Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvindernes forjættede EU

 

De østeuropæiske kvinder har store forventninger til medlemskabet af EU, for nu skal der fokus på ligestilling, som ingen magthavere hidtil har ofret særlig opmærksomhed. Den regionale kvindeorganisation Karat gør dog et helhjertet forsøg på at informere om kvinders rettigheder, selvom det er svært at trænge igennem til regeringskontorerne. Forum har besøgt organisationen i Polen.

 

 
FORUM/19.12.2002 Millioner af kvinder fra de øst- og centraleuropæiske lande gør sig klar til komme ind i EU, og øverst på deres ønskeseddel står demokrati, bedre økonomi og ligestilling mellem kvinder og mænd. Håbet er, at et medlemskab af EU vil fungere som et springbræt i arbejdet på at opnå det, kvinder i Vesten tager for givet.

FORUMs udsendte har været i Polen, det største af ansøgerlandene, for at tale med kvindesags-aktivisten Kinga Lohmann om ansøgerlandenes og de polske kvinders livsmuligheder og rettigheder eller mangel på samme.

Hun er leder af Karat Coalition, en øst- og centraleuropæisk regional organisation bestående af kvinder fra 15 lande, der arbejder for at fremme kvinders rettigheder i regionen, og mødet finder netop sted i Karats hovedkontor, som er en treværelses lejlighed i et socialt boligkompleks i Warszawa.
- Under det kommunistiske regime i de øst- og centraleuropæiske lande var der ingen arbejdsløshed. Det var en selvfølge, at kvinderne var på arbejdsmarkedet og børnene i gode institutioner. Nu er det markedsøkonomien, der hersker, og den har haft stor indflydelse på kvindernes liv. Mange af de kvinder, der i overgangsperioden mistede deres job efter det kommunistiske styres kollaps, er i dag enten arbejdsløse eller arbejder i stillinger, hvor der ikke er nogen form for social sikkerhed, fortæller Kinga Lohmann.

Der er ikke ligestilling i Østeuropa i dag, og det har der aldrig været. Det var ellers under kommunismen en udbredt antagelse, at kvinder i Sovjetunionen og Østeuropa havde reel ligestilling. Men i et særnummer af kvartalstidsskriftet Nordisk Østforum om "Kjønn i endring i Øst-Europa" (2001, Universitetsforlaget, Norge), beskriver forskerne Brit Askov Kaznelson og Rikke Haue, at der var milevid forskel på kommunistiske kvinders rettigheder på papiret og i praksis:
    "Siden den spæde sovjetstat kort efter sin oprettelse officielt indførte ligeret mellem kønnene, har det været en udbredt myte, at sovjetkvinden var emanciperet og nød lige rettigheder med manden. Disse rettigheder blev efterhånden udstrakt til kvinder i det øvrige Østeuropa i takt med Sovjetunionens ideologiske annektering af sine nabostater".

I den kommunistiske selvforståelse var kvindeundertrykkelse et fænomen i de kapitalistiske samfund, og modtrækket var derfor at inddrage kvinden i arbejdsstyrken og "socialisere" husarbejdet. Det sidste blev aldrig ført ud i livet, skriver Kaznelson og Haue:
    "Det viste sig dog hurtigt umuligt at gennemføre overdragelsen af husarbejdet, kvindens ubetalte arbejde, til staten. I praksis kom kvindens "frigørelse" derfor til at bestå i hendes indtræden i arbejds- og samfundslivet samtidig med, at hun fortsat havde ansvaret for arbejdet i hjemmet".

Denne kvindernes dobbeltbyrde blev ikke formuleret og problematiseret af de kommunistiske ledere, og heller ikke af kvinderne selv. Kønsdebatten var ikke-eksisterende og ikke-nødvendig.

Den manglende tradition for at diskutere ligestilling og kræve ændringer er båret med fra kommunist-tiden og frem til dagens Østeuropa, hvor kvinderne nu har andre problemer at slås med. Overgangen fra plan- til markedsøkonomi har gjort mange mennesker arbejdsløse, især kvinder, som oplever at blive marginaliseret på arbejdsmarkedet på flere måder.

Problemet er i følge Kinga Lohmann ekstraordinært stort i Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien. Det er normalt, at kvinder er bedre uddannede end mænd, alligevel arbejder langt de fleste kvinder under deres uddannelsesniveau, de får ulige løn for samme arbejde, fyres før mænd og de står sidst i ansættelseskøen. De mange børneinstitutioner er blevet færre, hvilket vanskeliggør kvindernes liv, da det fortsat er dem, der har ansvaret for børnene.
- Og det er netop på grund af kvindernes håbløse økonomiske situation, at mange af dem havner i prostitution og trafficking (handel med kvinder, red.), som er et kæmpe problem i Europa. De har ikke andre muligheder, for de har brug for penge til at overleve og til at hjælpe deres familier, fortæller Kinga Lohmann, der betragter trafficking og prostitution som vold.

Kvinderne har været vant til at tjene penge og forsørge deres familier under kommunismen, og de føler stadig, at de er ansvarlige for familiens ve og vel. Kinga Lohmann mener, at kvinderne fra ansøgerlandene er anderledes på dette punkt end nogle af kvinderne i Vesten:
- Vi kunne ikke blive hjemme og passe børn og leve af vores mænds penge. Det kom som et chok, da jeg mødte kvinder fra Vesten, der fortalte, at de levede af deres mands indtægt. Vi vil selv tjene vores penge, vi vil ikke leve af vores mænds indkomst. Vi er ansvarlige for vores familier, ikke kun praktisk men også økonomisk. Det er meget vigtigt for os.

Arbejdsløsheden er høj i ansøgerlandene, så tiden er gunstig for arbejdsgiverne, der kan vælge og vrage. Specielt i de små byer er der en tendens til, at man foretrækker at ansætte mænd - mest på grund af stereotype forestillinger om kvinderne. Ligestillingsproblematikker har ikke den store gennemslagskraft på landet, det er i højere grad et storbyfænomen. I følge Kinga Lohmann kender man selvfølgelig til barselsorlov, men andre områder inden for ligestilling er der ikke særlig stor opmærksomhed om. Kvinderne ved ikke, at de for eksempel kan klage over sexchikane og uligeløn, hvilket de heller ikke tør, da de er bange for at miste deres job.

Karats medlemmer arbejder derfor hårdt for at informere og gøre deres respektive lande opmærksomme på kvinders rettigheder. Efter at Karat nu officielt støttes af FN's fond UNIFEM, er det blevet nemmere at komme i kontakt med magthaverne, eftersom FN nyder stor respekt i landene, fortæller Kinga Lohmann. Kvinderne i Karat tager kontakt til regeringerne for at finde ud af, hvordan det går med at få integreret FN's Kvindekonvention CEDAW i lovgivningen, men ofte bliver de mødt med uvidenhed. Som for eksempel da Karat henvendte sig til den rumænske regering og spurgte til kvindekonventionen:
- Svaret var, at ingen vidste noget om disse rettigheder. Den rumænske regering tog så selv kontakt til FN for at høre om Kvindekonventionen. Men det vigtige er, at regeringerne nu ved, der er nogen, som holder øje med dem og lægger mærke til, hvad de gør, siger Kinga Lohmann.

Som organisation blev Karat for alvor synlig ved den europæiske forberedelseskonference om Beijing +5 i Geneve 2000, hvor de for første gang blev involveret i FN's maskineri. Og Karats repræsentanter fra Moldavien, Bulgarien, Slovakiet og Polen blev for første gang indlemmet i de enkelte landes delegationer.
- FN er ekstremt vigtig for os, for ud over status er det igennem FN, at vi lærer om demokrati og demokratiske strukturer og får erfaring med demokrati. Derfor tror jeg også, at FN er vigtigere for os end for jer, siger Kinga Lohmann.

I følge Kinga Lohmann kan demokratiet i ansøgerlandene ikke sammenlignes med Vestens demokratier. Det er svært at komme i kontakt med regeringer og deres repræsentanter og få etableret møder, da statsapparaterne fortsat er meget lukkede. Men helt konkret er der sket store forbedringer på det punkt i Polen. I efteråret 2001 blev den polske højreorienterede regering skiftet ud med en socialdemokratisk, hvilket har givet de kvindelige NGO'er i Polen en helt ny status. Karat hører nu til under statsministeriet, så organisationen kan kommentere på alle lovforslag, der har med ligestilling at gøre og få direkte indflydelse på dem.

For at ansøgerlandene kan blive optaget i EU, skal de implementere ni ligestillingsdirektiver i deres lovgivning, hvilket er gjort i langt de fleste af ansøgerlandene. Men der mangler initiativer, som kan understøtte lovgivningen, så kvinderne også i praksis kan mærke, at et kommende medlemskab af EU betyder rettigheder for dem. Hvis der for alvor skal ske noget på ligestillingsområdet, er det nødvendigt at følge direktiverne op med nogle støttemekanismer såsom ligestillingsorganer, ombudsmænd for ligestilling og uafhængig rådgivning, så kvinderne kan få lige muligheder, social tryghed og blive økonomisk uafhængige.

EU er en stor hjælp for kvinderne i ansøgerlandene, fordi de har fået mulighed for at diskutere ligestillingsdirektiver og ønsker i forbindelse med udvidelsesproceduren. De arrangerer møder, seminarer og konferencer om EU, og på den måde får kvinderne øjnene op for både EU og egne rettigheder, hvilket antallet af kvindelige NGO'er i Polen er et godt eksempel på. Inden for en kort årrække er antallet af kvindelige polske NGO'er steget fra ingen til 300, der alle arbejder med områder inden for demokrati, aborter, vold etc.

Takket været EU's krav om, at ni ligestillingsdirektiver skal være implementeret i ansøgerlandene inden optagelse i EU, har den polske regering fået øje på de kvindelige NGO'er i Polen. Det har blandt andet ført til, at statsministeriet i oktober 2001 udnævnte Izabela Jaruga-Nowacka til befuldmægtiget for ligestilling mellem kvinder og mænd. Hun har blandt andet oprettet et vejledende råd, hvor de kvindelige NGO'er er inviteret, og dermed bliver de nu endelig officielt behandlet som vigtige partnere. Et EU-medlemskab vil gøre kvindeorganisationernes arbejde nemmere, og med enigheden på topmødet i København her i december er det første skridt taget.

Næste og afgørende del bliver at få de respektive landes befolkninger til stemmeurnerne og give den endelige godkendelse ved en folkeafstemning. Den polske regering har dog sikret sig kirkens velsignelse, så der skulle være gode chancer for et stort ja tak, men regeringens og kirkens samarbejde er ikke uden omkostninger. Først var kirken imod en polsk optagelse i EU, men da det gik op for kirkens mænd, at et medlemskab ville give mulighed for at udbrede katolske værdier, sagde de ja. De kvindelige polske NGO'er har nu samlet udfærdiget et dokument til EU-konventet, der modsiger den polske kirke. Her står der blandt andet, at et forenet Europa skal være fri for religiøs fanatisme, og at Unionen skal undgå at referere til værdier, der ikke deles af alle medlemmer. De polske kvindelige NGO'er opponerer stærkt imod at inkludere referencer til en hvilken som helst gud i den nye forfatningstraktat.

Abortlovgivningen er et godt eksempel på kirkens magt. Som noget forholdsvist nyt for de polske kvinder er det ulovligt at få foretaget en abort. Under det kommunistiske styre havde kvinderne adgang til abort, og det skønnes, at der blev udført mellem 180.000 - 300.000 aborter om året, mens det var legalt. I 1993 blev der indført en restriktiv anti-abortlovgivning, og den blev strammet igen i 1997 efter heftig debat. Nu kan kvinder kun få en abort, hvis graviditeten er livstruende, fosteret er meget alvorligt skadet, eller kvinden har været udsat for voldtægt. Der blev udført cirka 120 legale aborter sidste år. "Federation for women and family planning" udfærdigede i 2000 en rapport, hvor de anslår, at der hvert år foretages mellem 80.000 - 200.000 illegale aborter på polske kvinder. Enten betaler kvinderne i dyre domme for at få læger til at foretage indgrebet, en procedure, der går under navnet "Abortion underground", eller de rejser til udlandet for at få en abort, kendt som "Abortion tourism". Loven har altså både sociale, helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser for kvinderne.

Men hvorfor accepterer de polske kvinder at gå fra én undertrykkende magt til en anden? Kinga Lohmann har dette bud:
- I dag er kirken indbefattet i de polske love, som for eksempel i medielovgivningen, hvor der står, at medierne skal beskytte kristne værdier. Paven er polsk og ekstremt populær, og der er ingen, som modsiger kirken og ham, hverken den ene eller den anden regering. Det er kun de kvindelige NGO'er, der råber op. Medierne forholder sig ikke kritisk til kirken, og der er altid repræsentanter fra kirken tilstede, når forskellige emner bliver diskuteret. Så nu har vi erstattet kommunismens magtfulde mænd med Paven!

Charlotte Wiemann Jensen er journalist og tilknyttet FORUM.
 
Læs mere
Læs den fulde ordlyd af FNs Kvindekonvention

Mere om Beijing +5
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk