Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Man skal ikke skue aben på frisuren

 

Aberne har taget magten, men når det gælder de klassiske køns- og racemæssige stereoptyper er alt ved det gamle i filminstruktøren Tim Burtons scenografiske fremtidsfabel, Planet of the Apes. Således er menneske-hunnen udstyret med langt, lyst hår, stor mund og lidt tale, mens de mest brovtende og voldsomme aber har fået den mørkeste farve kombineret med en tyk afro-amerikansk accent.
Ph.d. studerende Anne Katrine Gjerløff, der bl.a. forsker i aber og evolutions-historie, anmelder filmen.

 
FORUM/Abernes Planet 4.9.2001 "Never send a monkey to do a man's job" mumler Vor Helt - piloten Leo Davidson (Mark Wahlberg) - indædt inden han sætter sig ind i en rumsonde for at komme sin forsvundne pilottrænede chimpanse til undsætning. Under eftersøgningen suges Vor Helt ind i en tidstunnel og lander på en planet, hvor rollerne mellem mennesker og aber er byttet om. I dette samfund er menneskene slaver, men den følsomme menneskerettig-hedsforkæmpende chimpanse Ari (Helena Bonham Carter) hjælper Vor Helt til flugt og oprør mod undertrykkerne, og især mod den onde general Thade (Tim Roth).

Undervejs opdager Vor Helt, at planetens befolkning af aber og mennesker er efterkommere af besætningen og forsøgs-dyrene på hans rumskib som i forsøget på at komme ham til undsætning måtte nødlande på planeten - han er blot selv rejst fremad i tiden og ser nu evolutionens resultat. Det var historien - undtagen slutningen, som jeg ikke vil røbe. Dels af hensyn til filmgængere, der har Planet of the Apes til gode og dels fordi jeg endnu ikke selv helt har forstået, hvordan den lader sig gøre.

Men hvor slutningen er ulogisk og kringlet, er resten af filmen meget let tilgængelig. Hvad der måtte være af store budskaber, leveres med letfattelige virkemidler.

Anmeldelserne af Tim Burtons nyindspilning og nyfortolkning af den oprindelige Abernes Planet fra 1968 har da også været overvejende negative overfor filmens handling og manglende evne til at engagere tilskueren. Derimod har der været enstemmig ros til filmens tekniske sider: abernes maskering, musikken og diverse special effects. Jeg er helt enig med det sidste - Planet of the Apes er en flot film, og især abernes (skuespillernes) uhyggeligt imponerende sminkning står i skærende kontrast til originalfilmens stive tøjdyrskostumer.

At historien ikke engagerer, er jeg ikke helt enig i. Men jeg er bange for, at jeg ikke blev engageret på den rigtige måde. Jeg lod mig hverken gribe af angst, røre af kærlighed eller fænge af spænding. Jeg ved dog ikke, om det var filmens eller min egen skyld. Det var i udgangspunktet svært at fralægge sig fordomme overfor en Hollywood produktion, der giver sig i kast med aber, evolution og menneskesyn og lad os bare sige, at filmen på nogle områder til fulde bekræftede mine fordomme.

Diskussioner og teorier om slægtskabet mellem aber og mennesker har altid haft et racistisk potentiale i og med, at visse mennesker kunne blive opfattet som mere dyriske og abelignende - og derfor med færre menneskerettigheder end andre. I moderne og mere liberal evolutionsbiologi er det et til stadighed omdiskuteret spørgsmål om racer er biologiske definerbare enheder og hvordan de er opstået.

Dette tema berøres på flere måder - måske endda uerkendt - i filmen. Man kan undre sig over, hvorledes der i en menneskebefolkning, som udelukkende nedstammer fra en gruppe af begrænset størrelse - nemlig besætningen på et rumskib - efter årtusinder kan være enkelte mennesker, der repræsenterer typiske jordiske racer. Jeg talte 1 asiatisk udseende kvinde og 3 sorte mænd - resten af menneskene var hvide - men dog snavsede. Hvordan i alverden kan deres racekarakteristika have overlevet i en lille population? Hvorfor var der ingen mulatter? Hvem var den asiatiske kvindes forældre? De må have været meget ensomme igennem alle de tusinde år, og have haft en ret høj grad af inter-racial indavl for at kunne levere filmens politiske korrekte indslag af racevariationer.

Dette var dog ikke noget aberne praktiserede. Det var nemt at genkende de tre menneskeabearter; chimpanse, gorilla og orangutang i filmen, men selv om artsbarrierer ikke tillod afkom, var der tilsyneladende sex mellem arterne - bl.a. en gammel orangutang med en ung lækker chimpanse-kvinde.Set ud fra det, er det interessant, at Vor Helt ikke gik i lag med chimpansen, Ari - for mennesket og chimpansen er biologisk set tættere beslægtet end orangutangen og chimpansen - men i det mindste kyssede de.

En anden detalje var, at abernes regerende art - chimpanserne - tilsyneladende havde udviklet sig hen imod en ganske lys hudfarve, hvorimod, de store krigere - gorillaerne - havde beholdt den traditionelle sorte kulør. Dette race-spejlbillede sås også i deres accenter - den lyse overklasse abe Ari talte sjovt nok britisk som Helena Bonham-Carter, hvorimod den store sorte voldelige gorilla Attar talte med tyk afro-amerikansk stemme - ganske som Michael Clark Ducan.

Bevæger man sig fra race til artsniveau, var det tydeligt, at filmen forsøgte at have et budskab. Hvor menneskerettighedsforkæmperen Ari mener, at mennesker også er en slags aber og derfor skal behandles ordentligt, behandler alle andre aber menneskene som slaver. Her er en klar modsætning til den oprindelige film - hvor menneskene i abernes øjne var dyr og blev behandlet som sådan. De blev eksperimenteret med, udstoppet og dræbt uden tøven.

I den nye film taler aberne om at sterilisere mennesker, om at de ikke har nogen sjæl, at de er aberne mindreværdige, men de betragtes ikke som dyr, nærmere som ejendom - som slaver. Aber og mennesker deler f.eks. sprog i filmen. De kan tale sammen, men magtforholdet er ikke til at tage fejl af og afspejles i de traditionelle symboler: brændemærkning, indespærring og lænker. Afspejler denne lille forskel mellem 1968-filmen og nu, mon det ændrede forhold som molekylærbiologi, adfærdsforskning og dyrerettighedsforkæmpere har skabt mellem aber og mennesker de sidste 30 år? Før Jane Goodalls chimpansestudier i 1960'erne opfattedes aber som dyr - nu er de kommet uhyggeligt tæt på os og betragtes snarere som en mellemform mellem dyr og mennesker end et dyr.

Det er denne rolle som menneskene på Planet of the Apes også spiller - til forskel fra den oprindelige film, hvor de uden tvivl var dyriske. To ting forstærker denne tanke: filmens indledende scene, hvor man ser moderne abestudier og oplæring af aber udfolde sig ombord på rumskibet. Den kvindelig primatforsker er som snydt ud af næsen på Goodall, og hun relaterer sig i højere grad til aberne end til Vor Helt. Han sætter alligevel livet på spil for at redde sin pilottrænede abe Pericles - hvorimod rumskibets kaptajn er mere ærgerlig over at have mistet abens rumsonde end aben selv. Aber er mindre værd end mennesker - deres liv kan ofres, men samtidig har rumskibets personale et tæt forhold til dem og de udfylder en funktion - det beskidte arbejde.

Et andet aspekt i forholdet mellem dyr og menneske og abe er sproget. Sprog har altid været en af de egenskaber, hvorved man har skelnet menneskene fra dyrene - og det var således logisk, at menneskene i den oprindelige film fra 1968 var stumme - de var vitterlig dyr! I den nye Planet of the Apes sludrer alle på et klart forståeligt engelsk - den klassiske skelnen mellem menneske og dyr er borte. Menneskene er her underaber - ikke dyr, nøjagtig ligesom kommunikationsforsøg med aber har gjort aber til en slags næsten-mennesker i vores bevidsthed.

I det hele taget er der et problem med andre dyr i filmen. De eneste levende væsner på planeten udover mennesker og aber er tilsyneladende heste - hvor kommer de dog fra? Man må formode, at der på rumskibet har været mulighed for ridning. Manglen på andre arter gør også en af filmens pointer svag: aberne understreger, at mennesker er lavere end alle slags aber - ikke kun de store menneskeaber, men hvor har de den idé fra, når der ikke er andre aber på planeten end netop end menneskeaber?

Desværre forkludrer de danske undertekster fuldstændigt den engelske skelnen mellem "monkey" og "ape". På dansk hedder almindelige aber med hale "aber" (monkeys), hvorimod de store uden haler kaldes "menneskeaber" (apes). Vor helt kalder foragteligt sine fjender for "monkeys" og får derefter en voldelig irettesættelse om, at de er "apes" - og at menneskene er lavere end selv de laveste "monkeys" - der som nævnt ikke findes nogle af på planeten. I den danske oversættelse bliver dette byttet fuldstændigt om - her oversættes "monkeys" med "menneskeaber" og "apes" med "aber" - og forvirringen er total!

Alligevel forstår man oversætterens frustration. Pointen i vores brug af ordet "menneskeaber" er jo i virkeligheden, at mennesket sætter de store aber tættere på mennesket end andre aber, og derved hæver deres status - hvorimod udtrykket "menneskeabe" for filmens aber ville være en styg fornærmelse. Så forskellige er værdierne alt efter om man er et menneske eller en (menneske)abe - og efter hvem, der er verdens hersker.

Filmens absolutte styrke er, at den ikke fremstiller aberne som behårede mennesker, men at aberne trods deres sprog, deres tøj og deres fine fornemmelser, faktisk opfører sig som aber. De er fysisk nærgående, nussende og kropsligt aggressive på en umådelig realistisk og overbevisende måde. Parring foregår under høje hyl, hun-aber manipulerer han-aber med neddyssende berøringer, aggressive hanaber flipper ud og smadrer alt. Alle fire hænder bruges og der hoppes og svinges i lianer til den store guldmedalje. Det er således ikke kun sminkning og kostumer, der gør aberne til aber, men i høj grad skuespilpræstationer og filmens bevidsthed om, at hugtænder og en behåret krop ikke i sig selv gør en abe.

Selvfølgelig er der også urealistiske elementer - f.eks. at alle aberne har udviklet menneskeligt hovedhår, der er længere end kropsbehåringen og skal klippes og sættes og bliver gråt med alderen. Denne fokus på frisuren er interessant, da vildt og uredt hår er et typisk ikon for hule- og vildmænd og - ligesom sproget - traditionelt bruges til at antyde individets grad af civilisation. I filmen er det tydeligt, at aberne har både mere charme, selvtillid og lækkert hår end menneskene.

Et andet anatomisk irritationsmoment er, at aberne er blevet fuldt oprejste - selvom de går med let bøjede knæ og på ydersiden af foden. Især for de store gorillaer er en sådan bevægemåde helt urealistisk. Man kan selvfølgelig argumentere for, at de kan havde udviklet denne gangart i tidens løb - samtidig med at de er blevet højere, har fået langt hår, og chimpanserne er blevet hvidere, men det er da pudsigt, at de lokale mennesker overhovedet ikke har ændret sig anatomisk i samme tidsrum. Især i de sidste scener, hvor den lille rumabe, der forsvandt og startede det hele, faktisk lander på planeten og tages op i Aris arme er det tydeligt, at nok er aberne "godt lavet", men de ligner mennesker mere end de ligner "rigtige" chimpanser.

Endelig til filmens absolutte kliche; den vilde menneske-hun. Fotomodellen Estella Warren har rollen som Daena, det menneskelige modstykke til abekvinden Ari. Hendes funktion er uklar - den er formodentlig at vise sin barm frem i let forreven jungle-gallaudstyr. Modsat den oprindelige films menneskelige hun, kan Daena dog tale - hvilket giver en forskel mellem de to roller på ca. tre sætninger. Denne urkvinde-stereotyp viser vildskab med permanentet hår og trutmund, men hendes mest åbenbare funktion er at tydeliggøre for tilskueren, at det måske er meget godt, at det er aberne, der styrer planeten. Det eneste fortrin hun har frem for abe-rivalen Ari er, at hun kan svømme, og - nååhhh ja - så er hun menneske og derfor mere lækker at tungekysse for Vor Helt end Ari, der må nøjes med et mormor-nøs.

Jeg sad og blev helt deprimeret over, at denne rolletype virkelig stadig partout skal være repræsenteret. Som ung, veluddannet kvinde kunne jeg i hvert fald bedre identificere mig med Ari, der, selvom hun både bevægede sig, klædte sig og lød som en Janis Joplin på syre, dog havde en selvstændig personlighed. Sørgeligt at Vor Helt lod artsbarrieren hæmme sin tiltrækning til den intelligente, sødmefyldte og sjove abe. Jeg trøstede mig kun ved, at han også forlod den letpåklædte stenalder-babe.

Og her er hele problemet med en film som Planet of the Apes: Man ser den ikke isoleret, men dels med en bagage af viden om den oprindelige film og dels med en samling forventninger til special effects og til skuespilkunst og ikke mindst med en ballast af ideer om dyr, mennesker, aber, kvinder, mænd, ret og uret. Lige meget hvor godt filmen klarer sig teknisk, og hvor gode skuespillerne er til at abe efter, hænger århundredes klicheer fast ved filmen.

Lige meget om man laver den omvendte verden, hvor mennesker er dyr, lige meget om man laver en intelligent og smuk abekvinde og lige meget om man forsøger at vise etnisk diversitet og være politisk korrekt så alle kan se med, så skal der nok være en hvid, blid aristokratisk chimpanse, en stor brutal sort gorilla, en fotomodel i en pelsbikini og en helt i en rumdragt, der (næsten) vinder til sidst. I symbolsprog og i de letfattelige stereotyper er der ikke tvivl om, at Planet of the Apes og publikum endnu er på abe-planet.

Anne Katrine Gjerløff er ph.d. stipendiat ved Institut for Historie på KUA med forskningsprojektet "Abens ansigter", der handler om teorier om menneskets udvikling. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk