Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Femi-pinger erobrer Manhattan

 

"Kærlighed i det 21. århundrede" var overskriften på mødet, hvor bl.a. bell hooks og Gloria Steinem tryllebandt et begejstret publikum. Debatten afslørede, at hvis kvinder ønsker en anden slags kærlighed end dagens tilbud, så må de selv gå forrest med at udvise den. I stedet for at lede efter det rette menneske, bør vi selv VÆRE det rette menneske, mente Gloria Steinem.

 
 
FORUM/New York 23.3.2000 Det myldrer ind af de store fløjdøre med kvinder i alle aldre, og snakken går flittigt imellem dem, uanset at den ene er 20 og den anden 80, eller at den ene er bærer orange halvfjerserbriller og træsmykker, mens den anden smyger sig i stramt blåt firserlæder og har en halv tube gele i strithåret. Der er kvindetræf på "The Y"(MCA) i New York, og Deres udsendte, som troede fremmødet mest ville bestå af få professionelt eller intellektuelt interesserede, har taget helt fejl. Det er ikke kun læsere og reportere, der er mødt op denne kolde vinteraften for at overvære fire af USA's førende feministiske forfattere debattere under titlen "HVAD HAR KÆRLIGHED MED SAGEN AT GØRE? - Kvinder taler ud om intime forhold i begyndelsen af det nye århundrede".

Det synes at være det halve af Manhattans kvindelige befolkning, der gerne vil betale 140 kroner per næse for at få indblik i hvad Gloria Steinem, bell hooks, Diane Ackerman og Amy Bloom mener om kærlighedens status her et lille skridt ind i det nye årtusind. Selv om auditoriet er enormt, ender det med at være stopfyldt, inklusive overetager og balkoner, og da ikke to hud- , hatte- eller hårfarver er ens, ligner udsigten over menneskemængden et af de berømte kludetæpper, amerikanske kvinder stadig ville være hensat til at sysle med en sådan vinteraften, havde det ikke været for den kvindefrigørelse, som aftenens debattanter stadig skriver opflammet om.

- Jeg er kommet for at ære mine heltinder, nikker en furet dame med sølvhvidt hår og groftvævet tweedjakke. - Jeg har jo fulgt dem længe, tilføjer hun, og har ingen vanskelighed med at virke overbevisende. - I kan slet ikke forestille jer, hvor vi kom fra, siger hun med et bestemt blik, der lader de unge omkring hende forstå, at der er grund til at krumme tæer over de nye generationers forkælethed.

- Jeg har læst de fleste af deres bøger, siger en rundkindet ung pige som forklaring på, hvorfor hun har trodset New York-kulden.

- Det er jo nogle meget populære gæstetalere!, siger en midaldrende lesbisk, uden at slippe sin kærestes hånd.

- Jeg er fra universitetsverdenen, afslører en enlig mand iført notesblok. De øvrige mænd i auditoriet ser - med større eller mindre entusiasme - ud til at ledsage deres kærester.

Klokken 20 bliver der endelig liv oppe på scenen, hvor der står stole, mikrofoner og vandglas. Ind træder en lille rund sort kvinde i lange sorte gevandter, som viser sig at være 46-årige bell hooks - den bedstkendte "stemme for moderne sort feminisme", som hun kaldes, der ved siden af sit professorat på elite-universitetet Yale og sit nuværende ditto på City College of New York har skrevet 17 bøger om feminisme og postmodernisme for minoriteter, herunder Ain't I a Woman - Black Women and Feminism (1983), som Publishers Weekly kalder "en af de 20 mest indflydelsesrige kvindebøger i de sidste 20 år".

Efter bell hooks følger en høj hvid kvinde med lange mørke krøller, blomstret nederdel og skjorte med bindesløjfe. Det er den jævnaldrende digter, essayist og naturalist Diane Ackerman, som udover sit mangfoldige forfatterskab, der inkluderer børnebøger, bøger om leg, Deep Play (1999) og bøger om kærlighed, I Praise My Destroyer (1998) og The Book of Love (1998), har haft et TV-show om sanselighed inspireret af hendes bog A Natural History of the Senses (1995), undervist på universiteter, bestyret en krisetelefonlinie samt skrevet om naturen og den menneskelige natur i kendte medier som National Geographic, The New Yorker og New York Times.

Den tredje debattant er Amy Bloom - en kortklippet og storbarmet kvinde med milde øjne, røde læber og lange øreringe iført sort bluse og gamacher. Hun er kendt og prist for sin usentimentale og modige skrifter om kærlighed, krop og håb for menneskeheden, som hun blandt andet udtrykker i romanen Love Invents Us (1997), A blind man can See How Much I Love You (2000) og i essaysamlingen Here Lies My Heart: Essays on Why We Marry, Why We Don't and What We Find There (1999).

Der er dog ingen tvivl om, hvem der er aftnens største stjerne, at dømme efter publikums klapsalver, som stiger til det bragende, da en høj og slank kvinde med gråt pagehår, rød sweater, grå læderbukser og lange lyse velplejede hænder træder ind på scenen som den sidste. Det er 63-årige Gloria Steinem, som regnes for en af amerikansk feminismes ukronede dronninger. Hendes bedstsælgende bøger Outrageous Acts and Everyday Rebellions (1983) og Revolution from Within: A Book of Self-Esteem (1992) betragtes allerede som feministiske klassikere, og hun er vidt respekteret for sin årelange sociale og politiske aktivisme. Hun har været med til at grundlægge New York Magazine i 1968 og det reklamefri, feministiske magasin Ms. i 1971 samt i 1972 en hel organisation, MS Foundation for Women, der hjælper underpriviligerede piger og kvinder. I dag bruger hun sit liv på at rejse rundt og holde foredrag, der kan støtte kvindesagen og besvarer desuden spørgsmål i sin brevkasse på www.feminist.com.

bell hooks er ordstyrer. Hun indleder med at forlange lys over publikum, så alle kan se hinanden lige godt. - Der er ikke nok kvinder, der skriver om kærlighed, siger hun. - Det har traditionelt været mænd, der var autoriteter på kærlighedsområdet. Men debattanterne i aften har alle haft forskellige veje til kærligheden. Deres skrifter viser os den rigdom af valgmuligheder vi har i dag.

For Gloria Steinem er det at give den højeste form for kærlighed, forklarer bell hooks i sin præsentation af aftnens debattanter. - Men ikke på en syg måde, ikke som kvindeligt martyrium eller underkastelse, tilføjer hun. For Ackerman, der giver råd om kærlighed i en magasinbrevkasse, er der ikke nogen kærlighed uden humor og visdom. Og Amy Blooms budskab er ganske enkelt: - Hvis du er nødt til at SPØRGE om jeg kan mærke det, skat, så kan du være sikker på, at det IKKE er sagen.

Efter præsentationen læser hver af debattanterne et stykke op fra en af deres tekster. Gloria Steinem læser et afsnit fra sin berømte bog, Revolution from Within, hvori hun definerer hvad der er forskellen mellem romantik og kærlighed og hvorfor det er vigtigt at skelne imellem de to: "I kærlighed ønsker man det bedste for den anden person. I romantik ønsker man den anden person! Romantik er den mest intense form for nysgerrighed. Men når først romantikken har udviklet sig til kærlighed, vil den aldrig vende tilbage til romantik. Udvikling kommer dog kun af at sige Ja til det ukendte."

bell hooks læser selv en bevægende tekst om, hvordan "kun kærlighedens fravær lærte mig, hvor meget kærlighed betyder". Og så går debatten ellers i gang.

Første punkt på dagsordnen er, hvorfor feminisme og kærlighed opfattes som fjender.

- Mange spørger mig: forråder du ikke feminismen ved at skrive om kærlighed?, siger bell hooks. - Men hvorfor betragter folk feminisme som antitesen af kærlighed?

Ackerman kan ikke se, at der skulle være nogen modsætning imellem feminisme og kærlighed. - Kærlighed er jo den ældste følelse overhovedet!.

Gloria Steinem mener derimod, at det er feminismens fortjeneste at kærlighed overhovedet kan eksistere. - Feminismen gjorde ægte kærlighed mulig fordi kvinder for første gang blev uafhængige. Først når vi ikke forsøger at opnå noget, kan vi elske.

For bell hooks ligger hele misforståelsen i at tro romantiske kærlighed er den primære kærlighed: - Kærlighed er CIRKLER af kærlighed, altså også venskaber og så videre. Fejlen er at tro, at den feministiske sag kun omfatter mand-kvinde-forholdet, når den omfatter alle mennesker. Vi er for eksempel ikke særlig gode til at elske teenagere.

Ackerman supplerer: - Før var kvinder kun avlsdyr, det er først nu at vi virkelig kan opleve kærlighed, det er derfor vi ikke er gode til elskovsforhold - vi mangler simpelthen øvelse!

Ja, ivrer bell hooks, der tydeligvis opfatter rollen som ordstyrer som anledning at give sig selv ordet, hver gang andre har sagt pip. - Se bare på Amy, hun har været igennem en skilsmisse.

- Hvis man tror på kærlighed, tror man også på skilsmisse, kommer det tørt fra Amy Bloom, der i mellemtiden er blevet lesbisk, at dømme efter hendes forelskede ledsager, der sender betagede blikke fra første række.

Gloria Steinem blander sig med sin langsomme, drævende eftertænksomhed. - Det der udgør et godt ægteskab udgør netop også en god skilsmisse.

- Husk også Margaret Meads ord om at ægteskabet fungerede meget bedre i det 19. århundrede fordi folk levede meget kortere. Jeg tror selv på seriel kærlighed, supplerer Ackerman.

bell hooks nikker: - Mine forældre har været ulykkeligt gift i 50 år. Jeg forsøger altid at overbevise dem om enten at elske hinanden eller at blive skilt. Hun efterspørger nu synspunkter på, hvordan vi kan skabe "kærlighedscirkler".

- Kærlighedscirkler betyder at du gerne vil tilbringe tid sammen med mennesker, der elsker dig på den måde du er, samt på den måde, du KUNNE være med en lille smule mere arbejde, kommer det ironisk fra Amy Bloom.

Ackerman mener, at folk i dag slet ikke er gearet til at skabe kærlighedscirkler. - Vi er puritanske og bange for at udforske forskellige former for kærlighed. Nogle gange er den reneste form for kærlighed den man oplever i forhold til vildfremmed eller til dyr. Men den slags altruistiske kærlighed taler vi ikke om. Tværtimod lever vi i et samfund, der belønner fædre for at være kolde og distancerede.

- Jeg har en øvelse, siger Gloria Steinem, skriv alt det ned, du ønsker dig af en elsker. Og så se om det ikke er de egenskaber, du har brug for at udvikle i dig selv.

bell hooks priser Steinem for at have skabt "inter-generationelle kærlighedscirkler." Steinem ler: - Mine eks-elskere er faktisk blevet mine familiemedlemmer, vi er del af den samme cirkel, så nu har jeg et helt bundt døtre.

- Det er ellers hårdt for kvinder at elske hinanden, når vi ikke er enige, siger bell hooks.

- Det er fordi kvinder lukker mindre af for omverdenen end mænd gør, og rent faktisk LYTTER til hvad hinanden siger, kommer endnu et lynnedslag fra Amy Bloom.

- For mænd er den sidste kærlighed den de oplevede med deres mor. Derfor kan de opleve kærlighed som en regression, siger Gloria Steinem.

Nu vil Ackerman gerne levere et positivt syn på hvad romantisk kærlighed kan være. - Min partner og jeg har intet til fælles ud over kærlighed. Vi er ikke enige og vi har ikke de samme værdier. Vi bliver kun sammen for børnenes skyld, og den anden er barnet. Vi leger sammen og vi forsøger at forstå hinanden. Vi har en legende hengivenhed i forhold til kærligheden, vi elsker hinanden generøst. Vi rører altid ved hinanden og anbringer kærlige lapper på køleskabet.

- Familiens rolle er netop at lære at elske folk, du ikke bryder dig om eller ikke er enig med. En masse af os er ikke blevet trænet i det, fordi vi troede alle skulle være enige før det var kærlighed, siger Steinem.

bell hooks mener, at alt for mange mennesker leder efter en sjælekammerat som kan heale dem. - Hvis man leder efter sådan en i et MENNESKE, så er man da gået helt galt i byen!, siger Amy Bloom og spærrer øjnene op.

- Kærlighed er faktisk kun et øjeblik: Fem minutter her, tre timer der, en gennemskylning. Vi må holde op med at betragte det som en skillelinie, der vil ændre vores liv, påminder Steinem.

- Jeg blev ikke opdraget til at vide, at kærlighed involverer kompromis og forhandling, Under alle omstændigheder er der jo ingen folk i dag, der har tid til at elske fordi vi altid arbejder, og fordi vi er mere og mere definerede af vores jobs, siger Diane Ackerman.

- Arbejde er en besættelse, der afholder os fra at føle, filosoferer Gloria Steinem. - Arbejde er nemt, men kærlighed og børn er komplicerede. I hjemmet har man konstant en oplevelse af at have fejlet.

- Prøv, fejl, prøv igen, fejl bedre, messer Amy Bloom. Gloria Steinem er ikke færdig. - De fleste leder efter det rette menneske i stedet for at VÆRE det rette menneske.

- Jo mere vi bringer kærlighed ind i vores liv, jo mindre spænding vil der være mellem offentligt og privat liv, hævder Amy Bloom.

Bell hooks drejer debatten ind på et nyt spørgsmål: - Står kærlighed i modsætning til ægteskab? Dræber ægteskabet kærligheden?

- Mener du ligesom, hvis man bliver betalt for sin hobby?, spørger Ackerman drilsk og udløser et latterbrøl fra salen.


- Det var engang sandt, at kærlighed og ægteskab ikke kan gå sammen og nogle gange er det stadig sandt, men det BEHØVER ikke at være sandt mere, siger Gloria Steinem alvorligt.

- Nogle kan kun føle kærlighed, hvis de er i et ægteskab, for andre er det lige modsat, siger Amy Bloom. - Jeg synes den værste kærlighedsfjende er de fastlåste roller folk ofte indtager i et ægteskab.

- Ja, ivrer bell hooks. - Kender I det, at ens feministiske veninder bliver gift og pludselig oplever man dem gå rundt og servere for deres mand, og at de ikke længere bryder sig om at tale i telefon, hvis deres mand er i samme rum? Hvad er det, der sker med folk? Jeg er bekymret over at mine studerende på Yale gifter sig i en meget ung alder. Gloria, hvad er det for et arbejde der trænger til at blive gjort her?

- Vi skal behandle andre som os selv, svarer Steinem. - Problemet er at kvinder ofte skal lære at behandle sig selv kærligt først. Vi glemmer tit at stille det revolutionerende spørgsmål: Hvad ønsker JEG?

En ung pige i salen rækker fingeren i vejret og spørger, hvordan det kan være at venindeforhold bliver dårligere når den ene eller begge veninder får en kæreste.

- Det har at gøre med vores behov for intimitet, svarer Diane Ackerman. - Når der kommer en kæreste ind i billedet, får vi opfyldt en stor del af det behov for intimitet, som vi tidligere fik opfyldt via veninden.

- Måske handler det også om, hvor meget eller lidt kærlighed vi tillader os selv at have. Vi tror måske, at hvis vi får kærlighed fra kæresten, så behøver vi det ikke andre steder fra, supplerer Amy Bloom.

- Det er derfor, jeg er imod den romantiske kærlighed, skingrer bell hooks. - Den eksluderer andre!!

- Man kan faktisk spare en masse tid ved at lære sin partners venner at kende, siger Gloria Steinem snusfornuftigt. - Hvis du ikke kan lide hans eller hendes bedste ven, så har du et problem. Og hvis din kæreste ikke er ven med sine tidligere kærester, vil jeg anbefale at opsøge kvinden før dig og spørge, hvordan det kan være.

Salen gyser ved tanken. - Det er virkelig ikke en dårlig ide, forsikrer Steinem.

En ung kvinde fra salen rejser sig og siger: - Jeg vil også have, at min mand kommer til alle de forelæsninger, jeg holder og bakker mig op og siger at jeg er dygtig, for det er det, der skaber succes. Hvorfor skal det kun være mænd der får den slags støtte? Hendes stemme dirrer hidsigt.

- Jeg vil gerne have en mand, jeg kan dominere, supplerer en stor, sort kvinde i salen.

- Så er det magt, I vil have, ikke kærlighed, siger Gloria Steinem blidt.

- Jamen, det er jo rigtigt, at mænd ikke ville være succesrige, hvis ikke de havde en kone til at tage sig af børnene og organisere deres sociale liv!, råber bell hooks.

- Hvis det er den slags støtte, man ønsker, så må man også tjene en masse penge, så man kan betale for at lade andre gøre rent og passe børnene, fastslår Amy Bloom.

- Gensidighed! Det er det jeg er ude efter!, proklamerer bell hooks. - Da jeg var i hendes alder, siger hun og peger på den unge kvinde i salen, der vil have sin mand til at komme til alle hendes forelæsninger, - da sagde jeg også til mig selv, at hvis der er nogen, der skal være på toppen, så må det hellere være mig!

- Det er kvælende at være underst og koldt at være øverst, sukker Amy Bloom.

- Det er virkelig deprimerende at se, hvad der er sket med kvindebevægelsen, mener en midaldrende kvinde i salen. - Mænd behandler kvinder som biler: jo yngre og mere perfekt, jo bedre. Se bare på Jack Nicholson: han er sammen med kvinde, der er 35 år yngre end ham selv. Kvinder er stadig objekter. Jeg ville ønske, at vi kunne organisere os ligesom dengang.

- Jeg er enig, men tingene HAR ændret sig, siger Gloria Steinem. - Nu kan 50-årige kvinder godt spille med i film, og jeg er sikker på, at den kvinde ikke ville være sammen med ham, hvis han ikke lige hed Jack Nicholson.

Ordstyreren bell hooks er på banen igen. - Vi er frustrerede, fordi der ikke er særlig mange kvinder, som er inde i den feministiske bevidsthed. Vi er nødt til at have en ny feministisk bevægelse, der lægger vægt på gensidig kærlighed!

- Vi er også nødt til selv at være ansvarlige for, at vi overhovedet ikke har øje for kærlighedsforhold til mennesker, der ikke stemmer overens med vores checkliste, siger Steinem.

- Det vi trænger til er en radikal accept af kærlighed i alle dens former, foredrager bell hooks. - Mine forældre vil overhovedet ikke høre tale om feminisme ved middagsbordet og min heteroseksuelle søster vil ikke have min lesbiske søster ind i huset fordi hun mener, der står i Biblen at homoseksualitet er en synd.

- Det kræver tillid og selvtillid at ændre holdningerne, nikker Steinem forstående. - Jeg ved fra mig selv, at jeg næsten aldrig tager en elsker, jeg ikke deler værdier med. Jeg er også nødt til at minde mig selv om at sige 'hvor er det dog interessant, at du har den på en anden måde!', når jeg griber mig selv i at tage ting personligt. Det er meget svært.

- Jeg føler lidt, at vi har fejlet, fordi jeg kan se mine teenageniecer er ude på at lave om på sig selv i stedet for tro på det, vi har prædiket igennem hele hendes barndom: accepter dig selv som du er, siger bell hooks.

- Man må bare sørge for at vælge sine kampe med omhu, anbefaler Ackerman.

Anden konklusion er der ikke på debatten, som slutter brat, fordi det er blevet tid til bogsignering i forhallen. Køerne til det bord, hvor man kan købe bøger og til de forskellige forfatteres borde er alenlange med Steinems kø som den længste.

- bell hooks tekster er ikke ligefrem letlæsning, men hun har nogle gode pointer om kærlighed og multikulturalisme, siger en høj tynd pige, der har sin mor med. - Det er vigtigt, at hun gør os opmærksom på, at hver gang vi skaber en "isme", så er vi med til at skabe ulighed.

- På universitetet var det nemt at være enig med alle de feministiske tekster, vi læste, siger en ung pige, der står i kø for at få sit Ms. Magazine signeret af Gloria Steinem. - Men jeg synes den feministiske ideologi har været svær at efterleve i praksis siden, især nu hvor jeg har mand og barn. Lige pludselig kan jeg se mig selv efterleve oldgamle mønstre.

- Men, som hun konkluderer på vej tilbage ud i vinternatten sammen med alle de andre gestikulerende og diskuterende kvinder: - Jeg gider ikke at have dårlig samvittighed overfor kvindebevægelsen, hver gang jeg tager opvasken alene. Målet må være at være bevidst. I det mindste kender jeg de mulige sociale konsekvenser af mine handlinger såsom at tage opvasken. Så de feministiske forfattere har hverken tænkt eller ytret sig forgæves.

Kirsten Stendevad er freelance journalist og bor i New York. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Ressourcer om femi-pingerne
Feminist.com
belle hooks
Diane Ackerman
Amy Bloom
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk