå en lille tur. For at holde gejsten oppe søgte hun om at komme til USA, Canada og Australien, men besluttede sig alligevel for at give Danmark endnu en chance.

- Jeg ville kæmpe, for det har jeg altid gjort, det er min stil. Det er også min mentalitet i Afghanistan, du skal ikke give op. Jeg kan ikke gå i stå, jeg kan ikke begå selvmord - det er ikke afghansk mentalitet. Vi praler af, hvordan vi overlever alle mulige steder. Hvis du brokker dig over noget, så er du svag. Det er ikke fint at være svag, selv hvis kvinder bliver slået af deres mænd, er de ikke svage i deres egne øjne, man giver ikke op. Måske er det folk, der bor i bjerge, der er sådan, for det er hårdt der. Oprindeligt er min far fra Kandahar, min mor kommer fra Nordafghanistan. Kvinder er meget stærke i Afghanistan.

Hun valgte fra starten ikke at se ret meget til sine landsmænd og kvinder fra Afghanistan. Det var det ikke til at vide, hvad side, de havde været på i krigen, og desuden var hun flov over at være uden arbejde trods sin høje uddannelse.
- De kendte mig så godt i Afghanistan, hvor jeg havde alle mulige ting. Jeg havde godt arbejde, kæmpede for kvinder, rejste til Rusland i ferien og købte ting, som jeg solgte i Afghanistan, da jeg studerede osv. Men da jeg kom til DK, så blev jeg passiv. De andre afghanere fik rengøring, men det kunne jeg heller ikke få. I Danmark, hvor kvinder er på toppen, blomstrer og får alle muligheder for at være sig selv, tabte jeg alle idealerne. Derfor ville jeg ikke være sammen med folk fra mit land. Senere blev jeg gift med en tysk muslim, men de andre fra Afghanistan tror ikke, han er muslim, da han ligner en dansker.

Quraisha Abdali tror ikke, at det var blevet anderledes, hvis hendes eksamen var blevet anerkendt med det samme. Hun begyndte igen at gå rundt til forskellige steder og søge efter jobs. En mand fortalte hende, at udover at man ikke i Danmark kan komme ind fra gaden og søge job, så er det også en god ide at være medlem af en fagforening. Efter at have opsøgt studievejledningen på en række uddannelsessteder, var der omsider en venlig ung fyr på Københavns Universitet, der hjalp hende.
- Han kiggede på mine papirer, og så ringede han rundt og brokkede sig, for jeg havde stadig ikke fået mine eksamenspapirer. De lovede at tjekke efter og melde tilbage - han fortalte mig, hvor jeg skulle henvende mig. Og så viste det sig, at min uddannelse var blevet godkendt for flere år siden, og at de havde skrevet til mig. Men jeg havde ikke fået noget brev. Så sendte jeg de nye papirerne til fagforeningen og blev medlem af agronomforeningen, som hjalp mig med at finde en praktikplads. Det blev til et fast job på et stort laboratorium, men arbejdet med kemikalier var dårligt for mit helbred, så på min læges anbefaling holdt jeg op.

Da Taliban ødelagde de berømte og meget gamle Buddha-statuer i Bamiyan i 2001 holdt hun flere foredrag om afghanske kvinder. Da USA bombede Afghanistan skrev hun også artikler og holdt foredrag om Afghanistan. Så kom hun på et IT-projekt med e-learning, og gik langsomt i gang med at skrive noveller; bl.a. "et hoved på vejen" og "Mujahedeen og deres sex liv". "I tristhedsperioden" havde hun ufrivilligt fået trænet sin iagttagelsesevne, og dermed næret en spirende forfatter.

Måske kommer vi i fremtiden til at høre fortællinger om, hvordan vanskeligt det kan være at blomstre i landet "hvor kvinder blomstrer og er på toppen"?
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk