Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Lang nats rejse mod månen

 

Kvindelige astronauter har været med fra rumeventyrets start. De fik bare ikke lov til at sætte deres fodspor på månen. FORUM har mødt Yvonne Cagle, en moderne astronaut, snart på vej ud i rummet

 
 
FORUM/12.16.1999 Min niece lå ude på min terrasse pakket ind i tæpper. Det var sent.
- Hvad sker der?
- Jeg kigger stjerner. Men det er ligesom lidt diset. Der er ikke så mange.
- Kan du se, at det er fuldmåne?
Min niece har altid haft et særligt forhold til månen. Lige fra hun var lille, skulle hun gerne ligge i den øverste køje og kigge ud på "månen i sin himmelseng" gennem en sprække i gardinerne.

Så fortalte jeg, at jeg havde mødt en astronaut. Ovenikøbet en kvindelig astronaut.
- Jeg kunne godt tænke mig at blive astronaut, sagde hun promte.
- Så skal du love at fortælle mig om, hvordan det er på Mars, når du en gang kommer så vidt.
- Kan man komme til Mars!?
- Ikke endnu. Men astronauten, hun hed Yvonne Cagle, fortalte, at når du er blevet voksen, så kan man komme til Mars.

Astronauten Yvonne Cagle var i Danmark fornylig for at deltage i 50 års jubilæet for Dansk Selskab for Rumfartsforskning. Jeg havde ikke lyst til at påvirke min niece til en urimelig opvurdering af kvindekønnet, men Yvonne Cagle sagde i forbindelse med sine bemærkinger om, hvornår mennesket kommer på Mars:
- Hvem ved. Måske ville vi allerede have været på Mars, hvis kvinder havde haft mulighed for at deltage i NASAs rumprogram fra starten.

Yvonne Cagle er en del af NASAs kernegruppe af 167 astronauter, hvoraf ca. 25% er kvinder. Hun er 40 år, dr.med., sort amerikaner og står top-tunet og høj-motiveret på spring til blive sendt på en mission i rummet. Hun har været tilknyttet NASA siden 1989 og har bl.a. arbejdet med telemedicin i rummet. Hun har været medlem af en NASA arbejdsgruppe, der rejste til Rusland for at fastlægge medicinske standarder og procedurer for astronauter. Derudover har hun designet de medicinske protokoller til og foretaget kontroller for NASAs teleoperationer. Hun blev udtaget til kernegruppen i 1996.
- Min drøm om at komme i rummet startede, da jeg så Neil Armstrong gå på Månen, da jeg var ni år gammel. Jeg kunne godt tænke mig at efterlade mine fodspor på Månen: Yvonne was here! Muligvis skal jeg gør det på vej hjem fra Mars - men det er også OK.

Dr. Sally Ride var USAs første kvindelige astronaut i rummet, og hun blev sendt op i 1983 i Challenger STS-7. Men over 20 år forinden var der allerede en gruppe kvinder, der havde kvalificeret sig til at blive astronauter. De fik bare aldrig chancen for at komme i rummet.

I 1959 startede NASA på en række tophemmelig prøver, for at undersøge om kvinder var gjort af det fysiske og psykiske 'stof', der skulle til for at klare de dengang ukendte strabadser i rummet. På det tidspunkt var de 7 oprindelige Mercuryastronauter (Mercury var navnet på NASAs første rumprogram) allerede udtaget - bl.a. John Glenn og Scott Carpenter.

En kvinde ved navn Jerrie Cobb, der var pilot, gennemgik en lang række, hvad man i dag kunne kalde ekstreme prøver - for at bestemme hendes egnethed. Hun fik f.eks. hældt iskoldt vand i øregangene for at teste sin balance, hun blev spændt op med hovedet nedad i en højhastigheds "revolution simulator", nåle blev stukket i hendes nervebaner, hun tilbragte 10 timer i en isolationstank, osv.osv. Hun klarede sig så godt, at 24 kvinder blev udtaget til at indgå i såkaldt fase-1 prøver i NASAs Mercuryprogram. Af de 24, kvalificerede 12 sig til Mercuryprogrammet på lige fod med de 7 Mercury mænd. Sammen med piloten Jerrie Cobb blev gruppen kendt som The Mercury 13 eller FLATS - First Lady Astronaut Trainees.

Der var mange gode grunde til at sende kvinder i rummet - primært var de billigere i drift end mænd: de vejede mindre og brugte mindre ilt og hvert pund, der blev sendt i rummet kostede mange penge. Derudover synes de også at klare isolation, ensomhed, lydpåvirkning og smerte bedre end deres mandlige modparter, ligesom de var mindre tilbøjelige til at få hjerteanfald.

I 1961, få måneder efter Sovjetunionens Yuri Gagarin blev det første menneske til at gå i kredsløb om jorden i Vostok 1, blev alle yderligere prøver med The Mercury 13 afbrudt uden varsel og uden forklaring. NASAs officielle begrundelse var, at man skulle være militær testpilot for at blive astronaut. Og USA havde netop forbudt kvinder at blive militære testpiloter. (Det fik de først mulighed for i 1973.)

Jerrie Cobb, der havde fløjet jetjagere, og havde flere pilottimer end John Glenn og som havde klaret alle prøver, søgte dispensation. I mellemtiden, i begyndelsen af 1962, blev John Glenn sendt i rummet i rumkapslen Mercury-6 og blev den første amerikaner i kredsløb om jorden.

I sommeren 1962 var der en høring om afviklingen af The Mercury 13 i USA's kongres og ifølge artiklen "The Right Stuff, the Wrong Chromosomes" af Jennifer L. Pozner i Contemporary Women's Issues Database, sagde John Glenn, Amerikas tidlige tresserhelt numero uno: "Jeg tror at dette går tilbage til den måde vores sociale orden er indrettet på. Mænd går ud og kæmper i krige og flyver flyvemaskiner og kommer tilbage og hjælper med at bygge og teste dem. Det faktum, at kvinder ikke er med i feltet, er et faktum, der stammer fra vores sociale orden." Jerrie Cobb fik aldrig dispensation. Mens Sovjet fik sendt Valentina Tereshkova i rummet i rumkapslen Vostok 7 i 1963, blev The Mercury 13 sendt ud i kulden.

- Det er trist, at The Mercury 13 blev nægtet muligheden for at komme i rummet, siger Yvonne Cagle. - Og det har været en lang rejse. I 60erne forstod man ikke rigtig at værdsætte kvinders evner og kunnen. Jeg føler, at jeg står på skuldrene af de oprindelige 13. Jeg ved hvor hårdt, jeg har arbejdet - de satsede virkelig på det, de lavede.
- Som det er nu, er kvinder involveret i alle aktiviteter også på pilot- og kommandosiden. Eileen Collins var f.eks. den første kvindelige rumfærgepilot og hun landede rumfærgen så smukt lige ned af midterlinien på landingsbanen.
- Måske kunne man forestille sig en all-women besætning på en rumfærge på et eller andet tidspunkt. Man ville være nødt til at udvikle nogle anvendelige eksperimenter, der kigger på forhold, der er specifikke for kvinder. Man kunne foretage mange væsentlige og relevante eksperimenter f.eks. vedrørende osteoporose, hormonale forandring, hjerte-kar-sygdomme.

Yvonne Cagle blev udtaget til NASAs kernegruppen i 1996 som mission specialist astronaut i medicinsk forskning. Hendes hovedinteresse ligger inden for sportsmedicin og hjerte-kar-området, men hun arbejder med mange aspekter af, hvordan astronauter kan vedligeholde deres fysiske tilstand ved længere ophold i rummet:
- Det er en stor udfordring at vedligeholde helbred og styrke i rummet. Man taber 1-2% knoglevæv om måneden, koordinationsevnen bliver nedsat, der tab af muskelvæv, mv. Med den nuværende teknologi, vil det f.eks. tage omkring 6 måneder at flyve til Mars. Astronauter vil ikke være i stand til frejdigt at springe ud af rumskibet efter at have været vægtløse i så lang tid - og spørgsmålet er, hvordan de fysisk formår at lande rumskibet under påvirkning af 3-5 G (3-5 gange tyngdekraften) med meget nedsat koordinationsevne? Skal det foregår pr. autopilot f.eks.? Astronauter ville være nødt til gradvist at opbygge muskelstyrke, før de kan foretage sig ret meget. Det er bliver en stor udfordring, at udvikle procedurer og teknikker, for at imødegå disse problemer.

I NASAs levetid er der kun sendt 390 mennesker ud i rummet, så det er en meget eksklusiv gruppe Yvonne Cagle på et eller andet tidspunkt bliver medlem af. Som både kvinde og sort amerikaner har hun snart opnået sit mål - trods mange odds:
- Jeg har været så beskæftiget med at oparbejde viden og erfaring, at jeg ikke har haft tid til at beskæftige mig med politik og problemer. Det kan jeg måske beskæftige mig med, når jeg bliver pensioneret. Som det er nu synes jeg, at jeg har et stort ansvar. Jeg lever et privilegeret liv, der er forbeholdt de meget få. Jeg bør ikke udnytte dette til egen vinding, men dele ud af min viden og erfaring. Der er brug for forbilleder, helte om du vil, som kan bringe andre lidt tættere på at opnå deres drømme.

16 lande, hvoraf Danmark er et, i fuld sving med at udvikle projektet International Space Station (ISS). Målet er at bygge en international rumstation med forskere fra hele verden. Yvonne Cagle er meget engageret i dette projekt både videnskabeligt og i forhold til det samarbejde, projektet repræsenterer:
- Den internationale rumstation overskriver alle grænser - nationale, politiske, videnskabelige, osv. Der er større fællesskab i videnskaben end politik og videnskab har et fælles sprog. Perspektivet fra rummet er, at man ikke kan se grænser. Det bliver den største videnskabelige platform i verden - derfra vil vi f.eks. kunne sende satellitter dybt ud i rummet. Men det er vigtigt, at vi ikke bare fokuserer på noget, der kommer til at ske ude i fremtiden.
- Vi er nødt til at udvikle nogle spin-offs, eller biprodukter i forbindelse med rumforskningen, som folk kan bruge lige nu og her. Vi må kunne vise gyldigheden af vores arbejde nu enten i form af viden, f.eks. medicinsk viden, eller produkter som f.eks smart T-shirts, dvs. trøjer med indbyggede sensorer, der kan registrere ændringer i fysiologiske processer, mv. Eller beskyttelsesdragter, der kan bruges af børn med forskellige immunforsvarssygdomme. Det er vigtigt, at udvikle noget, der også kan bruges nu og her på Jorden.

For at træne vægtløshed gennemgår NASAs astronautkorps såkaldte "parabolic flights", dvs. de er passagerer på et specialindrettet Boeing-fly, der foretager en række stejle op- og nedstigninger. I nedstigningsfasen - lige inden flyet rettes op - opleves en tilstand meget tæt på 0-G, dvs. vægtløshed, i en periode på ca. 30 sekunder.
- Vi kalder også træningsflyet "The Vomit Comet". De første 10 nedstigninger er som regel ok, men så melder morgenmaden sig! Vi træner noget så enkelt som at sætte et plaster på. Men også forskellige genoplivningsteknikker, som f.eks. at bruge defillibratoren. Her gælder det om ikke at være nederst, når flyet trækker op igen. Jeg har også prøvet mindre alvorlige ting i vægtløs tilstand - f.eks. at jonglere.
- Det er helt vidunderlig følelse at svæve, at være vægtløs. Alle mennesker er vægtløse i rummet. Rummet er ikke kønsspecifikt.
 
Læs mere
Kvinder i rummet
International Women's Air and Space Museum

Women of NASA

The Mercury 13

Officielle ressoucesteder

International Space Station

European Space Agency
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk