Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Klubberne for minoritetspiger er i krise

 

 
FORUM/15.10.2001 Minoritetspigerne, som antropolog Marianne Nøhr Larsen fra Mellemfolkeligt Samvirke kommer i kontakt med via Projekt Pigeliv, er frustrerede og føler sig oversete. Der findes en gruppe af minoritetspiger, der har brug for særlige klubber, hvor de kan få lov at komme i for deres forældre. Men en økonomisk støtte til disse steder er vigende.

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har registreret 17 reelle fritidstilbud til pigerne på Sjælland, og ud af dem er fem lukkede, tre er ved at blive flyttet over under almindelige eksisterende fritidsklubber, og to fungerer på ubestemt tid uden flere penge til aflønning af lederen. For de fleste af de øvrige klubber gælder det, at de forhandler med kommunerne om deres eksistens fra år til år.

Mange af de teenagepiger, der kommer i klubberne, har ikke andre muligheder for at møde jævnaldrende. Hvis klubberne ikke overlever, må disse piger derfor blive hjemme og droppe deres nyvundne frihed til at færdes lidt på egen hånd uden forældre eller brødre som oppassere.

- For et par år siden kom de her oversete piger i fokus, og der blev skrevet og talt meget om tvangsægteskaber, om at nogle piger begik selvmord med panodiler, og at de blev psykisk syge og anorektiske - men det er ligesom om, at den opmærksomhed er gået i sig selv igen. Det kan jeg også mærke, når jeg søger penge til projektet i MS. Der har altid været meget velvilje og store ord, selvom der måske ikke fulgte penge med, men nu er ordene også ved at dø ud, siger Marianne Nøhr Larsen.

Det bærende element i pigeklubberne har været den enkelte, stærke voksenkontakt på stedet; at pigerne har haft en kærlig, men fast leder, og at forældrene har haft tillid til denne leder.

Men hvordan dokumenterer man tillid i forhold til de bevilgende myndigheder, spørger Lis Poulsen sig selv, efter at hun i tre år har arbejdet i pigeklubben Åkanden i Albertslund, de seneste to år som leder. Her har grupper af palæstinensiske, tyrkiske og marokkanske piger haft et fristed, hvor de kunne spille spil, danse, høre musik, bage, sy, snakke og få besøg af deres danske veninder.

Først og fremmest har to forhold dog været vigtige for forældrene til pigerne i Åkanden: At deres døtre kunne få lektiehjælp, og at der var adgang forbudt for drenge i klubben. Og sådan er det blevet. Men fra nytår bliver Åkanden lukket og flyttet over i en eksisterende og helt almindelig dansk ungdomsklub, hvor rammerne og personaleressourcerne endnu er uvisse.

Den opbyggede tillid og kontakt forældre og klub imellem bliver nulstillet, og pigerne skal starte forfra med at kæmpe for deres bevægelsesfrihed - ikke mindst fordi de ikke vil kunne undgå at møde drengene i fritidsklubben.

Åkanden er et knopskud på det 17 år gamle værested Vandposten, som har været brugt af minoritetskvinder og deres småbørn til leg, aktiviteter, sprogundervisning og mødregrupper med tilknyttede sundhedsplejersker. Dette værested lukker helt pr. nytår, og det er katastrofalt for integrationen, siger Lis Poulsen:
- Grunden til, at vi har fået så mange piger her i Åkanden er, at vi har fået fat i deres mødre via Vandposten. Og de har tillid til, hvad der foregår herovre. De kender stedet og har tillid til personalet, og det har været en kæmpefordel i forhold til pigegruppen.

Minoritetspigernes chancer for et liv udenfor hjemmet afhænger i høj grad af, om man kan få mødrene med på at være en slags brobyggere, og det aspekt har Lis Poulsen arbejdet meget med i Vandposten.

- Vi har blandt andet taget det op i mødregrupperne. Når vi snakker om børneopdragelse, er vi nogle gange helt specifikt kommet ind på de større piger og har snakket om dansk opdragelse af unge. Forældrene har utroligt mange fordomme om, hvad dansk ungdomsliv er. De mener for eksempel, at danske piger må alt, at de alle sammen har kærester som 12-årige og går i seng med dem. De gør alt og må alt. Når man så fortæller dem, at ens egen 15-årige datter ikke har nogen kæreste, bliver de helt overraskede. Det har de aldrig hørt før, siger Lis Poulsen, som tilføjer, at det primært er de mest traditionsbundne kvinder, der kommer i Vandposten.

Men på trods af skepsisen opfordrer hun dem alligevel til at sende deres døtre hen i pigeklubben og selv tage med for ved selvsyn at konstatere, at der ikke foregår uacceptable og usømmelige aktiviteter - og det lykkes af og til.

Forældresamarbejdet er nøglen til succés, og Lis Poulsens udgangspunkt har da også været, at klubben ikke måtte sætte pigerne i et dilemma; der måtte ikke foregå noget, de ikke kunne fortælle om derhjemme.

At klubberne lever som projekter med et- eller to-årige bevillinger er i den sammenhæng et stort problem for de ildsjæle, der kæmper for at holde liv i stederne. Det tager nemlig tid at få skabt den nødvendige tillid, og så er vi tilbage ved Lis Poulsens efterhånden opgivende spørgsmål: "Hvordan dokumenterer man tillid?"

Hendes erfaring er, at hun i vid udstrækning har fået den tillid af pigernes forældre, men hvis man kun kigger på fremmøde-statistikker, kan det ikke umiddelbart aflæses, at Vandposten og Åkanden tilsammen er et vellykket forum for integration.

Der kommer efterhånden færre og færre yngre kvinder og børn til åbent hus-dag i Vandposten; børnene er kommet i daginstitutioner og mødrene i sprogskoler og aktivering. Til gengæld er der begyndt at dukke en masse ældre kvinder op (45-60 år), som nu kommer til at mangle et værested.

Det er børneforvaltningen i Albertslund Kommune, der har betalt for stedet, og deres argument for at lukke ned er, at der ikke er nok børn, som bruger stedet. Åkanden, der ligger på samme adresse, må derfor også lukke, om end der er afsat 170.000 årlige kroner til at drive den videre i ungdomsklubbens regi.

Lis Poulsen bruger nu de sidste måneder af året på at overlevere sin viden til ungdomsklubbens leder og arbejde for, at pigerne kan få deres eget lokale og nogle faste voksne tilknyttet, for de er ikke stærke nok til at være selvstyrende.

- Jeg håber, det kan lade sig gøre med nogle særordninger, så de kan komme ned i den klub. Det ku' være så flot for pigerne. Det er også en stor læreproces for fritidsklubberne at kunne rumme de piger, og det tager tid, men det er en nødvendig læreproces. Det ville være fint, hvis de kunne lære det, siger Lis Poulsen, som alligevel er helt sikker på, at mange af "hendes" piger ikke får lov at komme det nye sted af deres forældre.

Selv er hun så træt og nedkørt af arbejdet, at hun nu vil tage en pause og arbejde som helt almindelig børnehavepædagog. 27 timers-stillingen har i praksis været det dobbelte, og hun har følt sig meget alene med rapportskrivning og bevisførelse for stedets nødvendighed. Kommunens forvaltning har bakket godt op, men politikerne med socialdemokraterne i spidsen har ikke vist forståelse for, at man skal gå en omvej med minoritetspigerne og forældrene for overhovedet at nå dem.

Lis Poulsen fortæller, at det ikke kun er et spørgsmål om ressourcer, når Vandposten bliver lukket og Åkanden flyttet - med 16 kommunalpolitiske stemmer for og fem imod. Det stikker dybere og drejer sig om holdninger, der går ud på, at man ikke vil lave særforanstaltninger.

- Argumentet er, at man behandler mere ligeværdigt ved ikke at lave særforanstaltninger. Så alt hvad der ligner særforanstaltninger for flygtninge og indvandrere skal afvikles, siger Lis Poulsen, som overværede det kommunalbestyrelsesmøde, hvor beslutningen blev truffet.

Det blev direkte sagt på mødet, at succéskriteriet for pigeklubben var, at pigerne kom ind og fungerede på lige vilkår med danske unge. I Lis Poulsens ører er det en udtalelse uden realisme og indsigt i minoritetspigernes hverdag.

I den socialdemokratisk ledede kommune blev der også slået til lyd for, at pigerne og kvinderne må hjælpe hinanden i selvkørende klubber. De, der kan, må hjælpe dem, der ikke kan, og på den måde er det ikke nødvendigt med et sted med personale. Endelig er enhver velkommen til at danne foreninger og låne lokaler og søge om støtte, som danskere typisk gør det.

Men det er ikke integration, siger Lis Poulsen. Den røde tråd i hendes indsats har været at hjælpe pigerne til at færdes i det danske samfund og forstå samfundets indretning. I lukkede, selvkørende klubber er den dimension ikke med.

- Klubben skal være et integrationssted, ikke et mødested, for så lukker de sig bare om sig selv. Et mødested er ikke nok, hverken for piger eller kvinder, hvis man altså vil fremme integrationen.

Lis Poulsen spår, at når Åkanden flytter vil klubbens piger bare komme hjem og være efter skoletid. Allerede nu giver de udtryk for, at de er kede af det og nervøse for, om deres lillebitte bro til det omgivende samfund er ved at blive spærret af.

- De vil meget gerne det nye sted, men de ved også, at det kan blive svært. De spørger selv til, om der er drenge, og om de kan få lektiehjælp, for de ved godt, at det er altafgørende derhjemme, fortæller Lis Poulsen.

Også Marianne Nøhr Larsen fra MS mærker pigernes frustrationer. "Er vi nødt til at lave noget kriminalitet for at få nogle projekter?" bliver ofte sagt af pigerne med et glimt i øjet, men de lider under, at der skal historier om tvangsægteskaber eller ballade til, for at nogen får øje på deres behov.

- Nogle af pigerne opfører sig rent faktisk som drenge efterhånden - laver de dér udadvendte reaktioner og bliver voldelige. Det er i hvert fald set, at nogle piger på Nørrebro og ydre Nørrebro har taget drenge-attituder til sig, og så får de opmærksomheden, siger Marianne Nøhr Larsen.

- Hvis det viser sig, at minoritetspigerne i f.eks. Åkanden ikke får lov at komme i den nye fritidsklub, ligger fejlslutningen lige for: Når de ikke kommer, må det være, fordi de ikke har behovet. Og hvorfor skal man så bruge så mange ressourcer på så forholdsvis få piger?

- Lis Poulsen og Marianne Nøhr Larsen siger samstemmende, at pigerne har behovet, og man bør hjælpe dem. Ellers skal vi i hvert fald ikke sidde om ti år og undre os over, hvorfor de er blevet hjemmegående husmødre, som vi ikke kan komme i kontakt med - og med børn, som måske kommer til at gentage mønsteret.

- Idéen om at åbne pigernes øjne for alle de muligheder, de har, er jo ikke meget værd, hvis man så lukker den klub, som lige nu er indbegrebet af deres muligheder. Der burde tænkes mere langsigtet og koordineres i meget større rammer, så klublederne havde mulighed for i samarbejde at udvikle nogle gode og varende projekter, mener Marianne Nøhr Larsen.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.

Mellemfolkeligt Samvirke er tovholder for et Pigeprojektnetværk - et forum for erfaringsudveksling blandt folk, der arbejder med etniske minoritetspiger. Marianne Nøhr Larsen er kontaktperson for netværket.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk