Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Penge er et sprog, de kan forstå

 

Svenskerne er dynamoen i EU, når det gælder ligestilling, og de har brugt deres formandskab til at sætte sagen højt på dagsordenen. Lydhørheden er langsomt blevet større i takt med, at et hul i EUs forsørgerkæde anes ude i horisonten.

 
FORUM/27.4.2001 Mens Østrig er i gang med at afvikle sine ligestillingsaktiviteter og sende kvinderne hjem til gryder og bleer, går bestræbelserne i det øvrige EU den stik modsatte retning.

Sverige, som har EU-formandskabet netop nu, skriver i sin programtekst for formandskabet, at "ligestilling mellem mænd og kvinder skal være kendetegnende for alt EU-samarbejde", og i et særligt afsnit peges selvforsørgelse, lønforskelle og mænds rolle i ligestillingen ud som prioriterede arbejdsfelter.

Også mænds og kvinders muligheder for at forene erhvervsarbejde og familieansvar er i fokus, og lige præcis dét emne rammer ned i EU's store demografiske problem: At der fødes for få børn, især i Sydeuropa, at der bliver flere ældre og færre til at forsørge dem.

Dette problem kan paradoksalt nok gå hen og blive ligestillingens redningsplanke i EU, for det giver et økonomisk incitament til at skabe ordentlige forhold for alle de kvinder, der gerne vil både-og - arbejde og skabe en familie.
Det har derfor været den svenske holdning, at arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik, ligestilling og demografi skulle knyttes sammen i diskussionerne og konklusionerne på topmøderne under formandskabet.

- Ligestilling er kort sagt en forudsætning for at løse de her problemer, samtidig med at det selvfølgelig også er en rettighed, som Lise Bergh, departementschef i det svenske ligestillingsministerium, udtrykker det.

Det er en tommelfingerregel, at 90 procent af et formandskabs program ligger fast på forhånd, fordi det overtager en række løbende processer og direktivforslag, som skal føres videre. De sidste godt ti procent kan formandslandet bruge til at lægge en tyngde på områder, det gerne vil hæve op over gennemsnittet. Sverige har valgt at lade beskæftigelse, udvidelse og miljø præge dagsordenen og dertil altså ligestilling under kapitlet "Et EU tæt på borgerne".

I januar mødtes EU's ligestillings- og socialministre i Norrköping til et uformelt ministermøde for at diskutere ligestilling og sociale sikringsordninger som "en motor for økonomisk vækst". Konklusionerne herfra lå meget på linie med Sveriges programtekst og betonede, hvor vigtigt det er for Europas vækst, at både kvinder og mænd deltager på arbejdsmarkedet, at de får lige løn for lige arbejde, og at det skal være muligt at kombinere børn, familie og arbejde.
Opgaven var derefter at få så mange ligestillingsperspektiver som muligt drøftet og nedskrevet under Det Europæiske Råds topmøde i Stockholm den 23.-24. marts i år.

Hvis man umiddelbart sammenligner de to offensive tekster med formandskabets konklusioner på rådsmødet, fylder ligestilling ikke alverden. Det oprindelige ideale udsagn er blevet rundkastet, forhandlet, ændret, skåret til og er endt i et kompromis, som alle har kunnet tilslutte sig - præcis som havde det været miljø, nærhedsprincippet, fødevaresikkerhed eller hvilket som helst andet emne, det havde handlet om.

Alligevel er der grund til optimisme, mener departementschef Lise Bergh.
- Det, der kom med i topmødeteksten, var især det med at kunne forene forældreskabet med erhvervsarbejdet, og dér betones mænds rolle. Jeg påstår ikke, at vi havde helt held med at overflytte Norrköping-teksterne, for dér står det jo vældigt tydeligt, det med mænds deltagelse. Så tydeligt har vi ikke fået det ind i Stockholmsteksten, men vi har fået vigtigheden af at opmuntre kvinder på arbejdsmarkedet med og også spørgsmålet om lønforskelle. Vi er da ikke supertilfredse med alting, men vi arbejder ganske systematisk for at få ligestilling med, hvor det virkeligt er vigtigt, siger Lise Bergh.

På spørgsmålet om, hvorvidt topmøde-konklusionerne lever op til de svenske forventninger, når det gælder ligestilling, siger hun:
- Nej, personligt ville jeg gerne have det betonet mere og udtrykt tydeligere. Men det er sådan med de her topmøder, at de domineres af store, brede udtalelser. Man kommer aldrig rigtigt ned i detaljeniveau - det arbejde må man gøre i de enkelte ministerråd, og der synes jeg, at udtalelsen om lønforskelle er vigtig, for det kan vi arbejde videre med. Men vi kan ikke slå os for brystet og sige, at vi er lykkedes med alting, for sådan er det jo ikke. Vi syntes, vi er lykkedes ganske godt, men ikke helt.

Peter Nedergaard, som er kontorchef i Arbejdsministeriet, deltog i den danske delegation under EU-topmødet i Stockholm, og set fra en dansk vinkel har svenskerne fat i den lange ende med deres ligestillingsdagsorden. Det er blevet et fælles europæisk anliggende:
- Der er en forskydning på en ti-femten år mellem, hvornår ligestilling kom på den politiske dagsorden i de nordiske lande og så de sydeuropæiske lande, men nu er den også der. Den dér med, at ligestilling kun er noget, man kerer sig om i de nordiske lande, den holder ikke længere.

Er der ikke en nord-syd-problematik med hensyn til ligestilling?

- Ikke så meget som der har været. Der er ingen holdningsforskel, synes jeg. Man er enig om målet, men der kan være nogle knaster i forhold til, hvor hurtigt man skal gå frem, hvordan man skal gribe det an, hvad der er tradition for, og hvordan det skal prioriteres i forhold til andre ting, siger Peter Nedergaard og fortsætter:
- Det demografiske problem giver jo et økonomisk argument for ligestilling, som man ikke har haft tidligere. Det skyldes de demografiske ændringer med stadigt ældre befolkninger, og at der skal flere ud på arbejdsmarkedet til at forsørge den her ældre befolkning - så den kvindelige arbejdskraftreserve er et godt argument for at lave ligestilling. Det er samtidig et godt argument for at skabe noget omkring børnepasning, og det argument har vi hørt før i ligestillingens navn men nu også i arbejdsmarkedspolitikkens navn i og med, at man kan øge arbejdsstyrken på den måde, siger Peter Nedergaard.

Han hentyder til, at topmøde-konklusionerne faktisk opfordrer Rådet og Kommissionen til at "udarbejde indikatorer for mulighederne for pasning af børn...senest i år 2002".

Men er det der, det for alvor kommer til at rykke - at det nu også er et økonomisk argument?

- Ja, og det rykker specielt i de sydeuropæiske lande, for det er der, man får færrest børn. Vi tror alle sammen, at italienske familier får mange børn, men sådan er det jo ikke. Italien har den laveste fødselsfrekvens i hele OECD-området; det vil sige ét barn pr. kvinde, og kvinderne skal jo føde 2,3 børn for at reproducere arbejdskraften. Når vi er nede på et barn, taler vi om, at befolkningen skrumper ret kraftigt, simpelthen. Det samme gør sig gældende i Portugal, Spanien og til en vis grad også Tyskland, fortæller Peter Nedergaard.

At de nordiske kvinder både har en høj erhvervsfrekvens og samtidig føder flest børn, burde vel så give inspiration hos de sydeuropæiske regeringer til at kigge nærmere på den nordiske model?

- Jamen, det har også gjort dem interesserede, det er helt oplagt. Det kan godt være, man tidligere har forsøgt at sælge den nordiske velfærdsmodel med ord om ligestilling osv. Men nu er der en økonomisk og demografisk virkelighed, der presser sig på og som gør dem interesserede på en anden facon, end de var tidligere, siger Peter Nedergaard.

I Sverige har departementschefen i ligestillingsministeriet dette bud på det dilemma, at der skal flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, samtidig med at der skal fødes flere børn:
- Vort bud på det problem er vel helt enkelt den nordiske model. Og det viser sig jo, når man kigger på tallene, at i Norden arbejder kvinderne mest, men vi føder faktisk også flest børn. Det er ret interessant, og den kobling viser jo, at det husmorideal, man har haft i flere EU-lande, ikke er en garanti for, at der fødes børn, mærkeligt nok. I Italien og Spanien vil kvinder gerne have jobs, men de kan ikke få det, hvis de også vil have børn med de dårlige systemer, der findes, siger Lise Bergh.

Det er en social infrastruktur, som mangler?

- Ja, og den har vi jo i Norden.

Er det ikke utopisk at tro, at alle EU-lande skulle ønske at indføre en sådan social infrastruktur?

- De diskussioner havde vi jo i Norrköping - at systemerne må være indrettet sådan, at der både er mulighed for at have job og få børn. Vi i Norden fremhæver jo, at vores system faktisk fungerer ganske godt.

Oplever du, at det er svært at eksportere den nordiske ligestillingsmodel til resten af EU?

- Vi mærker en vældig stor interesse indenfor EU for den nordiske model, så jeg synes ikke, det er så svært. Der er i hvert fald en stor forståelse, selvom der også er lande, der siger, at de vil løse problemet, som de selv finder for godt. Men samtidig har jeg svært ved at se, hvordan man skal løse problemet på en anden måde end vores, hvis jeg skal være rigtigt ærlig! Og jeg tror, den indsigt er på vej i de andre lande, for faktum er jo, at fødes der for få børn, kommer vores samfund ikke til at fungere i fremtiden. Man bliver nødt til at kigge nærmere på, hvilke systemer, der virker, og den diskussion kører i hvert fald på en helt anden måde end tidligere. Men vi kan ikke sige, at alle skal efterligne os; det bliver vel en forsigtig tilnærmelse.

Et konkret arbejde, som Sverige udfører i øjeblikket, drejer sig om ligebehandlingsdirektivet, der skal fornys og gerne gøres færdigt i år. Svenskerne sætter fokus på mænds rettigheder i forbindelse med forældreorlov - at de kan få sikkerhed for at vende tilbage til deres arbejde efter en orlov - og desuden lægger de op til at få skrevet noget ind om seksuel chikane, at få indføjet definitioner på direkte og indirekte diskrimination, og det diskuteres i øjeblikket, om positiv særbehandling skal med i direktivet. Endelig handler det også om, at alle lande skal have et slags organ, der kan tage sig af diskriminationstvister.

Mottoet for arbejdet er "hellere godt end hurtigt", og derfor bliver det heller ikke færdigt, inden Belgien overtager formandskabet 1. august. Det bliver altså Belgien, der skal arbejde videre med indholdet.

Kan man sige, at sådanne direktivforslag er afhængige af, hvilke lande der har formandskabet?

- Ja, måske. Nu synes jeg egentlig, at ligestillingsministrene i EU er ret enige om det her, men det er klart, at ligestillingsministrene ikke får alt igennem i deres egne regeringer, siger Lise Bergh ganske diplomatisk.

Den græske EU-kommissær for ligestilling, Anna Diamantopoulou, er begejstret for den svenske dagsorden, der prioriterer ligestilling højere, end det nogensinde tidligere er sket; alligevel siger hun til det svenske blad Nya Livet, at det bliver en hård kamp på forskellige niveauer, og at hun ikke kan sige, at hendes forslag har særlig stor støtte blandt kollegerne.

Det er jo ikke specielt opmuntrende at læse, men Lise Bergh tror, at de metoder for mainstreaming, der er beskrevet i det 5. ligestillingsprogram vil hjælpe udviklingen på rette spor. Programmet blev vedtaget sidste år og går ud på at mainstreame ligestilling ind i ministerrådene og alle EU-institutioner i øvrigt. Man tager to råd af gangen, og franskmændene lagde for sidste år. Svenskerne har valgt de råd, der diskuterer bistandsspørgsmål og forskning, og opgaven er at indføre et ligestillingsperspektiv på alle de emner, rådet tager op.

- Jeg tror, det kommer til at give resultater. Det er bare et langsommeligt arbejde. For det har jo også taget lang tid på nationalt niveau, hvor man må erkende, at det heller ikke er slået helt igennem, ikke engang hos os. Vi er kommet langt, men der er stadig ministre, som ikke rigtigt fatter det her.
Om Belgien skriver noget om ligestilling i deres formandsprogram, når de overtager depechen fra Sverige senere i år, tør Lise Bergh ikke spå om, men hun håber:
- De skal sætte fokus på lønforskelle mellem kvinder og mænd og arbejde videre med ligebehandlingsdirektivet, så der er nogle konkrete ting at tage fat på, og man kan jo håbe, at det også afspejles i programmet.

Ligestilling som emne bliver i hvert fald ikke prioriteret fra lige pludselig, siger Peter Nedergaard fra Arbejdsministeriet og fortsætter:
- Det kan måske glide fra en 2. til en 5. plads, men som situationen er i dag, er alle interesserede i mainstreaming og ligestilling.

Hvordan giver det sig udtryk?

- Man debatterer det i forskellige sammenhænge, det indgår i direktivforslag, det tænkes ind alle de steder, hvor det kan ske.

Men hvad med Østrig, som har nedlagt Kvindeministeriet og bedriver politik, der sender kvinderne hjem til husholdningen?

- Det er ikke generel EU-politik, at man nedprioriterer ligestilling og kvinders rettigheder. Det er faktisk det modsatte, der er tendensen, specielt for de toneangivende sydeuropæiske lande Spanien og Italien og også Frankrig, siger Peter Nedergaard.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk