Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvindeband ved et tilfælde

 

Da det nu slukkede og lukkede rockband Miss B. Haven var på sit højeste sidst i 80'erne, havde den danske rockpresse travlt med at rubricere dem som sure rockchicks - men bands af den type var meget lidt smilende. FORUM har talt med to af frontfigurerne Lise Cabble og Mette Mathiesen i anledningen af, at Miss B. Haven har udsendt en greatest hits CD "Mislyde. Repriser og surpriser".

 

 
FORUM/6.7.2000 Da Miss B. Haven pladedebuterede i 1987 var prototypen på den danske rocksangerinde kendetegnet ved stramme cowboybukser, stort touperet hår, lille top og stort smil. I år hvor Miss B. Haven udsender greatest hit albummet Mislyde, vrimler hitlisterne med purunge piger, der både kan smile og danse samtidig, og som ikke ser nogen skam i at få hjælp fra lægevidenskaben til at stramme op på naturens former. I de 13 år Miss B. Haven eksisterede, formåede de både at appellere til et bredt publikum og sælge mange plader, samtidig med de bevarede en høj kunstnerisk integritet, som i høj grad adskilte sig fra den gængse danske rock. Eller som gruppens sanger og sangskriver Lise Cabble i dag siger:
- Vi var vel nok undergrunden, der fik en gang glasur, og på den måde blev spiselig.


Deres manglende lyst til at være indyndende og sexede i modsætning til tidens andre danske rocksangerinder, gav dem imidlertid hurtigt prædikatet som utilnærmelige og sure.
- Det var nok fordi vi kom fra udkanten af punkmiljøet, hvor man skulle være sur, og synes livet var noget lort, fortæller Lise Cabble. At det ikke var nogen påtaget attitude, som kun blev luftet, når de var ude og spille, kan trommeslageren, Mette Mathiesen, bekræfte:
- Det var ikke fordi, vi stod og jublede i øvelokalet. Alting var bare hele vejen igennem lidt små-bittert.


Inden Miss B. Haven blev en realitet i 1986, hed bandet Clinic Q og spillede engelsksproget nyrock.
- Vi spillede mest i trods og var imod publikum. For vi skulle fandeme nok vise dem, at vi var ligeglade, hvis ikke de kunne lide os. Derfor kom det virkelig bag på os, at vi blev så populære med Miss B Haven. Folk begyndte at synge med til koncerterne, og vi begyndte at smile lidt, for det var da fedt, at de kunne lide vores sange.

Under udvælgelsen af numrene til Mislyde lagde Lise Cabble især mærke til, hvor meget hendes vokal har ændret sig, i løbet af de 13 år gruppen eksisterede. - På de to første plader lyder jeg meget alvorlig; som en desperado, der står og kigger ud over afgrunden. Gennem årene er min stemme blevet mere afdæmpet, men det handler vel også om, at man lærer at udtrykke sig på en anden måde. Mette Mathiesen supplerer:
- Den vrede man føler, når man er 20 år, er stor og må ud. Den har nødvendigvis ikke samme voldsomhed, når man er 28 år.

Det var lidt af en tilfældighed, Miss B. Haven blev et rent kvindeband. I den spæde opstartsfase var der en kort overgang et par mandlige medlemmer, men da de to blev til en, følte den mandlige bassist sig pludselig en anelse ensom, og det blev derefter en bevidst beslutning, at Miss B. Haven skulle være et kvindeband. Dette var dog ikke ensbetydende med, det blev et kønspolitisk band, for gruppen selv har aldrig været særlig glade for betegnelsen kvindeband. Især fordi mandlige rockjournalisters brug af betegnelsen ofte har haft en lidt nedladende klang.

- Jeg havde da tit lyst til at finde dolken frem, når en journalist spurgte, om vi selv mente, at grunden til, vi havde solgt 40.000 eksemplarer af en plade, var fordi, vi var kvinder. En gang efter Roskilde Festivalen blev jeg spurgt, om ikke der sad gemt en "rigtig" trommeslager bag tæppet og spillede, for det kunne jeg vel ikke finde ud af.

Mette Mathiesen virker stadig ophidset over de mange insinuationer fra mandlige journalister og kolleger, som tilsyneladende mente, de burde holde sig væk fra deres enemærker.
- Det er ligesom et område, som har været helliget mændene. Kvinder i musikbranchen skal helst bare synge.

- Ja, eller spille på pynte-guitar, fortsætter Lise Cabble. - Det var også lidt mærkeligt, at vi hele tiden skulle anklages for ikke at smile nok, for det gjorde fyrene i slutningen af 80'erne altså heller ikke. Selvom vi senere begyndte at smile og gå i farvestrålende tøj, slap vi ikke for prædikatet. En gang hvor vi blev interviewet til Alt for damerne, dukkede vi alle op i farvestrålende tøj, hvilket var helt tilfældigt. Alligevel handlede overskriften om vores sorte image. For at underbygge det, var alle billederne i artiklen i sort-hvid.

Dog var det ikke alle danske mænd, som mente, at rigtige, kvindelige rockstjerner skal være blonde og storsmilende.

- Vi havde en hel klan af håndværkere, som altid tog ferie, når vi skulle på turné. De fulgte os rundt i landet og købte bamser til os. Det var lidt den omvendte verden.


Miss B. Havens erklærede mål var fra begyndelsen, at de ville tage verden med storm. Det var også ved at lykkedes et par gange, men det store internationale gennembrud udeblev imidlertid hver gang. I 1989 fik de en international pladekontrakt, som bragte dem til London. Med Jeff Lynne som producer genindspillede de en række af deres sange, men den nye luftige og kønsløst glatte, internationale indpakning gjorde dem kun en bjørnetjeneste. Deres særegne, enkle og melankolske lyd gik tabt - og det samme gjorde udlandets interesse for dem.

Hjemme igen i Danmark indspillede de Mellem Hjerter og Spar i 1991, som de den dag i dag er meget stolte over. Som Mette Matthiesen siger:
- Vi blev mere fokuserede. På de to første plader var vi meget famlende, men i London lærte vi en hel del om, hvordan man producerer en plade.

For Lise Cabble var det dog også et spørgsmål om, at hun rent håndværksmæssigt var blevet bedre til at skrive sange.
- Især på den første plade var der mange hovsa-løsninger a la hvad-var-det-nu-for-en-akkord-jeg-ville-spille
-nå-så-tager-jeg-bare-denne-her-i-stedet-for. Der var mange store skønhedspletter, men i dag kan jeg godt høre, at det da også kan have sin charme.

Da Miss B. Haven for et par år siden gik i opløsning var det bl.a. ud fra en erkendelse af, at magien var forsvundet. Guitaristen Anne Vig Skoven havde forinden forladt gruppen for at læse teologi og var blevet erstattet af Margrethe Bjørklund fra Darleens.
- På det tidspunkt havde vi spillet sammen i ti år og havde gennem de år skabt en bestemt udtryk, der lige pludselig forsvandt. Vi kunne ikke længere betragte os som et legeme. Det var lidt som om at få fjernet en arm, da Anne gik. Det var første skridt på vejen mod opløsning, fortæller Mette.

- Derefter gik vi i gang med at lave musik til en teaterforestilling, som vi bagefter rejste landet rundt med. Seks dage om ugen i tre måneder stod vi iført kostumer og spillede for et ungt publikum, som måske først og fremmest var kommet pga. Timm og Gordon, som spillede med i stykket.

De ambivalente følelser mht. den nye rolle som "teater-band" blev yderligere forstærket, da deres seneste album Suk & Stads kun havde solgt 15.000 eksemplarer.

- Den positive energi var forsvundet, og vi ville alle noget forskelligt. Så vi ville stoppe, mens legen var god. Lise Cabble og Mette Mathiesen har senere genoptaget samarbejdet og har bl.a. skrevet Fra Mols Til Skagen, som Aud Wilken sang ind på en 5. plads ved det internationale melodi grand prix. De var ligeledes kvinderne bag Sanne Gottliebs Uden dig, som blev nummer tre ved dette års danske melodi Grand Prix. Grand Prix genren er dem på ingen måde fjern, da de i tiden inden Miss B. Haven havde bandet Lulu Longdrink & The Cocktails, som spillede dansktop schlagere på københavnske gader og stræder.

I øjeblikket arbejder de med at skrive mere materiale til Sanne Gottlieb og hjælpe hende med at få en pladekontrakt. Derudover går de begge og arbejder med solo-projekter, men udgivelsen af egne sange har lange udsigter. For som Lise siger:
- Det er forbandet svært at få en pladekontrakt, og jeg er vel efterhånden 25 år for gammel til at komme i betragtning. I øjeblikket er det kun plader, som præsenteres i tv-reklamer, der sælger. Så pladeselskaberne skal virkelig være sikre på, at en plade kommer til at sælge stort, før de tør udgive den. Budgettet for en plade i dag er ca. halvanden million kroner. Selve produktionen koster omkring 200.000 kr. - resten går til reklamebudgettet. Det er jo vanvittigt.

Miss B. Havens medlemmer var for en stund atter samlet, da de skulle udvælge numrene til Mislyde. Både Lise Cabble og Mette Mathiesen indrømmer gerne, at det var meget bevægende at sidde og lytte til sange fra en så vigtig epoke af deres liv. Dog var der også genhør fra fortiden, som førte til en del krummen tæer, og derfor ikke fik adgang til opsamlingspladen.

Udgivelsen af Mislyde har imidlertid også betydet vækkelsen af andre stemmer fra fortiden. Nemlig mandlige rockjournalisters evige trang til at sætte dem i en bestemt bås.
- For et par dage siden var der en journalist, der skrev, at vi var et af periodens vigtigste kvindebands. Når man nu ved, at vi sådan set var periodens eneste kvindeband, så synes jeg ikke rigtigt, det siger så meget om vores musik, fortæller Lise. Hun har heller aldrig været glad for selve betegnelsen "kvindeband", men det ser Mette lidt anderledes på:
- Da vi dannede Miss B. Haven var der godt nok mange kvinder, som sad rundt omkring i hjørnerne og kæftede op om, hvordan de skulle revolutionere det ene og det andet, men der skete ikke en skid. Så var det ret fantastisk at være i en sammenhæng, hvor der var masser af energi og drivkraft. Vi havde lyst til mere end at sidde og søbe rundt i vores the og drukne i uforpligtende venindesnak. Selvom vi siger, det har været tilfældigt, vi var et kvindeband, så er det da klart, at det har haft en eller anden betydning.

- Selvom vi kunne blive nok så rasende over nogle af de ting, som blev skrevet om os, så må man da sige, at det gav en del stof til eftertanke. For det viser vel, at der i 80erne også var brug for feminisme; at vi også på dette punkt havde en berettigelse.

Både Lise Cabble og Mette Mathiesen kan i dag godt se, at de var mere priviligerede hvad stærke, kvindelige, musikalske forbilleder angår, end unge piger er i dag.

De havde kvinder som Patti Smith, Marianne Faithfull, Chrissie Hynde og Annie Lennox, der både appellerede til det smalle såvel som det brede publikum. På de aktuelle hitlister skal man derimod lede temmeligt længe efter kvinder, der hverken vil indynde eller legemliggøre en nøje udtænkt marketingstrategi, men som derimod har et selvstændigt udtryk og en dagsorden.

Mette kommer i tanke om Alanis Morrisette, men siger derpå:
- Nu er der vist ikke en gang hende mere. Man hører i hvert fald ikke om hende mere.

Så det bliver Lise, der får det sidste ord:
- Stakkels piger. De må eddermame have et kedeligt liv.


Katrine Nyland Sørensen er freelance journalist. Hun skriver bl.a. for Blender og arbejder på DRs P3.
 
Læs mere
Hvad laver de nu?
Lise Cabble (tekst/sang) og Mette Mathiesen (trommer) skriver og arrangerer nyt materiale for Sanne Gottlieb (nr. 3. i Danmarks Melodi Grand Prix 2000)
Anne Vig Skoven (guitar) læser teologi og spiller guitar i tyrolerorkesteret Jodeladies
Lene Eriksen (bas) passer sine to børn.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk