Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hvor skal ægteskabet stå?

 

Den offentlige debat i Skandinavien er ikke god til at skelne mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Det stigmatiserer de unge piger med anden etnisk baggrund, som ikke føler sig hjemme i tvangsdebatten, siger den norske forsker Anja Bredal.

 
FORUM/20.7.2001 Tørklæder, tvangsægteskaber, omskæring, gadebander, kriminalitet.... På næsten enhver debat om borgere med anden etnisk baggrund end dansk kan der hæftes en solid, generaliserende overskrift.

Ikke mindst tvangsægteskaber giver stof til mange forsidehistorier i aviserne netop nu, og man kan næsten få indtryk af, at alle unge døtre af indvandrere udsættes for pres, tvang, trusler eller decideret vold i forbindelse med deres giftemål.

Men hvordan synliggør man begrebet "tvangsægteskaber" uden at generalisere og dermed stigmatisere alle disse piger og unge kvinder? Og hvilke handlingsplaner har myndighederne klar som hjælp til dem, der vitterligt kommer i knibe?

De spørgsmål har Anja Bredal, som er stipendiat ved Institut for samfundsforskning i Oslo, beskæftiget sig med for Nordisk Ministerråd, da hun i 1999 afleverede en kortlægning om tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber i de skandinaviske lande, herunder også en gennemgang af debatten og strategierne på området.

Dengang som nu lyder hendes bud, at vi først og fremmest skal lære at skelne mellem arrangerede og tvangsægteskaber, selvom det kan være svært at se, hvor grænsen går:
- Hvis vi definerer alt ud fra det samme udgangspunkt, nemlig overgreb og tvang, bliver det ikke interessant at se på nuancerne, som faktisk findes, siger Anja Bredal.

Hvordan skelner du selv?

- Arrangerede ægteskaber er en måde at gifte sig på, og det er ikke bare dem, der gifter sig, som er berørte, men også forældre og familie. Brylluppet er et tema, som angår flere personer end de to, der gifter sig, og der er flere aktører med i billedet. Det kan ske frivilligt eller under forskellige grader af pres - og tvang kan også spille ind. Det bliver vanskeligt at definere, hvor grænsen går for, hvad der er tvang, utilbørligt pres eller tilskyndelse, og man kommer let ind i en filosofisk debat om valg og frihed.

- Men det er meget vigtigt at definere, at der findes en gråzone, for jeg tror, mange unge befinder sig dér; de oplever, at de bliver presset, men ikke tvunget. Hvis man kun fokuserer på tvang, så udgrænser man dem, der ikke føler sig hjemme i tvangsdebatten. Mange af de unge, jeg har snakket med, associerer tvang med vold, med noget fysisk, enten det er indespærring eller decideret vold mod kroppen. Derfor føler de, at debatten ikke angår dem og tier måske stille, fortæller Anja Bredal.

Hendes undersøgelse viste, at især de norske og danske medier præsenterede dramatiske overgrebshistorier om kidnapning, mord og personlig ulykke og blandede ægteskabsformerne sammen. På den måde blev overgreb mod enkelte individer vendt til en karakteristik af en hel minoritetsgruppe, og de unge piger havde god grund til at føle sig stigmatiserede.

Hvad siger de unge, du har talt med i Norge? Har synliggørelsen været et problem for dem?

- Både og. Det er jo ikke alle, der oplever ægteskabet som problematisk. Jeg har da snakket med unge, som er gået til deres forældre og bedt om hjælp til at finde en partner - som altså selv har taget initiativet. Det er rigtignok noget helt andet end tvang. Det er generaliseringerne, der har været problemerne. Det gælder både medier og politikere i debatten, at der har været en tendens til at generalisere og på en måde, som man ikke ville drømme om at gøre, hvis man snakkede om majoritetsbefolkningen. Dér ville man automatisk tage nogle forbehold, som man ikke tager her, og den parallel er man ikke altid opmærksom på, siger Anja Bredal.

I Sverige var strategien anderledes, men stadig problematisk. Tvangsægteskab blev i undersøgelsesperioden ikke nævnt som et svensk samfundsproblem, og når indvandrerkvinder blev udsat for vold og tvang i den ene eller anden sammenhæng, tog man afstand fra det men sagde samtidig, at vold forekommer indenfor alle kulturer.

I stedet for en synliggørelse som i Norge og Danmark, foregik der, med Anja Bredals ord, en "almindelig-gørelse", og argumentet var, at man ikke ville bidrage til stigmatiserende eller racistiske konklusioner.

I Anja Bredals optik kan denne fremgangsmåde imidlertid også give problemer for kvinderne; man kommer til at usynliggøre dem af frygt for at stigmatisere dem, og dermed har man afskåret sig fra at hjælpe dem.

Den svenske integrationsminister Mona Sahlin (S.) varslede 8. juni i et interview i Dagens Nyheter et drastisk sporskifte i forhold til den strategi, Anja Bredal dokumenterede i sin kortlægning. Nu skal de svenske værdier betones.

Under overskriften "Vi har svigtet pigerne" fortæller ministeren, at hun selv har været fej og tavs i debatten om indvandrerpigernes vilkår, at problemer ikke længere skal fejes ind under det gulvtæppe, der hedder "mangfoldighed", og at der nu skal tales "klartext" om eksempelvis tvangsægteskaber og æresmord.

- Jeg har ellers ganske stor sympati for den måde, svenskerne har gjort det på indtil nu. At man lægger vægt på, at indvandrerpiger også er svenske piger, og at vold mod kvinder findes overalt; problemet har bare været, at man ikke ville specificere noget. Min pointe er, at hvis man uddrog det bedste fra de svenske og norske erfaringer, kunne man nå et godt stykke videre, siger Anja Bredal.

I Norge har en handlingsplan fra regeringen i 1998 sat fokus på, at tvangsægteskaber foregår, og at man skal skelne mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Man har taget et slags standpunkt i debatten og sagt, at handlingsplanen gælder tvangsægteskaber og ikke arrangerede ægteskaber. Den skelner, samtidig med at den siger, der er nogle problematiske gråzoner mellem de to.

Den indeholdt også nogle tiltag om forskning, opkvalificering af rådgivningen, hjælpetelefon-linjer, krisecentre m.m., men først med en opfølgningsplan for nylig blev der bevilget penge til at føre nogle af idéerne ud i livet.

Anja Bredal savner dog stadig en repræsentation af gråzonen, både i medierne og hos beslutningstagerne, i stedet for de traditionelle poler med overgrebshistorier og solstrålehistorier, og dér kunne den svenske og norske tilgang muligvis befrugte hinanden.

- Men måske egner gråzonen sig ikke for medierne, måske er journalisterne ikke interesserede i den type stof, og det gælder vel for så vidt også andre temaer. De, som er nogenlunde tilfredse med deres ægteskab, kommer aldrig i aviserne, griner Anja Bredal og tilføjer:
- Og det karakteriserer nok indvandrerstof generelt. Enten er det lidt eksotisk, eller også er det problematisk!

I Danmark er der ikke lavet nogen handlingsplan omkring tvangsægteskaber, og der skelnes heller ikke med konsekvens mellem dem og så de arrangerede ægteskaber. Sidste sommer indførte Folketinget ved lov, at unge under 25 ikke længere har krav på at blive familiesammenført med deres ny udenlandske ægtefælle - med mindre de begge møder personligt op hos Udlændingestyrelsen og overbeviser embedsmændene om, at kærligheden er alvorligt ment.

Anja Bredal peger i stedet på Mellemfolkeligt Samvirke som en organisation, der har påtaget sig nogle af de opgaver, regeringen og Folketinget lader ligge:
- Jeg oplever, at MS har arbejdet vældigt godt med det her tema. Det er lykkedes dem at kombinere det generelle med det specifikke: Dvs. piger er piger, men nogle piger har det specielt vanskeligt på dette felt. MS lader sig ikke vippe af pinden af den moralske panik, de magter at tænke flere ting på én gang, og det er dét, det handler om, tror jeg. Og ikke mindst har de været vældigt klare i forhold til den sammenblanding, der har været i Danmark, og som Danmark "udmærker" sig med, når det gælder sammenblanding af udlændinge- og indenrigspolitik, siger Anja Bredal.

I minoritetsafdelingen hos Mellemfolkeligt Samvirke har antropolog Marianne Nøhr Larsen de sidste tre år været leder af projektet Pigeliv - herunder en webside for piger, der er vokset op med en anden kulturbaggrund end dansk. Pigeliv giver mulighed for chat og nye kontakter og henviser til pigeklubber, pigefestivaler og relevant rådgivning i hele landet.

Via sit arbejde har hun mødt og snakket med mange piger, der er dybt forvirrede, fordi de hele tiden bliver konfronteret med spørgsmål, som de ikke kan finde ud af svare på, f.eks. om tvangsægteskaber. Mange af dem er ikke opdraget til at snakke om følelser i deres familier, og de har heller ikke noget andet netværk at støtte sig til. At deltage i Pigeliv har derfor været en åbenbaring for mange af dem:
- For pigerne er den største oplevelse at møde andre piger i samme situation som dem selv. Mange piger har følt sig helt alene med deres problemer, og almindelige pubertetsvanskeligheder har kunnet vokse sig uoverstigelige. Det, de ellers har spejlet deres problem i, har bare ikke været andre pigers lignende problemer, men samfundsdebatten - de ting, de læser i aviserne, siger Marianne Nøhr Larsen.

Oplever pigerne også, at de bliver stigmatiserede?

- Det tror jeg. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, som synes, at debatten er god for dem. Jeg kender nogen, som har været negativt påvirket af stramningerne i udlændingeloven, og jeg kender rigtigt mange, som er trætte af - ikke at man taler om tvangsægteskab, for de ved, at det findes - men trætte af, at det bliver rodet sammen med arrangerede ægteskaber. De vil gerne have debatten på bordet, men de vil også have nuancer i den, og de vil gerne selv være med til at formulere de ting, der skal siges.

- Det er også et af mine budskaber: Jeg tror, at man kan kvalificere debatten meget ved at inddrage pigernes egne meninger.

Er der nuanceringer på vej i debatten?

- Det synes jeg bestemt, selvom mange stadig forfalder til de stereotyper, der har sat sig så grundigt fast. Efterhånden ser vi nogle modbilleder, fordi pigerne begynder at stå frem, skrive artikler osv., og der er da også flere nuancer i medierne. Men jeg kan være rystet over, at de nuanceringer ikke når op på ministerniveau og handlingsplan-niveau, siger Marianne Nøhr Larsen, som mener, vi trænger til en behovsanalyse i Danmark:
- Nu har vi haft så megen mudderkastning. Nogen siger, at tvangsægteskaber ikke findes, andre påstår, det sker i hundredevis af tilfælde. Kan det virkelig være rigtigt, at vi ved så lidt om denne her gruppe mennesker? Inden man begynder at lave tiltag og rådgivning, må vi finde ud af, om der er et reelt problem, og hvordan det så opleves af de ramte?

Marianne Nøhr Larsen er meget glad for de "bløde" tiltag, der ligger i den norske handlingsplan: At man giver plads og rum til pigernes egen refleksion. De har nemlig brug for tid til at finde deres eget unikke ståsted mellem to kulturer.

Hun har derfor forsøgt at danne sig et overblik over de forskellige danske rådgivninger, der findes, men ikke ret mange er gearet specielt indenfor etniske minoriteter. Det kunne ellers være en god løsning at få mainstreamet det etniske perspektiv ind i rådgivningerne, ligesom man i disse år har en mainstreaming-strategi i forhold til ligestilling.

Den gode vilje, det varme hjerte og den åbne dør er i hvert fald ikke nok, når disse piger henvender sig med problemer, for der skal tolkes, tydes og afkodes. Det kræver en opkvalificering af personalet i rådgivningerne og dermed nogle økonomiske bevillinger, som ikke er der i øjeblikket. Samtidig skal man ifølge Marianne Nøhr Larsen forlange mere af rådgivningerne, end man gør i dag; der skal være dokumentation og evalueringer af arbejdet, fordi det vil være med til at kaste lys over et så svært tilgængeligt emne som tvangsægteskab.

Rådgivningernes fornemste opgave bør dog være at hjælpe de unge piger til selv at turde kommunikere med deres forældre om ægteskaber, tørklæder og almindelige teenageproblemer. Eksempelvis nævner Marianne Nøhr Larsen, at hun har mødt mange piger, som har været sikre på, at forældrene en dag ville stå med en mand til dem - og som ikke har konfronteret forældrene med deres egne ønsker, fordi de ikke troede, det ville gøre en forskel:
- Pigerne har et kæmpe stykke arbejde at gøre med at opdatere forældrene i forhold til den tid, de lever i og det sted, de er. Vores rolle er så at ruste pigerne til at tage konfrontationerne. Ud over at give dem rum til refleksion, skal vi lære dem forhandlingens kunst, siger Marianne Nøhr Larsen.

På den måde bliver de også aktører i debatten om deres egne liv og ikke bare stakkels undertrykte piger, som andre mener noget om i medierne.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk