Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hele litteraturen skal med

 

Kvindelige forfattere står stærkt i den seneste udgave af Danske Digtere i det 20. århundrede. Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt. Redaktør Anne-Marie Mai har ønsket at give samlet billede af samtidslitteraturen og ikke blot et hjørne af den. Det er et gennembrud for både kvinder og mænd. FORUM har snakket med hende.

 
 
FORUM/18.1.2001 Anne-Marie Mai er Danmarks første kvindelige litteraturprofessor (Syddansk Universitet) og har i sin karriere som skribent og forsker gjort en særlig indsats for at beskrive danske kvindelige forfattere. Sammen med Stig Dalager skrev hun f.eks. i 1982 Danske Kvindelige forfattere og hun er bindredaktør af Bind I - IV af Nordisk Kvindelitteraturhistorie (1993-98). Derudover har hun bl.a. redigeret Digtning fra 80'erne til 90'erne (1993), Prosa fra 80'erne og 90'erne (1994) og Historier om nyere nordisk litteratur og kunst (1999).

I den nye udgave af Danske Digtigere i det 20. århundrede har Anne-Marie Mai ønsket at skrive kvinder ind i den litterære kanon - forhåbentlig for at blive.

Du har valgt at markere perioden med to kvindelige forfattere "fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt". Hvorfor det?

- Det har jeg gjort, fordi de kvindelige forfattere tegner perioden så stærkt, ikke altid kvantitativt men i høj grad kvalitativt. Derfor var det helt oplagt for mig at lade Kirsten Thorup og Christina Hesselholt stå som indgangs- og udgangsfigurer for den her periode. Samtidigt er det et signal om, hvad perioden drejer sig om.
- I forlængelse af den offentlige debat om værket (f.eks. i Information 28-29/10), har Torben Brostrøm sagt, at man også kunne kalde perioden "det kvindelige gennembrud". Den tanke kan jeg godt dele, men der er både mænd og kvinder i det gennembrud.

Torben Brostrøm peger også på den markante kønspolitiske profil, der er i værket.

- Det er rigtigt, selvom man kan sige, at der kvantitativt stadigvæk er flere mandlige forfattere med. Det er ikke stillet fifty-fifty op. Jeg må selvfølgelig sorterer både blandt mændene og kvinderne, men det har været vigtigt for mig at vise de forskellige positioner blandt de kvindelige forfattere fra Thorup og frem til Hesselholdt - over figurer som Vita Andersen, som jeg synes fortjener at blive genlæst.
- Jeg har i hvert fald villet undgå en meget normativ tilgang til litteraturen. Vi skal ikke finde os i, at kvinderne eller f.eks. de meget eksperimentelle smides ud. Eller at de tilsyneladende enkelt skrivende som Vita Andersen skal have på pukken for det de laver, fordi rigtige digte ser ud på en anden måde.
- Jeg vil gerne fremme en åbenhed. Hele litteraturen skal med, ikke bare et eller andet hjørne af den. Set i et tilbageblik synes jeg, at den diskussion, hvor Søren Ulrik Thomsens digtning bliver brugt til at udgrænse Vita Andersens digtning, var meget trist. For det er ikke rigtigt, at hendes digtning ikke bruger sproget. Tværtom. Hvis man analyserer digtene, er det meget spændende at se, at det nærmest er et anorektisk sprog. Der er meget at tage fat i der.
- Det har været min ambition at få hele litteraturen med. Jeg vil ikke nøjes med hverken det halve eller det kvarte. Både Søren Ulrik Thomsen og Vita Andersen hører hjemme i billedet af samtidslitteraturen.

Hvorfor er mere populære kvindelige forfattere som f.eks. Hanne-Vibeke Holst ikke med?

- Jeg ser hende mere som en mediefigur, der også har et forfatterskab. Men hendes medieoptræden er en særlig genre og det er i den genre, at hun er fornyende. Jeg har valgt at sige, at forfattere som Anne Marie Ejrnæs, Anne Marie Løn og også Kirsten Thorup tematiserer de erfaringer, hun har fat i, på en kunstnerisk mere spændende måde.

Du skriver i Nordisk Kvindelitteraturhistorie bd. 4, at der nærmest er en tradition for, at kritikken af kvindelige forfattere fokuserer på indholdet, mens formeksperimenterne oftest overses eller misforstås. Har du med den nye udgave af Danske Digtere villet bryde med den tradition?

- Noget af det, der står i det afsnit af kvindelitteraturhistorien, er forudsætningen for begrebet "det formelle gennembrud". Uden arbejdet med at lave Nordisk Kvindelitteraturhistorie, tror jeg ikke, jeg kunne have set den samlede litteratur på en ny måde.
- Det har været meget utraditionelt at forbinde den såkaldt budsskabsprægede digtning fra 1970'erne med noget som helst formelt bevidst. Men det er den faktisk. Hos forfattere som Inge Eriksen og Jytte Rex finder man meget spændende poetikker og refleksioner over det, de laver - også på grænserne imellem forskellige kunstarter.
- Den forfatter, der for alvor breder eksperimenterne ud og gør dem tilgængelige for et stort læserpublikum, det er Kirsten Thorup. Det er derfor hun indleder værket. Noget af det Thorup arbejder med findes også hos Peter Laugesen og Dan Turéll allerede i midten af tresserne, men Thorup giver det sin version og det er hende, der skaber det store gennembrud i forhold til læserne. Det mærkelige er så, at gennembruddet ikke bliver beskrevet i litteraturhistorien før nu.

Det ser ud til, at du henter nogle former fra en forholdsvis marginal gruppe og bruger dem til at belyse det samlede litterære landskab med.

- Ja, det er egentligt det, der sker. Hvis man følger modtagelsen af Kirsten Thorups romaner kan man se, hvor svært litterater og kritikere har haft ved de ting, hun har gjort. De er undertiden blevet mødt med kommentarer som: Det er for meget af den ene eller anden art, eller det er for snaksaligt eller det kan man ikke, man kan ikke lave de skift mellem fortællere, det er ikke god litteratur, sådan må man ikke skrive.

Kan din betegnelse for perioden "Det formelle gennembrud" bruges, hvad enten vi taler om realisme, modernisme, postmodernisme eller konstruktivisme?

- Man kunne måske godt kalde det postmodernisme, men det duer alligevel ikke, fordi vi ikke får en postmodernismediskussion i Danmark før i 1980'erne. Vi får den ikke i 1960'erne, da vi burde have haft den i forbindelse med nybruddet i litteraturen. Kritikken og litteraturforskningen præges af marxismen i 1970'erne, hvor man egentlig burde have haft fat i nogle større internationale diskussioner.
- Nybruddet i litteraturen, der starter midt i tresserne og slår igennem i 1970'erne, baner vej for en samtidighed mellem forskellige litterære strømninger og positioner: Realisme, modernisme, minimalisme, surrealisme og magisk fortællekunst. Mens 1950'erne og 60'er-modernismen gjorde litteraturen samtidsbevidst, baner "det formelle gennembrud" vej for en samtidighed mellem forskellige positioner med forskelligt historisk ophav. Det, de forskellige positioner og strømninger får tilfælles, er en refleksion over litteraturens karakter af at være form. Al litteratur til alle tider er selvfølgelig form; det der gør en forskel i "det formelle gennembrud" er refleksionen over form som mellemværende mellem den skrivende, den læsende og verden.
- I det formelle gennembrud er de forskellige "ismer" i samtale med hinanden og samtidige i perioden. Det er derfor jeg vælger det udtryk. Jeg håber, det kan ruske op i vores forestillinger, så vi kan se vores litteratur som andet og mere end programmatiske tiår og modsætninger mellem modernisme og realisme. At vi kan se det som faktisk finder sted her og nu - som samtidighed imellem strømninger.

Tidligere nævnte du forbindelsen mellem et generelt politisk opbrud, den ny kvindebevægelse og dele af litteraturen i 1970'erne. Er der stadig den kønspolitiske farvning i yngre kvinders forfatterskaber?

- De fleste af dem bryder sig ikke om at blive kaldt "kvindelige forfattere". Det kan jeg godt forstå for "Kvindelitteratur" kan meget hurtigt blive til en form for ghetto i den nutidige litteratur. Men mange af dem og også deres mandlige kolleger er meget ivrige efter at diskutere, hvordan man tematiserer emner omkring familien, de nære relationer eller kvinde- og mandelivet i det hele taget. Både hos Kirsten Hammann og i Merete Pryds Helles værker er kønnet en vigtig kategori, ligesom man kan se det hos Pablo Henrik Llambias og Mads Brenøe.

Alligevel står 1990'ernes kvindelige forfattere centralt i den samlede litteratur?

- Ja, det gør de. Det kan man se alene på hvem, der har høstet litterær anerkendelse og fået debutantpriser. Det er i høj grad de unge kvinder, og nu får også nogle af de store forfattere fra tresserne og 1970'erne priser og anerkendelse. Det er sjovt at se, at Thorup nu har fået Akademiets pris, og at den forudgående var Cecil Bødker i 1998, og forud for hende blev den tildelt Vibeke Grønfeldt i 1996. De er kommet frem nu og har fået den anerkendelse som tilkommer dem.

Har 1990'ernes forfattere fået os til at se 1960'ernes og 1970'ernes forfattere med andre øjne?

- Kirsten Thorups to tidlige digtsamlinger bliver nu genudgivet og kan læses i en større sammenhæng, i kraft af forfattere som Helle Helle, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle.
- Hvis man gennemløber listen over portrætterede forfatterskaber i Danske Digtere bd. 1-3, bliver det tydeligt at antallet af kvindelige forfattere vokser gennem værket. Jeg har haft den idé, at vi må have nogle mandlige forskere på banen for at se, hvordan de læser de vigtige kvindelige forfattere.
- Derfor bad jeg Robert Zola Christensen skrive om Inge Eriksens forfatterskab. Han er ikke bange for ind imellem at være kritisk men siger samtidigt, at Inge Eriksens forfatterskab er spændende at læse som reflekterende realisme. Jeg har valgt at bede Hans Otto Jørgensen skrive om Marie Bregendahls forfatterskab, som er et af de forfatterskaber, som kvindelitteraturforskerne har genopdaget. Birgitte Hesselaa, Inger-Lise Hjordt-Vetlesen og adskillige andre har læst forfatterskabet udfra en feministisk tilgang. Nu er tiden kommet, hvor også mandlige forfattere og forskere må prøve kræfter med Bregendahls meget vigtige forfatterskab.

Du vil ikke lægge dig fast på kønspolitiske læsninger af bestemte forfatterskaber.

- Nej nu må vi videre, og se på, hvordan der kan kastes nyt lys over både mænds og kvinders værker ud fra de erfaringer og indsigter, den kønspolitiske kamp og kønsforskningen har givet os og stadig giver os. Jeg har netop tilføjet en kvindelig forfatter til bind 1, som jeg ikke havde med, da vi offentliggjorde listen: Astrid Ehrencron-Kidde, som næsten har været glemt. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at der er mere i det forfatterskab, men det skal læses forfra. Nu bliver det en ung mandlig forsker, der gør arbejdet med at anlægge et nyt syn på hendes digtning.

Har du skabt en mindre reduktiv kanon ved at lade forskellige synsvinkler og stemmer komme til orde?

- Jeg tror, at kanon hele tiden vil blive revideret og være til diskussion. Der er ikke nogen, der kan stille sig på toppen af kanonen og sige her står vi, og vi sidder inde med sandheden. Der sker hele tiden forskydninger. Vi havde f.eks. egentlig ikke i sinde at portrættere Robert Corydons forfattersskab. Men undervejs blev det klart, at der er sker noget i forskningen netop her. Så derfor har vi fået det forfatterskab med i fremstillingen.

En kvindelig redaktør, en mere bevægelig form og flere optikker på en gang. Hænger det sammen?

- Det tror jeg, det gør. Det har også været lidt usædvanligt at optikken "Det formelle gennembrud" ligger i min afrundende artikel og i nogle af forfatterskabsportrætterne, mens bidrag indeholder nogle andre litteraturhistoriske konstruktioner. Det har nok været lettere for mig som kvinde, at få folk med på, at forskellige opfattelser står og skurrer imod hinanden. Det er selvfølgelig mest en fornemmelse - men alligevel tror jeg nu, den er rigtig.

Vi har talt om kvindelitteraturens bevægelse fra en marginal eller udgrænset position og ind i centrum af den litterære kanon. Er det nødvendigt længere at skrive kvindelitteraturhistorie?

- Nej, ikke lige for øjeblikket. Men man kan ikke vide sig sikker. Der kan ske det, at de kvindelige forfattere på en eller anden måde igen går i glemmebogen, eller at de nye, unge kvindelige forfattere ikke bliver forstået og formidlet. Det er set før. Selvom Hulda Lütken og Bodil Bech havde stor opmærksomhed i deres samtid, så forsvandt de næsten ud af det samlede litterære billede. Jeg håber på at de gode læsninger, vi leverer, giver dem en lang eftertid.

Helle Rørbech er cand.mag. i dansk og kunsthistorie og underviser på Syddansk Universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk