Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Feminist med hang til tegneserier

 

Franske Florence Cestac er en af de få kvinder, som har gjort karriere som tegneserieforfatter. Med en ætsende humor og et klart feministisk blik udfordrer hun pænheden i hverdagen og kvindesagen. FORUM har snakket med hende.

 
FORUM/Lyon 8.3.2001 Den 8. kunstart, tegneserierne, er mest for mænd. Skrevet og tegnet af mænd, for mandlige læsere. Men når kvinderne benytter tegneserien som udtryksmiddel, er det ofte morsomt. Ætsende morsomt. Den selvironiske hverdagssatire er ofte varemærket for de få, kvindelige tegneserieforfattere, som har haft held til at skaffe sig et gennembrud.

Claire Bretécher og De Frustrerede, en bidende humoristisk piskesnert til Frankrigs selvhøjtidelige, pseudo-intellektuelle post-68-generation, banede vejen. Samme sylespidse humor kendetegner Bretéchers landsmand, Florence Cestac. Sidste år vandt hun Le Grand Prix d´Angoulême, den fornemste pris ved Den Internationale Tegneseriefestival i den franske by Angoulême, som inden for de sidste ti år er blevet en af Europas vigtigste tegneseriebegivenheder. Det er kun anden gang en kvinde har vundet denne pris siden den blev indstiftet i 1974. Clarie Bretécher var den første i 1984.

Prisvinderen var, traditionen tro, præsident for 2001-juryen, som undtagelsesvis bestod næsten udelukkende af kvinder. Men det betyder ikke, at en kvindelig revolution er på vej i denne mandeverden, mener den 50-årige Florence Cestac, som debuterede som kunstner og militant feminist i det franske 68-oprør.
- Der er enkelte kvinder, som forsøger at slå igennem som tegneserieforfattere. Men det er endnu meget få. Tegneserieverdenen er en meget maskulin verden. Tegneserier er mandekultur. Det er drengene, som læser tegneserier, ikke pigerne. Derfor bliver pigerne heller ikke tegneserieforfattere, når de bliver voksne.

Selv elskede Florence Cestac tegneserier som barn. Men det faldt ikke i god jord hos forældrene.
- Når jeg blev sendt ud og handle, købte jeg tegneserier for byttepengene og læste dem i smug. Når jeg blev opdaget, fik jeg en ordentlig omgang, og hæfterne blev smidt ud. Det var ikke ordentligt læsestof, hed det sig. Tegneserier var for de mindrebegavede. Jeg har altid vidst, at jeg ville tegne. Jeg havde altid en blyant imellem fingrene. Det med historierne kom senere. Jeg var ordblind som barn og fik altid at vide, at jeg ikke kunne skrive. I dag synes jeg, det er spændende at kunne udtrykke mine tanker snart i tegningen, snart i teksten og jonglere med de to udtryksformer.

Og det, Florence Cestac udtrykker, er et bidende morsomt portræt af sin samtids mænd og kvinder. Hendes første tegneseriealbum for voksne Le Démon du Midi fra 1996 med undertitlen "Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet" handler om den næsten 40-årige kvinde, som manden skifter ud med et yngre eksemplar. Florence Cestacs egen historie. En form for terapi, siger hun selv.
- Det er livet. Det er det, jeg selv har levet. Den første version lige efter bruddet var meget hård. Den slags historier er svære at skrive. Et smagløst tonefald, og resultatet var rædselsfuldt. Jeg lod tiden gå, og en dag fandt jeg sporet. På seks måneder var det færdigt. Det er en rigtig by-historie om folk som pumper sig op og bærer masker og giver sig ud for at være noget andet, end de er.

Florence Cestacs stornæsede heltinde bliver deprimeret, jaloux, går til modangreb og på mandejagt, efter et halvhjertet forsøg på at rette op på tidens angreb på figur og ansigt. De lige så stornæsede mænd er vattede og ude af stand til at tage ansvaret for deres handlinger og kommer tussende hjem til lillemor med halen mellem benene, når den lidenskabelige affære med den unge sekretær er dampet af.
- Kvindelige tegneserieforfattere bruger sig selv og hverdagen som inspirationskilde i modsætning til mændene, som foretrækker fiktionen og ofte den fantastiske genre. Claire Bretécher åbnede en niche for kvindelige tegneserieforfattere, især ved at tegne nogle kvinder, som ikke bare var spejlinger af mændenes fantasmer, siger den 50-årige tegner og forfatter.

For mandehørmen er tung i de fleste tegneserier, både for voksne og børn. De ofte stereotype kvindebilleder bærer i høj grad præg af at være fostret i en indelukket mandekultur. Der er de smækre heltinder med former, der stikker enhver silikonereklame, og så er der de utålelige gimper, hjernetomme kødbjerge i stil med Hergés berømmelige Castafiore.
- Mændene smører deres fantasmer ud over siderne. Det sælger jo godt. Nogle tegneserieforfattere laver kun den slags. Det er jo også skrevet til et næsten udelukkende mandligt læserpublikum. De fleste kvinder kan slet ikke forestille sig at læse tegneserier. Da jeg udgav Le Démon du Midi, gik salget meget sløvt i starten. Men lidt efter lidt begyndte rygtet at sprede sig, at her var der en historie, som kom dem ved. Og siden har jeg fået masser af breve fra kvindelige læsere.

Den eneste tegneseriegenre, som har mange kvindelige tegnere og forfattere, er de japanske mangaer (manga er det japanske ord for tegneserie). Disse enkle, sorthvide historier bygger på ofte særdeles voldelige og kvindefjendske scenarier, med seksuelle undertoner grænsende til seksuelle overgreb på piger. Mangaerne er særdeles populære blandt de unge tegneserielæsere. De var æresgæster ved Tegneseriefestivalen i januar.
- Jeg kendte ikke mangaerne særlig godt på forhånd, selv om min søn elsker dem. Jeg blev faktisk overrasket over, hvor voldelige og kvindefjendske, de er. De tilhører de helt unges epoke, de handler om deres deres tid. Det mærkelige er, at den generation som læser mangaerne, samtidig har udviklet et forhold mellem piger og drenge, som er langt mere ligeværdigt, end det var i min ungdom. Jeg tror, mangaerne kan være farlige. De er et tegn på, at kvindefjendsk ideologi kan dukke op igen når som helst, hvor som helst, siger Florence Cestac, som stadig betegner sig selv som feminist.

- Jeg har altid været feminist. Det er vel blevet en slags refleks at være på vagt. Jeg var med i alle kvindekampene og de politiske kampe i kølvandet på 68-oprøret. Jeg var med i gadekampene. Jeg har ovenikøbet siddet i fængsel i Bordeaux, fordi jeg var med til at skifte de franske flag ud med røde natten før Bastilledagen den 14. juli. I dag kan man grine af det, men jeg sad faktisk inde i to en halv måned, fik en bøde og blev frakendt mine borgerrettigheder i fem år. Dengang blev det ikke betragtet som en spøg. I dag er jeg stadig med, når kvindernes rettigheder bliver truet, selv om det går mere stille af, underskriftindsamlinger og den slags. Men jeg synes, de unge kvinder er blevet for blødsødne. Det er blevet politisk korrekt ikke at være militant feminist. Alting skal være så pænt. Men rettighederne kan til enhver tid blive taget fra os igen, mener hun.

Et kvindeemne er netop temaet for det album, Florence Cestac arbejder på netop nu.
- Mit næste album handler om kunstnerlivet. Når en kvinde vil være kunstner, må hun ofte foretage et valg mellem kunst og familie. En kunstner har brug for at være fuldstændig fri, for at kunne råde 100 procent over sin tid. Har man først børn, er man ikke længere herre over sin tid. Der behov der skal opfyldes, indgkøb der skal gøres, mad der skal laves. Man kan ikke være boheme og mor. Der har mændene det meget lettere. De hænger ikke så meget i en klokkestreng, når de har familie.

Også her trækker Florence Cestac på sin egne erfaringer. Hendes søn er 14. Og stilen bliver fortsat den nådesløse og alligevel kærlige humor.
- Jeg har altid haft en tendens til at spille klovn, når der er noget i vejen. Det er også det, jeg gør i mine albums. Jeg tager gas på det hele. Så har jeg det bedre bagefter.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk