Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Maksimal iltoptagelse - Anja Andersen sprænger kvindelighedens snævre rammer

 

Alice Bach, der er tidligere elitehåndboldspiller, går tæt på Anja Andersens betydning for kvinder i og uden for sportens verden. Hun mener, at Anja Andersen med sin kreative fornyelse af håndboldspillet og kompromisløse målrettethed har sprængt rammerne for kvindeligheden i og udenfor eliteidrætten. Anja Andersen har vist at kvinder kan spille bold og at hun er verdens bedste spiller m/k.

 
 
FORUM/15.9.99 Igennem de sidste 10 år har håndboldspilleren Anja Andersen på mange måder udvidet handlerummet for kvinder - også uden for eliteidrætten. Hun er foregangskvinde i den danske eliteidræt, fordi hun sammen med resten af kvindelandsholdet har vundet flere medaljer end Team Danmark nogensinde har turdet drømme om. Hun er foregangskvinde som atlet og håndboldspiller, fordi hun egenhændigt med sine nye finter, afleveringsformer og ikke mindst fantastiske skudformer har formået at udvikle håndboldspillet til forrygende underholdning og en tv-succes. Anja Andersen har vist at kvinder kan spille bold. Hun er verdens bedste spiller m/k.

Ved OL-kvalifikationskampen mod Østrig under VM i 1995, hvor Danmark vandt med et mål, sad 2,1 million begejstrede, danske seere foran skærmen. OL-finalen mod Sydkorea i 1996, som Danmark vandt efter omkamp - fordi Anja havde brændt det afgørende straffekast - blev sendt tre gange indenfor 24 timer.

Kvindelandsholdets resultater og Anjas boldspil har, sammen med de øvrige spillere med stor udstråling, skabt meget rum for elitesportskvinder i medierne i 90'erne. Gang på gang har Anja Andersen været i stand til at forny sit repertoire, og som verdens bedste håndboldspiller er hun forbillede for mange børn, unge kvinder og unge mænd.

Men Anjas adfærd på banen har også været genstand for meget voldsom kritik og har skabt stor opmærksomhed om hendes person. At hun højlydt tillader sig at kritisere dommerne (en kritik, der i de fleste tilfælde er berettiget) synes, sammenholdt med de store krav til medspillerne, for meget for sportsjournalisterne. Anjas adfærd på banen er ikke "passende for en ung pige" og hun har modtaget mange hug for det både fra journalister, medspillere, modspillere, trænere, klubledere og dommere. Jeg skal ikke forsvare hendes berømte fuck-finger men blot påpege, at Anja såvel på banen som i medierne har udvidet rammerne for, hvordan en ung elitesportskvinde kan opføre sig.

Anja Andersens aggressive og provokerende adfærd har netop ikke afskåret hende fra at få medieplads, håndboldplads og reklamekontrakter. Tværtimod har den amerikanske sportsbeklædnings gigant Nike forsøgt at bruge Anjas fuck-finger i en reklame. Nike blev dog tvunget til at trække plakaten tilbage efter massiv kritik.

I stedet har Nike produceret en plakat, som fokuserer på Anjas enerstatus, udstiller hendes (i nogle situationer) ensomhed, og en underliggende, provokatorisk, pågående seksualitet; idet Anja sidder op ad en mur med bøjede, spredte ben. Beskueren kan se Anjas inderlår og skridt, som naturligvis er dækket af et par meget korte shorts. Måske rammer det gyldne snit lige i Anjas skridt og denne underliggende og billedligt selvhævdende seksualitet, forvirrer beskueren en smule, fordi der ikke er noget traditionelt pornografisk, seksuelt eller feminint over plakaten, ingen bløde kurver i en lummer, slet skjult stil.

Anjas fremstilling i medierne har gennemgående fået meget større opmærksomhed end måden, hvorpå de øvrige "jernladies" fremstilles eller lader sig fremstille. Da Alt For Damerne gav landsholdet kvindeprisen, blev det fejret med en fotoserie med stylede håndboldspillere. Anja vakte igen furore, idet Bjørn Westh fra folketingets talerstol mente, at Anja, ved at blive fotograferet med en pistolattrap som en kvindelig James Bond, var et farligt forbillede og den slags billeder med våben skulle forbydes.

Medierne elsker at fokusere på, hvordan "de søde metalpiger" jubler og smiler, og meget mindre på, hvor dygtige atleter de rent faktisk er, hvor store deres overarme og skuldre er, og hvor høj en maximal iltoptagelse, de har. Medierne anvender oftest ordet piger om kvindelige sportsudøvere fremfor kvinder; metalpigerne og jernladies dukkede op som en henvisning til de mange medaljer, men også til Dansk Metal, der i 1993 købte sponsoratet af kvindelandsholdets for en slik. Nu anvendes ordet kvindelandsholdet i stigende grad frem for 80'ernes damelandshold.

Selvom fotograferne er blevet meget bedre til at tage action-billeder - også af kvindelige atleter - så ser vi stadig mange "søde", smilende ansigtsbilleder. Men med de mange billeder af håndboldlandsholdet, har det alligevel ikke været muligt for fotograferne at undgå action-billeder, netop fordi spillerne er meget dygtige boldteknikere. Anja er absolut verdens bedste og spillet indeholder mange situationer, der kan give gode sportsbilleder.

Anja Andersen har vist ved at insistere på at være sig selv, at det er muligt at fylde mediefladen uden at skulle iscenesætte sig i den Lolita-rolle, som medierne ellers forsøger at fastholde kvinder i. Der er altså pludseligt skabt et rum for flere forskellige, og mere nuancerede kvindebilleder.

Selv Ekstra Bladet (EB) har på dette område foretaget en kovending, idet avisen stort set ikke omtalte kvinder på sportssiderne før 1993. Efter VM i 1993 i Norge opdagede EB, at en spiseseddel eller en forside med Anja sælger mange aviser. Anja og de øvrige spillere har i 1990'erne på flere måder sat en ny dagsorden i medierne. Hvorvidt sportsstjernerne har krav på den generelt stigende opmærksomhed og status i mediefladen og det danske kulturliv er en anden diskussion.

EB skabte en højst indigneret forside d.26.9.1998, da en journalist via skattevæsenet i Norge opdagede, at Anja Andersen i 1997 havde en årsindtægt på cirka 3 millioner kroner, "meget mere end fodboldspillerne i superligaen!" Det synes at have ødelagt EBs forestilling om, hvad kvindelige sportsstjerner - og i særdeleshed boldspillere - må tjene på deres sport, fordi EB har den fordom, at mænd er født til at være dygtige boldspillere og kvinder per definition ikke kan spille bold. Anja har skudt denne fordom fuldstændig i sænk, sammen med forestillingen om, at kun mænd er i stand til at tjene penge på deres sport.

BT har gjort samme opdagelse med hensyn til fortjenesten ved at sætte Anja på forsiden, men begge aviser kan stadig lave forargende forsider, fordi Anja selv tillader sig at tjene penge på sin sport og sit navn. BT har efter Anjas farvel d.26.8.1999 fundet Ekstra Bladets forside fra den 26.9.1998 frem og anvendt den til at opsummere Anjas økonomiske forhold og slaske tallet på hendes formodede formue hen over forsiden. EB og BT udstiller dermed gentagne gange deres grundlæggende antagelser om mænd og kvinder: Mandlige sportsstjerner må tjene millioner på deres sport, så Vi mænd kan spejle os i disse helte. Men at en kvinde tjener over en million kroner om året på sin sport og indtager samme heltestatus som mændene - det er for provokerende for formiddagsbladene. Samtidig har EB og BT ingen skrupler ved at udstille Anjas privatliv og hendes langefinger, for at lukrerer på hendes popularitet.

På det økonomiske område indenfor håndboldsporten har Anja også været foregangskvinde. Hun har sammen med de øvrige landsholdsspillere stillet krav til det mandsdominerede Dansk Håndbold Forbund om aflønning og bonusordninger ved medaljehøst.Guldpigerne har dermed sat en stopper for kønsdiskriminationen inden for forbundet. At forbundet ikke har været i stand til at drage økonomisk fordel af kvindelandsholdets succes og popularitet, skyldes udelukkende forbundets ledelsesmæssige inkompetance.

I 1997 startede Anja Andersen sit såkaldte Dream Team. Det er en nyskabelse i den danske idrætsverdenen, som tager afsæt i de amerikanske basketballstjerners Harlem Globetrotters. Anja har gjort det til et håndboldshow med kvindelige stjerner, der trækker fulde huse og tv-dækning. Det er underholdende kampe, der i 1999 var arrangeret for tredie gang, og som for ti år siden ville have været en utopi. Det er ikke nødvendigvis en tradition, der vil fortsætte, men Anja har vist vejen for at afprøve nye initiativer i en konservativ verden.

I bogen Mit håb om frihed (1997), skriver Anja Andersen om modtagelsen af initiativet: "...da jeg så Dream Team omtalt som et misfoster i DHF's[Dansk Håndbold Forbund] eget medlemsblad af Jens Erik Wind Friis, en eller anden fra divisionsforeningen, forstod jeg, hvor skidt det står til i dansk håndbold. Hvordan kan en håndboldleder være så negativ over for et arrangement, som var så god reklame for dansk håndbold? Desuden blev DHF spurgt, om de ville være med. Koster det noget? svarede de. Og Jens Erik Wind Friis? Fuck You!"

Anja er i bogen meget kontant og direkte og skriver i et sprog, der kan forstås i idrætsverdenen og af sportsjournalister. Ifølge EB har bogen solgt vældig godt, på trods af stor kritik af blandt andet fuck-listen. Anja tilegner bagsidebilledet, hvor hun viser sin højre langefinger, til flere personer end den i citatet omtalte håndboldleder, hvilket skabte røre ved udgivelsen af bogen. Men man kan jo stille spørgsmålet; hvorvidt de mænd og den ene kvinde, der er på listen, ikke netop repræsenterer et snævert og traditionelt kvindesyn?

Anja viser os en aktiv, kreativ, aggressiv og udlevet side af kvindeligheden, som kan virke truende på de mænd, der klamrer sig til sporten som den sidste mandsbastion. De mænd, der har brug for sporten for at spejle sig i heltene og bekræfte deres mandighed, i kraft af billedet af Kvinden som den underlegne modsætning. Men Anja virker også som en trussel på de kvinder, som ønsker at fastholde det snævre kvindebillede. Hun er målrettet og ambitiøs, og hun tør sætte ord på sine ambitioner. Hun bryder med kvinders traditionelle socialiseringsmønstre, hvor piger opdrages til at skjule ambitionerne, skjule konkurrencen og underspille af frygt for misundelse og af frygt for at miste pladsen i "venindekollektivet".

Anja tør stille sig op som eneren, hun kræver plads og respekt, uanset den misundelse, der måtte følge fra andre kvinder. I forbindelse med sit farvel til den aktive karriere fastholder Anja denne linie ved at udtale, at hun gerne vil være dansk landstræner på et tidspunkt.

At Anja har udvidet de samfundsmæssige rammer dels for kvindelige sportsstjerner og for kvindeligheden som sådan, understreger Børsens Nyheds Magasin (BNM) nr.19, d.30.8. 1999. Bladet fremfører under overskriften: Ugens Farvel, Dronninger abdicerer: "To af dansk dagliglivs skrappeste kvinder, dronningerne over politik og sport, meddelte på samme dag i sidste uge, at karrieren er slut. Fremskridtspartiets højt respekterede furie Kirsten Jacobsen og verdens bedste håndboldspiller Anja Andersen. Nervøst holdt vi øje med, om der skulle komme en meddelelse fra Hofmarskallatet om Dronning Margrethe. Det gjorde der heldigvis ikke."

BNM vælger en ironisk tone at omtale Anja og Kirsten Jacobsen i, samtidig sættes de i fornemt selskab med Dronning Margrethe. Den ironiske tone siger mere om BNM's kvindesyn, end den egentlig miskreditterer såvel Kirsten Jacobsen som Anja. Men at BNM vælger at omtale Anja, siger noget om hendes evne til at overskride grænser. Måske Anja vælger at udvikle sine forretningsevner i retning af Madonna, så BNM en dag må rydde forsiden til Anja.

Kommende generationer af kvinder har i Anja mulighed for en ny spejling, hvor ambitiøse drømme udleves.

Alice Riis Bach er B.Sc. i idræt og stud.mag. i Kultur og Formidling. Hun har spillet elitehåndbold og kender miljøet indefra. Hun har undervist i håndbold og har erfaring som træner.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk