Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Millennium sko

 

Centerchef Hanne Shapiro fortæller om de spidse og de fodformede.

 
 
"Det vigtigste mine børn har fået - og som mine sko også er med til at bære mig rundt i - er, at se alle de måder, et liv kan organiseres og leves på; at der ikke kun er én strikkeopskrift. Dét er også en stor del af den måde, jeg forstår mit arbejde og forstår verden på. Man skal have lyst til mangfoldigheden og turde den."
Hanne Shapiro, centerchef

FORUM/30.12.99 De sandfarvede, meget spidse, højhælede sko er gået videre fra mor til datter. Hanne Shapiros egen datter bruger også gerne de elegante sko, som Hanne Shapiros mor købte engang først i 1960'erne i Illum i København. Centerchefen og EU-rådgiveren fra Teknologisk Institut i Århus har altid skoene med i baggagen, når hun er på en af sine mange forretningsrejser for instituttet, især når hun skal sydpå. Med i baggagen er også de fine skos modsætning: et par anatomisk korrekte flade sandaler med korksål, som hun har købt i Portugal og har haft i "hundrede år". De er godt slidte og har været udsat for lidt af hvert, de har været igennem saltvand og flodvand og har rejst mange steder i verden.
- Sandalerne er modsætningen. Jeg har haft dem i 100 år, og jeg rejser altid med dem, både i arbejdssammenhæng og i fritidssammenhæng. De er dødgode, fordi man kan komme ud og gå med dem og se noget. Jeg rejser meget i kraft af mit job og jeg vil altid ud og gå.

Begge par sko har været med på rejse gennem f.eks. Guatemala og Den Dominikanske Republik.
- De er sjove, for de kombinerer et frit liv og et arbejdsliv, og de repræsenterer to sider af mig. Jeg holder meget af at rejse simpelt og enkelt - også i mit arbejdsliv, når jeg rejser, kan jeg lide at komme ind under overfladen.
- Jeg synes, vi er blevet bedre til som kvinder at kombinere et professionelt liv med det frie liv: At have lyst til, at have mod på kvindeligheden. Det er meget forskellig fra 1970, hvor jeg kom tilbage fra Frankrig, hvor jeg var aktiv i kvindebevægelsen. Dér kunne man godt være i sin kvindelighed og alligevel vide, at det handlede om økonomi, uddannelse, fundamentale rettigheder, lighed i løn og større positionering i det politiske liv. Man oplevede det ikke på samme måde som en modsætning som man gjorde herhjemme. Der skal være plads til begge dele - på en både varm og humoristisk måde, selvfølgelig.

Begge par sko, der bliver passet omhyggeligt, så de kan holde så længe som muligt, skal til New York til februar, til Italien til marts, til Californien til maj og måske en tur til Brasilien, hvis Hanne Shapiros søn, der er økonom, får arbejde her i det nye år.

I New York skal de smarte sko luftes, når Hanne Shapiro og hendes datter, der skal med til millionbyen for at kigge på amerikanske universiteter, skal ned ad New Yorks mest elegante strøg, på restaurant og café.

Hanne Shapiro har boet mange steder i verden, bl.a. i Frankrig og USA, og er amerikansk gift.
- Mine unger er blevet meget globale, men de er også vokset op med, at vi har rejst meget - vi har altid rejst alle vores penge op. Det vigtigste mine børn har fået - og som mine sko også er med til at bære mig rundt i - er alle de måde et liv kan organiseres og leves på; at der ikke kun er en strikkeopskrift. Dét er en stor del af den måde, jeg forstår mit arbejde og forstår verden på. Man skal have lyst til mangfoldigheden og turde den.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk