Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hatten af for hattedamerne

 

Historien om Danmarks hattedamer er også historien om velfærdsstaten. For energiske kvinder indførte f.eks. børnehaven fra Tyskland og har i over 400 år hjulpet fattige kvinder og børn. Det nyudgivne Dansk Kvindebiografisk Leksikon har de spændende portræthistorier, og Anne Albrecht, redaktionssekretær på værket, skriver her om nogle af filantropiens mest markante kvinder.

 
 
FORUM/20.12.2000 Velgørere, donatorer, legatstiftere, mæcener, filantroper, hattedamer - det er er blot nogle af de betegnelser, som gennem skiftende tider har klæbet til de kvinder, der af religiøse, politiske, humanitære eller personlige årsager involverede sig i det, vi i dag vil kalde socialt arbejde.

Men tilnavnene til trods har kvinderne haft en utrolig betydning, for filantropiens historie er også historien om Danmarks udvikling hen imod den velfærdsstat, vi kender i dag. Samtidig er det historien om, hvordan kvinder på trods af manglende formelle politiske rettigheder som stemmeret osv. alligevel formåede at få indflydelse på lokalsager og deltage aktivt i det politiske hverdagsliv.

Dansk Kvindebiografisk Leksikon (DKL) indeholder hen ved 2000 biografier, hvoraf omkring 70 er placeret i kategorien filantropi. Det er imidlertid ikke et tal, der i realiteten afspejler, hvor mange af de biograferede kvinder, der faktisk var involverede i filantropiske aktiviteter i bredeste forstand. Ud af de knap 2000 kvinder er et skøn, at omkring 1/4 eller 1/5 har haft et filantropisk engagement på den ene eller den anden måde.

Biografierne har en utrolig spændvidde - fra de velgørende, som regel adelige, kvinder fra 1600-tallet over de ulønnede, men ofte organiserede filantroper i 1700- og 1800-tallet for endelig at medtage de ypperste af de kvinder, der i 1900-tallet gjorde socialt arbejde til en professionel karriere.

I 1500- og 1600-tallet havde velgørenhed især form af donationer og testamentariske gaver til fattigvæsenet, klosterstiftelser og lignende. I sagens natur var det primært de adelige kvinder, der kunne tillade sig den luksus at være godgørende og for en del blev filantropien en måde at udtrykke deres "noblesse oblige" (adelig forpligtelse). En af de noble damer var Berte Skeel.

Berte Skeel blev 1644 født på Vallø som datter af rigsråd Christen Skeel, en af adelens mest markante personligheder og tillige en af de rigeste i landet. Da hun var et år, døde moderen, og farmoderen Berte Friis overtog da husholdningen og børneopdragelsen på godset, indtil Christen Skeel i 1649 giftede sig igen. Straks efter blev den nu 5-årige pige anbragt hos stedmoderens søster, indtil hun to år senere kom tilbage til Vallø. Men familielykken blev kort, idet faderen igen blev enkemand i 1653. Sammen med søsteren Birgitte Skeel kom Berte nu i huset hos fasteren Anne Skeel sammen med en instruks om deres opdragelse, der bestod i lige dele gudsfrygt, beskedenhed og kvindelige sysler. Denne tumultariske barndom var på ingen måde usædvanlig for 1600-tallets adelige miljø - i skarp kontrast til nutiden, hvor skilsmissebørns pendlen mellem to hjem bliver betragtet som højdepunktet af menneskelige ulykke.

Som 18-årig blev Berte Skeel gift med den 15 år ældre officer Niels Rosenkrantz, der havde udmærket sig under Københavns belejring og som belønning var blevet amtmand over Jungshoved amt. Senere blev han kommandant i hovedstaden, hvor han også erhvervede en del grunde og ejendomme. Dertil kom, at Berte Skeel havde arvet Holbækgård ved Randers, ligesom ægtefællen i 1666 købte Stovgård mellem Horsens og Randers. I 1675 indledte Danmark en revanchekrig mod Sverige, og 15 års fred var forbi. Året efter faldt Rosenkrantz under belejringen af Helsingborg.

Som mange andre kvinder i Dansk Kvindebiografisk Leksikon kom Berte Skeels personlighed først rigtig til udfoldelse i enkestanden. Hun, der selv havde mistet alle sine børn, opfostrede således i tidens løb ikke mindre end ni adelsdøtre og fire adelssønner. Hun sørgede for dem "som en Moder for sine egne Børn og hjalp dem til anseelige Stationer". Samtidig gik hun ind i driften af sine godser og fulgte med i stort og småt.

Som velgører trådte hun nye stier, da hun i 1699 sammen med Margrethe Ulfeldt, der var enke efter søhelten Niels Juel, stiftede Roskilde adelige Jomfrukloster. Det fik til huse i det tidligere Sortebrødre Kloster, som "de tvende danske Heltes Enker" havde købt med alt tilliggende gods. Det var ikke det første jomfrukloster efter Reformationen, men det der tidligere havde eksisteret i Maribo, var i 1621 blevet nedlagt efter klager over dårlig administration og frøknernes løsslupne levned. Denne situation ville Berte Skeel og Margrethe Ulfeldt gerne undgå, hvorfor de lagde stor vægt på at udarbejdede nogle gennemtænkte statutter. Klosteret kom til at huse en priorinde og 18 jomfruer af dansk adel eller døtre af mænd i de højeste embeder. Roskilde adelige Jomfrukloster eksisterede som selvstændig institution frem til 1975, hvor det indgik i en sammenslutning med Odense adelige Jomfrukloster.

Når vi i dag taler om et kloster, så tænker vi på nonne- eller munkeklostre. Men den stiftelse som Berte Skeel og Margrethe Ulfeldt grundlagde og som kom til at danne forbillede for senere institutioner af denne art, må nærmere opfattes som en slags forsørgelsesanstalt eller plejehjem. Beboerne var typisk enker eller ugifte kvinder fra adelen eller fra de øverste rangklasser, som på grund af uheldige livsomstændigheder, var havnet i en vanskelige økonomisk situation. Når en kvinde som Berte Skeel følte, at hendes "adel forpligtede" så var det tydeligvis en forpligtelse, der rettede sig imod kvinder fra hendes egen stand og ikke eksempelvis mod fordrukne fattiglemmer.


Forestillingen om, at modtagerne af de godgørende ydelser skulle være "værdigt trængende", dvs. uden skyld i deres egne miserable skæbner, kom til at dominere filantropien langt op i det 20. århundrede - og er vist i dag begyndt at melde sig igen. Og hvem kunne være mere værdigt trængende, hjælpeløse og uforskyldte i deres livsomstændigheder end børn, syntes man at tænke i 1800-tallet, hvor "Børnesagen" fra midten af århundrede kom til at dominere den kvindefilantropiske dagsorden med en lang række foreninger og institutioner til følge.

Spørgsmålet om, hvordan man også kunne hjælpe de "uægte" børn, uden dermed indirekte at opfordre deres mødre til fortsat usædelighed, blev centralt for de nye filantroper, der nu primært kom fra borgerskabet. Skismaet førte dels til en række kontrolforanstaltninger, der skulle sikre, at foreningernes ydelser kom i de rette hænder, dels til tiltag, der skulle redde unge kvinder fra et liv i utugt og usømmelighed. Foreningsnavnene siger lidt om, hvad det drejede sig om: Foreningen Mødres og Børns Bespisning, Foreningen til Værn for enligt stillede Kvinder, Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, Foreningen til Hjælp for enligt stillede Nødlidende Kvinder med Børn osv. Foreningerne drev køkkener, hvor kvinder og børn kunne få et gratis måltid mad, de sendte skolebørn på landet i sommerferien, de drev tilsyn med plejebørn i private hjem, ligesom de arrangerede basarer, koncerter og andre aktiviteter, der kunne kradse penge ind til de mange godgørende aktiviteter.

En af frontfigurerne i dette store og nødvendige arbejde var Louise Harbou. I modsætning til mange af de øvrige filantroper, der havde store familieformuer i ryggen, så var hun ikke egentlig velstående. Ved sit giftermål i 1852 med den 25 år ældre slesvig-holstenske officer, Johannes Harbou, havde hun ladet opvækstens rigdom bag sig. Den velstående korngrossererfamilie havde ikke umiddelbart anset hendes udkårne for et passende parti, men da Louise Harbou havde truet med aldrig at ville gifte sig, hvis ikke hun fik Johannes, havde de givet efter.

Ægteparret slog sig ned i Slesvig-Holsten, hvor deres seks børn kom til verden, herunder den senere så kendte øjenlæge Alvilda Harbou-Hoff, stifteren af Dansk Sygeplejeråd og Danske Kvinders Forsvarsforening, Charlotte Norrie samt kvindesagsforkæmperen Dagmar Hjort. Da krigen i 1864 brød ud, søgte Louise Harbou og børnene tilflugt i København. Efter krigen tog familielivet en ny drejning, da Johannes Harbou blev afskediget som følge af nedskæringer i hæren og efterfølgende uden held forsøgte at slå sig op som rigsdagsmand. 1876-83 fik han ansættelse som udskrivningschef, og Louise Harbou vendte tilbage til sin barndomsby Kalundborg.

Startskuddet til Louise Harbous filantropiske engagement lød i 1872, hvor en voldsom stormflod ramte landet. Sammen med bl.a. biskop H. Martensen og sin mand gik hun i spidsen for et omfattende nødhjælpsarbejde. I takt med at børnene flyttede hjemmefra begyndte hendes filantropiske foretagsomhed at blomstre, og efter ægtefællens død i 1891 slog den ud i fuldt flor. Louise Harbous styrke som filantrop var hendes eminente organisationsevner og hendes store sociale netværk, der muliggjorde, at hun kunne samle både velhavende og dygtige folk omkring sig.

I 1885 oprettede Louise Harbou sammen med Jenny Adler (mor til Hanna Adler, senere kendt som pioner inden for fællesskolen, foreningen Smaabørns Vel). Hensigten var at nedbringe den høje spædbarnsdødelighed ved at uddele pasteuriseret mælk og tøj til enlige mødre med både "ægte" og "uægte" børn. I forlængelse af dette engagement stiftede Louise Harbou i 1886-87 foreningen Mødres og Børns Bespisning, der frem til hendes død i 1897 åbnede seks folkekøkkener rundt om i hovedstaden. Folkekøkken-tanken var ikke ny, idet den siden ca. 1850 havde eksisteret på dansk grund. Men det nye ved Louise Harbou foretagende var, bortset fra dets usete store omfang, at hun målrettede sine køkkener mod kvinder og førskole børn, der i årets koldeste måneder kunne komme forbi og få sig et gratis måltid mad. Først i 1917 blev der oprettet kommunale folkekøkkener. Også Børnesanatoriet af 26. Maj 1892 nær Sundby og sanatoriet i Hellebæk bar Louise Harbous fingeraftryk, og kort før sin død lancerede hun i 1896 De gamles Spisehuse for enlige kvinder og mænd.

Louise Harbou så ikke sine mange filantropiske aktiviteter som et alternativ til det offentlige fattig- og sundhedsvæsen, men som et supplement. I lighed med mange andre foreninger samarbejdede Louise Harbous foretagender således bl.a. med kommunelæger og hospitaler. Godt nok havde kvinder ikke adgang til de politiske embeder på rådhuset eller i Rigsdagen, men det forhindrede ingenlunde de offentlige myndigheder og de kvindefilantropiske foreninger i at drage nytte af hinanden.

Fra slutningen af 1800-tallet begyndte staten at overtage flere af de områder, som filantropien hidtil havde domineret med sine mange innovative og eksperimenterende tiltag. I 1897 kom loven om alderdomsunderstøttelse, i 1903 folkeskolereformen og to år senere børneloven af 1905. Samtidig begyndte behovet for professionalisering at melde sig, da ikke alt i foreningerne kunne klares af amatører. Særligt den institutionelle ekspansion krævede personer, der ikke bare var drevet af et glødende engagement, men som også var i besiddelse af visse faglige færdigheder.

Inden for de enkelte foreninger, bl.a. Dansk Røde Kors, Frelsens Hær og Marthaforeningen, begyndte man at afholde kortere og længerevarende kurser, ligesom uddannelsen af børnehavelærerinder begyndte at tage form fra 1880erne.

At det var to kvinder, Hedevig Bagger og Anna Wulff, der for alvor introducerede børnehavetanken i Danmark, kan næppe undre. Begge grundlagde de en række børnehaver i hovedstadsområdet og i forlængelse heraf uddannelsesinstitutioner, der kunne uddanne personale til at varetage de nye stillinger.

Indtil børnehaveideen vandt indpas i Danmark, havde asyler fungeret som en slags opbevaringsanstalter for børn med udearbejdende mødre. Det var i høj grad borgerskabets kvinder, der stod bag asylbevægelsen, fra det første asyl blev oprettet i 1828 af Det Kvindelige Velgjørenhedsselskab og i årene frem, hvor de voksede i antal. I 1870'erne begyndte børnehaveideen imidlertid at spire i Danmark, bl.a. gennem Erna Juel-Hansen, der grundlagde den første børnehave i 1871. I 1880 oprettede Hedevig Bagger en børnehave i tilknytning til ægtefællen, Sophus Baggers, skole og så kom der for alvor skred i tingene.

Hedevig Bagger, der blev født i 1842, voksede op i trange kår på Christianshavn. Efter at have arbejdet nogle år som privatlærerinde fik hun lyst til at studere videre og tog 1873 lærerindeeksamen ved Femmers Kvindeseminarium. De følgende år studerede hun fransk og blev en af de første kvindelige studerende ved Københavns Universitet. I 1876 tog hun institutbestyrerprøven, og to år senere mødte hun sin kommende ægtefælle på en studierejse til Frankrig. Det var således en særdeles veluddannet kvinde, der i 1880 oprettede sin første børnehave på Frederiksberg. Fem år senere i 1885 begyndte hun at tilbyde kortere og længere kurser med afsluttende prøve, og de første syv år uddannede hun 27 børnehavelærerinder. I 1915 gjorde hun sin uddannelse toårig. Hedevig Baggers uddannelsesinstitution fik i 1904 navnet Frøbelseminariet og to år efter begyndte seminariet at modtage statstilskud.

Når Hedevig Bagger gav sin institution navet Frøbelseminariet, så var det på grund af den store tyske pædagog Friedrich Fröbel, hvis tanker om børneopdragelse og folkebørnehaver, hun i lighed med Anna Wulff blev inspireret af. Fröbels ideer havde Hedevig Bagger stiftet bekendtskab med på studierejser i Tyskland, og da hun kom hjem, forsøgte hun at omplante dem til dansk jord. Børnehaverne skulle således være et bedre tilbud end asylerne, der ud over opbevaring skulle fokusere på det pædagogiske arbejde med småbørn.

For at agitere for sine tanker stiftede Hedevig Bagger sammen med ægtefællen Dansk Frøbelforening og to år senere Folkebørnehaveforeningen. Foreningerne udgav bladet Dansk Frøbeltidende under hendes
redaktion. I perioden fra 1901 til 1919 stod Folkebørnehaveforeningen bag oprettelsen af 14 børnehaver, så man kan ikke sige, at Hedevig Bagger & Co. ligefrem lå på den lade side.

Også Anna Wulff var på dette tidspunkt i færd med at grundlægge sit børnehave imperium. Hun blev født i 1874 og voksede op i en søskendeflok på syv. Forældrene var indvandrere fra Tyskland, og faderen etablerede efterhånden sin egen virksomhed i København, P. Wulffs Cigarer, der stadig eksisterer i dag. I modsætning til Hedevig Bagger fik Anna Wulff på det nærmeste de nye pædagogiske ideer ind med modermælken, idet hendes mor antog en Fröbeluddannet pædagog til at holde børnehave i hjemmet. Efter at have taget almindelig forberedelseseksamen fra N. Zahles Skole tog Anna Wulff 1896-97 børnehave lærerindeeksamen ved Fröbelstiftung i Dresden. Ved hjemkomsten til Danmark blev hun ansat ved en nyoprettet børnehave i Hellerup, og her uddannede hun via en slags mesterlære 15 kvinder til børnehavelærerinder.

Efterhånden måtte hun dog erkende, at der var behov for en mere formaliseret uddannelse, hvorfor hun 1906 grundlagde et seminarium, der i 1909 fik navnet Fröbel-Højskolen. I forbindelse med at Anna Wulff i 1918 gjorde sin uddannelse toårig modtog hun det første statstilskud. I lighed med Hedevig Bagger stiftede også Anna Wulff en forening, Folkebørnehaveforeningen af 1915, der kunne udbrede hendes ideer og arbejde for oprettelsen af børnehaver. I tidsrummet 1915-36 blev der således oprettet hele 25 børnehaver i dette regi. Anna Wulff var desuden en pioner inden for fritidshjemsuddannelsen, idet hun i samarbejde med søsteren Berta Wulff og forstanderen for institutionen Saxoly, Thora Justesen, i 1928 grundlagde en uddannelse af fritidshjems pædagoger på Fröbel-Højskolen - den første af sin art i Danmark.

Det er egentlig ganske imponerende, at der fra 1906 faktisk fandtes hele to seminarier herhjemme, der kunne tilbyde systematisk uddannelse af børnehavelærerinder. Begge byggede de på Fröbels ideer, og begge blev grundlagt af kvinder. Men her hører lighederne også op - i hver fald hvis man skal tro de danske Fröbel-entusiaster, og de to forskellige skoler, der stadig eksisterer i dag, og som er meget uenige om, hvem der er bedst og mest tro mod Fröbels ideer. Kort sagt, det er lidt af et minefelt at bevæge sig ind i, så jeg vil blot nøjes med at konstatere, at med loven om forebyggende børneværn fra 1919 blev det muligt for børnehaverne at opnå statstilskud, og ved Socialreformen i 1933 blev børnehaven som område lagt ind under Socialministeriet. Pionerernes arbejde havde båret frugt, og børnehavedriften var gået fra at være et pædagogisk-filantropisk nybrydende eksperiment til at blive et offentligt anliggende.

Disse ganske få eksempler på, hvordan de filantropiske kvinder, prægede der samtid, så vi stadig kan mærke det i dag, er udvalgt blandt mange, mange andre, som også kunne fortjene at blive nævnt her. Men det tillader pladsen naturligvis ikke, så den nysgerrige læser må gå videre på egen hånd i DKL.

For mig, der har haft glæden af at redigere biografierne, har mødet med filantropiens kvinder været en sand øjenåbner. Sikkert i lighed med mange andre var jeg slet ikke klar over, at mange af de institutioner, som vi kender i dag, faktisk blev grundlagt eller forberedt af kvinder. Det gælder som nævnt vores børnehaver, men også f.eks. Mødrehjælpen, Kvindehjemmet på Jagtvej, Jysk Børneforsorg, Himmelev Børnehjem, Samfundet og Hjemmet for Vanføre, settlementet Saxogården og Saxoly, KFUKs Sociale Arbejde, Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Kirkens Korshær og Den Sociale Højskole står på ryggen af de engagerede filantroper.

Ind imellem kan man høre den lidt nedladende betegnelse "hattedamer" blive brugt om de godgørende kvinder. Efter i et par år skiftevis at have udbrudt "det var lige godt pokkers", "sikke en indsats" og "hvor fik de kræfterne, engagementet og drivkraften fra?" er jeg nu nået til et punkt, hvor jeg i sandhed må tage hatten af for de damer, hattedamerne.

Anne Albrecht har været redaktionssekretær på Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Hun er cand.phil. i dansk

DKL bind 1 er udkommet i oktober sammen med bogen Alle Tiders Danske Kvinder på forlaget Rosinante. Bind 2 og 3 udkommer i 2001.
Størstedelen af biografierne over kvinder i filantropi blev skrevet af historiker Tinne Vammen, mens adjunkt Karin Lützen fungerede som konsulent på området. Helga Schwede har skrevet om børnehavens to giganter, mens tidligere landsarkivar Grethe Ilsøe står for Berte Skeels biografi.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk